Nytårsforret – laksemousse med dildolie

laksemousse, rugblinis, blinis, forret, laks, creme fraiche, smør, husblas, lakserogn, hvedemel, æg, bagepulver, rugmel, dild, dildolieJeg håber, du har haft en dejlig nytårsaften. Vi fejrede årets sidste dag sammen med en lang række venner, og jeg havde snuppet opgaven med at lave nytårsforret til hele selskabet. Det blev til denne lille servering, som bestod af laksemousse, rugblinis og dildolie – toppet med lidt lakserogn. Denne nytårsforret kræver ikke så meget tid i køkkenet, da laksemoussen er ret simpel at lave og kan tilberedes dagen før, mens de små blinis kan steges et par timer før. Dildolien kan laves samme dag eller dagen før. Vi var 17 voksne og 6 børn, så jeg lavede 1½ portion laksemousse (men kunne nok godt have nøjedes med 1) og 2 portioner rugblinis (jeg udelod dog estragonen) til denne nytårsforret. Til dildolien brugte jeg 2 bundter frisk dild og 1 dl mild olivenolie.

Hvad vil det nye år byde på?
Det er jo altid et godt spørgsmål. Jeg er typen, der altid laver nytårsforsætter (og som regel også holder dem ;)). Jeg er endnu ikke 100% afklaret med, hvilke jeg skal lave på madfronten – bortset fra ét: Jeg har sat mig for at lære mere om italiensk vin! Hvem siger, at nytårsforsætter skal være kedelige? Jeg fortsætter med at lave benspænd, og benspændet for januar måned blogger jeg om i morgen. Jeg kan røbe, at det bliver spicy!

Hvad med dig? Har du et eller flere nytårsforsætter? Og hvad er det i så fald?

Hjemmerøget laks med rygeost-is og dildolie

røget laks, laks, grill, ærteskud, rygeost-is, is, rygeost, dild, dildolie, olivenolieInd imellem må man jo gerne gøre det let for sig selv, så da vi havde gæster tidligere på ugen, valgte jeg at kombinere et par tidligere forretter her fra bloggen og ‘binde’ dem sammen til den nye ret med hjemmerøget laks og rygeost-is samt en hurtig dildolie.

Jeg serverede hjemmerøget laks med rygeost-is og dildolie sammen med lidt friske ærteskud. Den hjemmerøgede laks er let at lave og kræver kun frisk laks, røgflis og en grill (til kul) – læs fremgangsmåden via linket til opskriften.

Rygeost-isen var lidt rester fra tidligere på måneden, hvor jeg – som en del af månedens legebenspænd – eksperimenterede med at lave en is på rygeost. Sådan en lille klat is passede glimrende som supplement til den røgede fisk.

Der var selvfølgelig lidt grønt (i form af ærteskud) til at give lidt friskhed og sprødhed på tallerkenen, og sidst men ikke mindst blev retten ‘bundet sammen’ af en dildolie. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at lave en mere koncentreret udgave, men så skulle jeg have gået i gang tidligere. I stedet nøjedes jeg med at tage 1 dl frisk dild og blende det med ca. 0,75 dl god italiensk olivenolie. Dildolien blev smagt til med lidt salt og dryppet ud over forretten lige inden serveringen.

Voilá – et styks ny forret 🙂

Bento – aka sådan laver du en japansk madpakke

bento box, japansk, asiatisk, madpakke, laks, fisk, ris, løg, rødløg, sukker, sorte sesamfrø, spidskål, hoisinsauce, gulerødder, sesamolieDa jeg besøgte Japan for en række år siden, stødte jeg på den fantastiske japanske madpakke – nemlig bento. Det er en madpakke, der typisk er fyldt med kogte ris, stegt, dampet eller friturestegt fisk samt syltede og/eller dampede grøntsager. Ofte er anretningen dekoreret med udskårne grøntsager eller sorte sesamfrø.

Den traditionelle bento box er en smuk lakæske, men dem ser du primært på restauranter. På gader, stræder og supermarkeder sælges bento i ruminddelte plastikbakker, så dem bestilte jeg nogle af via Japanese Kitchen.

Da jeg lavede bento, puttede jeg to små soyabeholdere (købt samme sted som bento boksene) i det mindste rum, mens det næstmindste rum blev fyldt med hurtigt syltede rødløg. Dem lavede jeg ved at hælde 2 dl lagereddike, ½ dl rørsukker og ½ dl vand i en kasserolle sammen med ½ tsk salt. Blandingen blev bragt i kog, og imens sørgede jeg for at skære et rødløg i tynde både, så løgbådene var klar til at komme i kasserollen, så snart indholdet kogte. Rødløgene fik 1-2 minutters kogning, inden jeg slukkede for komfuret og lod løgene trække i et par timer.

