Iranske pandekager med aubergine

iranske pandekager, flødeost, feta, valnødder, pekannødder, koriander, mynte, aubergineDisse iranske pandekager blev jeg tippet om af Dalsgaard i Skivholme dengang, jeg havde mynte- og koriander-benspænd. Jeg nåede desværre ikke at prøve dem under det benspænd, men da vi pt. har en del mynte, der trænger til at blive brugt, så tænkte jeg, at det var en glimrende anledning til at prøve de iranske pandekager.

Retten fik dog et twist, da jeg valgte at bruge tykke fuldkornspandekager, og så toppede jeg også pandekagerne med stegt aubergine.

Iranske pandekager med aubergine
let aftenmåltid til to personer

2 tykke madpandekager
1 aubergine, skåret i 1 cm tykke skiver
groft salt
olivenolie til stegning
100 g blød feta
100 g flødeost
3 spsk olivenolie
1½-2 spsk finthakket mynte
1 dl frisk koriander
1 håndfuld valnødder eller pekannødder – gerne ristet på tør pande

Drys salt på en tallerken, læg aubergineskiverne på den og drys salt over dem. Lad dem trække en halv time, inden du børster saltet af og steger dem i nogle minutter i olie på en pande. Rør feta, flødeost og olivenolie sammen og smør det på pandekagerne. Drys mynte ud over og fordel aubergineskiverne på de to pandekager. Drys nødder og koriander over og servér dine iranske pandekager med det samme.

Note: De iranske pandekager – med et twist – er en lækker vegetarret, som kødspisere også sagtens kan nyde. Nu lavede jeg en let aftensmad denne aften, men beregn dobbeltportion hvis det skal udgøre et almindeligt måltid.

Pandekagestabel med oksekød

pandekagestabel, pandekager, oksekød, hakket oksekød, hvedemel, æg, mælk, spinat, fløde, ærter, løg, smør, tomater, tomatpuré, basilikum, oreganoI går havde vi gæster, og jeg besluttede mig for at udsætte dem for en af de eksperimenter, jeg havde i tankerne, da jeg valgte månedens benspænd med hakket kød – nemlig fyldt pandekagestabel! Det er et ret enkelt koncept. Bag nogle madpandekager og læg dem sammen med kød- og grøntsagsfyld. Gennembag den derefter i ovnen, og så er din pandekagestabel klar til servering!

Fyldet kan selvfølgelig varieres (og er du vegetar, udelader du naturligvis bare kødfyldet og finder på en anden type fyld), og du kan putte lige så mange typer fyld i, som du har lyst til. Serveringen er jo genial – et enkelt stykke af en pandekagestabel, og du har både kød og tilbehør samlet i et! Mon ikke man også kan lave en fyldt pandekagestabel og derefter fryse ned? Det kan være, jeg skal eksperimentere med det på et tidspunkt…

Pandekagestabel
4 personer

6-7 pandekager med diameter på ca. 20 cm
2-2½ dl friskrevet parmesan

Kødfyld:
500 g hakket oksekød
1 løg, hakket
3 fed hvidløg, finthakket
en god klat smør
2 tsk oregano
2 tsk basilikum
1 dåse flåede tomater
1 stor dåse tomatpuré (70 g)
et par dl vand
salt og peber

Spinatfyld:
4 forårsløg, hakkede
lidt smør
300 g frossen spinat
150 g frosne ærter
1 dl vand
1½ dl fløde
salt og peber

Start med kødfyldet. Pandekagerne kan du bage undervejs.

Svits løg og hvidløg i smør i en gryde. Når løgene bliver bløde, tilsætter du oksekødet og sørger for at brune det godt. Rør derefter oregano og basilikum i, inden du tilsætter tomater, tomatpuré og vand. Lad kødet simre en halv times tid.

Spinatfyldet går du i gang med ca. et kvarter efter. Svits forårsløgene i en gryde sammen med lidt smør. Hæld spinat og ærter i gryden sammen med vand og varm det op. Rør godt rundt i det. Når spinaten er varm, og vandet er næsten fordampet, tilsætter du fløden. Lad det simre videre ved lavere varme og smag til med salt og peber, når kødet er ved at være klart.

Nu skal din pandekagestabel lægges sammen. Smør et ildfast fad eller en stegepande, der kan gå i ovnen, med lidt olie. Læg en pandekage på, frys noget revet parmesan, fordel noget af kødfyldet over, læg en ny pandekage, drys revet parmesan og fordel noget af spinatfyldet. Fortsæt sådan, indtil du ikke har mere fyld. Jeg fik fem fyldlag – tre med kød og to med spinat – men der var godt med fyld på disse lag, så du kan godt ’strække’ fyldet til seks lag, hvis du hellere vil det (så skal du bruge syv pandekager).

Den øverste pandekage i din pandekagestabel drysser du med det sidste ost. Sæt den derefter i ovnen ved 200 grader og giv den ca. 20 minutter.

Servér din pandekagestabel, som den er – evt. med en salat til, hvis du vil strække den til mere end fire personer.

Note: Sådan en pandekagestabel er måske ikke så kompliceret madlavning, men festligt ser det ud 🙂

pandekagestabel, pandekager, oksekød, hakket oksekød, hvedemel, æg, mælk, spinat, fløde, ærter, løg, smør, tomater, tomatpuré, basilikum, oregano

Februar: Pandekager

pandekagerVi har taget hul på en ny måned, og det er derfor tid til et nyt benspænd. Det er et tema, der ligger i fin forlængelse af januars billig-mad-benspænd, for februar måneds benspænd er pandekager!

