Risburger med rejer

risburger, burger, ris, rejer, chilisauce, chili, salat, risvinseddike, rørsukkerDenne risburger er inspireret af et afsnit af Masterchef Australia, som jeg så for nogle år siden. Jeg elskede ideen med at lave to ‘risbøffer’, som man bruger som overdelen og underdelen i en burger, og det ville jo passe perfekt ind i månedens burger-tema.

Min udgave af en risburger blev desværre ikke så pæn, og det skyldtes først og fremmest, at de sushiris, jeg brugte, ikke var særlig klæbrige. Det er nemlig vigtigt, at risene klistrer sammen, så ‘risbøfferne’ hænger ordentligt sammen, og det gjorde mine desværre ikke. Jeg brugte så også et andet mærke end det, jeg plejer til at lave sushi, så det må jeg huske en anden gang (jeg kan i øvrigt nævne, at det mærke, jeg plejer at bruge til sushi, er Blue Dragon).

Men ja – selvom denne risburger ikke blev helt så flot som forventet, så smagte den ikke desto mindre aldeles glimrende! Og så er det jo en sjov måde at anrette på.

Risburger
2 stk

2 dl sushiris
½ spsk rørsukker
1½-2 spsk risvinseddike
150 g store rejer, pillede og rensede
lidt cayennepeber eller chili
olie til stegning
2 et par salatblade
chilisauce

Kog risene i letsaltet vand, indtil de er møre. Hæld evt. overskydende vand fra. Rør risvinseddike og rørsukker sammen og vend det grundigt i risene. Lad derefter risene køle af.

Form de klistrede ris til to flade bøffer, som du bagefter steger i olie på en pande. Vær forsigtig, når du vender bøfferne på panden!

Læg risbøfferne på en stor tallerken. Hæld lidt mere olie på panden sammen med lidt cayennepeber og svits rejerne i olien. Vend dem grundigt og tag dem af, når de er møre.

Læg din risburger sammen med rejer, salatblade og chilisauce i midten.

Note: Som sagt – denne risburger blev ikke helt så pæn, som jeg havde håbet på, men den smagte fortrinligt, og jeg er sikker, at risbøfferne havde fungeret bedre, hvis jeg brugte nogle sushiris, der klistrede mere.

Bánh mì med svinekød

bánh mì med svinekød, vietnamesisk, asiatisk, brød, svinekød, kotelet, hoisinsauce, honning, gulerod, agurk, risvinseddike, rørsukker, mayonnaise, chilisauce, chili, mynte, korianderBánh mì med svinekød er er en vietnamesisk sandwich, der opstod, da franskmændene kom til Vietnam tilbage i kolonitiden. Bánh mì er et baguette-lignende brød, som er flækket og fyldt med kød, syltede grøntsager og friske krydderurter.

Jeg har lavet en bánh mì med svinekød, og den er lidt mere vestlig-inspireret end originalen. Jeg valgte nemlig den lette løsning og købte en baguette hos bageren, men faktisk laver vietnameserne bánh mì af en blanding af hvedemel og rismel.

Jeg kiggede på forskellige opskrifter på bánh mì med svinekød men fulgte ikke en bestemt.

Bánh mì med svinekød
2 personer

2 stykker frisk, sprød baguette på ca. 20 cm hver
1 stor skaftkotelet
1-1½ spsk hoisinsauce
salt og peber
kokosolie til stegning
1 spsk honning

Syltede grøntsager:
1 gulerod, skåret i tændstiktynde stykker
½ agurk, skåret i tændstiktynde stykker
2 dl risvinseddike
1 tsk salt
2 tsk rørsukker
evt. lidt vand

Chilimayonnaise:
2 spsk god mayonnaise, gerne Helmanns
1½ tsk stærk chilisauce, gerne srichacha

Derudover:
1 spsk mynte, finthakket
½ bundt frisk koriander

Drys salt og peber på koteletten og pensl den derefter med hoisinsauce. Læg den i køleskabet en times tid. Hæld risvinseddiken i en skål sammen med salt og sukker og rør godt rundt. Læg grøntsagerne i eddiken og ælt dem lidt med fingerspidserne. Tilføj evt. en smule vand, så grøntsagerne bliver dækket. Lad dem trække i køleskabet en times tid.

Tag koteletten ud af køleskabet et kvarter før, at du vil stege den. Smelt kokosolie på en pande og steg kødet ved mediumvarme, indtil den er stegt mør. Tag den af panden og lad den hvile lidt, inden du skærer den i strimler og hælder honningen over i en tynd stråle.

Rør chilimayonnaisen sammen.

Flæk baguette-stykkerne i den ene side og fjern noget af den bløde krumme, så der er plads til mere fyld. Smør hvert stykke indvendigt med chilimayonnaisen. Hæld eddiken fra de syltede grøntsager og fordel dem i brødene sammen med kødet. Slut af med at putte de friske krydderurter i din bánh mì med svinekød.

