Cremet hummus

cremet hummus, humus, kikærter, olivenolie, tahin, sesamolie, chili, paprika, hvidløg, spidskommen, græsk yoghurtEn af mine favoritter mht. tilbehør er hummus og gerne en cremet, lidt kraftig udgave. Jeg bloggede om hummus for nogle år siden, men jeg har efterfølgende leget videre med opskriften og bringer her den udgave, jeg foretrækker nu.

Jeg har skruet op for krydderierne (surprise!) samt erstattet noget af olivenolien med sesamolie, så der kommer en tydeligere sesamsmag. Derudover har jeg også tilføjet lidt græsk yoghurt for at give den en mere cremet konsistens.

Cremet hummus

400 g kogte kikærter
½ dl olivenolie
1 dl sesamolie
3 spsk tahin
1 dl græsk yoghurt
½-1 dl vand
3 fed pressede hvidløg
½-1 tsk salt
saften fra ½ citron
1 tsk spidskommen
1 tsk sød paprika
½ tsk chili eller kraftig cayennepeber

Alle ingredienser blendes grundigt – hold lidt igen med vandet og tilføj mere, indtil du får den konsistens, du foretrækker. Hæld den over i en skål og drys evt. lidt paprika over, inden du serverer den.

Note: Cremet og lækker hummus med en god, krydret smag. Kan bruges som tilbehør til alskens retter – især velegnet til vegetarretter.

Krydret and med savoykål og nudler

and, andebryst, anisfrø, nudler, savoykål, sesamolie, nigellafrø, salatI forbindelse med mit krydderi-benspænd faldt jeg over en rest anisfrø i min krydderiskuffe, og de skulle naturligvis indgå i denne salat med krydret and, savoykål og nudler. Faktisk er det kun to andebryster, der blev krydret – det passede lidt bedre, når vi kun er to personer.

Jeg synes, at sådan en salat egner sig fortrinligt som frokostret, men den kan selvfølgelig også sagtens spises som aftensmad.

Krydret and med savoykål og nudler
2 personer

2 andebryster
1 tsk anisfrø
6 enebær
½ tsk sorte peberkorn
1 tsk salt
smør til stegning
3-4 blade savoykål
100 g thainudler, der koges møre og skylles i lunkent vand
sesamolie
evt. nigellafrø

Rids skindet på andebrysterne med en skarp kniv. Hæld anisfrø, enebær, peberkorn og salt i en morter og knus krydderierne godt. Har du ikke en morter, kan du også bruge en minihakker (… alternativt hæld anisfrø, enebær og peberkorn i en frostpose, læg den på et spækbræt og tæv posen grundigt med en kødhammer…!). Gnid andekødet grundigt med alle krydderierne.

Smelt en god klat smør på en pande og steg andebrysterne på begge sider ved mediumvarme, indtil skindet er meget sprødt og kødet har fået en god, brun farve. Er du i tvivl, om kødet har fået nok, kan du stikke i kødet med en tynd, skarp kniv. Pibler der rød kødsaft ud, skal det have lidt mere. Andekødet må dog gerne være rosa som på billedet.

Tag andekødet af panden og læg dem på et spækbræt. Mens de hviler et øjeblik, snittes kålen i tynde strimler. Vend kål, nudler og lidt sesamolie i en skål. Skær andebrysterne i skiver og vend dem i salaten. Pynt din andesalat med nigellafrø og servér den med det samme.

Note: Jeg synes, det er en frisk og lækker måde at få krydret and på. Anisfrøene går godt sammen med andekødet, ligesom enebærrene giver lidt vildtsmag uden at dominere smagen. OBS – dette er ikke en salat, der ‘driver’ af dressing, så du er velkommen til at kombinere den med en god dressing, hvis du gerne vil have en mere ‘våd’ servering.

Vegetarisk nudelret med gulerødder og peanutbutter

vegetarisk nudelret, nudler, peanuts, peanutbutter, sesamolie, gulerødder, forårsløg, soyasauce, ingefær, asiatiskJeg er i gang med månedens benspænd, så jeg har kigget min krydderiskuffe igennem og blandt andet fundet en lille bøtte stødt ingefær, som jeg sjældent får brugt i madlavningen. Så da jeg besluttede mig for at lave en vegetarisk nudelret, ville jeg selvfølgelig også bruge ingefær.

Gemalen havde spurgt, om ikke jeg ville lave en ret med peanutbutter, og det ville jeg da gerne – vi havde bare ikke peanutbutter på lager! Vi havde til gengæld peanuts, og så var det jo let bare at blende dem til fint mel og derefter røre det sammen med lidt olie. Jeg skulle dog bruge en peanutsauce, så jeg brugte ekstra olie samt lidt andre gode sager.

Vegetarisk nudelret med peanutbutter
2 personer

120 g nudler (evt. lidt mere, hvis I er ret sultne)
2 gulerødder, skrællede og skåret i tynde stave
2 dl saltede peanuts
½ dl sesamolie eller jordnøddeolie
1 spsk soyasauce
1 tsk stødt ingefær
1 forårsløg, fintsnittet
peber

Blend nødderne til fint mel og rør det derefter sammen med olien lidt efter lidt. Tilsæt soya og ingefær og smag til med peber. Kog nudlerne og hæld vandet fra. Vend dem med gulerødder og peanutsauce. Fordel retten på to tallerkner og drys forårsløg over og evt. lidt sesamfrø over.

