Hindbærdrink med chokoladegitter

hindbærdrink med chokoladegitter, chokolade, dessert, dessertdrink, drink, hindbær, fløde, mælk, grenadine, kirsebærlikør, hindbærlikør, vaniljeJeg har længe tænkt på at bruge et chokoladegitter i enten en dessert eller en drink, så hvorfor ikke slå det sammen og bruge det i en dessertdrink?

Et chokoladegitter er en forholdsvis let måde at pynte en ret eller en drink, for det kræver kun noget chokolade og lidt tålmodighed. Du kan evt. pifte gitteret yderligere op ved at drysse det med spiseligt glimmerstøv, krymmel eller krydderier.

Hindbærdrink med chokoladegitter
1 drink

75 g frosne hindbær
4 cl hindbærlikør eller kirsebærlikør
4 cl fløde
4 cl mælk
lidt vaniljepulver
evt. lidt grenadine
30 g mørk chokolade

Start med at lave chokoladegitteret. Her smelter du chokoladen forsigtigt, inden du tegner gitteret på et stykke bagepapir, der ligger på et lille spækbræt. Er du usikker på, om du får lavet et chokoladegitter, der er stort nok i forhold til dit drinkglas, så tegn evt. glassets øverste kant af på den ene side af bagepapiret, vend det og tegn med chokoladen på den anden side. Du kan evt. også tegne stregerne på papiret, inden du vender det, så du kan bruge stregerne som guideline, når du tegner med chokoladen. Denne mængde er ret lille, så jeg brugte en tynd pensel, jeg ind imellem bruger i køkkenet, men laver du en større portion, kan du med fordel bruge en lille sprøjtepose. Når du har tegnet gitteret, putter du det i fryseren i mindst ti minutter.

Blend de øvrige ingredienser til en cremet hindbærdrink – smag til med grenadine. Hæld hindbærdrinken i et glas og pil forsigtigt dit chokoladegitter af bagepapiret. Læg gitteret oven på drinken, stik et sugerør ned og servér med det samme.

Note: En cremet og lækker hindbærdrink, som smagsmæssigt går godt sammen med et chokoladegitter.

Pastis Pop

pastis pop, kirsebærlikør, drink, boba-perlerPastis Pop er en drink, jeg fandt på den anden dag, da vi fik besøg. Jeg havde nogle boba-perler til overs fra da jeg lavede Bubble Tea, og de skulle naturligvis bruges. Da aftensmaden bestod af tyrkisk mad i anledning af månedens benspænd, så tænkte jeg, at en anissmagende drink ville passe ind. Godt nok havde jeg ikke raki, men jeg havde en flaske Pastis fra sidste års ferie i Frankrig.

Pastis Pop
3 drinks

9 cl Pastis
3 dl iskoldt vand
3 cl kirsebærlikør
6 spsk boba-perler
Knuste isterninger

Hæld vand, Pastis og godt med isterninger i en shaker. Ryst godt. Fordel boba-perlerne i tre glas og fordel dernæst drinken i glassene. Efterfyld med ekstra isterninger og slut af med et lille skvæt kirsebærlikør i hver.

Note: Pastis Pop er en lidt pjattet drink, men den fungerer ganske fint – ikke mindst på grund af de små lækre boba-perler med kirsebærsmag, som går godt sammen med anissmagen fra Pastis.

Juledrink med snaps og kirsebær

juledrink, snaps, kirsebærlikør, cointreau, rosmarin, vinter-cocktail, drinkJulen er ovre, men det er stadig muligt at lave en juledrink på resterne fra julefrokosterne. Det er jo synd at smide gode sager ud, og da gemalen og jeg havde snaps til overs fra julefrokosten, måtte jeg tage idéhatten på og finde på noget, at bruge den til. Ingen af os drikker nemlig snaps. Men så opstod ideen til denne juledrink, hvor jeg har kombineret snaps og kirsebærlikør med en lille smule cointreau. Pynten er dog IKKE en grangren (selvom det ligner) men en lille rosmarinkvist 🙂

Vi brugte en Brøndums snaps og en mild kirsebærlikør. Bruger du en kraftig kirsebærlikør, vil jeg anbefale, at du bruger lidt mindre.

