Pæreflæsk med rosmarin

pæreflæsk, æbleflæsk, flæsk, bacon, rosmarin, pære, frokost, pålæg, jul, julefrokostDenne pæreflæsk serverede jeg som et alternativ til den klassiske æbleflæsk, som jeg selv er ret stor fan af. Gemalen er dog ikke så meget til klassikeren, så jeg mente, det var en oplagt mulighed for at prøve en anden version af på ham.

Jeg fandt inspiration hos Maden i mit liv, som tidligere har blogget om pæreflæsk. Hun lavede det med timian, men jeg havde mere lyst til rosmarin, så det brugte jeg i stedet.

Det er vigtigt, at du bruger en ret moden pære, for den skal blive blød og mør under stegningen. Du bestemmer selv, om du bruger flæsk eller bacon til retten – jeg valgte at bruge bacon i denne ombæring, da det skulle være en enkelt frokostservering, men til en julefrokost vil jeg nok bruge flæsk i stedet.

Pæreflæsk med rosmarin
2-3 personer

1 stor pære
3-4 skiver bacon eller flæsk
lidt smør
1 tsk finthakket frisk rosmarin
salt

Fjern stilk, blomst og kernehus fra pæren og skær resten i mindre stykker. Smelt lidt smør på en pande og steg baconen på begge sider, indtil den er mør og sprød. Tag baconen af og læg den på et stykke køkkenrulle. Smid pærestykkerne på panden sammen med rosmarinen og lad det simre ved mediumvarme, indtil pærestykkerne er møre. Smag din pæreflæsk til med salt og servér den med det samme.

Note: Denne pæreflæsk har en fin balance mellem den søde, bløde pære og den friske rosmarin. Den er et fint alternativ til æbleflæsk – gemalen var i hvert fald ret begejstret for denne version, og jeg kan bestemt godt finde på at lave den igen en anden dag.

Grillet rodfrugtsfad

rodfrugtsfad, rodfrugter, gulerødder, kartofler, græskar, brombær, rosmarin, hasselnødder, flødeI weekenden hev jeg atter grillen frem, for det var tid til at grille kylling og rodfrugtsfad! Efter en horribel dårlig grillsommer så har jeg er i gang med et lille oprør og prøver at få brugt grillen lidt mere her i løbet af efteråret. Hvem ved – måske husker jeg også at få den brugt i løbet af vinteren? (medmindre der kommer rå mængder af sne – så står den altså på simreretter på komfuret i stedet!).

Jeg brugte følgende køkkenredskaber:
– 1 mellemstort spækbræt
– en mellemstor kniv
– et ildfast fad til rodfrugterne
– en kyllingeholder til kyllingen, da den skulle på grillen (kan undlades)

Grillet kylling
4 personer

1 kylling – gerne frilands- eller øko
olivenolie
salt og peber

For at spare på opvasken valgte jeg at åbne emballagen på kyllingen forsigtigt, gnide den (altså kyllingen)med salt og peber og derefter gnubbe den med olie. Så fik den lov til at ligge i emballagen, mens grillen blev varmet op til 200 grader, og kyllingen fik derefter en time ved indirekte varme i den lukkede grill.

Grillet rodfrugtsfad
2 personer

olie til at smøre fadet
300-400 g rensede rodfrugter – jeg brugte øko-gulerødder og søde kartofler
300 g hokkaidogræskar skåret i tern
ca. 1 spsk frisk rosmarin
en håndfuld hasselnødder, grofthakkede
2 dl brombær
salt og peber
1-1½ dl fløde

Da kyllingen var sat over, var det tid til at gøre mit rodfrugtsfad klar. Smør fadet med olie og vask derefter grøntsagerne grundigt. Gulerødderne skar jeg derefter ud i tern, mens jeg skrællede kartoflerne forsigtigt med kniven (dette kan dog undlades). Skær græskarret i tern på samme størrelse og rod grøntsagerne sammen i fadet. Fordel rosmarin, salt, peber, hasselnødder og brombær ud over grøntsagerne og stil det så på grillen, så det får ca. 45 minutter. Kig til dit rodfrugtsfad, når der mangler fem minutter, og hæld så fløden ud over grøntsagerne. Vent fem minutter og tjek så, om grøntsagerne er møre. Giv dem eventuelt lidt længere tid, hvis du ikke synes, de er møre nok.

