Screaming orgasm – en uartig vinter-cocktail

screaming orgasm, drink, cocktail, vintercocktail, vinterdrink, Kahlua, Amaretto, mandellikør, hasselnøddelikør, vodka, flødeJeg testede en vintercocktail med et lidt særpræget navn den anden dag – nemlig en screaming orgasm. Det er en ret sød og alkoholtung drink og bestemt en, man kan hurtigt kan blive meget festlig af, så pas på, hvor mange du drikker!

Inspirationen hentede jeg hos M!, men jeg ændrede dog lidt. For det første brugte jeg hasselnøddelikør i stedet for Bailey’s, for det kan jeg bedre lide, og så udelod jeg også vodka og sødmælk. Til gengæld skruede jeg lidt op for mængden af fløde samt piftede drinken op med en kant lavet på smeltet chokolade og kakaopulver.

Screaming orgasm
1 drink

2 cl Kahlua
2 cl Amaretto
2 cl hasselnøddelikør (eller evt. Bailey’s)
3 cl fløde
isterninger
lidt smeltet chokolade
kakaopulver

Start med at smelte lidt chokolade, som du smører på kanten af dit glas. Dyp glaskanten i kakaopulver. Hæld isterninger i en shaker sammen med alkoholen og fløden og ryst det godt. Hæld drinken i glasset, som du derefter fylder isterninger i. Drys evt. lidt kakaopulver oven på din screaming orgasm. Drik den med det samme.

Note: En screaming orgasm er en uartig sød og kalorietung drink – nærmest en intens udgave af en White Russian (bare med flere smagsnuancer). Det er helt sikkert en drink, som vil vække glæde hos mange med en sød tand.

Porterdrink med kaffetouch

porterdrink, kaffe, porter, øl, kaffepulver, Kahlua, vinterdrink, cocktailDenne porterdrink lavede jeg her til eftermiddag – selvfølgelig først, da solen var gået ned, så der var dunkelt. Derudover var jeg lidt langsom til at tage billedet, så det flotte ølskum var sunket sammen, men heldigvis gjorde det ikke noget for smagen. Jeg ville nu ellers gerne have vist, hvor flot denne porterdrink er, når den bliver serveret 🙂

Denne drink afhænger selvfølgelig meget af hvilken øl, du vælger at bruge. Jeg valgte en fyldig porter fra Willemoes, som har et lille snert af lakrids. Det er en behagelig og sødmefuld porter, som holder en fin balance mellem sødme og bitterhed. Jeg tænkte, den kunne være spændende at kombinere med kaffenoter, så jeg miksede den med kraftig kaffe og Kahlua.

Porterdrink med kaffetouch
1 drink

½ tsk kaffepulver
1-2 tsk vand
3 cl Kahlua
1½-2 dl iskold Willemoes porter
isterninger

Knus kaffepulveret og rør det ud i vandet. Hæld det i et glas sammen med Kahlua og hæld dernæst øllet over. Rør forsigtigt rundt med en ske eller et sugerør og fyld isterninger i glasset. Servér din porterdrink med det samme.

Note: Som sagt afhænger smagen af denne porterdrink i høj grad af hvilken porter, du har brugt. Jeg kan godt lide det lidt søde kaffetouch, som denne drink får, for jeg synes, at kaffenoter og mørk øl klæder hinanden rigtig godt.

B-52 – flammedrink

B-52. drink, flammedrink, Cointreau, Kahlua, Grand Marnier, Bailey'sJeg er allerede i gang med mit ild-benspænd, og første eksperiment er en flammedrink – nemlig en B-52, der kan laves i en ‘ildudgave’, hvor man sætter ild til den!

I den oprindelige B-52 bruger man Grand Marnier, mens man i mere moderne versioner ofte tyr til Cointreau. Jeg valgte sidstnævnte samt at udskifte den almindelige Bailey’s med chokoladeudgaven.

B-52
1 drink

1 dl Kahlua
1 dl Bailey’s
1 dl Cointreau eller Grand Marnier

Tag et shotglas – et ildfast, hvis du vil sætte ild til drinken – og sørg for at måle, hvor meget glasset kan indeholde (hvis det kan indeholde 6 cl, skal du dele dette tal med tre – dvs. du i så fald skal bruge 2 cl af hver af de tre slags alkohol). Hæld Kahlua i glasset. Hold en teske tæt på overfladen af Kahluaen og hæld forsigtigt Bailey’s på bagsiden af skeen, så det glider forsigtigt ned i glasset og lægger sig som et lag oven på Kahluaen.

ILDUDGAVEN: Hvis du vil lave ildudgaven af en B-52, så skal du huske at varme det øverste lag alkohol op først (dvs. Cointreau eller Grand Marnier). Her hælder du alkoholen i en lille kasserolle og varmer det forsigtigt op. Når alkoholen begynder at dampe, skal du bruge den med det samme, da du ellers risikerer, at alkoholen når at fordampe, inden du får hældt spiritussen i glasset. Sørg også for, at alkoholen når helt op til glassets kant, da der så er mindre risiko for, at glasset bliver overophedet og sprænger.

