Sommersalat med persillepesto

sommersalat med persillepesto, pesto, persille, tomater, squash, feta, cashewnødder, olivenolie, ost, hvidløgDer er så mange dejlige ting i vores krydderurtebed – blandt andet persille og hornvioler! De skulle naturligvis indgå i aftensmaden tidligere på ugen, hvor jeg lavede en omgang vegetarmad. Her om sommeren spiser vi nemlig ekstra mange vegetariske retter, da supermarkederne bugner med lækre sommergrøntsager. Og så bruger jeg som sagt også alt godt fra haven denne måned.

Sommersalat med persillepesto
2 personer

1 mediumstor squash
½ aubergine
100 g små tomater – jeg brugte marzanotomater
½-1 dl feta
små hornvioler

Persillepesto:
2 dl frisk kruspersille
1 dl usaltede cashewnødder
1 dl friskrevet hård ost
1 fed hvidløg
1½-2 dl olivenolie
salt
citronsaft

Skær auberginen i tykke skiver og strø dem med groft salt. Lad dem trække en halv times tid og først så saltet af. Skær aubergineskiverne i olie på en pande, indtil de er gyldne på begge sider. Lad dem køle lidt af, inden du skærer dem i mindre stykker. Brug en spiralizer til at lave squash-spaghetti. Har du ikke sådan en fætter, kan du evt. bruge en kartoffelskræller til at skrælle squashen i strimler. Fordel squash-spaghetti i to brede skåle.

Så er det tid til at lave persillepesto! Blend persille, nødder, ost, hvidløg og olivenolie til en jævn masse. Smag til med salt og citronsaft. Dryp en spsk persillepesto over hver skål. Fordel auberginestykkerne over og smuldr derefter fetaen ud over salaten. Skær tomaterne i skiver og pynt din sommersalat med dem og slut til sidst af med lidt mere persillepesto samt hornvioler.

Note: Frisk og lækker sommersalat. Persillepesto giver både lidt fedme og lidt bitterhed, hvilket passer godt med de syrligtsøde tomater og den milde squash. Nåja, og så er det jo pæn mad, og det skal man endelig ikke undervurdere.

Aubergine med hytteost og solbær

aubergine med hytteost og solbær, estragon, mynte, olivenolieMånedens første benspænds-eksperiment er denne lille vegetariske forret, som jeg legede mig frem til i weekenden. Her plukkede jeg årets første solbær, og det lader til, at dem får vi en del af i år. Vores solbærbusk har ikke bare vokset sig stor og frodig – i år er der ikke hedebølge, og derfor er bærrene store og saftige (ikke et ord om, hvordan de lignede små rosiner sidste år…!).

Udover solbærrene fandt jeg også estragon og mynte i haven.

Aubergine med hytteost og solbær
forret til to personer

½ aubergine, skåret i fire tykke skiver
groft salt
olivenolie til stegning
½ dl friske solbær
125-150 g hytteost
1 spsk frisk estragon, finthakket
et par mynteblade, finthakkede
salt og peber
lidt citronsaft

Drys salt på begge sider af aubergineskiverne og lad dem trække i en halv time. Børst saltet af dem og steg dem derefter i olivenolie ved mediumvarme, indtil de er møre. Rør hytteost, estragon og mynte sammen og smag til med salt, peber og evt. lidt citronsaft. Læg en skive aubergine på en lille tallerken, fordel halvdelen af fyldet oven på og slut af med en skive aubergine. Pynt eventuelt med lidt frisk estragon.

Note: Aubergine med hytteost fungerer altid godt sammen, men kombinationen med estragon og solbær var nu også ganske kæk. Sidstnævnte ingredienser gav et frisk pift til den milde smag fra hytteosten.

