Stegt blæksprutte med pasta, pesto og palmekål

stegt blæksprutte, pasta, pesto, palmekål, kål, skaldyrDer kom ‘sprutte på bordet her til aften, da jeg serverede stegt blæksprutte med pasta og palmekål. Vi var til markedsdag på torvet i dag, og jeg kunne selvfølgelig ikke stå for tilbuddet på blæksprutte, da vi var forbi fiskehandleren. Så der røg en stor dansk blæksprutte med i posen, og sådan en krabat kan man få meget sjov ud af – blandt andet blæksprutteringe. Men nu havde jeg planer om at forkæle gemalen med en pastaret (det får vi nemlig ret sjældent), og så havde jeg også noget palmekål på lager, så vupti – pludselig opstod denne ret.


Stegt blæksprutte med pasta og palmekål

2 personer

1 stor aflang blæksprutte på ca. ½ kg
rapsolie til stegning
6-8 palmekålsblade
1 dl hjemmelavet basilikumpesto
pasta til 1-1½ person, gerne linguini
lidt grofthakkede cashewnødder

Start med at rense blæksprutten. Du skal fjerne finnerne samt skindet, skære hovedet af og fjerne indmaden. Sørg for at skylle den grundigt både udvendigt og indvendigt og tjek, at alle hinder er fjernet. Skær fangarmene fri fra blækspruttehovedet – dem skal du også bruge. Husk at skylle dem.

Kog pastaen i letsaltet vand (det er forskelligt, hvor meget pasta folk spiser, så jeg har blot skrevet til 1-1½ person, da blækspruttekødet også mætter godt). Skyl kålen og skær den i strimler. Læg den i skål og overhæld den med kogende vand. Lad den trække, mens du tilbereder blæksprutten.

Hæld olie i en lille stegepande, så der er ca. 1 cm tykt lag. Varm det op. Skær imens blæksprutten i stykker på ca. 4×5 cm (det er bare et cirkamål – du kan også vælge at gøre dem større eller mindre). Snit ydersiden af stykkerne på den korte og den lange led, så den kommer til at ligne et skakbræt – pas på at du ikke skærer hele vejen igennem blæksprutten. Sørg for at duppe blæksprutten tør, inden du putter nogle af stykkerne med skærefladen nedad i den varme olie. Pas på – selvom du har duppet blæksprutten, kan den stadig godt finde på at… sprutte! (undskyld, den var for oplagt). Steg blæksprutten ca. 1 minut – 50 sekunder hvor snitfladen er nedad og ca. 10 sekunder på den anden side. Tag blækspruttestykkerne op af olien og læg dem på et stykke køkkenrulle. Steg resten af blækspruttestykkerne – inkl. fangarmene.

Ved anretningen vender du den friskkogte pasta i hjemmelavet pesto. LAD VÆRE MED AT BRUGE PESTO FRA SUPERMARKEDET! Fordel pastaen i to skåle. Hæld vandet fra kålen og fordel den i de to skåle sammen med stykkerne af stegt blæksprutte. Drys lidt hakkede nødder over til sidst.

Note: Stegt blæksprutte er altid et hit her i huset, og kombinationen med pasta, pesto og palmekål var også populær.

Aubergineburger med feta

aubergineburger, vegetarburger, vegetar, feta, tomater, aubergine, rødløg, pesto, basilikumpesto, basilikum, olivenolie, ost, parmesan, hvidløg, nødderMånedens burger-benspænd har allerede affødt én vegetarburger – nemlig den lækre tomatburger – men jeg har skam også fremtryllet en aubergineburger!

Aubergine er en fantastisk råvare – blød og cremet, når den er stegt, og derfor super at bruge i blandt andet pastaretter. I denne aubergineburger giver den også en dejlig saftighed til burgeren, og så er den fin, når du vil have en kødfri dag.

Aubergineburger med feta
2 stk.

2 burgerboller
½ mellemstor aubergine, skåret i 1 cm tykke skiver
groft salt
3-4 spsk basilikumpesto
tomatskiver
rødløg, skåret i tynde skiver
ca. 100 g feta, skåret i tynde skiver

Drys salt på en stor tallerken og læg aubergineskiverne på den. Drys salt over og lad auberginen trække en halv times tid. Børst saltet og væsken af – brug evt. lidt køkkenrulle. Varm olivenolie op på en pande og steg aubergineskiverne, indtil de er bløde og brunede. Flæk burgerbollerne og smør dem med pesto. Læg de stegte aubergineskiver og og top dem med løgringe, tomatskiver og feta. Læg burgerbollerne sammen og spis din aubergineburger med det samme!

