Langtidssimret oksebryst med rodfrugter

oksebryst, simreret, simremad, oksekød, gulerødder, jordskokker, tomater, rosmarin, timian, rødvin, laurbærblad, hvedemelI den kolde vintertid er det nu dejligt med simremad på bordet, så sidste weekend lavede jeg en stor portion langtidssimret oksebryst med rodfrugter. Det, vi ikke spiste samme aften, blev bagefter pakket i mindre bokse og smidt i fryseren, så vi har noget god og let mad, vi hurtigt kan varme på de travle hverdagsaftener.

Jeg skruede godt op for grøntsagerne – både på grund af smagen men også, så jeg kunne strække kødet noget længere. Langtidssimret oksebryst smager fantastisk sammen med kartoffelmos (jeg peppede min op med lidt grønkål), men retten kan også sagtens spises med kogte ris.

Langtidssimret oksebryst med rodfrugter
8-10 personer

1 kg oksebryst
1 dl hvedemel
2 løg, skåret i tern
smør til stegning
800-900 g rodfrugter – jeg brugte gulerødder og jordskokker
1 spsk rosmarin
1 spsk timian
2 laurbærblade
2 dåser flåede tomater
1 dåse tomatpuré (70 g)
3 dl rødvin
salt og peber
evt. lidt rørsukker

Skær evt. fedt og sener af kødet og skær derefter kødet i mundrette tern. Vend dem i mel. Smelt smør i en stor gryde og svits løgene i det ved mediumvarme i et minuts tid. Tilsæt halvdelen af kødet og brun det på alle sider. Hæld det derefter over i en skål, smelt lidt mere smør i gryden og brun så den anden halvdel af kødet. Når dette er brunet, hælder du det øvrige kød tilbage i gryden og tilsætter nu rosmarin, timian og laurbærblade sammen med tomater, tomatpuré og rødvin. Læg låg på gryden og lad det simre i 2½-3 timer. Kig til det undervejs og sørg for at røre i gryden et par gange i timen. Hvis gryderetten er ved at koge tør, tilsætter du blot lidt vand. Smag det langtidssimrede oksebryst til med salt, peber og evt. lidt rørsukker, inden du serverer det sammen med kartoffelmos eller kogte ris.

Note: Dette er en lækker og fyldig ret med masser af smag. Langtidssimret oksebryst får en fin letsødlig smag på grund af grøntsagerne og et skønt frisk pift fra krydderierne.

Jule-sangria som velkomstdrink

jule-sangria, vinterdrink, drink, cocktail, rørsuker, vanilje, kanel, rødvin, tranebærjuice, kardemommekapsler, allehånde, stjerneanis, nelliker, cointreau, Jeg kan huske, da jeg sidste år læste om en jule-sangria hos Fru Kofoeds Køkken. Jeg var ret vild med ideen, så nu hvor jeg laver vinter-cocktails her i december, var det jo oplagt at kaste sig over dette projekt. Det er ikke bare en dejlig juledrink men også et glimrende bud på en velkomstdrink til julefrokosten eller juleaften.

Jeg skelede til Fru Kofoeds opskrift på julesirup, men skruede lidt op for nogle af krydderierne, mens resten af min jule-sangria blev freestylet.

Jule-sangria

Julesirup:
1 dl rørsukker
1 dl vand
3 kanelstænger
1 tsk vaniljepulver
4 hele kardemommekapsler
4 hele allehånde
4 hele nelliker
2 hele stjerneanis

1 flaske kold kraftig rødvin
4 dl kold tranebærjuice
1 dl julesirup
½-1 dl cointreau
½ dl kirsebærvin
1 øko-appelsin
isterninger
evt. ekstra kanelstænger til pynt

Lav julesiruppen nogle timer eller evt. dagen før. Her hælder du alle ingredienserne i en lille gryde og varmer det op, til det småsimrer. Lad det simre i fem minutter og sluk så for komfuret. Lad siruppen trække i minimum et par timer og gerne et døgn.

