Boghvedepandekager med myntecreme

boghvedepandekager, pandekager, madpandekager, boghvedemel, æg, mælk, mynte, yoghurt naturel, kylling, agurk, Jeg bagte boghvedepandekager i sidste uge – lavet på noget boghvedemel, jeg havde fået af en af mine venner, som havde det i overskud. Generelt set er der rigtig mange ting, man kan snige i pandekager – både i selve dejen men også som fyld – så jeg tænkte, at boghvedemel ville fungere fint. Jeg bruger dog ikke denne type mel så tit, så jeg var spændt på resultatet.

Boghvedepandekager med myntecreme
2 personer

Pandekagedej til 6-7 pandekager:
2 æg
2½ dl mælk
1 tsk salt
2 spsk rapsolie
2½ dl boghvedemel
Smør til stegning

Myntecreme til 4 pandekager:
2 dl yoghurt naturel
1½-2 spsk friskhakket mynte
Salt og peber
Lidt citronsaft

Fyld til 4 pandekager:
2 stegte kyllingebryster, skåret i strimler
1 avokado, skåret i tern
en tredjedel agurk, skåret i stave

Start med myntecremen. Rør ingredienserne sammen og lad den trække mindst en time i køleskabet.

Så er det tid til lave boghvedepandekager. Pisk æg og mælk sammen. Pisk derefter olie, salt og boghvedemel i. Smelt en klat smør på en mediumstor pande og hæld lidt af dejen på panden. Bag pandekagen på begge sider, til den er letgylden. Fyld dine boghvedepandekager med myntecreme, kylling, avokado og agurk. Pynt eventuelt med en lille hornviol.

Note: Jeg var virkelig positivt overrasket over disse boghvedepandekager. Jeg frygtede lidt, at de ville have en tør smag eller måske være lidt for porøse, men de havde en fin, mild smag og var tilpas bløde og elastiske. Dejligt! Dem må jeg bage flere af den kommende tid.

Aubergine med hytteost og solbær

aubergine med hytteost og solbær, estragon, mynte, olivenolieMånedens første benspænds-eksperiment er denne lille vegetariske forret, som jeg legede mig frem til i weekenden. Her plukkede jeg årets første solbær, og det lader til, at dem får vi en del af i år. Vores solbærbusk har ikke bare vokset sig stor og frodig – i år er der ikke hedebølge, og derfor er bærrene store og saftige (ikke et ord om, hvordan de lignede små rosiner sidste år…!).

Udover solbærrene fandt jeg også estragon og mynte i haven.

Aubergine med hytteost og solbær
forret til to personer

½ aubergine, skåret i fire tykke skiver
groft salt
olivenolie til stegning
½ dl friske solbær
125-150 g hytteost
1 spsk frisk estragon, finthakket
et par mynteblade, finthakkede
salt og peber
lidt citronsaft

Drys salt på begge sider af aubergineskiverne og lad dem trække i en halv time. Børst saltet af dem og steg dem derefter i olivenolie ved mediumvarme, indtil de er møre. Rør hytteost, estragon og mynte sammen og smag til med salt, peber og evt. lidt citronsaft. Læg en skive aubergine på en lille tallerken, fordel halvdelen af fyldet oven på og slut af med en skive aubergine. Pynt eventuelt med lidt frisk estragon.

Note: Aubergine med hytteost fungerer altid godt sammen, men kombinationen med estragon og solbær var nu også ganske kæk. Sidstnævnte ingredienser gav et frisk pift til den milde smag fra hytteosten.

Bánh mì med svinekød

bánh mì med svinekød, vietnamesisk, asiatisk, brød, svinekød, kotelet, hoisinsauce, honning, gulerod, agurk, risvinseddike, rørsukker, mayonnaise, chilisauce, chili, mynte, korianderBánh mì med svinekød er er en vietnamesisk sandwich, der opstod, da franskmændene kom til Vietnam tilbage i kolonitiden. Bánh mì er et baguette-lignende brød, som er flækket og fyldt med kød, syltede grøntsager og friske krydderurter.