Det største rum i min bento box blev fyldt med kogte ris, som blev drysset med sorte sesamfrø og toppet med et stykke stegt laks. Derefter tog jeg en stor håndfuld fintsnittet spidskål, som blev lagt i en skål og overhældt med kogende vand. Spidskålen fik lov til at trække i ca. 10 minutter, inden vandet blev helt fra og vendt med en spsk hoisinsauce, inden den blev dekoreret med et par skiver gulerødder, jeg havde snittet lidt i.

Husk i øvrigt at spise din bento med pinde – ligesom de gør i Japan 🙂

bento box, japansk, asiatisk, madpakke, laks, fisk, ris, løg, rødløg, sukker, sorte sesamfrø, spidskål, hoisinsauce, gulerødder, sesamolie

Laksehapsere med salat og hytteost

laksehapsere, hapsere, appetizer, røget laks, laks, fisk, hytteost, salat, romaine salat, sød sennep, dild, forretSavner du ny inspiration til en hurtig lille appetizer eller forret? Forleden lavede jeg disse små laksehapsere – bare til gemalen og jeg.

Laksehapsere med salat og hytteost
2-4 personer

fire små romaine salatblade
6 tsk hytteost
2 tsk sød sennep
2-3 skiver røget laks, skåret i mindre stykker
lidt dild

Tjek at dine salatblade er hele og fine. Skyl dem i koldt vand og lad dem dryppe af. Læg salatbladene på et fad eller en stor tallerken og dryp ½ tsk sød sennep i hvert salatblad. Fordel derefter hytteosten ligeligt i de fire salatblade og top den med laks. Pynt med dild og spis dine laksehapsere med det samme.

Note: Laksehapsere er en hurtig, frisk og lækker mundfuld, som passer fint til en hyggelig grillaften – eller bare en dejlig forårs- eller sommerdag.

Stegt laks med hvid chokolade

stegt laks med hvid chokolade, laks, fisk, chokolade, hvid chokolade, chokoladesauce, pak choy, fløde, citronJeg kan jo ikke have et chokoladebenspænd, uden at jeg også bruger chokoladen i det salte køkken, så det har jeg naturligvis gjort de sidste par dage. Og hvad er mere naturligt, end at kombinere hvid chokolade med fisk?

..
.
Hvad? Det synes du ikke?

Nå, men jeg kan fortælle, at det er faktisk en ret fræk kombination. Det er dog også meget vigtigt, at du bruger en hvid chokolade af god kvalitet og helst en, der ikke er så sød – ellers kan det hurtigt blive en vammel oplevelse. Mit bedste bud er Valrhona Opalys, for den er meget fin og mild i smagen. Den er i det hele taget min foretrukne hvide chokolade, og da den ikke er så sød, gør den sig rigtig godt i det salte køkken. Den portion, jeg brugte til denne ret, har Chokolade Compagniet været så venlige at donere, men chokoladen kan dog også købes hos bl.a. Mad & Vin – og muligvis også Irma.

Stegt laks med hvid chokolade
2 personer

2 stykker frisk laks
smør
salt og peber
½ pak choy eller evt. noget fintsnittet og krammet spidskål
60-70 g Valrhona Opalys
½ dl fløde
fintrevet skal fra øko-citron

Drys laksestykkerne med lidt salt og peber og steg dem ved middelvarme på en pande i en god klat smør. Fisken skal lige akkurat være gennemstegt, så den stadig er saftig og mør, når du skal spise den. Skær imens pak choy i fine strimler og svits dem kort i lidt smør på en pande. Smelt chokoladen forsigtigt sammen med fløden i en tykbundet gryde og smag til med citronskal og et lille knips salt.

Servér med det samme – evt. med et ekstra drys fintrevet citronskal over retten.

Note: Den milde, fede chokoladesauce går godt sammen med den saftige laks – især fordi chokoladesaucen har fået et citronpift og ikke bliver for fed og tung i smagen. Det er vigtigt at servere noget grønt til retten, og her valgte jeg den milde bladgrøntsag, pak choy, som jeg faldt over i supermarkedet. Du kan dog også vælge andre grønne grøntsager – så længe de blot er relativt milde i smagen, så de ikke overdøver fisken og saucen. Jeg blev fint mæt af portionen på tallerkenen, men har du en større appetit, så kan du evt. også servere lidt kogt båndpasta eller spelt til. Vær dog opmærksom på, at chokoladesaucen mætter rigtig godt – også selvom der ‘kun’ er 30-35 g til hver person.