Note: Dette er absolut en fantastisk måde at få sandwich på! Bánh mì med svinekød er både saftig og sprød, krydret og frisk. Det er samtidig også en sandwich, der sagtens kan varieres – prøv for eksempel med andekød.

Bún Thịt Nướng – svin med nudler

svin med nudler, svinekød, koteletter, bønnespirer, hvidløg, citrongræs, honning, gulerødder, risvinseddike, kokosolie, forårsløg, chilisauce, fiskesauce, rørsukker, lime, sambal oelek, chili, nudler, bønnespirer, koriander, peanutsI sidste uge forkælede vi vores gæster med Bún Thịt Nướng – eller svin med nudler som vi også kan kalde retten. Det er en vietnamesisk ret med masser af smag, og så går den ligesom det meste andet vietnamesiske mad rigtig godt sammen med lys øl. Vi nød blandt andet en lys Grimbergen til og en mild IPA fra Brewdog.

Jeg hentede inspiration fra en opskrift fra The Culinary Chronicles, men justerede dog en række af målene samt udelod agurk og salat.

Bún Thịt Nướng – grillet svin med nudler
4 personer

Marineret svinekød:
400 g nakkekoteletter
2 fed hvidløg, pressede
1 stort forårsløg, finthakket
2 stykker citrongræs i vand, finthakkede
3 spsk frisk koriander, hakket
1 spsk rørsukker
1 spsk honning
1 spsk fiskesauce
friskkværnet peber

Letsyltede gulerødder:
3 mellemstore gulerødder
ca. 2 dl risvinseddike
1 tsk rørsukker

Forårsløgsolie:
½ dl kokosolie
2 forårsløg, finthakkede

Chilisauce:
1 dl fiskesauce
1 dl rørsukker
1 dl limesaft
1 tsk sambal oelek
evt. lidt vand

Derudover:
300-400 g vermicelli nudler
1 bakke bønnespirer
1 dl frisk koriander
1 dl saltede peanuts, groft hakkede

Hæld honning, fiskesauce, soyasauce og sukker i en skål og rør det godt sammen. Tilsæt derefter hvidløg, forårsløg, citrongræs, koriander og lidt peber. Pisk det sammen. Skær koteletterne i mundrette stykker og vend dem i marinaden. Sæt skålen i køleskabet en halv time.

Skær gulerødderne i tændstiktynde stykker og læg dem i en skål. Hæld risvinseddike og sukker over og kram det let med fingrene. Stil det til side.

Skær forårsløgene i tynde ringe og hæld dem i en lille kasserolle sammen med olien. Varm det langsomt op – det skal ikke koge – i 2-3 minutter og tag så kasserollen af komfuret.

Hæld ingredienserne til chilisaucen i en lille kande og rør det sammen, indtil rørsukkeret er opløst.

Tag svinekødet ud – det skal stå ca. 10 minutter ved stuetemperatur, inden du smider det på en varm pande. Mens du venter på, at kødet er klart til stegning, kan du meget passende putte nudlerne i en stor skål og hælde kogende vand over. Lad dem trække i nogle minutter, indtil de er bløde og lækre.

Steg svinekødet i få minutter og vend det grundigt, indtil det er stegt på alle sider.

Når du skal anrette svin med nudler, lægger du først nudler i bunden af en bred skål. Fordel derefter bønnespirer, gulerødder og svinekød ud over nudlerne. Dryp kødet med forårsløgsolien og drys hakkede peanuts og frisk koriander over retten. Servér svin med nudler sammen med chilisaucen.

Note: Uha, den smagte godt! Svin med nudler er en ret med masser af smag – chilisaucen giver både styrke og syrlighed, mens grøntsagerne har et godt, sprødt bid. Kombineret med det letsødlige svinekød og de salte peanuts er det virkelig en lækkerbisken af en ret 🙂

Vietnamesisk rejesalat

rejesalat, vietnamesisk, nudelsalat, nudler, rejer, olivenolie, hvidløg, lime, fiskesauce, risvinseddike, chili, nudler, gulerødder, agurk, bønnespirer, mynte, koriander, peanutsDa vi havde gæster i sidste uge, serverede vi pho med kylling til forret og derefter denne vietnamesiske rejesalat. Jeg kender desværre ikke det vietnamesiske navn for denne rejesalat, men jeg kiggede på forskellige engelske og amerikanske opskrifthjemmesider og freestylede ud fra disse.

Vietnamesisk rejesalat
4 personer

ca. 200 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
½ dl olivenolie
2 fed hvidløg, pressede
salt og peber

Dressing:
½ dl limesaft
½ dl fiskesauce
2 spsk risvinseddike
1 spsk rørsukker
1 rød mediumstærk chili, finthakket

Derudover:
100 g tynde risnudler (vermicelli nudler)
3 mellemstore gulerødder, skåret i tændstiktynde stykker
1 agurk, skåret i tændstiktynde stykker
100 g bønnespirer
½ dl frisk mynte
½ dl frisk koriander
1 dl saltede peanuts, grofthakkede

Pil rejerne og fjern forsigtigt den lille sorte streng i hver reje. Hæld rejerne i en skål med olivenolie, hvidløg samt salt og peber og rør godt rundt, så rejerne er dækket af marinaden. Lad dem stå i 10 minutter. Rør imens ingredienserne til dressingen sammen i en anden skål.

