Bánh xèo – vietnamesisk pandekage med fyld

bánh xèo, vietnamesisk pandekage, asiatisk, pandekager, rejer, hvedemel, rismel, svinekød, koriander, gurkemeje, kokosmælk, forårsløg, bønnespirer, mynteI forbindelse med mit vietnamesiske benspænd skal jeg naturligvis også prøve at lave bánh xèo – en slags vietnamesisk pandekage, der ofte er fyldt af rejer, svinekød og grøntsager. Det sjove er i øvrigt, at da jeg så billeder af bánh xèo første gang, troede jeg, at det var en form for omelet, og det skyldtes først og fremmest farven. Den kommer dog fra gurkemeje og ikke fra æggeblommer 🙂

Jeg valgte at bruge min største pande og lavede disse bánh xèo ret store, så vi kun behøvede én hver, men normalt vil man nok lave dem lidt mindre og tyndere, så man kan spise 2-3 stykker.

Jeg skelede til en opskrift hos Hungry Huy men justerede op og ned på en række af målene, udskiftede skalotteløg med forårsløg, brugte tynde skiver af svinebryst i stedet for svinemave (!) og undlod mungbønner.

Bánh Xèo
2 personer

Pandekagedej:
1½ dl hvedemel
½ dl rismel
1 tsk gurkemeje
½ tsk salt
1 dl kokosmælk
2-3 dl vand
1 forårsløg, finthakket

Fyld:
100-150 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
150 g svinebryst
½ løg, finthakket
100 g bønnespirer
1-1½ spsk mynte, finthakket
kokosolie til stegning

Tilbehør:
½ bundt frisk koriander
Salat
Lidt vietnamesisk chilisauce

Rør hvedemel, rismel, salt og gurkemeje sammen i en skål. Tilsæt kokosmælk og derefter så meget vand, at du får en god, lind pandekagedej. Rør forårsløget og lad dejen hvile en halv times tid. Mens den gør det, kan du forberede svinekødet og rejerne. Start med at pille rejerne og fjerne den sorte streng, de har på maven. Steg svinekødet i kokosolie, indtil det er brunet på begge sider. Svits dernæst rejerne, indtil de har skiftet farve til rød. Skær både rejer og svinebrystet i stykker på ca. 1×2 eller 2×2 cm.

Hæld kokosolie på en stor pande, varm det op ved mediumvarme og drys derefter halvdelen af løget ud over. Svits det i 30 sekunder og tilsæt så halvdelen af rejerne og halvdelen af svinekødet. Fordel derefter dej ud over panden og sørg for at vippe den, så dejen fordeler sig ligeligt. Lad pandekagen stege i nogle minutter, indtil den er fast, og vip den så over på en stor tallerken, så den bagte side af pandekagen vender nedad. Fordel bønnespirer og mynte på den ene halvdel af din bánh xèo og fold den sammen. Hæld chilisaucen over og drys med koriander. Servér din bánh xèo sammen med sprød salat.

Note: Bánh xèo er en ganske dejlig vietnamesisk ret. Kombinationen af svinekød og rejer fungerer godt, og så er jeg altid fan af både koriander og bønnespirer. Jeg brugte egentlig lidt mere rismel, end jeg har angivet herover, men jeg er ikke selv så begejstret for smagen af rismel, så derfor tonede jeg dette ned i ovenstående opskrift.

Cà ri gà – vietnamesisk karrykylling

vietnamesisk, asiatisk, karrykylling, kylling, karry, kartofler, rapsolie, hvidløg, ingefær, citrongræs, kokosmælk, korianderNu har jeg blogget en del om vietnamesiske retter sprængfyldt med friske grøntsager, men nu er det tid til en af de mere fyldige retter – nemlig vietnamesisk karrykylling. En cremet og pænt syndig kyllingeret, som mætter godt.

Jeg skelede til en opskrift på karrykylling hos Danang Cuisine men justerede en række af målene. Jeg brugte blandt andet noget mere karry, og så udelod jeg yams og kyllingefond.

Vietnamesisk karrykylling
2-3 personer

250-300 g kyllingekød, skåret i tern
½ tsk salt
½ tsk rørsukker
1 spsk god karry

200 g søde kartofler
200 g kartofler
½ l rapsolie

2 fed hvidløg, pressede
et stykke frisk ingefær på størrelse med en valnød, skrællet og finthakket
1 spsk kokosolie
½ stængel citrongræs, finthakket
½ dåse kokosmælk
3 dl vand

Tilbehør:
Kogte ris
frisk koriander

Hæld kyllingekød, salt, sukker og karry i en skål og ælt kødet let med fingerspidserne, så det bliver dækket af krydderierne. Stil det i køleskabet i en halv time.