Hæld julesiruppen i en stor skål sammen med rødvin, tranebærjuice, cointreau og kirsebærvin. Smag til, så den passer til dine smagsløg ved enten at tilføje mere vin, juice, cointreau og/eller kirsebærvin. Fyld et glas halvt med isterninger og hæld din jule-sangria over. Pynt med en skive appelsin og evt. en kanelstang. Servér din jule-sangria med det samme.

Note: Smagen på denne jule-sangria kan variere, da det kommer an på hvilken rødvin, du bruger. Denne udgave var til den friske side, men havde dog stadig en del sødme fra de to slags spiritus.

Pizza med oksekød og grillet peberfrugt

pizza med oksekød, hvedemel, gær, peberfrugt, tomater, oregano, basilikum,rødvinJeg fik lyst til at lave et nyt pizza-eksperiment for nylig og endte med at smide en pizza med oksekød på grillen. Vi fik virkelig ikke grillet særlig meget i sommers, så jeg prøver at tage revanche her i de kolde måneder, når der ind imellem er en dag med tørvejr og ingen vind (dem er der ikke mange af for tiden…).

Jeg brugte samme opskrift på pizzadej som til morgenmadspizzaerne – husk at lave den i god tid inden, at du skal bage pizzaerne.

Pizza med oksekød
2 stk.

pizzadej

Fyld:
250 g oksekød
1 lille løg, hakket
olie til stegning
2 tsk oregano
1 tsk basilikum
1 dåse flåede tomater
1 dl rødvin
salt og peber
evt. lidt sukker

Topping:
2 almindelige mozzarellakugler, skåret i skiver
grillede stykker peberfrugt (købes på glas)

Varm lidt olie op i en gryde og svits løgstykkerne i det, uden at de tager farve. Tilsæt oregano og basilikum og rør godt rundt, inden du tilsætter oksekødet. Sørg for, at det er brunet på alle sider, inden du rører tomater og rødvin. Skru ned for varmen, så kødsaucen blot står og simrer i et par timer. Husk at røre i den undervejs og evt. tilsætte lidt vand, hvis den er ved at koge tør. Kødsaucen skal dog være rimelig kompakt til sidst. Smag den til med salt, peber og evt. lidt sukker.

Tag den hævede dej og del den i to lige store dele, der rulles ud på et meldrysset bord. Læg den ene af pizzaerne på et stykke bagepapir, som du bagefter klipper til, så det ikke stikker ud under pizzaens kant. Smør kødsauce på pizzadejen og top den med mozzarella og peberfrugt. Smid din pizza med oksekød på grillen på en bagesten og bag den, indtil bunden er sprød i kanten. Du kan naturligvis også bage din pizza med oksekød i ovnen ved 250 grader.

Note: Jeg har aldrig rigtig dyrket pizza med oksekød, men denne version var nu slet ikke så tosset endda. Den kunne jeg godt finde på at lave igen – mon ikke den også vil være et hit hos ungerne i vores omgangskreds?

Grydesteg med pastinakfritter

grydesteg, oksekød, smør, pastinak, løg, rødløg, rødvin, olivenolie, timian, gulerødderJeg havde lyst til at forkæle gemalen – og mig selv – sidste weekend, så jeg fandt en lille grydesteg frem fra fryseren, som jeg fandt på tilbud for et stykke tid siden. Den var selvfølgelig økologisk, men det betød også, at der var en del fedt på den, så selvom det kan lyde af meget med 500 g grydesteg til to personer, så var der en vis mængde fedt, der blev skåret fra efter tilberedningen.

Der stod på pakken, at den lille grydesteg skulle simre i en gryde i en times tid. Personligt har jeg ikke noget imod rødt kød, så en anden gang kunne jeg godt finde på at eksperimentere med at sætte tilberedningstiden lidt ned, men denne gang holdt jeg mig til anbefalingen.

Vi får ikke så tit sauce – også selvom jeg lige har blogget om sauce i opskriften på vildand – men der blev også lavet en enkel sauce til den lille grydesteg, som blev serveret sammen med pastinakfritter.