Jeg har lavet en bánh mì med svinekød, og den er lidt mere vestlig-inspireret end originalen. Jeg valgte nemlig den lette løsning og købte en baguette hos bageren, men faktisk laver vietnameserne bánh mì af en blanding af hvedemel og rismel.

Jeg kiggede på forskellige opskrifter på bánh mì med svinekød men fulgte ikke en bestemt.

Bánh mì med svinekød
2 personer

2 stykker frisk, sprød baguette på ca. 20 cm hver
1 stor skaftkotelet
1-1½ spsk hoisinsauce
salt og peber
kokosolie til stegning
1 spsk honning

Syltede grøntsager:
1 gulerod, skåret i tændstiktynde stykker
½ agurk, skåret i tændstiktynde stykker
2 dl risvinseddike
1 tsk salt
2 tsk rørsukker
evt. lidt vand

Chilimayonnaise:
2 spsk god mayonnaise, gerne Helmanns
1½ tsk stærk chilisauce, gerne srichacha

Derudover:
1 spsk mynte, finthakket
½ bundt frisk koriander

Drys salt og peber på koteletten og pensl den derefter med hoisinsauce. Læg den i køleskabet en times tid. Hæld risvinseddiken i en skål sammen med salt og sukker og rør godt rundt. Læg grøntsagerne i eddiken og ælt dem lidt med fingerspidserne. Tilføj evt. en smule vand, så grøntsagerne bliver dækket. Lad dem trække i køleskabet en times tid.

Tag koteletten ud af køleskabet et kvarter før, at du vil stege den. Smelt kokosolie på en pande og steg kødet ved mediumvarme, indtil den er stegt mør. Tag den af panden og lad den hvile lidt, inden du skærer den i strimler og hælder honningen over i en tynd stråle.

Rør chilimayonnaisen sammen.

Flæk baguette-stykkerne i den ene side og fjern noget af den bløde krumme, så der er plads til mere fyld. Smør hvert stykke indvendigt med chilimayonnaisen. Hæld eddiken fra de syltede grøntsager og fordel dem i brødene sammen med kødet. Slut af med at putte de friske krydderurter i din bánh mì med svinekød.

Note: Dette er absolut en fantastisk måde at få sandwich på! Bánh mì med svinekød er både saftig og sprød, krydret og frisk. Det er samtidig også en sandwich, der sagtens kan varieres – prøv for eksempel med andekød.

Bánh xèo – vietnamesisk pandekage med fyld

bánh xèo, vietnamesisk pandekage, asiatisk, pandekager, rejer, hvedemel, rismel, svinekød, koriander, gurkemeje, kokosmælk, forårsløg, bønnespirer, mynteI forbindelse med mit vietnamesiske benspænd skal jeg naturligvis også prøve at lave bánh xèo – en slags vietnamesisk pandekage, der ofte er fyldt af rejer, svinekød og grøntsager. Det sjove er i øvrigt, at da jeg så billeder af bánh xèo første gang, troede jeg, at det var en form for omelet, og det skyldtes først og fremmest farven. Den kommer dog fra gurkemeje og ikke fra æggeblommer 🙂

Jeg valgte at bruge min største pande og lavede disse bánh xèo ret store, så vi kun behøvede én hver, men normalt vil man nok lave dem lidt mindre og tyndere, så man kan spise 2-3 stykker.

Jeg skelede til en opskrift hos Hungry Huy men justerede op og ned på en række af målene, udskiftede skalotteløg med forårsløg, brugte tynde skiver af svinebryst i stedet for svinemave (!) og undlod mungbønner.

Bánh Xèo
2 personer

Pandekagedej:
1½ dl hvedemel
½ dl rismel
1 tsk gurkemeje
½ tsk salt
1 dl kokosmælk
2-3 dl vand
1 forårsløg, finthakket

Fyld:
100-150 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
150 g svinebryst
½ løg, finthakket
100 g bønnespirer
1-1½ spsk mynte, finthakket
kokosolie til stegning

Tilbehør:
½ bundt frisk koriander
Salat
Lidt vietnamesisk chilisauce

Rør hvedemel, rismel, salt og gurkemeje sammen i en skål. Tilsæt kokosmælk og derefter så meget vand, at du får en god, lind pandekagedej. Rør forårsløget og lad dejen hvile en halv times tid. Mens den gør det, kan du forberede svinekødet og rejerne. Start med at pille rejerne og fjerne den sorte streng, de har på maven. Steg svinekødet i kokosolie, indtil det er brunet på begge sider. Svits dernæst rejerne, indtil de har skiftet farve til rød. Skær både rejer og svinebrystet i stykker på ca. 1×2 eller 2×2 cm.

