Kyllingeleversalat

kyllingeleversalat, kyllingelever, kylling, lever, salat, rucola, honning, acaciehonning, sherryeddike, tranebær, mælkebøtterDen sidste ret i aprils æg & kylling-benspænd er denne kyllingeleversalat, som jeg brugte som forret. Inspirationen har jeg fået fra min læser, Michelle, som sendte mig opskriften i forbindelse med dengang, hvor jeg bloggede om kyllingelevermousse. Jeg justerede en smule hist og her i opskriften på kyllingeleversalat , og så ville jeg gerne have tilføjet tranebær, men det var jeg løbet tør for, så jeg brugte tørrede blåbær i stedet. Tranebær vil dog egne sig fortrinligt til denne kyllingeleversalat .

Kyllingeleversalat
forret til 2 personer

150-200 g kyllingelever
lidt salt
1-2 spsk rapsolie
1 spsk sherryeddike
½ spsk acaciehonning
en håndfuld rucola
lidt tørrede tranebær eller blåbær

Pynt:
Evt. lidt mælkebøtteblomster

Først skal kyllingeleveren udvandes. Læg den i en skål med koldt vand og salt og stil den i køleskabet i tre til fire timer. Husk at skifte vandet et par gange undervejs. Lad kyllingeleveren dryppe af og skær den i mundrette stykker. Steg dem i rapsolie på en pande i nogle minutter, så de får lidt stegeskorpe. Hæld sherryeddike og acaciehonning over kyllingeleveren og sluk for komfuret. Vend kødet grundigt i sherryen og honning og smag til med salt.

Skyl en håndfuld rucola, lad det dryppe af og fordel det på to små tallerkner. Læg kyllingeleveren oven på salaten og drys tranebær eller blåbær over. Pynt evt. din kyllingeleversalat  med lidt mælkebøtteblomsterblade.

Note: Kyllingeleversalat er en mild og velsmagende ret. Jeg bryder mig ikke om svinelever og kalvelever, men kyllingelever er så mild i smagen, at jeg sagtens kan spise det. Selvom kødet er mildt, så mætter det meget, og derfor synes jeg, det egner sig ganske godt til en lille forret.

90’erne – nostalgisk aften

Isbjørn, blå drink, 90'erneSidste weekend holdt vi 90’er-tvserie-aften sammen med en række venner, og da jeg ikke er særlig stærk i 90’er-veganermad, så var fokus i stedet på mad fra 90’erne.

Som velkomstdrink skulle vi selvfølgelig have en rigtig klassiker fra 90’erne -nemlig Isbjørn. Kender du ikke den, kan jeg fortælle, at det er en meget, meget blå drink jeg har fået til en del fester i 90’erne. I en klassisk Isbjørn indgår der Sprite, Blå Bols eller Blå Curacao, vodka samt isterninger. Jeg valgte at eksperimentere lidt og brugte Faxe Kondi i drinken, men det gør den noget sødere end den klassiske udgave, så hold dig til Sprite.

Jeg blev jo nødt til at lave flødekartofler – og hold op hvor har jeg fået det til mange sammenkomster i 90’erne! Det var fin (og let) mad, da jeg gik i gymnasiet, og det kan jo laves på mange måder. Jeg valgte den klassiske metode fra dengang, hvor kartoflerne blev skåret i tynde skiver og lagt i en dyb bradepande. Det blev overhældt med fløde (rigtig fløde – ikke madfløde eller andre løsninger), lidt presset hvidløg samt salt og fik derefter et godt drys revet ost. Jeg havde en gnalling Prima Donna fra sidste måneds benspænd, så den fik lov til at udgøre toppingen, og så blev det ellers sat i ovnen ved 200 grader og blev først hevet ud, da kartoflerne var møre, og osten var gylden.

Hvad går godt sammen med flødekartofler? Jamen det gør en cuvettesteg da! Sådan en på 1,2 kg blev smidt i et fad efter at være blevet ridset med en skarp kniv og gnedet med salt og tørret ramsløg. I fadet hældte jeg et par dl hvidvin, og så fik kødet ellers lov til at hygge sig i ovnen ved 150 grader i ca. 1½ time.