Servér dit rodfrugtsfad og kylling sammen.

Note: Jeg kunne virkelig godt lide kombinationen af rodfrugterne, det søde græskar og de mørke brombær, der fik et frisk pift fra rosmarinen og en god, rund smag på grund af fløden. Øj, sikke en efterårsret! Dette rodfrugtsfad kan naturligvis også tilberedes i ovnen, og det tager ca. lige så lang tid som på grillen.

Kyllingepizza med ricotta og bacon

kyllingepizza, pizza, grill, kylling, bacon, svinekød, ricotta, hvedemel, æg, rosmarinDet er jo dejligt, at solen er kommet igen, så vi skulle naturligvis spise kyllingepizza på terrassen her i weekenden! Vi elsker at bage pizza på grill, og denne gang ville vi prøve en ny variant – nemlig føromtalte kyllingepizza.

OBS – du kan selvfølgelig også bage denne pizza i ovnen, men her kender jeg ikke bagetiden.

Kyllingepizza
1 stk i mediumstørrelse

pizzadej til én pizza
ca. 150 g kogt kyllingekød
ca. 75 g stegt bacon
150 g ricotta
en kugle frisk mozzarella
1-2 tsk frisk rosmarin

Rul pizzadejen ud på et meldrysset bord. Smør ricottaen ud på dejen – hold lidt afstand til kanten – og skær derefter mozzarellaen i skiver. Fordel mozzarellaen oven på ricottaen og fortsæt derefter med kyllingestykker og baconstykker. Slut af med at drysse lidt rosmarin over pizzaen.

Bag din kyllingepizza på grillen (eller i ovnen). På grillen vil det typisk tage 5-10 minutter, hvis du har fyret godt op under grillen. Servér den med det samme.

Note: Dejlig variant som vi bestemt skal lave igen. Jeg synes, at kombinationen af kylling, bacon og ricotta fungerer rigtig godt, og rosmarinen giver lige et lille frisk pift til smagen, så den ikke bliver for mild.

Hjemmelavet sylte – luksusudgave

hjemmelavet sylte. pålæg, julepålæg, julefrokost, svinekød, husblas, løg, rødløg, peberkorn, laurbærblad, rosmarin, timianJeg har lige været til julefrokost, og her medbragte jeg hjemmelavet sylte. Det er ellers ikke en ret, jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig, at jeg skulle lave, for jeg har i mange år været meget skeptisk over for sylte. Det skyldes sandsynligvis, at jeg var barn i 1980’erne, hvor der fandtes utrolig meget dårlig fabriksfremstillet mad i køledisken. Her så den fabriksfremstillede sylte aldeles uappetitlig ud (beklager, men det syntes det otte-årige Piskeris altså), og min lyst til at prøve det er ikke steget med alderen. Men men – de sidste par år har jeg flere gange smagt hjemmelavet sylte, der var ganske udmærket, så nu var det på tide at prøve. Det passer jo også meget fint til månedens gelé-benspænd, for sylte kan godt være noget blævret.

Jeg valgte dog at lave en ret kompakt sylte – en såkaldt luksusudgave, hvor der ikke er særlig meget blæver men rigeligt med kød. Er du mere til den blævrende udgave, så undlader du blot at koge fonden lige så meget ind, som jeg gjorde.

Inspirationen fandt jeg hos Grydeskeen, men lavede dog en række ændringer undervejs. Jeg undlod at bruge ekstra ben under kogningen men tilføjede til gengæld en smule husblas. Hvis du holder dig til den traditionelle måde at lave sylte på, bruger du flere ben (ofte grisetæer) for at få stivelsen til sylten. Men som sagt – jeg havde kun benet fra selve svineskanken, så jeg supplerede som sagt med husblas.

Hjemmelavet sylte

1 svineskank på ca 1,2 kg
1 mediumstore løg, skåret i både
1 spsk frisk timian
½ spsk frisk rosmarin
5 tørrede laurbærblade
1 spsk sorte peberkorn
1 lille rødløg, finthakket
lille klat smør
2 blade husblas
vand

Skær kødet fri fra svineskanken og skær det i mundrette stykker. Put benet i gryden sammen med kødstykkerne, løgene og krydderierne. Fyld op med vand, men sørg for, at der minimum 5 cm til grydekanten. Bring gryden i kog og skru derefter ned for varmen, så den står og småsimrer. Læg eventuelt et låg på, så det halvt dækker og sørg for at tænde emhætten.

