Pandekagestabel med oksekød

pandekagestabel, pandekager, oksekød, hakket oksekød, hvedemel, æg, mælk, spinat, fløde, ærter, løg, smør, tomater, tomatpuré, basilikum, oreganoI går havde vi gæster, og jeg besluttede mig for at udsætte dem for en af de eksperimenter, jeg havde i tankerne, da jeg valgte månedens benspænd med hakket kød – nemlig fyldt pandekagestabel! Det er et ret enkelt koncept. Bag nogle madpandekager og læg dem sammen med kød- og grøntsagsfyld. Gennembag den derefter i ovnen, og så er din pandekagestabel klar til servering!

Fyldet kan selvfølgelig varieres (og er du vegetar, udelader du naturligvis bare kødfyldet og finder på en anden type fyld), og du kan putte lige så mange typer fyld i, som du har lyst til. Serveringen er jo genial – et enkelt stykke af en pandekagestabel, og du har både kød og tilbehør samlet i et! Mon ikke man også kan lave en fyldt pandekagestabel og derefter fryse ned? Det kan være, jeg skal eksperimentere med det på et tidspunkt…

Pandekagestabel
4 personer

6-7 pandekager med diameter på ca. 20 cm
2-2½ dl friskrevet parmesan

Kødfyld:
500 g hakket oksekød
1 løg, hakket
3 fed hvidløg, finthakket
en god klat smør
2 tsk oregano
2 tsk basilikum
1 dåse flåede tomater
1 stor dåse tomatpuré (70 g)
et par dl vand
salt og peber

Spinatfyld:
4 forårsløg, hakkede
lidt smør
300 g frossen spinat
150 g frosne ærter
1 dl vand
1½ dl fløde
salt og peber

Start med kødfyldet. Pandekagerne kan du bage undervejs.

Svits løg og hvidløg i smør i en gryde. Når løgene bliver bløde, tilsætter du oksekødet og sørger for at brune det godt. Rør derefter oregano og basilikum i, inden du tilsætter tomater, tomatpuré og vand. Lad kødet simre en halv times tid.

Spinatfyldet går du i gang med ca. et kvarter efter. Svits forårsløgene i en gryde sammen med lidt smør. Hæld spinat og ærter i gryden sammen med vand og varm det op. Rør godt rundt i det. Når spinaten er varm, og vandet er næsten fordampet, tilsætter du fløden. Lad det simre videre ved lavere varme og smag til med salt og peber, når kødet er ved at være klart.

Nu skal din pandekagestabel lægges sammen. Smør et ildfast fad eller en stegepande, der kan gå i ovnen, med lidt olie. Læg en pandekage på, frys noget revet parmesan, fordel noget af kødfyldet over, læg en ny pandekage, drys revet parmesan og fordel noget af spinatfyldet. Fortsæt sådan, indtil du ikke har mere fyld. Jeg fik fem fyldlag – tre med kød og to med spinat – men der var godt med fyld på disse lag, så du kan godt ’strække’ fyldet til seks lag, hvis du hellere vil det (så skal du bruge syv pandekager).

Den øverste pandekage i din pandekagestabel drysser du med det sidste ost. Sæt den derefter i ovnen ved 200 grader og giv den ca. 20 minutter.

Servér din pandekagestabel, som den er – evt. med en salat til, hvis du vil strække den til mere end fire personer.

Note: Sådan en pandekagestabel er måske ikke så kompliceret madlavning, men festligt ser det ud 🙂

pandekagestabel, pandekager, oksekød, hakket oksekød, hvedemel, æg, mælk, spinat, fløde, ærter, løg, smør, tomater, tomatpuré, basilikum, oregano