Sidst men ikke mindst skulle der selvfølgelig også være en salat, og det blev en ret enkel udgave bestående af rucola, cherrytomater og ristede pinjekerner.

Vi fik set en hel del tvserie-afsnit den aften, og det var hyggeligt – meeen også en udfordring, for der var en del af serierne, der ikke lige var mig. Vi startede med et afsnit af Alf, selvom det er en 80’er-serie, og vi måtte erkende, at visse minder ikke behøver at blive vakt til live. Den serie var altså meget sjovere, da man var barn – og lettere anstrengende, når man som os har rundet de 30 år.

Derefter så vi blandt andet Futurama, South Park, Red Dwarf, Angel, Frasier og Xena. Jeg blev overrasket over, at Red Dwarf og Angel skuffede mig så meget – har flere gange overvejet at se begge serier, men jeg fik bestemt ikke et godt indtryk af dem der. Til gengæld var det skønt at opleve, at de gamle afsnit af South Park stadig holder.

Nu er der muligvis nogen, der undrer sig over, at vi ikke så Friends eller Beverly Hills 90210, for det er et par af de mest kendte tvserier i 90’erne, men helt ærligt – dem har vi jo set en million gange allerede, så det gad vi ikke.

Hvilken eller hvilke tvserier elskede du at se i 90’erne – og synes du stadig, at den/de holder den dag i dag?

Svampestuvninger og hokkaido-pastasalat

svampe, svampeturEfter svampeturen tog vi hjem til hovedarrangøren, hvor vi først fik boller, kage og lidt varmt at drikke. Dernæst blev alle svampene lagt ud på et bord og blev gennemgået, så alle var klar over, hvad svampe der var henholdsvis spiselige og ikke-spiselige.

Flere svampe afslørede smukke farver, når de blev skåret over.

Efter sorteringen var der til fire forskellige svampestuvninger – én med trækantareller, én med almindelige kantareller (inklusiv et par pigsvampe) en med sorte trompetsvampe – og en med alle mulige svampe – blandt andet rørhatte, lilla ametyst-skørhat, løghatte og en (spiselig) fluesvamp!

Svampene blev stegt på en pande ved høj varme sammen med noget smør. Da de var ved at være møre, blev der tilsat en solid mængde fløde, og til sidst blev de smagt til med salt, peber, citronsaft – samt lidt blåskimmelost i to af stuvningerne.

Mens svampene blev tilberedt, blev resten af retterne gjort klar. Hvert par skulle medbringe en ret, og gemalen og jeg havde valgt at lave en pastasalat med græskar, rucola og græskarkerner. For at salaten ikke skulle blive kedelig, mens vi var på svampetur, havde jeg kun tilberedt græskarternene inden, og så kogte jeg pastaen lige inden serveringen.

Hokkaido-pastasalaten består af et hokkaido græskar,hvor kernerne er fjernet og selve græskarret er skåret i tern. De er vendt i olie og frisk timian og stegt i ovnen ved 200 grader, til de er møre. Når de er kølet af, vendes de friskkogt pasta, rucola, ristede græskarkerner og lidt trøffelolie. Skøn efterårssalat!

Bordet blev selvfølgelig pyntet med en lang række af de ikke-spiselige svampe, som vi fandt på svampeturen.

… og så kom svampestuvningerne endelig på bordet! Der var som sagt fire forskellige slags, og dem spiste vi som forret – blot med lidt ristet brød til. Behøver jeg at skrive, at det smagte fantastisk?

Vi fik en række spændende vine til, og efter de medbragte retter var der såmænd også en kugle is, så vi var temmelig mætte, da vi tog hjem – både oplevelsesmæssigt og madmæssigt.

Alle årstider samlet i én menu – del 2

brombærsauce, sauce, bærsauce, brombær, enebær, timian, cognacHer følger så hovedret og dessert fra i lørdags. Hovedretten bestod af en tyksteg, som vi marinerede et døgn i en solid amerikansk barbequesauce og grillede udenfor, samt en sauce, kartoffelmos og salat, som jeg opfandt på stedet.

Desserten var en lille potpourri bestående af friterede æbler – inspireret af ‘Økologisk køkken året rundt’ – samt en nyfortolket æblekage og en kanelis.