Brug skemetoden til også at hælde Cointreau oven på. Har du varmet denne alkohol op, kan du nu sætte ild til den med en tændstik. Drik derefter hurtigt din B-52 gennem et metalsugerør ELLER nyd synet et øjeblik og sluk så ilden med en tallerken eller noget andet fladt, der kan kvæle ilden.

Note: Kahlua, Bailey’s og Cointreau er uden tvivl en herlig kombination, men det er også ganske forståeligt, at den serveres som shot, da det er en heftig sag – både alkoholmæssigt og smagsmæssigt. Flammeudgaven er lidt tricky at lave, men det er en sjov gimmick. Jeg kan dog bedst lide den klassiske udgave af en B-52, for flammeudgaven bliver en tand sødere og lidt vammel, da drinken – på grund af opvarmningen – så er lunken.

Tiramisu Cocktail

tiramisu cocktail, drink, kaffedrink, fløde, mælk, Kahlua, marsala, Amaretto, kakaopulverSidste eksperiment under kaffe-benspændet blev denne Tiramisu Cocktail. Jeg tænkte, at det var en oplagt dessert at lave en drink-udgave af.

Jeg kan også godt lide tiramisu med Amaretto i stedet for marsala. Hvis du vil prøve at lave en Tiramisu Cocktail med Amaretto i stedet for marsala, vil jeg anbefale, at du holder lidt igen med Amarettoen og smager dig frem, da jeg ikke er sikker på, at der skal lige så meget af denne likør i.

Tiramisu Cocktail
1 drink

½ dl fløde
1 dl sødmælk
4 cl Kahlua
4-6 cl marsala*
isterninger
kakaopulver

*kan erstattes af Amaretto, men så skal mængden nok justeres – smag dig frem

Hæld fløde, mælk, Kahlua og marsala i en shaker sammen med en stor håndfuld isterninger. Ryst shakeren godt og si derefter drinken, når du hælder den over i et bredt, lavt glas (så du ikke får skummet med). Drys kakaopulver over din cocktail gennem en sigte, så det lægger sig som et tyndt lag.

Note: Tiramisu Cocktail fungerer fint både som dessert og som drink. En sød og mælket dessert med kakaoens letbitre modspil. Og så ser den jo fin ud 🙂

Kahluamousse

kahluamousse, mousse, dessertmousse, dessert, æg, husblas, rørsukker, creme fraiche, fløde, Kahlua, appelsinerOven på rejecocktailen og rådyrboven var der stadig plads til dessert. Jeg fortsatte stilen med at putte alkohol i maden (og det var altså ikke bevidst, at det skulle være et tema, men der var som sagt vin i både forret og hovedret) og lavede denne Kahluamousse, som selvfølgelig er baseret på kaffelikøren Kahlua. Inspirationen havde jeg fra en margaritamousse, som jeg lavede for et par år siden (den kan jeg i øvrigt varmt anbefale), men en række ting blev justeret undervejs.

Kahluamousse
6 personer

rørsukker
æggehvide
6 blade husblas
225 g rørsukker
4 dl creme fraiche 38%
2 dl fløde
1 dl Kahlua
saften fra ½ appelsin

Hæld æggehvide i én frokosttallerken og rørsukker i en anden. Tag hvert cocktailglas og dyp først glaskanten i æggehviden og derefter i rørsukkeret. Sørg for at rotere det et par gange i sukkeret, så det bliver godt fordelt på kanten. Stil glassene til side, så de kan tørre.

Læg husblassen i koldt vand i ti minutter. Pisk i mellemtiden rørsukker, creme fraiche og fløde, indtil sukkeret er opløst, og massen bliver luftig. Tilsæt Kahlua og appelsinsaft og pisk det i kort tid.

Tag husblassen op af vandet og knug den let. Smelt den forsigtigt over et vandbad eller i mikrobølgeovnen og lad den køle en smule af. Tag lidt af Kahluacremen og rør den ud i husblassen og tilsæt derefter husblassen til resten af cremen og rør grundigt. Fordel din Kahluamosse i de seks cocktailglas og stil dem i køleskabet i 2-3 timer, så moussen stivner. Pynt med en skive appelsin ved serveringen.

Note: Kahluamousse er en ret stilet og sjov måde at servere dessert på, og selvom denne udgave ikke har en lige så kæk farve som margaritamoussen, så er den bestemt også lækker. Den har en dejlig smag, men jeg vil nok gøre den endnu mere intensiv, næste gang jeg laver den.

kahluamousse, mousse, dessertmousse, dessert, æg, husblas, rørsukker, creme fraiche, fløde, Kahlua, appelsiner