Skaldyrsrand

skaldyrsrand, gelé, husblas, skaldyr, rejer, krebsehaler, torsk, fisk, dild, hvidvin, aspargesVi julehyggede med familien i går, og de skulle selvfølgelig også have lidt at spise. Om eftermiddagen spiste vi honningsnitter, og om aftenen blev det til en treretters menu, hvor denne skaldyrsrand udgjorde forretten.

Jeg skelede til en opskrift på skaldyrsrand hos Mine egne opskrifter, da jeg eksperimenterede med denne ret, men jeg valgte dog at lave en række ændringer i forhold til fyldet.

Skaldyrsrand
forret til 8-10 personer

Fyld:
150 g kogte rejer
170 g kogte krebsehaler
225 g torskefileter
1 højt glas kogte hvide asparges, skåret i mindre stykker
1 bundt dild, delt i små kviste

Gelé:
3 dl tør hvidvin
2 dl fiske-kogevand fra torskekogningen
1½ dl aspargesvand
8 blade husblas

Læg husblas i blød i koldt vand.

Læg torskefileterne i en lille kasserolle og hæld vand på, indtil de er dækket. Kog dem ved lav varme i få minutter, indtil de er møre. Tag forsigtigt torskestykkerne op. Hæld hvidvin, aspargesvand og fiske-kogevand i en gryde og bring det i kog. Si væsken og put derefter husblassen i. Rør grundigt, indtil husblassen er opløst.

Tag en randform af metal på 1,2 liter og fordel fyldet i formen. Vær opmærksom på, at bunden på formen vil være det mest synlige, når din skaldyrsrand serveres, så sørg for at bruge de pæneste stykker her. Fyld formen op med den varme gelémasse og stil den derefter på køl i mindst 6 timer og gerne natten over.
sennepssauce, sauce, sennep, sennepskorn, hvedemel, smør, løgServér din skaldyrsrand med flutes, smør og eventuelt en mild og afkølet sennepssauce. Saucen får du opskriften på her:

Mild sennepssauce

2 tsk hvedemel
2½ dl vand
2 spsk sennepskorn
½ mellemstort løg, finthakket
150 g smør
1 spsk sød bornholmsk sennep
salt og peber

Hæld mel og 1 dl vand i en lille kasserolle og sørg for at piske melet grundigt ud i vandet. Varm det langsomt op og tilsæt imens resten af vandet under fortsat piskning. Hæld også løg og sennepskorn i. Lad det simre ved lav varme i ti minutter. Skær smørret i mindre stykker og put dem i kasserollen. Fortsæt med at røre rundt og pas samtidig på, at saucen ikke kommer i kog. Når smørret er smeltet, rører du sennep i og smager til med salt og peber.

Note: Jeg blev ganske tilfreds med min skaldyrsrand. Det er en flot servering (og den kan helt sikkert blive endnu flottere end mit førstegangsforsøg), og så har denne skaldyrsrand en fin, mild smag. Det er en god idé at servere den sammen med brød og sennepssauce, men husk, at saucen ikke må være brændende varm, da den så smelter geléen. Du kan servere den, når den er håndvarm eller helt afkølet.

Vi nød en dejlig flaske Riesling til – nærmere bestemt Riesling Trocken Haus Klosterberg 2015 fra Markus Molitor. En virkelig dejlig hvidvin med lidt sødme og samtidig en frisk smag af citrus og syrlige grønne æbler.

Syltede kvæder

syltede kvæder, syltning, æbleeddike, æblemost, rørsukker, sennepskorn, kardemomme, citronerHvert efterår køber jeg kvæder for at bruge dem til kvædemarmelade eller kvædebrød. I år fik jeg dog lyst til at supplere det med et nyt eksperiment – nemlig syltede kvæder. Jeg fandt en opskrift hos FamilieJournal, men skruede dog op for både æblemost og krydderier.

Syltede kvæder
2 mediumstore glas

750 g kvæder – ca. 3 stk
1 dl æbleeddike
2½ dl æblemost
300 g rørsukker
1 tsk hele sennepskorn
4 kardemommekapsler
skallen af ½ økologisk citron

Vask kvæderne og del dem i 8 både. Pas på – kvæder er ofte meget hårde at skære i. Fjern kernerne. Hæld æbleeddike, æblemost, sukker og krydderier i en gryde og bring det i kog. Put kvæderne i væsken og lad dem småsimre i 35-45 minutter, indtil de er møre. Læg de syltede kvæder i skoldede glas og fordel væsken i glassene. Stil dem på køl, indtil du skal bruge dem.

De syltede kvæder kan bruges som tilbehør til vinterretterne og passer især godt til and, svinekød og vildt.

Hjemmelavet tomatrelish

tomatrelish, tomater, sennepskorn, rørsukker, eddike, korianderfrø, fennikelfrø, peberEn af mine madglade kolleger fortalte mig for nylig om en tomatrelish, hun havde lavet, og hun solgte den så godt, at jeg bad om opskriften. Her var gode råd dyre, for hun havde ikke en præcis opskrift men mere en løs vejledning. Jeg legede derfor lidt videre med mængderne og tilføjede også nogle peberkorn. Så kunne jeg nemlig også bruge de sidste tomater på vores tomatplanter.

