Pæreflæsk med rosmarin

pæreflæsk, æbleflæsk, flæsk, bacon, rosmarin, pære, frokost, pålæg, jul, julefrokostDenne pæreflæsk serverede jeg som et alternativ til den klassiske æbleflæsk, som jeg selv er ret stor fan af. Gemalen er dog ikke så meget til klassikeren, så jeg mente, det var en oplagt mulighed for at prøve en anden version af på ham.

Jeg fandt inspiration hos Maden i mit liv, som tidligere har blogget om pæreflæsk. Hun lavede det med timian, men jeg havde mere lyst til rosmarin, så det brugte jeg i stedet.

Det er vigtigt, at du bruger en ret moden pære, for den skal blive blød og mør under stegningen. Du bestemmer selv, om du bruger flæsk eller bacon til retten – jeg valgte at bruge bacon i denne ombæring, da det skulle være en enkelt frokostservering, men til en julefrokost vil jeg nok bruge flæsk i stedet.

Pæreflæsk med rosmarin
2-3 personer

1 stor pære
3-4 skiver bacon eller flæsk
lidt smør
1 tsk finthakket frisk rosmarin
salt

Fjern stilk, blomst og kernehus fra pæren og skær resten i mindre stykker. Smelt lidt smør på en pande og steg baconen på begge sider, indtil den er mør og sprød. Tag baconen af og læg den på et stykke køkkenrulle. Smid pærestykkerne på panden sammen med rosmarinen og lad det simre ved mediumvarme, indtil pærestykkerne er møre. Smag din pæreflæsk til med salt og servér den med det samme.

Note: Denne pæreflæsk har en fin balance mellem den søde, bløde pære og den friske rosmarin. Den er et fint alternativ til æbleflæsk – gemalen var i hvert fald ret begejstret for denne version, og jeg kan bestemt godt finde på at lave den igen en anden dag.