Hæld kokosolie på en stor pande, varm det op ved mediumvarme og drys derefter halvdelen af løget ud over. Svits det i 30 sekunder og tilsæt så halvdelen af rejerne og halvdelen af svinekødet. Fordel derefter dej ud over panden og sørg for at vippe den, så dejen fordeler sig ligeligt. Lad pandekagen stege i nogle minutter, indtil den er fast, og vip den så over på en stor tallerken, så den bagte side af pandekagen vender nedad. Fordel bønnespirer og mynte på den ene halvdel af din bánh xèo og fold den sammen. Hæld chilisaucen over og drys med koriander. Servér din bánh xèo sammen med sprød salat.

Note: Bánh xèo er en ganske dejlig vietnamesisk ret. Kombinationen af svinekød og rejer fungerer godt, og så er jeg altid fan af både koriander og bønnespirer. Jeg brugte egentlig lidt mere rismel, end jeg har angivet herover, men jeg er ikke selv så begejstret for smagen af rismel, så derfor tonede jeg dette ned i ovenstående opskrift.

Vietnamesisk rejesalat

rejesalat, vietnamesisk, nudelsalat, nudler, rejer, olivenolie, hvidløg, lime, fiskesauce, risvinseddike, chili, nudler, gulerødder, agurk, bønnespirer, mynte, koriander, peanutsDa vi havde gæster i sidste uge, serverede vi pho med kylling til forret og derefter denne vietnamesiske rejesalat. Jeg kender desværre ikke det vietnamesiske navn for denne rejesalat, men jeg kiggede på forskellige engelske og amerikanske opskrifthjemmesider og freestylede ud fra disse.

Vietnamesisk rejesalat
4 personer

ca. 200 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
½ dl olivenolie
2 fed hvidløg, pressede
salt og peber

Dressing:
½ dl limesaft
½ dl fiskesauce
2 spsk risvinseddike
1 spsk rørsukker
1 rød mediumstærk chili, finthakket

Derudover:
100 g tynde risnudler (vermicelli nudler)
3 mellemstore gulerødder, skåret i tændstiktynde stykker
1 agurk, skåret i tændstiktynde stykker
100 g bønnespirer
½ dl frisk mynte
½ dl frisk koriander
1 dl saltede peanuts, grofthakkede

Pil rejerne og fjern forsigtigt den lille sorte streng i hver reje. Hæld rejerne i en skål med olivenolie, hvidløg samt salt og peber og rør godt rundt, så rejerne er dækket af marinaden. Lad dem stå i 10 minutter. Rør imens ingredienserne til dressingen sammen i en anden skål.

Læg nudlerne i en dyb skål og hæld kogende vand over. Lad dem trække i nogle minutter.

Hæld lidt olie på en pande og varm den op. Tilsæt rejerne – inkl. krydderier og olie – og steg dem, indtil de tager farve.

Hæld vandet fra nudlerne og fordel dem i fire skåle. Fordel gulerødder, agurk og bønnespirer i de fire skåle sammen med dressingen. Vend indholdet af hver skål med fingrene og fordel dernæst rejerne over hver skål med. Drys til sidst mynte, koriander og peanuts over og servér din rejesalat med det samme.

Note: Denne rejesalat er et godt eksempel på, hvad det vietnamesiske køkken kan. Masser af grøntsager og en frisk og krydret smag kombineret med gode nudler og saftige rejer. En rejesalat jeg helt sikkert skal have igen! Man serverer ofte øl til vietnamesisk mad, men denne ret fungerer også godt sammen med en let sødmefuld hvidvin.