Lad gryden simre i 5-6 timer. Nu er kødet så mørt, at det falder fra hinanden, bare du kigger på det. Si grydens indhold og sørg for at tage alt det regulære kød fra – ben, brusk og fedt kasserer du. Finthak kødet. Smelt lidt smør i en gryde og svits rødløget i det. Det skal ikke brunes – blot steges, indtil det er mørt. Tilsæt kødet og rør godt rundt, inden du hælder den siede fond i. Lad nu gryden koge videre ved mediumvarme.

Læg husblasssen i blød i koldt vand i ti minutter. Tjek grydens indhold. Når det er ved at have den tæthed, du vil have (vil du gerne have en ‘blævret’ sylte, så skal du ikke koge fonden alt for meget ind), så skal knuge vandet fra husblassen og derefter smelte den i gryden. Rør godt rundt, så du er sikker på, at husblassen har fordelt sig.

Hæld din sylte op i én eller flere forme og stil formen/formene på køl til dagen efter.

Når du skal have din sylte ud af formen, skærer du forsigtigt rundt langs kanten med en kniv, inden du sætter formen ned i et vandbad med meget varmt vand (formen skal kun i til kanten ;-)). Slå derefter sylten ud på et fad eller et spækbræt.

Sylte er særdeles god sammen med stærk sennep og syltede drueagurker eller syltede rødbeder.

Note: Ok, nu overgiver jeg mig – sylte kan faktisk være ganske godt. Jeg tror aldrig, jeg bliver til den meget blævrede version, men denne tætte, kødfulde sylte kan jeg sagtens spise. En mild og lækker sylte, som vil gøre sig godt til frokostbordet – om det så er julefrokosten, påskefrokosten eller bare weekend-frokosten.

hjemmelavet sylte. pålæg, julepålæg, julefrokost, svinekød, husblas, løg, rødløg, peberkorn, laurbærblad, rosmarin, timian

Græskarvafler med svampe og bacon

græskarvaflerI weekenden stod menuen på græskarvafler, for jeg havde et hokkaido græskar, jeg havde lyst til at lege lidt med – og så passer det jo fint til Halloween. Jeg serverede dem til frokost, men du kan sikkert godt lave en dessertversion af disse græskarvafler ved at tilføre mere sirup.

Græskarvafler

6 stk.

300 g hokkaido græskar, vasket og skåret i tern (ja, med skræl på!)
2 æg
5 spsk olivenolie eller rapsolie
2 spsk mørk sirup
1 dl fløde
1 tsk salt
½ tsk peber
1 dl hvedemel

Bag græskarternene i ovnen ved 200 grader i 35-45 minutter, indtil de er møre. Lad dem køle lidt af, inden du blender dem til en cremet masse. Lad den køle helt af. Rør derefter ingredienserne i en efter en. Varm et belgisk vaffeljern op og fordel derefter et par grydeskefulde af dejen i vaffeljernet. Luk det og lad dine græskarvafler bage i nogle minutter, indtil de er klar. Pil dem forsigtigt ud af vaffeljernet og sæt næste portion over.

Du kan selvfølgelig toppe græskarvafler med alskens lækkerier – både som vegetarret eller som kødret. Jeg valgte at lave en syndig sag med bacon, svampe og fløde.

Svampetopping
til fire græskarvafler

75-100 g god bacon
200-250 g champignons
lidt smør
1 tsk timian eller rosmarin
1 dl fløde
salt og peber
citronsaft

Skær baconen i tern og steg dem ved mediumvarme på en tør pande. Rens svampene og skær dem i skiver. På dem på panden sammen med lidt smør og steg dem møre. Tilsæt timian og rosmarin og lad det stege i et minuts tid. Tilsæt fløde og lad svampetoppingen simre videre, indtil fløden er reduceret til halv mængde. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Note: Græskarvafler er en meget festlig og farvet anretning, som virkelig lyser op på tallerkenen. Det er bløde, lækre vafler, som du kan toppe med alskens gode ting, og sådan en svampe-bacon-stuvning er jo altid et hit.