Note: Saftig og lækker vegetarburger med masser af smag. Vil du have en lidt stærkere udgave, kan du evt. drysse lidt chili på aubergineskiverne, når du steger dem.

Pastaret med aubergine, pesto og svampe

pastaret, grøntsagsret, vegetarret, vegetar, aubergine, pesto, pasta, ramsløg, svampe, ricottaHverdagsretterne hos os består ofte af rester, vi tidligere har frosset ned, eller retter baseret på forskellige rester fra køleskabet. Nu er sommeren over os, og så dukker der også en pastaret eller to op, for vi spiser vegetarisk cirka halvdelen af tiden om sommeren, og her ender det ofte med en pastaret med masser af grøntsager.

I denne pastaret har jeg brugt sort linguini, men du kan også sagtens bruge almindelig linguini eller eventuel en god spaghetti.

Pastaret med aubergine, pesto og svampe
2 personer

150-200 g pasta – gerne linguini
1 lille aubergine
groft salt
olivenolie til stegning
200-250 g champignons, rensede og skåret i skiver
100 g ricotta
2 spsk frisk pesto – jeg brugte ramsløgspesto, men du kan også bruge basilikumpesto
en håndfuld mørke oliven, hakkede
peber

Start med at skære auberginen i tykke skiver og drys dem på begge sider med groft salt. Lad dem trække i en halv time. Fyld en gryde med vand og bring det i kog. Når det koger, tilsætter du et par tsk salt samt pasta. Mens pastaen koger, tørrer du saltet af aubergineskiverne og steger dem gyldne i olivenolie på en pande. Når aubergineskiverne er stegt, steger du svampene. Husk at tjekke, om pastaen er kogt. Den skal have lidt bid men stadig være mør. Hæld vandet fra pastaen og overhæld det med håndvarmt vand. Lad det stå et øjeblik, og hæld så al vandet fra. Vend ricottaen i pastaen.

Skær de stegte aubergineskiver i mindre stykker og vend det i pastaen sammen med de stegte svampe. Smag til med peber. Slut af med at pynte din pastaret med pesto og hakkede oliven.

Note: En enkel og velsmagende pastaret med aubergine og rester fra køleskabet. Ricottaen giver en god, cremet sauce til pastaen, men oliven og pesto sørger for at tilføre retten masser af smag.

Forårsfisk med grøntsager

forårsfisk, fisk, rødspætte, pasta, ærter, pesto, basilikum, squash, olivenolie, parmesanJeg fejrer maj måneds ankomst med denne forårsfisk, for maj betyder samtidig et glædeligt gensyn med sommergrøntsagerne. I vinterhalvåret (hos mig defineret som november til april) prøver jeg så vidt muligt at undgå at købe friske sommergrøntsager, selvom man principielt kan få dem året rundt. Jeg foretrækker at købe sæsonbestemt, for så får man de bedste råvarer til den bedste pris – og så synes jeg også, at der er en vis charme ved at glæde sig til de enkelte årstider og de råvarer, de byder på.

Tilbage til min forårsfisk. For en måned siden åbnede der en fiskehandler i Roskilde, og det har jeg stadig optur over, så jeg var selvfølgelig forbi for at købe lidt frisk fisk. Det blev blandt andet til nogle udbenede og flåede rødspætter, som indgik i min fiskeret sammen med grøntsager og lidt pasta.

Forårsfisk med grøntsager
2 personer

2 rødspætter, flåede og udbenede
salt og peber
½-1 dl rugmel
smør til stegning

linguini eller spaghetti til én person
ca. ½ squash, skåret i tynde strimler*
2-3 spsk basilikumpesto – i denne version blev pinjekerner dog udskiftet med solsikkefrø
3 dl frosne ærter

Start med at koge pastaen i letsaltet vand – se kogetid på pakken. Mens det koger, kan du stege fisken. Krydr rødspætterne med salt og peber og vend dem derefter i rugmel. Smelt en god klat smør på en pande og steg rødspætterne et par minutter på hver side, så de bliver gyldne.

