Kurdisk gnocchi af bulgur

kurdisk, bulgur, gnocchi, hvedemel, oksekød, løg, spidskommen, paprika, chili, yoghurt naturel, hvidløgDen anden dag prøvede jeg en lækker opskrift på kurdisk gnocchi, som jeg fandt hos Mums-filibaba. Jeg kunne ikke nære mig og puttede lidt chili og paprika i kødretten. Samtidig syntes jeg, at der skulle være lidt mere kød i forhold til den originale opskrift, så det har jeg justeret i den nedenstående udgave. Øhm – og så glemte jeg at putte bredbladet persille i, men det var nu ellers planen.

Kiftikê bi sîr
3 personer

300 g fin bulgur
1½ spsk hvedemel
1 tsk paprika
2 tsk salt
olivenolie
500 g hakket oksekød (jeg brugte 3-7%)
3 løg i halve ringe
lidt sort peber
½ tsk spidskommen
½ tsk paprika
½ tsk chilipulver
½ liter yoghurt naturel
2 fed presset hvidløg
salt

Hæld bulgur i en skål sammen med paprika og salt og rør det godt sammen. Sørg for at mætte blandingen langsomt med koldt vand og sørg for, at vandet kun lige akkurat dækker bulguren. Lad bulguren trække en halv times tid under en tallerken, så overfladen ikke bliver tør og hård.

Imens steger du kødet i en gryde. Da jeg brugte noget ret fedtfattigt kød, hældte jeg lidt olie i gryden, inden jeg puttede kødet i, men bruger du en mere fedtrig type, så behøver du ikke olie først. Steg kødet og put derefter løgringene ned i. Når løgene har været i et par minutter, tilsætter du paprika, chili, peber og spidskommen og lader det simre i ca. fem minutter. Tag gryden af varmen og smag til med salt. Bland yoghurten i en skål sammen med hvidløg og lidt salt.

Nu går du tilbage til bulguren, som har trukket. Ælt den godt sammen til en dej. Har du brugt for lidt vand, kan du meget forsigtigt tilsætte lidt koldt vand, som du ælter ind i massen. Du skal finde en god balance, da dejen hverken må være for våd eller for tør, og det kræver, at du føler dig frem med dejen. Form små aflange dejklumper – de skal være helt faste, så de ikke bliver opløst i det kogende vand, og læg dem på en tallerken. Bring en stor gryde saltet vand i kog og lad de små gnocchi koge i 10-12 minutter. Tag dem forsigtigt op med en hulske og anret dem på tallerknerne. Hæld yoghurten over og dernæst kødet. Servér med det samme.

Note: Kurdisk gnocchi er en enkel, velsmagende og ret mættende ret. Jeg serverede tomater i tern til, men en sprød salat ville heller ikke være dårligt. Gnocchi af bulgur kan godt drille lidt – i hvert fald var jeg så forsigtig mht. vandmængden, da jeg skulle blande ‘dejen’, at jeg brugte for lidt i første omgang, og derfor smuldrede de første fem-ti stykker, jeg lavede, da de blev kogt. Men det er en ret sjov idé at lave små ‘gnocchi’ af bulgur, og det havde jeg ikke tænkt på, før jeg så denne opskrift.