Brombærsauce

200 g brombær
1 dl vand
10 enebær, knust
1 tsk tørret timian
cognac
evt. hvidvinseddike
sukker
salt

Kog brombær og vand ved svag varme i en gryde. Mos bærrene, når de er blevet meget møre og tilføj enebær, tørret timian og en sjat cognac. Lad saucen småkoge videre – uden låg. Hvis den er ved at tørre ud, tilføjer du blot lidt mere vand. Smag til med sukker, salt og evt. hvidvinseddike – smagen skal være forholdsvis tung og dyb.

Note: Jeg er blevet ret fascineret af dybe frugtsaucer til efterårsmaden. Denne her er ikke lige så svulmende som solbærsaucen, men den har alligevel en god pondus og er et spændende supplement til resten af hovedmåltidet.

Rustik kartoffelmos med salvie

– kartofler
– mælk
– smør
– salt
– frisk salvie

Kartoflerne – skrubbede men med skræl – koges helt møre i usaltet vand. De moses, inden de piskes luftige med en sjat mælk, en klat smør og lidt salt. Salvien hakkes og vendes i kartoffelmosen, og mosen fyldes i ramekiner. Grill dem i ovnen lige inden servering, så du får lidt skorpe på mosen.

Note: Jeg lavede mosen flere timer før, at gæsterne kom, så der røg ramekinerne blot i køleskabet, inden de skulle varmes. Og så elsker jeg i øvrigt rustik kartoffelmos – ikke kun fordi det er rart med lidt struktur og ekstra vitaminer i mosen – men så slipper jeg også for at skrælle kartofler… *rømmer sig*

Græskar-rødbedesalat

– hokkaido græskar i tern
– rødbede i tern
– smør
– rucola
– hasselnødder
– blomsterhonning
– salt

Græskartern steges nogle minutter i en klat smør, indtil de lige akkurat er møre. Tag dem af panden, og giv rødbedeternene samme tur. Bland græskar- og rødbedetern med rucola (der er flået lidt inden) og grovhakkede hasselnødder. Hæld en lille smule blomsterhonning og salt over salaten inden servering.

Note: Dejlig efterårssalat, hvor både græskar og rødbede får god plads, uden at salaten bliver for voldsom.
kanelis, is, dessert, mælk, rørsukker, æggeblommer,æg, fløde, kanel, sirup, friterede æbler, æbler, hvedemel, bagepulver, rapsolieTallerkenen blev dekoreret med lidt salmiaksirup fra Johan Bülow

Kanelis

1½ dl mælk
125 g rørsukker
4 æggeblommer
1½ dl fløde
2-3 tsk kanel
1 spsk sirup

Bring mælken i kog i en gryde. Pisk æggeblommerne og rørsukker godt sammen i en ildfast skål. Hæld langsomt den varme mælk i æggene under konstant piskning, og hæld derefter massen tilbage i gryden. Varm det langsomt op, mens du hele tiden rører i gryden. Når det tykner lidt, tager du gryden af varmen og rører fløden i.

Lad massen køle helt af, inden du blander kanel og sirup i, hælder det i en ismaskine og lader den køre, indtil massen er blevet til en tyktflydende ismasse. Hæld det over i en plastikboks og stil isen i fryseren.

Note: Denne is kunne jeg godt blive forfalden til – for søren da hvor er den god! Elsker kanel! Vær opmærksom på, at den smelter hurtigt.

Friterede æbler

50 g hvedemel
lidt salt
½ tsk bagepulver
1 æg
½ dl iskoldt vand
ca. 3 faste æbler, middelstørrelse
fritureolie til at stege i

Bland mel, salt og bagepulver og tilsæt derefter æg og vand. Pisk det grundigt, så dejen bliver glat. Skær æblerne i skiver og varm olien op i en gryde, til den er glohed. Dyp æbleskiverne i dejen og put dem forsigtigt ned i gryden, hvor de koger, til de er sprøde og gyldne. Tag dem op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir.

Pynt med lidt æblesirup og flormelis og servér straks.

Note: Fine små skiver, som smagte glimrende – men ikke prangende.

Nyfortolket æblekage

4-5 søde æbler, middelstørrelse
½ vaniljestang
Rørsukker

Drys:
Rasp
Sukker
Lidt smør

Piskefløde til flødeskum
Lakrids skåret i små strimler

Vask æblerne og fjern kernehusene. Skær dem i små tern og kog dem møre sammen med en sjat vand og vaniljestang. Smag til med rørsukker.