Note: Sådan en vegetarisk nudelret er nu ganske lækker – ikke mindst på grund af den krydrede peanutsauce. Forårsløget giver et godt, frisk pift til den fede nøddesmag og de sprøde gulerødder.

Asparges med sesamdressing

sesamdressing, asiatisk, japansk, asparges, sesamfrø, sesamolie, rørsukker, soya, nudler, vegetarDet er sæson for dejlige, friske og saftige asparges, og det er heldigvis også en grøntsag, der indgår i det japanske køkken, som er mit benspænd denne måned. Jeg så en opskrift på asparges med sesamdressing i ‘EASY japansk kogebog’, men lavede lidt om undervejs. Jeg brugte lidt færre asparges og lidt flere nudler. Derudover skruede jeg op for smagsintensiteten i min sesamdressing ved også at tilføje en sjat sesamolie, for det smager rasende godt!

Grønne asparges med sesamdressing
Let aftensmad for to personer

10 grønne asparges
100-120 g risnudler

Sesamdressing:

2½ spsk sesamfrø
1 spsk soya
1 spsk rørsukker
1 spsk sesamolie
lidt salt

Kog risnudlerne, til de er møre. Hæld det varme vand fra og overhæld risnudlerne med håndvarmt vand.

Knæk den nederste del af de grønne asparges af og kog aspargesene møre i letsaltet vand – det tager 4-5 minutter.

Blend sesamfrøene og bland dem derefter med soya, rørsukker og sesamolie. Smag til med lidt salt.

Læg risnudler og asparges på en tallerken og dryp din sesamdressing ud over det. Servér retten som den er eller kombinér den med et lille stykke kød – for eksempel kylling eller oksekød.

Note: Superenkel og hurtig ret at lave. Den kraftige sesamdressing passer godt sammen med de saftige asparges og de milde risnudler. Du kan sagtens spise denne ret, som den er, men du er også velkommen til at kombinere den med lidt kød. Vil du lave den som ren vegetarret, kan du evt. overveje at gange ingredienslisten med 1½, da ovenstående portioner ikke er så store.

Japanske kødboller i soyasauce

japanske kødboller, japansk, asiatisk, svinekød, forårsløg, soya, hvidvinseddike, æg, majsstivelse, rørsukker, sesamolie, ingefærJeg er kommet i gang med mit japanske benspænd for denne måned, og jeg startede blidt ud med en omgang japanske kødboller med soyasauce. Det er en ret, der ikke kræver sære specialvarer, og du kan finde alle råvarerne i et almindeligt større dansk supermarked.

Når det så er sagt, så er opskriften på de japanske kødboller en smule tillempet danske forhold. Jeg skelede til en opskrift hos JapanCentre, men skruede lidt op for en række af ingredienserne. Derudover udskiftede jeg katakuriko stivelsespulver med majsstivelse samt sake med hvidvinseddike.

Japanske kødboller
ca. 3 personer

400 g svinekød, 8-12%
lidt salt
½ spsk finthakket frisk ingefær
1 spsk soyasauce
1 spsk hvidvinseddike
1 æg
1-1½ spsk majsstivelse
rapsolie til stegning

Sauce:
1 dl vand
2½ spsk soyasauce
2½ spsk rørsukker
1 spsk hvidvinseddike
1½-2 tsk majsstivelse
1-2 spsk sesamolie

Pynt:
sesamfrø
finthakket forårsløg

Rør kødet sammen med soyasauce, ingefær, hvidvinseddike og lidt salt. Rør derefter ægget i, indtil det er en homogen masse. Rør majsstivelsen i. Farsen skal være ret blød.

Hæld en gavmild portion olie på en pande og varm det op til mediumvarme. Form forsigtigt små kødboller med en teske og steg dem på panden. Vend gerne kødbollerne efter 20-30 sekunder, så de bliver stegt lige meget på alle sider. Kan du stege kødbollerne, så de bliver så runde som muligt, så er det helt perfekt (og kan du ikke, så smager de fint alligevel).

Når de japanske kødboller er stegt, laver du saucen. Hæld vand, soyasauce, rørsukker og hvidvinseddike i en kasserolle og varm det op. Når sukkeret er smeltet, hælder du en lille sjat af saucen i en skål og pisker majsstivelsen ud i det. Hæld det tilbage i saucen og lad det koge op et øjeblik, så saucen tyknes. Tag kasserollen af varmen og hæld sesamolie i saucen. Vend derefter kødbollerne i saucen.

Servér de japanske kødboller med lidt sesamfrø og finthakket forårsløg oven på.

Note: De japanske kødboller overraskede positivt – ikke mindst på grund af den dejlige søde sauce til. Vi spiste dem sammen med kogte ris og edemamebønner, og så nød vi også en spændende japansk risøl til. Den faldt jeg for nylig over, da jeg havde forvildet mig ind hos Mad & Vin i Magasin, og det viste sig, at denne øl passede rigtig godt til retten, da den var lidt mørkere og sødere, end japanske øl normalt er.

japansk øl, japanske kødboller