Skræl kartoflerne og skær dem i tern på ca. 2×1 cm. Dup dem tørre med lidt køkkenrulle. Varm olien op i en lille kasserolle. Når olien er klar (test den ved at stikke træ-enden af en tændstik i – hvis det bobler omkring træet, er olien klar), putter du en håndfuld kartoffeltern i – gerne med en grydeske, så du ikke risikerer at blive ramt af den varme olie. Steg kartoffelternene, indtil de bliver let gyldne – fisk dem derefter op med en hulske og læg dem på et par stykker køkkenrulle. Fortsæt denne procedure, indtil alle kartoffelternene er stegt letgyldne.

Smelt kokosolien i en dyb pande ved mediumvarme og svits hvidløg og ingefær et minuts tid. Vip den marinerede kylling ned på panden og steg kyllingestykkerne, indtil de er brunede på alle sider. Tilsæt citrongræs, kokosmælk og vand. Vend kartoflerne i og lad den vietnamesiske karrykylling simre i 20-30 minutter. Hvis retten begynder at tørre ud undervejs, tilsætter du blot lidt mere vand.

Servér din karrykylling sammen med kogte ris og frisk koriander.

Note: Uha, det er en dejlig ret! Vietnamesisk karrykylling er – i modsætning til mange andre vietnamesiske retter – rig på kalorier, så det er nok ikke en ret, man bør spise hver dag, men som pleasure food er den absolut i top!

Boller i karrysuppe

boller i karrysuppe, suppe, ris, karry, bouillon, honning, svinekød, æg, hvedemel, pankorasp, ingefær, æble, kokosmælkMånedens første benspændsret er denne fortolkning af boller i karry – nemlig friterede boller i karrysuppe! Jeg har taget den klassiske ret og lavet den om til en forret samt givet den et asiatisk twist. Du kan selvfølgelig også servere den som hovedret, men boller i karrysuppe er mest tænkt som en forret.

OBS – jeg bruger pankorasp i opskriften, hvilket er en asiatisk udgave af rasp. Du kan købe den i asiatiske specialforretninger, men kan du ikke skaffe det, så prøv eventuelt med almindelig rasp i stedet.

Boller i karrysuppe
forret til 3-4 personer

Karrysuppe:
½ dl ris
2½ dl bouillon
3-4 tsk karry
1½-2 dl æbler i tern
1½ spsk kokosmælk-creme
lidt honning
evt. lidt æblecidereddike
salt og peber

Kødboller:
200 g svinekød
½-1 tsk stødt ingefær
salt og peber
½-1 spsk hvedemel
salt og peber

Fritering:
1 æg, pisket
1-1½ dl pankorasp
1 dl hvedemel
½ l rapsolie

Start med at koge risene. De skal koges helt møre. Mens de koger, tager du kødet ud af køleskabet og ordner derefter æblerne. Når risen er kogt færdig, hælder du eventuelt overskydende vand fra og rører karry i risene. Lad det svitse et minuts tid, inden du tilsætter bouillon. Når det kommer i kog, tilsætter du æblerne og lader det simre videre ved lav varme.

Rør nu svinekødet med de øvrige ingredienser og form det til kødboller. De skal være mindre end en hel valnød. Vend først kødbollerne i mel, dernæst i æg og til sidst i pankorasp. Varm olien op i en lille kasserolle. OBS – olien skal være varm, men den må heller ikke blive for varm, så lad være med at have den på den allerhøjeste temperatur. Når olien er så varm, at det bobler omkring træenden af en tandstik, hvis man stikker den ned i olien, så er den klar. Put forsigtigt tre kødboller i olien og lad dem stege i et par minutter, til de er dejligt gyldne på alle sider. Fisk dem op med en hulsi og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle. Læg de næste kødboller ned i olien og fortsæt sådan, indtil alle kødbollerne er stegt.

Blend din karrysuppe sammen med noget af cremen fra en dåse kokosmælk. Tilsæt evt. mere vand eller boullion, hvis du synes, at din karrysuppe er for tyktflydende, og smag så til med honning, æblecidereddike, salt og peber.

Fordel din karrysuppe i mindre skåle og put nogle kødboller i hver lige inden servering.