Du kan spise tomatrelish som tilbehør til varme retter, men jeg forestiller mig, at det også vil være godt til et tapas- eller ostebord.

Tomatrelish
2 glas

500 g små gode tomater – gerne halverede
250 g lagereddike
150 g rørsukker
1 tsk sennepskorn
1 tsk korianderfrø
1 tsk fennikelfrø
1 tsk peberkorn

Hæld alt undtagen tomater i en gryde og bring det i kog, indtil sukkeret er opløst. Skru ned for varmen og hæld tomaterne i. Lad det simre i fem minutter. Fisk tomaterne op og hæld dem i skoldede sylteglas. Lad væden simre videre i fem minutter og hæld det så over tomaterne. Lad din tomatrelish køle helt af og opbevar den i køleskabet.

Note: En sødmefuld tomatrelish, der er tilpas krydret. Jeg tror, jeg vil prøve den til simreretter eller måske til næste gang, jeg laver osteanretning.

Blommechutney med ingefær og chili

blommechutney, syltning, blommer, sennepskorn, peberkorn, æbler, rødløg, rørsukker, hvidvinseddike, chili, ingefærSyltesæsonen er over os, og da vores blommetræ er gået amok og strør om sig med blommer, så har jeg gang i adskillelige sylteprojekter. Det er blandt andet blevet til blommesyltetøj med vanilje og rom samt en stor portion blommechutney med ingefær og chili.

Blommechutney med ingefær og chili

1 kg milde, udstenede blommer – jeg brugte Victoriablommer
3 mediumstore æbler
1 rødløg, skåret i tynde både
2 tsk sorte peberkorn
1½ spsk friskhakket ingefær
3 dl hvidvinseddike
500 g rørsukker
1 spsk stærke chiliflager
2 spsk sennepskorn
1 tsk salt

Fjern kernehusene i æblerne og skær derefter æblerne i tern. Hæld alle ingredienserne i en gryde og varm det op. Når det koger, skruer du ned for varmen, så det stor og småsimre i ca. 45 minutter. Rør i det med jævne mellemrum. Hæld din blommechutney på skoldede glas og stil dem derefter på køl.

Note: Denne blommechutney har en fin afdæmpet sødme og samtidig lidt bid fra chilien. En god chutney med både sødme, syre og lidt chilistyrke.

Indiske dorader

indiske dorader, fiskeret, fisk, indisk, dorader, kokosolie, sennepskorn, fennikelfrø, karry, chili, løg, koriander, sennepspulver, tomater, fiskebouillon, bouillon, kokosmælk, ingefær, hvidløgJeg var ret begejstret for den indiske fiskeret, jeg lavede til gemalen og jeg, så da jeg dagen efter havde besøg af Bedstevennen, besluttede jeg mig for at lave indiske dorader. Det er en ret, der er baseret på en opskrift fra Smart Cooky, hvor jeg fandt en indisk fiskeopskrift, hvor man skal bruge saltvandsfisk. Og da jeg så, at fiskehandleren havde nogle smukke dorader til salg, så valgte jeg at købe dem. Selvom jeg har døbt retten indiske dorader, så kan du principielt godt bruge en anden saltvandsfisk til retten.

Jeg justerede på en række af målene i opskriften og skruede blandt andet op for flere af krydderierne. Derudover udelod jeg kokum fruit, som jeg aner, hvor jeg skal få fat på, og så udskiftede jeg karryblade med karrypulver.

Indiske dorader
3 personer

2 dorader
3 spsk kokosolie
2 tsk sennepskorn
2 tsk fennikelfrø
2 tsk karry
4 små grønne chilier
1 løg, hakket
3 tsk koriander
2 tsk sennepspulver
100 g små tomater, halverede
2 dl fiskebouillon
1-1½ dl kokosmælk
1 spsk finhakket frisk ingefær
3 fed hvidløg, hakkede

Start med at rense og udbene fiskene. Skær fiskekødet i mundrette stykker og stil det på køl. Nu kan du koge en fiskebouillon på benene, som du bagefter bruger til retten.

doraderFiskebouillon

250-300 g fiskerester (fiskeben og fiskehoveder)
1 gulerod, skåret i skiver
2 laurbærblade
½ tsk peberkorn
1 løg, skåret i både
1 dildstængel
1 l vand

Hæld alle ingredienserne i en gryde. Bring grydens indhold i kog og lad det småkoge i 15 minutter uden låg. Si indholdet af gryden, så du får separeret fiskebouillonen.

Derefter er det tid til at lave indiske dorader.

Varm olien op i en dyp pande. Hæld sennepskorn, fennikelfrø, karry, grønne pebre samt løg på panden og svits det, indtil løgene begynder at tage farve. Tilsæt derefter koriander, sennepspulver, tomater, doraderne samt fiskebouillonen.

Lad det simre i fem minutter. Tilsæt kokosmælk, ingefær og hvidløg og lad det simre ved lav varme i et par minutter mere. Smag til med salt og evt. lidt mere karry.

Servér de indiske dorader med kogte ris.

Note: Indiske dorader er en mediumstærk fiskeret. Der er masser af smag fra tomater, karry og chilier, mens kokosmælken sørger for, at retten ikke bliver for stærk. Husk at du også kan lave denne fiskeret med andre saltvandsfisk.