Sex in the Snow – vintercocktail

sex in the snow cocktail, drink, vinterdrink, vintercocktail, kokoscreme, kokosmel, Malibu, vodka, citronerSex in the Snow er en vintercocktail, jeg legede mig frem til for nylig, da jeg kom i tanke om en cocktail, jeg havde set et billede af på et tidspunkt. Det er jo lidt synd, at cocktails primært forbindes med sommer, for vintercocktails er helt sikkert en undervurderet kategori! Jeg vil dog straks tilføje, at denne vintercocktail sagtens kan drikkes om sommeren… 😉

I opskriften skal du bruge kokoscreme. Det er IKKE det samme som kokosmælk. Det er muligt, at du kan få et fint resultat, hvis du bruger den hårde, kompakte del af kokosmælken i en dåse kokosmælk, men det tvivler jeg ærlig talt på. Nej, du skal i stedet have fat i kokoscreme. Jeg mener, at nogle af de større supermarkeder har det (især op til nytår), men ellers kan du som regel købe det i eksotiske grønthandler eller bestille det via nettet.

Sex in the Snow – vintercocktail
1 person

2 spsk kokoscreme
2 cl Malibu
2 cl vodka
1 spsk citronsaft
1-1½ dl knuste isterninger
lidt sirup
½ dl kokosmel

Hæld kokoscreme, Malibu, vodka, citronsaft og isterninger i en blender (eller i en høj beholder og brug så en stavblender). Blend drinken, så den får slush ice-konsistens. Smør kanten af et lille cocktailglas med lidt sirup. Hæld kokosmelet ud på en lille tallerken og pres den sirupsmurte glaskant mod kokosmelet, så det sætter sig fast. Hæld din vintercocktail i glasset og servér den med det samme.

Note: Mmmm… lækker kokossmag, der har et lille strejf citron. En dejlig frisk og sød vintercocktail, som ligner nyfalden sne.

sex in the snow cocktail, drink, vinterdrink, vintercocktail, kokoscreme, kokosmel, Malibu, vodka, citroner

Indisk fiskeret med kokos

indisk fiskeret, fisk, koriander, gurkemeje, hvidløg, chili, spidskommen, kulmule, kokosmel, kokosmælk, tamarindsauce, løgJeg må hellere få lidt mere indisk på banen, nu hvor det er månedens benspænd, så her er opskriften på en indisk fiskeret, som jeg lavede til gemalen og jeg i sidste uge.

Denne fiskeret er løseligt baseret på en opskrift fra Smart Cooky. Her fandt jeg en fiskeret, hvor man ikke nødvendigvis skal bruge en fisk, der kun findes i havene omkring Indien, men bare kan bruge en hvid fisk. Jeg brugte ikke frisk kokosnød, som ellers var anført i den oprindelige opskrift, men brugte i stedet en kombination af kokosmel og kokosmælk. Derudover brugte jeg nogle af de kække små grønne chilier, som vi pt. kan høste fra vores krydderurtebed. Chilierne er mediumstærke.

Indisk fiskeret
2 personer

400 g kulmulefilet
saften fra 1 lime
salt
2 tsk spidskommen
2 tsk gurkemeje
1 tsk chiliflager
1 tsk koriander
2-3 spsk kokosolie
1 løg, hakket
4 fed hvidløg, finthakkede
3 små grønne chilier, hakkede
2-2½ dl kokosmel
1½ dl kokosmælk
1-2 dl vand

Skyl fisken og fjern eventuelle fiskeben. Skær fisken i mundrette stykker og vend den i en skål i limesaft og et lille drys salt. Sæt skålen i køleskabet i ti minutter.

Varm en gryde op og svits spidskommen, gurkemeje, chiliflager og koriander i kokosolie. Tilsæt derefter løg, hvidløg og grønne chilier og rør rundt. Steg det ved mediumvarme, indtil løgternene er møre. Tilsæt kokosmel og kokosmælk og lad det simre i fem minutter. Hæld marinaden fra fisken og overfør derefter fisken til gryderetten. Lad det simre i yderligere fem minutter. Smag til med salt.

Servér din fiskeret sammen med kogte ris.

Note: Hvor stærk denne fiskeret bliver, afhænger selvfølgelig af de chilier, du bruger. Min udgave blev mediumstærk, og selvom den ikke brændte, så fik vi alligevel varmen af den til sidst. Aaah! En herlig indisk fiskeret med masser af smag og en tilpas sødme fra kokossen.

Gaffelkager med ingefær og citron

gaffelkager, rørsukker, jul, småkage, småkager, julesmåkager, ingefær, citroner, hvedemel, kokosmelJeg fandt en opskrift på gaffelkager på den svenske hjemmeside ICA, da jeg søgte efter julesmåkager til sidste års julesmåkage-benspænd. Nu er gaffelkager er nødvendigvis julesmåkager, men hvis du – som i dette tilfælde – putter godt med ingefær i, så bliver de lidt julede. Jeg syntes samtidig, at det var genialt, at de var krydret med ingefær, for det passer jo passer godt til månedens benspænd. I den oprindelige opskrift er der lime i. Det havde jeg ikke, så jeg brugte citron i stedet, ligesom jeg udskiftede havregrynene i opskriften med kokosmel, da jeg havde noget tilbage efter at have lavet Raffaellokugler til juleaften.