Rist raspen med lidt smør og godt med sukker på en pande, indtil sukkeret er smeltet. Tag det af panden og sørg for, at drysset ikke klumper for meget.

Note: Nu har jeg fået den form for dessert rigtig mange gange i min barndom, så jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg selv gad at lave den, men i denne version blev den faktisk interessant igen, og gemalens idé med at smide lakridsstrimler oven på var ret sjov!

Fødselsdag med et italiensk strejf

appetizers, hapsereI går holdt vi gemalens runde fødselsdag og havde tyve personer til middag. Han havde ønsket italiensk tema i maden, så der var masser af pastaretter og andre sydlandske lækkerier. Menuen bestod af følgende:

Velkomstdrink og minitoast med paté samt oste-vindrue pindemadder ved ankomst

Buffetbord med
Verdens bedste pesto
Kylling stegt med citron
Svinemørbrad fyldt med flødeost, tomat og basilikum
Ciabatta med græskarkerner
Spinatlasagne
Pastasalat med grillede citroner, oliven og rucola
Pastasalat med spinat-valnøddepesto og grillede auberginer
Champignonsalat med tomat og persille

Og den dejligste tiramisu til dessert.

Brødopskriften har jeg fra MissMuffin, mens svinemørbraden fik jeg ideen til, efter at have bladret i Nettokogebogen ‘Italiensk køkken’. Pastasalaten med citroner er inspireret af ‘Flere suveræne salater…’, og spinat-valnøddepestoen minder om en, jeg så i et blad for nylig – kan dog ikke huske hvilket.

Kylling stegt med citron

Kyllingelårcitronkylling, kylling, kyllingelår, citroner, hvidvinseddike
Citronsaft
Økologiske citroner i skiver
Lidt hvidvinseddike
Lidt olivenolie
salt

Kyllingelårene lægges i et fad og dryppes først med citronsaft og dernæst hvidvinseddike og olie. Drys lidt salt på og læg så citronskiverne oven på kyllingen, inden den sættes i ovnen og steger i 45-60 minutter ved 200 grader.

Svinemørbrad med flødeost, tomat og basilikum
20 personerfyldt svinemørbrad, svinemørbrad, svinekød, svinemørbrad, flødeost, tomatkoncentrat, basilikum, serranoskinke

5 svinemørbrad
1 pakke flødeost naturel
1 dåse tomatkoncentrat
½ potte frisk basilikum
salt
3 pakker serranoskinke

Svinemørbrad afpudses, og der skæres en lomme i hver. Flødeost og tomatkoncentrat blandes sammen og indersiden af lommen smøres med massen. Basilikumblade lægges i, og mørbraden omvikles med serranoskinke og lægges på en bageplade med bagepapir på. Drys lidt salt på og steg dem ved 200 grader i 25-30 minutter. Lad dem hvile i fem-ti minutter, inden du skærer dem i tykke skiver.

Note: Fin måde at få mørbrad på, selvom jeg ikke er særlig gode venner med serranoskinke, der falder alt for let fra hinanden. Grrr!

Ciabatta med græskarkerner
8 mindre brødciabatta med græskarkerner, brød, gær, græskarkerner, durummel, hvedemel

100 g gær
14 dl vand
2 spsk groft salt
2 spsk olivenolie
150 g græskarkerner
800 g durummel
900 g hvedemel

Smuldr gæren i det lune vand og bland det godt sammen. Pisk olivenolie, salt og græskarkerner i og bland de to meltyper i – først durummel og så hvedemel. Dejen skal stadig være lidt klistret, når du sætter den til hævning et lunt sted med et viskestykke over.

Når dejen er hævet til dobbelt størrelse, deler du den i fire dele og ælter hver del. De deles i to og formes som aflange brød. Dæk dem med et viskestykke og lad dem hæve i en halv time, inden du bager dem ved 225 grader i 20-25 minutter.

Note: Frisk, blødt og mættende brød. I den oprindelige opskrift bruges der mindre gær, og det koldhæver i køleskabet natten over, men jeg blandede dejen om morgenen og skulle derfor bruge en kortere hævetid.