Pandekager kan både bruges i det salte og det søde køkken, men det er alt for sjældent, at jeg laver pandekager i det hele taget. Det er en af grundene til, at jeg har valgt det som månedens benspænd. Jeg håber også på at finde på nye, gode smagsvarianter og måske også anrette pandekagerne på spændende og anderledes måder?

Jeg plejer nu at være god til at variere pandekagerne og har lavet en del forskellige slags gennem tiden, så det kan godt blive lidt af en udfordring at finde på noget nyt – men det er jo netop en god grund til at gøre det til et benspænd. Herunder kan du se et udvalg af de pandekager, jeg har blogget om gennem tiden.

Madpandekager:
Spinatpandekager
Græskarpandekager
Hytteostpandekager – LCHF-venlige
Tortillas
Kikærtepandekager
Perlerugspandekager
Urtepandekager med rodfrugtsfyld
Madpandekager med fuldkornsrugmel
Tomatpandekager
Majspandekager
Chilipandekager
Rugblinis
Thaipandekager med tunfyld

Dessertpandekager:
Amerikanske pandekager
Pandekager med hvid chokolade
Bananpandekager
Pandekager med bananskiver
Appelsinpandekager med appelsinsirup
Havregrynspandekager
Chokoladepandekager
Pandekagetårn

Se de pandekager, jeg bagte i løbet af denne måned

Hytteost-pandekager – LCHF-style

hytteostpandekager, hytteost, pandekager, vegetar, lchf, æg, fiberhusk, usaltede peanutsDA jeg havde LCHF-benspænd i juni, nåede jeg desværre ikke at lave hytteostpandekager – noget der tilsyneladende er ret populært i LCHF-kredse. Jeg så en morgenmadsversion hos Hejdis Low Carb Verden, som jeg fik lyst til at lave en frokostversion af – dvs. væk med kanel, sukrin og lignende sager, der er med til at give en sød smag. I stedet fandt jeg usaltede peanuts frem og kværnede dem til nøddemel, så de kunne være med til at give noget struktur og fylde til pandekagerne.

Hytteost-pandekager
10-12 stk.

450 g hytteost – jeg brugte en 1,5% version
6 æg
1 dl usaltede peanuts
2 spsk fiberHUSK
lidt salt

smør

Blend hytteost og æg til en ensartet masse. Kværn peanuts til nøddemel i en minihakker eller lignende. Rør nøddemelet, fiberHUSK og lidt salt i hytteostmassen og lad derefter dejen hvile i 5-10 minutter, så fiberHUSK kan suge væde til sig.

Smelt smør på en stor pande og hæld fire klatter dej på panden – sørg for, at de ikke er for tæt på hinanden, da de flyder lidt ud. Steg dem som almindelige pandekager og spis dem varme.

Jeg serverede mine sammen med tomater, stegt bacon og friske basilikumblade.

Note: En af de største positive overraskelser, jeg har haft ifm. LCHF-mad. Hytteostpandekager fungerer 110%! De er SÅ gode! Saftige, bløde og velsmagende. Jeg gemte et par stykker til næste dag og prøvede at spise dem kolde med marmelade på (jaja, det er ikke LCHF) – og pandekagerne fungerer også glimrende som morgenmadspandekager. Du behøver ikke at være på LCHF for at elske disse pandekager.

Appelsinpandekager med vaniljeis og appelsinsirup

appelsinpandekager, pandekager, kage, dessert, æg, mælk, hvedemel, sirup, smør, appelsinsirup, appelsin, rørsukker, vanilje, vaniljestangSom afslutningen på søndagens menu fik vi et par appelsinpandekager, som jeg serverede sammen med vaniljeis og hjemmelavet appelsinsirup. Retten er inspireret af den franske klassiker, crépes suzette, men jeg lavede en sirup i stedet for en appelsinsauce og havde ikke Grand Marnier eller en stegepande, som kunne tåle en gang flambering.

Appelsinpandekager med appelsinsirup
ca. 6 stk.

2 æg
2½-3 dl letmælk
2 dl hvedemel
lidt salt
revet skal fra en ½ økoappelsin

Pisk ingredienserne godt sammen og steg pandekagerne på en pande i en god klat smør.

Appelsinsirup:
saften fra 2 appelsiner
revet skal fra ½ øko-appelsin
½ dl vand
1½ dl rørsukker
kornene fra ½ vaniljestang

Rør ingredienserne sammen i en gryde og lad det langsomt koge op. Det skal simre i mindst fem minutter – og gerne længere, så du får en tyktflydende sirup. Hæld det over pandekagerne ved servering.

Har du ikke en lækker hjemmelavet vaniljeis, kan jeg anbefale Hansens Vaniljeflødeis – indtil videre den bedste vanilje-købeis jeg er stødt på.

Note: En rigtig dejlig appelsindessert, hvor den intense sirup går op i en højere enhed sammen med de milde appelsinpandekager og den bløde og rare vaniljeis. Kan absolut anbefales.

Fun fact – hvis du hælder en lille sjat appelsinsirup i et glas og derefter tilsætter danskvand, så smager det næsten som appelsinsodavand!

appelsinsirup, sirup, appelsin, rørsukker