Gaffelkager
ca. 20 stk.

100 g blødt smør
0,75 dl rørsukker
1 dl kokosmel
2 dl hvedemel
2½ tsk stødt ingefær
lille knips salt
revet skal fra ½ øko-citron

Pisk smør og rørsukker til en let og cremet masse. Rør de resterende ingredienser i og form kugler, der størrelsesmæssigt ligger midt mellem hasselnødder og valnødder. Sæt dejkuglerne på en bagepapirbeklædt bageplade og tryk hver småkage let flad flad med fingrene, inden du giver hver kage et tryk med en gaffel. Bag dine gaffelkager ved 200 grader i 10-12 minutter og lad dem køle helt af, inden du sætter tænderne i dem.

Note: Disse gaffelkager har et frisk pift af ingefær og citron. Smagen er ikke lige så kraftig som de ingefærkager, jeg bloggede om tidligere på måneden, så hvis du foretrækker ingefærkager med mere afdæmpet smag, så prøv disse gaffelkager.

Hjemmelavede Raffaello kugler

Raffaello kugler, hvid chokolade, chokolade, jul, konfekt, chokoladetrøfler, trøfler, chokolade, kokosmel, kondenseret mælk, mandlerI går bloggede jeg om den eiskonfekt, vi skal spise i morgen aften, og i dag får I opskriften på den anden type konfekt, jeg vil servere juleaften – nemlig hjemmelavede Raffaello kugler! Jeg fik inspirationen fra Det smager altid lidt af fugl, der bloggede om disse sidste år. Men hvad er Raffaello kugler? Det er populært sagt den lyse udgave af Ferrero Rocher kugler – nemlig chokoladekugler med kokos og fyld af hvid creme og mandler. I denne udgave er der ikke creme i, men selve kuglen er så mild og sød, at man ikke mangler cremen.

Jeg skruede lidt ned for kokosmængden i forhold til den oprindelige opskrift, og så brugte jeg mere hvid chokolade. Desuden brugte jeg mandler i stedet for hasselnødder, da der er mandler i den oprindelige udgave af Raffaello kugler.

Raffaello kugler
35-40 stk.

175 g fin kokosmel
150 g hvid chokolade
200 g kondenseret mælk
35-40 mandler

Pynt:
lidt ekstra kokosmel

Smelt den hvide chokolade over vandbad eller i mikroovn. Rør det sammen med den kondenserede mælk og tilsæt derefter kokosmelet. Rør det godt sammen og lad det hvile et kvarters tid. Rist imens mandlerne på en tør pande, så de får lidt farve. Form en kugle af kokosmassen omkring hver mandel og rul derefter hver kugle, så den bliver rund og pæn. Vend dine Raffaello kugler i kokosmel og sæt dem derefter i køleskabet. Tag dine Raffaello kugler ud af køleskabet en halv time inden, at de skal spises, så de ikke er iskolde.

Note: Søde og samtidig friske på grund af kokosmelet. Disse Raffaello kugler er lette at lave og kan sagtens spises året rundt, så lav dem når du har lyst.

Hvis du vil have mere inspiration til hjemmelavet konfekt, der er let at lave, så tjek min konfekt-kategori.

Tranebær-kokoskager

tranebær-kokoskager, småkager, småkage, jul, kage, julesmåkager, kokosmel, tranebær, vanilje, smør, bagepulver, appelsiner, rørsukker, Da jeg bagte ingefærkager for nylig, lavede jeg også en portion tranebær-kokoskager. Opskriften til disse var også fra mit research på julesmåkager under sidste års julesmåkage-benspænd, hvor jeg fandt den på My Recipes. Jeg har dog valgt at ændre nogle ting i forhold til den oprindelige opskrift, da jeg har skruet godt op for appelsinmængden og lidt ned for sukkermængden.

Tranebær-kokoskager
ca. 45 småkager

4 dl hvedemel
150-175 g blødt smør
2 dl rørsukker
1 tsk vaniljepulver
revet skal af en øko-appelsin
1 tsk bagepulver
1½ dl kokosmel
1½ dl tørrede tranebær
lidt salt

Pisk smør, sukker, appelsinskal og vaniljepulver sammen til en ensartet masse. Tilsæt derefter hvedemel, salt og bagepulver og pisk det i et par minutter, inden du tilsætter kokosmel og tranebær. Rør det godt sammen. Form små kugler, der skal være midt mellem en hasselnød og en valnød – ligesom med ingefærkagerne – og tryk dem ud med fingrene på en bagepapirbeklædt bageplade (portionen vil fylde ca. 2 bageplader alt i alt).

Bag dine tranebær-kokoskager ved 175 grader i 10-12 minutter, indtil de bliver let gyldne. Lad dem køle helt af, inden du spiser putter dem i en kagedåse.

Note: Disse tranebær-kokoskager kan godt blive en juletradition her i hjemmet, for de er godt nok lækre! Det er især appelsinskallen, der er med til at give et lækkert pift til småkagerne, men kokosmelet og tranebærrene fungerer også rigtig godt sammen. Vil du have en lidt utraditionel julesmåkage, så prøv at bage tranebær-kokoskager.