Spinatlasagne

700 g frossen spinatspinatlasagne, lasagne, spinat, hvidløg, tomater, tomatkoncentrat, cayennepeber, balsamico, pastaplader, mandler, mornaysauce, ost, emmenthaler
2-3 fed hvidløg, finthakkede
lidt rapsolie
2 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatkoncentrat
1 tsk cayennepeber
1 spsk balsamico
salt
pastaplader
75 g hakkede mandler
en brik mornaysauce
2 håndfulde friskrevet emmenthaler

Hæld spinaten i en skål med vand over og lad det tø op. Sørg derefter for at stille det til afdrypning. Svits de hakkede hvidløg i lidt rapsolie og hæld derefter de tre dåser med tomater i. Lad det koge lidt. Smag til med cayennepeber, balsamico og salt. Hæld lidt mornaysauce i et fad, kom et lad tomatsauce på og derpå lidt af de optøede spinatblade. Læg et lag pastaplader. Fortsæt sådan, indtil du i sidste lag drysser de hakkede mandler over. Slut af med et lag pastaplader og det sidste mornaysauce. Drys med emmenthaler og bag lasagnen i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter.

Note: Jeg elsker lasagne, og denne version, som jeg fandt på undervejs i køkkenet, kommer helt sikkert til at figurere på listen over yndlingsvariationer. Den var meget lækker og cremet og rimelig mild i smagen, da jeg havde holdt igen med krydderierne, så den smagsmæssigt ikke ville komme for meget i karambolage med de andre retter.

Pastasalat med grillede citroner, oliven og rucola

500 g pastapastasalat, salat, pasta, citroner, oliven, rucola
4 økologiske citroner
ca. 200 g oliven uden sten
150 g rucola
olivenolie
salt

Pastaen koges som anvist. Citronerne skæres i meget tynde skiver og grilles lige under grillelementet i ovnen. Det tager ca. fem minutter og lugter meget underligt, men det skal du ikke lade dig skræmme af. Hak citroner fint og oliven groft og skyl rucolaen godt. Bland pasta, citroner, oliven og rucola i en skål og hæld olivenolie over. Smag til med lidt salt.

Note: Jeg elsker jo citroner, så det her var lige en salat efter min smag. Gemalen var knapt så imponeret over citronstykkerne, men der var i hvert fald god omsætning i den.

Pastasalat med spinat-valnøddepesto og grillede auberginer

500 g frisk pastapastasalat med pesto, pasta, auberginer, pesto, spinat, valnødder, parmesan, hvidløg, olivenolie, citroner
4 auberginer
Pesto:
75 g frisk spinat
50 g valnødder
50 g friskrevet parmesan
1 fed hvidløg
1 dl olivenolie
saft fra en citron
salt

Skær auberginerne i tykke skiver og læg dem på et fad, der er drysset med salt, og drys salt over skiverne. Lad dem trække i mindst en halv time og dup derefter salt og vand af dem. Steg skiverne i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter, eller indtil du synes, de er møre nok og er begyndt at tage farve. Når de er kølet af, skærer du dem i strimler.

Blend alle ingredienser til pestoen og kog pastaen efter anvisningen på pakken. Skyl pastaen i koldt vand, lad den dryppe lidt af og bland den så med pestoen og auberginestrimlerne.

Note: Mmm – lækker pastasalat, som går til de fleste andre retter.

Champignonsalat med tomat og persille

500 g champignonschampignonsalat med tomat og persille, salat, champignons, svampe, hvidløg, tomater, bredbladet persille
500 g brune champignons
olie
4 fed hvidløg, pressede
salt
1 dåse hakkede tomater
2 håndfulde bredbladet persille, hakkede

Rens og skær champignons i halve eller kvarte afhængig af, hvor store de er. Steg dem i lidt olie, indtil væden er kogt væk og tilsæt så hvidløgene. Lad det stege med i ca. et minut, inden du tilsætter tomaterne. Det det koge et par minutter, smag til med salt og tag af komfuret. Bland den hakkede persille i salaten lige inden serveringen.

Note: Frisk og lidt rustik salat, hvis man som jeg kun grofthakker persillen.

Sådan så et udvalg af retterne ud på en af gæsternes tallerken…