Vietnamesisk rejesalat

rejesalat, vietnamesisk, nudelsalat, nudler, rejer, olivenolie, hvidløg, lime, fiskesauce, risvinseddike, chili, nudler, gulerødder, agurk, bønnespirer, mynte, koriander, peanutsDa vi havde gæster i sidste uge, serverede vi pho med kylling til forret og derefter denne vietnamesiske rejesalat. Jeg kender desværre ikke det vietnamesiske navn for denne rejesalat, men jeg kiggede på forskellige engelske og amerikanske opskrifthjemmesider og freestylede ud fra disse.

Vietnamesisk rejesalat
4 personer

ca. 200 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
½ dl olivenolie
2 fed hvidløg, pressede
salt og peber

Dressing:
½ dl limesaft
½ dl fiskesauce
2 spsk risvinseddike
1 spsk rørsukker
1 rød mediumstærk chili, finthakket

Derudover:
100 g tynde risnudler (vermicelli nudler)
3 mellemstore gulerødder, skåret i tændstiktynde stykker
1 agurk, skåret i tændstiktynde stykker
100 g bønnespirer
½ dl frisk mynte
½ dl frisk koriander
1 dl saltede peanuts, grofthakkede

Pil rejerne og fjern forsigtigt den lille sorte streng i hver reje. Hæld rejerne i en skål med olivenolie, hvidløg samt salt og peber og rør godt rundt, så rejerne er dækket af marinaden. Lad dem stå i 10 minutter. Rør imens ingredienserne til dressingen sammen i en anden skål.

Læg nudlerne i en dyb skål og hæld kogende vand over. Lad dem trække i nogle minutter.

Hæld lidt olie på en pande og varm den op. Tilsæt rejerne – inkl. krydderier og olie – og steg dem, indtil de tager farve.

Hæld vandet fra nudlerne og fordel dem i fire skåle. Fordel gulerødder, agurk og bønnespirer i de fire skåle sammen med dressingen. Vend indholdet af hver skål med fingrene og fordel dernæst rejerne over hver skål med. Drys til sidst mynte, koriander og peanuts over og servér din rejesalat med det samme.

Note: Denne rejesalat er et godt eksempel på, hvad det vietnamesiske køkken kan. Masser af grøntsager og en frisk og krydret smag kombineret med gode nudler og saftige rejer. En rejesalat jeg helt sikkert skal have igen! Man serverer ofte øl til vietnamesisk mad, men denne ret fungerer også godt sammen med en let sødmefuld hvidvin.

Snobrød på grillen

snobrød på grillen, brød, grill, pølse, oksekød, svinekød, hvedemel, gær, fløde, olivenolie, speltmel, maltmelJeg skal snart afrunde maj måneds ild-benspænd, hvor det næstsidste eksperiment var snobrød på grillen! Ja, når man ikke lige har en bålplads men har lyst til snobrød, så finder man da bare grillen frem!

Snobrød kan laves på mange måder – både mht. dej og fyld – og jeg kunne selvfølgelig ikke nære mig, så jeg rørte to slags dej, så jeg kunne lave tofarvede snobrød. Funky ikke sandt? (du kan naturligvis også bare holde dig til én farve – smagen er stort set den samme).

Det er helt op til dit eget temperament, om du vil bage snobrødet med en pølse i eller ej, men i denne udgave har jeg brugt pølser, og så serverede jeg ketchup og sennep ved siden af. Det kan man dog også smøre på pølsen inden, at man snor dejen omkring.

Snobrød på grillen
4 stk.

4 mellemstore pølser – jeg brugte oksekødspølser

Dej:
ca. 12 g gær
2½ dl lunkent vand
½ dl fløde (du kan også bruge mælk)
2 tsk salt
2 spsk rapsolie
6 dl hvedemel
1 spsk brændt maltmel
2 dl ølandshvedemel (kan erstattes af speltmel)

Rør vand, fløde og gær sammen i en skål til en ensartet væske. Rør derefter salt, olie og 4 dl hvedemel i. Tag fire spsk dej fra i en lille skål og rør maltmelet i denne blanding. Tilsæt derefter 1 dl ølandshvedemel og ½ dl hvedemel og ælt det sammen. Tilsæt evt. lidt mere hvedemel hvis nødvendigt – det skal dog fortsat være en blød og fugtig dej. Læg et fugtigt viskestykke over den lille skål og sæt den til side. Ælt det resterende mel i den øvrige del, indtil dejen er blød og fugtig, og læg også et fugtigt viskestykke over denne skål. Lad det hæve en halv times tid.

