Flamberede hjerter

flamberede hjerter, kalvehjerte, hjerte, indmad, oksekød, pernod, smør, fennikel, polentaJeg slutter ild-benspændet af med en rigtig Sct. Valentines-ret – nemlig flamberede hjerter!

Hvis du nu sidder og tænker, at “hjerter er da indmad, og er det ikke lidt… ulækkert?”, så har du ikke smagt lynstegt kalvehjerte. Det er så lækkert og mørt og kan sagtens konkurrere med de dyre oksekødsudskæringer.

Nå, men jeg har før serveret flamberet kalvehjerte, hvilket jeg selvfølgelig først kom i tanke om, da jeg var gået i gang med tilberedningen. Denne udgave af flamberede hjerter blev dog tilberedt i Pernod, for jeg havde en halv fennikelknold tilbage efter de flamberede fisk, og så kunne jeg jo bruge den op ved samme lejlighed. Så dette er altså sommerudgaven af flamberede hjerter – en anelse friskere end den første udgave med cognac og fløde.

Flamberede hjerter
2 personer

ca. 250 g kalvehjerte, skåret i 1 cm tykke skiver
salt og peber
50 g smør
½ dl + 2-3 spsk Pernod

Tilbehør:
½ fennikel, skåret i tynde skiver
1 dl fin polenta, kogt og rørt med 2 spsk smør samt salt og peber

Smelt halvdelen af smørret på en ildfast pande. Krydr kødet med salt og peber og steg det et minuts tid på hver side. Tag panden væk fra komfuret (med mindre du ikke har en emhætte eller skabe lige oven over) og hæld en halv dl Pernod på panden. Sæt ild til dampene (der står flammer op med det samme, så hold næsen i behørig afstand). Lad det brænde et øjeblik og sluk så ilden. Tag kødet af og stil derefter panden tilbage på komfuret. Smelt resten af smørret i den og tilsæt så fennikelen. Steg den ved mediumvarme i et par minutter, til fennikelen begynder at blive mør.

Servér de flamberede hjerter med stegt fennikel og blød polenta.

Note: Jeg må indrømme, at lynstegt kalvehjerte er et hit hos mig, og de flamberede hjerter tog da også kegler hos gemalen. En dejlig servering, der også kan levere et fint show ved anretningen 😉

flamberede hjerter, kalvehjerte, hjerte, indmad, oksekød, pernod, smør

Salat med kalvehjerte og spidskål

kalvehjertesalat, salat, kalvehjerte, oksekød, avokado, spidskål, hasselnødderDa vi havde gæster tidligere på ugen, udsatte vi dem for en fire retters menu. Forretten var cannelloni med ricotta, citron og basilikum, og hovedretten var så denne fyldige kålsalat med kalvehjerte, avokado og hasselnødder. Jeg har tidligere prøvet at lynstege kalvehjerte og blev meget positivt overrasket over, hvor lækkert og velsmagende det er, så det havde jeg lyst til at eksperimentere med igen. Og ikke alene smager stegt kalvehjerte fantastisk – det er også sundt og meget billigt! Jeg betalte 25 kr. for det halve hjerte (ca. ½ kg), som jeg brugte til denne ret.

Salat med kalvehjerte og spidskål
4-5 personer

½ kalvehjerte (ca. ½ kg)
smør til stegning
salt og peber
½ rødt spidskål – grønt spidskål kan også bruges
ca. ½ dl god olivenolie
lidt citronsaft
en håndfuld hasselnødder, hakkede – gerne ristede på en pande først
evt. 2 avokadoer, skåret i tern

Skær kalvehjertet i skiver på ca. 2 cm tykkelse. Krydr dem med salt og peber og steg dem i smør ved høj varme på en pande. De skal have ca. 3 minutter på hver side. Mens det steger, fintsnitter du spidskålen og krammer den godt med hænderne.

Tag kødstykkerne af panden, lad dem køle af et øjeblik og skær dem i strimler. Hæld olivenolien ud over spidskålen og kram kålen godt, så olien trænger ind i kålen. Vend kalvehjerte og hasselnødderne i kålen. Vend til sidst forsigtigt avokadoternene i salaten og smag til med salt.

Servér med det samme.

Note: Konceptet med at lynstege kalvehjerte holder. Så er det sagt. Det lynstegte kød egner sig også fortrinligt til en fyldig salat som denne, og jeg kunne godt finde på at lave en lignende portion en anden gang, når jeg vil lave hurtig og billig mad.