Læg nudlerne i en dyb skål og hæld kogende vand over. Lad dem trække i nogle minutter.

Hæld lidt olie på en pande og varm den op. Tilsæt rejerne – inkl. krydderier og olie – og steg dem, indtil de tager farve.

Hæld vandet fra nudlerne og fordel dem i fire skåle. Fordel gulerødder, agurk og bønnespirer i de fire skåle sammen med dressingen. Vend indholdet af hver skål med fingrene og fordel dernæst rejerne over hver skål med. Drys til sidst mynte, koriander og peanuts over og servér din rejesalat med det samme.

Note: Denne rejesalat er et godt eksempel på, hvad det vietnamesiske køkken kan. Masser af grøntsager og en frisk og krydret smag kombineret med gode nudler og saftige rejer. En rejesalat jeg helt sikkert skal have igen! Man serverer ofte øl til vietnamesisk mad, men denne ret fungerer også godt sammen med en let sødmefuld hvidvin.

Andesalat med kål og asiatisk twist

andesalat, salat, and, stegt and, grønkål, rødkål, risvinseddike, peanuts, nudler, appelsiner, æblerDenne lune andesalat serverede jeg i søndags for vores gæster – ja, de selvsamme der fik både honningsnitter og skaldyrsrand.

Jeg fandt på retten, da jeg grublede over, hvad jeg kunne lave, der var juleagtigt, men alligevel ikke traditionel julemad, og så fik jeg lyst til at lave en lun salat med stegt and og kål. Jeg kunne dog ikke nære mig og gav retten et asiatisk twist i form af nudler, saltede peanuts og en stærk og let sødmefuld chili-appelsinsauce.

Lun andesalat med kål
7-8 personer

1 and på ca 3,2 kg
2 æbler
2 appelsiner
salt

500 g fintsnittet rødkål
½ dl risvinseddike (kan erstattes af hvidvinseddike)
150 g grønkål
200 g ukogte nudler
saften fra en appelsin
2 dl saltede peanuts, grofthakkede

Start med at stege anden. Jeg plejer at langtidsstege juleanden – læs opskriften på juleand her. Fyldet i denne version bestod dog kun af æbler og appelsiner, der var skåret i mundrette stykker.
Anden skal stege i 3½-4 timer.

Når anden er tæt på at være færdig, fintsnitter du rødkålen – eventuelt på et mandolinjern. Kålen skal være så tynd som muligt. Put kålen i en skål og hæld risvinseddike over. Kram kålen godt med fingrene, så eddiken trænger ind. Riv grønkålen i mindre stykker og læg dem i en skål. Overhæld dem med kogende vand og lad dem trække i nogle minutter, inden du hælder vandet fra. Kog nudlerne.

Når anden er stegt, lader du den køle af nogle minutter, inden du skærer eller flår kødet i mundrette stykker. Derefter tager du en meget stor skål og lægger skiftevis rødkål, and, nudler og grønkål i skålen. Hæld appelsinsaft ud over til sidst, inden du fordeler peanuts ud over din andesalat.

Den lune salat skal serveres med en ret krydret chili-appelsinsauce, som følger herunder.

chili-appelsinsauce, chili, smør, løg, appelsinjuiceChili-appelsinsauce

50 g smør
½ mediumstort løg, skåret i tern
1 spsk chiliflager
2 spsk hvedemel
3 dl appelsinjuice
evt. ½ dl rørsukker
evt. cayennepeber eller chili til at justere saucens styrke
salt og peber

Smelt smørret i en lille gryde og steg løg og chiliflager ved mediumvarme, indtil løgene er bløde. Pisk hvedemel i og tilsæt lidt efter lidt appelsinjuice under fortsat piskning. Lad saucen simrer ved lav varme i ti minutter og smag den så til. Hvis du vil have den sødere, tilsætter du rørsukker, vil du have den stærkere, tilsætter du cayennepeber eller chili. Slut af med salt og peber.

Servér den varme chili-appelsinsauce sammen med den lune andesalat.

Note: Min fortolkning af juleand – aka lun andesalat med kål og asiatisk twist – blev godt modtaget. Det er samtidig en god måde at få kødet til at strække sig til flere personer (vi var 7 voksne til én and), ligesom man automatisk får flere grøntsager.

Vi nød en rødvin til – nærmere bestemt Pinot Noir Ludwig 2013 fra Elena Walch. Et glimrende bud til den lune andesalat, der både har fedme og friskhed, knasende salte nødder samt en stærk og sødmefuld sauce. Vinen kunne godt have været en anelse mere sød for at matche maden, men ellers en vin, der blev modtaget godt af alle ved bordet.