På dette tidspunkt kan du meget passende fyre op i grillen. Husk at flammerne skal dø ud, så der er gløder tilbage, inden du begynder snobrødsbagningen.

snobrød på grillen, brød, grill, pølse, oksekød, svinekød, hvedemel, gær, fløde, olivenolie, speltmel, maltmelDu kan nu lave to stk. tofarvede snobrød og to almindelige snobrød. Tag den mørke dej og del den i to lige store halvdele, som du ruller ud, så dejpølserne får ca. samme tykkelse som en almindelig hotdogpølse. Del den lyse dej i fire lige store dele og rul dem ud på tilsvarende måde. Til de tofarvede snobrød skal du bruge en dejpølse af hver farve. Stik pølsen på en lang pind eller spyd og sno så først den ene dejpølse omkring pølsen. Dejen skal ikke slutte helt tæt – der skal være mulighed for at sno den anden farve dej omkring også. Klem dejenderne godt sammen og rul snobrødet forsigtigt, så dejpølserne slutter tæt om pølsen. Nu er det tid til at lave snobrød på grillen.

snobrød på grillen, brød, grill, pølse, oksekød, svinekød, hvedemel, gær, fløde, olivenolie, speltmel, maltmel… og sådan ser det ud. Meget håndholdt. Du kan dog bruge et af følgende snydetricks:

snobrød på grillen, brød, grill, pølse, oksekød, svinekød, hvedemel, gær, fløde, olivenolie, speltmel, maltmel1. Sæt spyddene i klemme (virker kun hvis du har en grill med et tungt låg). Så skal du blot huske at dreje spyddene med jævne mellemrum

2. Læg dine snobrød i en foliebakke, som du sætter på en rist i grillen. De får ikke helt den samme dejlige letsprøde overflade, og det tager lidt længere tid, men så slipper du for at fumle rundt med pinde og spyd.

Note: Man kan godt bage snobrød på grillen! Det var så hyggeligt at få snobrød igen, og det fungerede fint mht. at bage dem på grillen. Man kan som sagt lave dem i mange varianter, og er du ikke til den funky tofarvede udgave med groft mel, som jeg lavede, kan du sagtens udskifte maltmel og ølandshvedemel med almindeligt hvedemel.

Labneh – drænet yoghurtost

labneh, yoghurtost, ost, græsk yoghurtNu er det ingen hemmelighed, at jeg elsker ost, så selvfølgelig skulle jeg prøve at lave labneh den anden dag. Labneh er en drænet yoghurtost, der stammer fra Mellemøsten. Den er så let at lave, at jeg dårligt ved, om jeg vil kalde nedenstående en opskrift  – men nu får du altså en vejledning i, hvordan man laver labneh.

Labneh

½ kg græsk yoghurt – jeg brugte 2%, men du kan også bruge 10%
så meget salt, som du kan holde mellem tommel- og pegefinger
evt. olivenolie

Rør yoghurten med saltet. Læg en finmasket si på kanten af en skål og for sien med et stykke helt rent stykke stof (gerne ostelærred, men et stykke tyndt bomuldsstof kan også bruges). Hæld yoghurten i sien og fold stoffet over. Sæt det i køleskabet og lad yoghurten dryppe af i ca. tre dage.

Så er din yoghurtost klar! Du kan bruge den med det samme eller forme den som kugler, som du opbevarer i et skoldet sylteglas. Husk at hælde så megen olivenolie i, at ostekuglerne er dækkede.

Note: Mild og rar yoghurtost, som godt kan konkurrere med den lækre flødeost, jeg tidligere har lavet. Jeg skal helt klart lave labneh igen!

labneh, yoghurtost, ost, græsk yoghurt