Du kan i øvrigt godt udelade avokadoerne, hvis du har svært ved at skaffe nogle, der er tilpas modne. Jeg smagte på salaten, inden jeg puttede avokado i, og den var også ganske fortrinlig, selv når der ikke var avokado i.

kalvehjertesalat, salat, kalvehjerte, oksekød, spidskål, hasselnødderVi legede videre med Riedel-glassene og prøvede selvfølgelig også to forskellige til rødvinen, der blev serveret sammen med kalvehjerte-salaten. Her havde jeg valgt en Valpolicella Classico Le Muraie Ripasso fra Fratelli Recchia – en aldeles glimrende og lettilgængelig rødvin, som blandt andet var udvalgt, fordi gemalen elsker Ripasso (og dem plejer jeg også at have held med generelt).

Her gjorde vinglassets udformning dog ikke den store forskel – i modsætning til hvidvinen, vi drak til cannelloni-retten.

rødvin, vin, italiensk vin

Ukrudtssalat med kalvehjerte

ukrudtssalat, salat, ukrudt, mælkebøtter, skvalderkål, kalvehjerte, indmad, oksekød, kødsalat, honning, sennep, sennepsdressing, salatdressingDet er forår, og det betyder, at ukrudtet myldrer frem. Nu er jeg ikke det store havemenneske – faktisk hader jeg at luge – men i år har jeg besluttet, at jeg vil gøre en ekstra indsats, og hvorfor ikke udnytte det til fulde og bruge noget af ukrudtet i madlavningen? Som sagt så gjort – jeg lavede denne ukrudtssalat til aftensmad i går og fik dermed både hurtig, let og billig mad på bordet – og en sød hævn over ukrudtet, muarhahah!

*rømmer sig*

Nå, men hvad puttede jeg så i min ukrudtssalat? Den bestod først og fremmest af skvalderkål. Nu er vi heldigvis ikke voldsomt plaget af skvalderkål, men vi har da et hjørne af haven, hvor den dukker op hvert år, og her plukkede jeg en håndfuld friske, sprøde planter. De skal helst være så unge og lyse som muligt – jo ældre og større planterne bliver, des mere bitre og kedelige bliver de at tygge på.

Jeg fandt også nogle mælkebøtter, og her brugte jeg lidt af blomsterbladene som pynt til min ukrudtssalat. Man kan også bruge mælkebøttebladene, men det sprang jeg over denne gang.

Jeg kombinerede min ukrudtssalat med en salatdressing bestående af 1 tsk stærk sennep og 2 spsk blomsterhonning, der blev rørt godt sammen. Salaten blev toppet med tynde strimler af lynstegt kalvehjerte. Jeg plejer ellers altid at langtidstilberede hjerter, men jeg prøvede på et tidspunkt at få lynstegt kalvehjerte og opdagede, at det er utrolig lækkert, så det ville jeg også prøve!

Ukrudtssalat med kalvehjerte
mellemret til to personer

en håndfuld friske skvalderkål
2-3 mælkebøtter
ca. 400 g kalvehjerte (ca. ½ hjerte)
smør til stegning
salt og peber

Salatdressing:
1 tsk stærk sennep
2 spsk blomsterhonning

Skyl skvalderkålene og lad dem dryppe af. Rør salatdressingen sammen. Skær kalvehjertet i skiver på ca. 1 cm tykkelse. Krydr dem med salt og peber og steg dem i smør ved høj varme på en pande. De skal have ca. 2 minutter på hver side. Tag kødstykkerne af panden og skær dem i strimler. Du må selv om, hvorvidt du vil bygge salaten op som jeg (først skvalderkål, så dressing, derefter kalvehjerte og til sidst mælkebøtteblomsterblade), eller om du vil blande det sammen i en skål inden servering.

Note: En rigtig dejlig ukrudtssalat, hvor den letbitre skvalderkål går godt sammen med den søde salatdressing og det milde kalvehjerte. Det er som sagt en god måde at bruge ukrudtet til noget fornuftigt, og så er dette en virkelig billig ret at lave. Ukrudtet koster ikke noget, og indmad er billigt. Den pakke, jeg købte, kostede normalt 22,50 kr, men jeg fandt den til det halve i Irmas sidste-salgsdato-køledisk, så denne ret har kostet under 15 kr at lave for to personer! Ikke dårligt…

Vi spiste i øvrigt ikke kun denne salat til aftensmad – det blev også til et par rugbrødsmadder med stenbiderrogn, creme fraiche og rødløg. Det er jo sidst på sæsonen, så det er bare om at få nydt de sidste små rogn, inden vi skal vente næsten et år…