Juledrink med snaps og kirsebær
1 drink

2 cl kold snaps
1-2 cl kold kirsebærlikør (afhængig af, hvor kraftig den er)
½ cl cointreau
2 isterninger
1 rosmarinkvist

Hæld snaps og kirsebærlikør i et lille glas, der gerne må have stået i fryseren i en halv time inden. Glasset skal være mindre end 1 dl. Rør rundt og smag til med cointreau. Put et par isterninger i sammen med en rosmarinkvist. Servér med det samme.

Note: Denne juledrink er en kraftig sag. Er du ikke normalt til snaps, bør du prøve denne drink, hvor snapsesmagen bliver dæmpet af kirsebærlikøren og cointreauen. Den har både en fin sødme og et let krydderurtestrejf.

El Diablo – tequila-drink

el diablo, drink, tequila, kirsebærlikør, ginger beer, lime, tequila-drinkHvis man serverer mexicansk mad, så skal man da næsten have en tequila-drink til, ikke? IKKE? Jo, man skal. I går fejrede vi gemalens fødselsdag, og da fødselaren gerne ville have mexicansk mad, så ledte jeg efter inspiration til en drink, vi kunne starte med inden mad. Jeg faldt over en tequila-drink hos Saveur ved navn El Diablo. Så tror man jo straks, at det er en ondskabsfuld chilidrink, men det var det nu ikke. Der var til gengæld solbærlikør i, men jeg havde noget kirsebærlikør til overs fra julen, så jeg besluttede mig for at eksperimentere. Jeg udskiftede solbærlikøren med kirsebærlikør og brugte til gengæld lidt mere af den, så drinken både var frisk men også havde lidt sødme.

El Diablo – tequila-drink
1 drink

3 cl tequila
2 cl kirsebærlikør
1 cl friskpresset limesaft
6 cl ginger beer (jeg brugte den fra Naturfrisk)
isterninger
en skive lime

Rør tequila, kirsebærlikør og limesaft sammen. Hæld det i et glas sammen med ginger beer og put isterninger i sammen med en skive lime.

Note: Denne tequila-drink er både frisk og letsyrlig men har også noget sødme fra likøren. Hvis du foretrækker en mere syrlig udgave, skal du blot bruge lidt mindre kirsebærlikør.

Kirsebæris – Stop Spild af Mad

kirsebæris, kirsebær, kirsebærsauce, is, dessert, fløde, mælk, kirsebærlikør, brombærlikørAt lave isen selv giver fantastiske muligheder for at lege og eksperimentere i køkkenet, og det er samtidig også en glimrende chance for at bruge rester! Ok, måske ikke ligefrem rester af kødsauce og lignende, men rester fra det søde køkken kan meget passende indgå i isproduktionen.

Jeg tog hul på et glas med økologisk kirsebærsauce engang i foråret, og dette glas fandt jeg frem sidste weekend, da jeg ville lave is – i dette tilfælde en kirsebæris (!). Kirsebærsauce er så smækfuld af sukker, at jeg ikke var bekymret for holdbarheden, selvom det var et stykke tid siden, jeg havde taget hul på glasset.

Den valgte kirsebærsauce er ret mild, og bærrene er meget små og bløde, så jeg valgte ikke at sortere dem fra, da min kirsebæris skulle røres på ismaskinen.

Kirsebæris

3 dl fløde
1 dl letmælk
10 spsk mild kirsebærsauce*
evt. ½ dl kirsebær- eller brombærlikør

Bland fløde, letmælk og kirsebærsauce grundigt og kør det til is på en ismaskine. Da jeg brugte en mild kirsebærsauce, valgte jeg at forstærke smagen ved at tilsætte en ½ dl brombærlikør til sidst (da jeg ikke havde kirsebærlikør – men det kan selvfølgelig også bruges). Har du ikke en ismaskine, kan du hælde massen i en plastbøtte og røre i massen flere gange i timen, indtil massen er frossen.

*Bruger du en kraftigere kirsebærsauce, for eksempel Selleberg eller i særdeleshed Amarena, så behøver du ikke at smage til med likør til sidst.

Note: Enkel og dejlig kirsebæris med et strejf af alkohol. Har du en rest kirsebærsauce til næste jul – eller andre tidspunkter, hvor du bruger kirsebærsauce – så prøv at lave denne kirsebæris.

kirsebæris, kirsebær, kirsebærsauce, is, dessert, fløde, mælk, kirsebærlikør, brombærlikør