Grydesteg med pastinakfritter
2 personer

500 g grydesteg
smør til stegning
1 gulerod, skåret i skiver
4 dl rødvin
2-3 dl vand
5 friske timiankviste
ca. 12 friske salvieblade
1 spsk maizena
salt og peber

Pastinakfritter:
olie
4 pastinakker
1 rødløg, skåret i både
timian
salt og peber

Smelt smør i en gryde og brun derefter stegen på alle sider. Tilsæt gulerod, 3 dl rødvin, vand, timian og salvieblade og læg et låg på gryden. Lad din grydesteg simre en times tid.

Når du har sat din grydesteg over, er det tid til at sætte pastinakfritterne over. Skræl pastinakkerne og skær dem i stave. Hæld dem i en frostpose sammen med rødløg og en god sjat olie, luk posen og ryst den godt, så olien fordeles ud over pastinakkerne og løgstykkerne. Spred grøntsagerne i bunden af et oliesmurt ildfast fad og strø timian, salt og peber over fritterne. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. en time.

Tag din grydesteg op af gryden og hæld 1½ dl væde over i en kasserolle sammen med den sidste dl rødvin. Varm det op. Hæld lidt af væden over i en lille skål, hvori du udrører maizenaen. Hæld derefter maizenablandingen i kasserollen og rør godt rundt. Lad det simre i nogle minutter og smag så til med salt og peber. Ønsker du en lidt sødere sauce, kan du tilsætte lidt mørk sirup eller sukker.

Servér din grydesteg sammen med pastinakfritterne, saucen og evt. lidt blancherede sukkerærter eller grønne bønner.

Note: Det er nu dejligt med en grydesteg med en lækker sauce til! Pastinakfritterne er et fint alternativ til kartofler, og så kunne jeg altså ikke undvære noget grønt på tallerkenen, så der kom lidt sukkerærter på. Du kan også sagtens bruge grønne bønner.

Vildand med blommer og vildris

vildand med vildris, ris, and, blommer, spidskål, kål, rødvin, andefond, enebær, maizenaJeg har fået fat i en vildand, og den skal naturligvis – i anledning af ris-benspændet – have følgeskab af vilde ris! Jojo, det må godt være sjovt at lave mad 😉

Vildtkød er ikke altid let at tilberede, og vildand er ingen undtagelse. Jeg har dog tidligere haft succes med at langtidstilberede vildand, hvor kødet bliver saftigt og mørt, så det gjorde jeg også denne gang. Jeg vil til gengæld fraråde at stege en vildand på samme måde som en almindelig and – så risikerer du let, at kødet bliver meget tørt og sejt.

Vildand med vildris
2 personer

1 vildand, skåret i fire dele
smør til stegning
10 enebær, knuste
½ tsk sorte peberkorn, knuste
3 dl kraftig andefond
3 dl vand
1 dl rødvin
350 g blommer uden sten
½ spsk maizena
1-2 spsk blommemarmelade

Rissalat:
en stor håndfuld fintsnittet spidskål
1 dl vildris
olivenolie

Smelt smør i en stor gryde og brun andestykkerne på alle sider. Tilsæt de øvrige ingredienser (undtagen maizena) og rør godt rundt. Læg låg på gryden og lad det småsimre i to timer. Mens anden tilberedes, koger du vildrisene (følg anvisningen på pakken – de skal typisk have 40-50 minutter). Lad risene køle lidt af. Hæld den snittede spidskål i en skål sammen med et skvæt olivenolie. Kram kålen godt og vend så risene i kålen.

Når din vildand har simret i to timer, hælder du ca. 2 dl af væden over i en lille kasserolle – si evt. væden inden. Hæld et lille skvæt af væden over i en lille skål og rør derefter maizenaen grundigt ud i den. Varm kasserollen med væden op. Når det begynder at boble, rører du maizena-væden i. Smag til med salt, peber og evt. lidt blommemarmelade (eller sirup), hvis du gerne vil have saucen lidt sødere.

Servér din vildand med rissalat og sauce.

Note: En utraditionel kombination af vildand, rissalat og sauce men ikke desto mindre en, der faldt i god jord hos både gemalen og jeg. Mmmm! Den lette sødme fra blommerne klæder anden virkelig godt, der er godt med bid i risene, og så giver spidskålen et sprødt og frisk pift til retten.