Når pastaen er kogt, hælder du vandet over i en kasserolle og skyller pastaen et kort øjeblik i håndvarmt vand. Sæt kasserollen tilbage på komfuret og bring vandet i kog. Hæld ærterne i. Når vandet koger igen, giver du ærterne 1-2 minutter, inden du tager kasserollen af komfuret og hælder vandet fra.

Vend pastaen i pesto og dernæst i squashstrimler. Anret din forårsfisk med squash-pasta-blandingen og hæld ærterne over.

*De tynde strimler har jeg lavet med en spiralizer. Har du ikke sådan en dims, kan du i stedet lave brede strimler ved at skrælle squashen med en kartoffelskræller, eller du kan rive squashen på et groft rivejern.

Note: Denne forårsfisk er en skøn servering – en mild og fin fisk akkompagneret af lækre grønne grøntsager, mmm! Alene farven på serveringen gør mig forårsglad 🙂

Vi nød et dejligt glas hvidvin til – d’Arenberg Dry Dam Riesling, McLaren Vale fra 2012. Virkelig lækker og frisk hvidvin med en god balance mellem syre og sødme.

Fyldt kalveschnitzel med gorgonzola

fyldt kalveschnitzel, schnitzel, oksekød, gorgonzola, soltørrede tomater, ostDa jeg lavede østrigsk wienerschnitzel for nylig, var jeg i den lykkelige situation, at der var fire stk. kalveschnitzel i den pakke, jeg tog ud i fryseren. Jeg skulle kun bruge to til wienerschnitzel-serveringen, så næste dag havde jeg mulighed for at lege med de to sidste kalveschnitzler.

Nu er det alt for længe siden, jeg sidst har brugt gorgonzola i madlavningen, og da jeg samtidig havde et glas med nogle enkelte soltørrede tomater i køleskabet, fik jeg lyst til at prøve det. Havde jeg været ekstra godt forberedt, havde jeg også husket at tage pesto ud af fryseren, så det kunne indgå i fyldet, men det blev ikke denne gang. Jeg skriver dog ideen i opskriften herunder.

Fyldt kalveschnitzel med gorgonzola
2 personer

2 x kalveschnitzel
1 dl hvedemel
salt og peber
80-100 g gorgonzola
6-8 soltørrede tomater i olie
evt. 2 spsk god pesto – for eksempel basilikumpesto
smør til stegning

Læg en kalveschnitzel på et spækbræt og læg et stykke bagepapir oven på, inden du banker schnitzlen lidt fladere.. Pas på du ikke banker hul på kødet – det skal være tyndere, men dog ikke så tyndt som en wienerschnitzel. Fokusér på, at din kalveschnitzel skal have samme tykkelse hele vejen rundt. Vær i øvrigt opmærksom på, at bagepapiret sikrer, at du ikke får kødsaft ud over hele køkkenet og dig selv, så husk det! Drys salt og peber på begge sider af kødet, når du er færdig med at slå det.

Vend den ene side af kødet i hvedemel. Den side udgør ydersiden i en fyldt kalveschnitzel. Har du pesto, så smør ‘indersiden’ af kødet med det. Læg gorgonzola og soltørrede tomater på den ene halvdel. Fold den anden halvdel af kødet over, så det ligner en trekant (se billedet øverst). Luk siderne af kødet sammen med et par tandstikker.

Smelt smørret på en pande og steg din kalveschnitzel 3-5 minutter på hver side ved mediumvarme. Du kan holde øje med kødets farve under stegningen – især hvis du ikke har brugt pest. Kødet skal være rosa, medmindre du foretrækker gennemstegt kød – så bliver det dog, efter min mening, ret kedeligt.

Servér din fyldte kalveschnitzel sammen med kålsalat – i dette tilfælde fintsnittet spidskål krammet med creme fraiche og sennep, inden den blev smagt til med salt, peber og citronsaft.

Note: Fyldt kalveschnitzel er helt sikkert en værdig konkurrent til den klassiske wienerschnitzel, når det drejer sig om, hvad man skal bruge kalveschnitzler til. Nu var det ikke en så kraftig gorgonzola, jeg havde fået fat i, men den gav alligevel et fint pift til kalvekødet og fungerede i øvrigt rigtig godt sammen med de saftige soltørrede tomater.