Note: Nu holder jeg meget af den klassiske boller i karry, men boller i karrysuppe er en stærk konkurrent. Jeg skejede ikke så meget ud mht. det asiatiske twist, da jeg godt ville have, at man stadig kunne genkende den originale ret i denne nyfortolkning, men du er meget velkommen til at skrue op for ingefæren (evt. udskifte den med frisk ingefær) eller bruge mere kokosmælk.

Karrysuppe med ananas, kokosmælk og rejer

karrysuppe, suppe, skaldyr, rejer, porre, chili, cayennepeber, karry, kokosmælk, æble, ananas, rørsukker, limeJeg fik for nylig en rigtig lækker karrysuppe, som jeg overvejede at genskabe. Jeg havde dog en mistanke om, at der var fløde i den udgave, jeg prøvede, og jeg ville hellere lave en asiatisk udgave, så jeg brugte kokosmælk i min karrysuppe.

Gemalen og jeg spiste en kålsalat som forret, så denne karrysuppe udgjorde ikke et fuldt måltid. Hvis du vil bruge den som hovedret, skal du derfor lave en større portion end nedenstående. Du kan dog også bruge den som forret, og så vil den række til 3-4 personer.

Karrysuppe med ananas, kokosmælk og rejer
mediumportion til 2 personer – eller forret til 3-4 personer

150 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
kokosolie eller rapsolie til stegning
en skive frisk ananas
et lille æble
2-3 tsk god karry
1 lille porre
½ tsk stærk chili eller cayennepeber
2/3 af en dåse kokosmælk
½ lime
2 spsk fiskesauce
rørsukker
salt og peber

Lad rejerne tø op og pil dem derefter. Stil dem i køleskabet. Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i små tern. Fjern skrællen fra ananassen og og skær ananassen i små tern. Hæld olie i en gryde og svits æble- og ananastern i det sammen med karry og chili i nogle minutter ved mediumvarme. Skær porren i tynde ringe og tag hvad, der svarer til 1 spsk fra af den grønne del af porren. Hæld resten af porren i gryden og tilsæt kokosmælk. Lad det simre i 10 minutter. Hæld olie på en pande og svits rejerne. Finthak det sidste af porren. Drys det over rejerne, når de har skiftet farve og lad det stege i et halvt minut. Tag panden af varmen. Blend din karrysuppe – enten kort, så der er lidt at tygge på eller lidt mere, så det bliver en ensartet masse. Smag til med limesaft, fiskesauce, rørsukker, salt og peber.

Anret din karrysuppe i to lave, brede skåle og put rejer og porrestykker i midten af hver skål.

Note: Krydret og varmende karrysuppe med masser af smag! Den har sødme fra frugterne (og evt. sukker) og et frisk pift fra limefrugten.

Kikærtesuppe med rød karry

kikærtesuppe, suppe, vegetarsuppe, kikærter, kartofler, løg, hvidløg, karry, karrypasta, kokosmælk, bouillon, grøntsagsbouillonDer er ingen tvivl om, at vinter er suppetid, så jeg lavede denne cremede kikærtesuppe tidligere på ugen. Jeg smed en gavmild mængde karrypasta i, for det gør nu ikke noget, at maden er lidt stærk her i den kolde tid – så får man virkelig varmen!

Kikærtesuppe med rød karry
3-4 personer

500 g kogte kikærter
1 løg, hakket
1 stor kartoffel, skåret i små tern
lidt olie
3 fed hvidløg, finthakket
1½ spsk friskhakket ingefær
4 tsk rød karrypasta
4 dl grøntsagsbouillon
1 dåse kokosmælk
salt og peber

Pynt:
Kokosflager
lidt sød paprika

Svits løg, kartofler, hvidløg, ingefær og karrypasta i en gryde med lidt olie. Tilsæt bouillonen og lad det simre i 10 minutter. Hæld kikærter og kokosmælk i og lad det koge i nogle minutter. Blend det til en lind kikærtesuppe og smag den til med salt og peber.

Pynt eventuelt din kikærtesuppe med lidt kokosflager og paprika. Den kan spises, som den er, men du kan også servere den sammen med lidt brød.

Note: En dejlig cremet kikærtesuppe, der varmer godt på grund af karryen og ingefæren. Du kan selv justere konsistensen ved at tilføje lidt mere vand – eller lade den koge nogle minutter mere, hvis du ønsker, at den er mere kompakt.