Blackened fish – krydret cajun-fiskeret

blackened fish, laks, smør, løgpulver, timian, spidskommen, sennepspulver, paprika, hvidløgssaltDa jeg researchede til mit cajun-benspænd, studsede jeg lidt over navnene på nogle af retterne – blandt andet dirty rice og blackened fish. Førstnævnte var et stort hit her i huset, så jeg tænkte, at blackened fish måske også ville være det og lokkede derefter gemalen til at lave det her til aften.

Blackened fish har sit navn fra selve tilberedningsmetoden, hvor man smører fisken med smeltet smør og derefter vender den i en krydderiblanding. Fisken steges dernæst ved høj varme i få minutter, så den får en sprød og mørk overflade (på grund af kombinationen af smørret og krydderierne). I cajun-køkkenet bruger man ofte ørred, men man kan også sagtens bruge andre faste fiskearter – for eksempel laks, som jeg tyede til.

Denne  udgave fulgte ikke nogen bestemt opskrift på blackened fish men blev freestylet ud fra en række opskrifter, jeg inden havde skimmet igennem. 

Blackened fish
2 personer

2 stykker fast og ikke alt for tyk fisk – gerne ørred. Jeg brugte dog laks
3 spsk smeltet smør

Krydderiblanding:
½ tsk løgpulver
½ tsk sød paprika
½ tsk timian
½ tsk spidskommen
½ tsk sennepspulver
½ tsk røget paprika
1 tsk hvidløgssalt
Friskkværnet peber

Tilbehør:
Kogte ris vendt med letkogte majskorn

Smør laksestykkerne med smeltet smør. Vend fiskene i krydderiblandingen og steg dem ved høj varme i et par minutter på hver side. OBS – lad fiskene være, når de ligger på panden – ikke noget med at skubbe dem rundt undervejs, da det ødelægger den krydrede overflade. De skal kun lige vendes en enkelt gang undervejs.

Servér din blackened fish med en blanding af kogte ris og letkogte majs.

Note: Krydderiblandingen viste sig at sidde lige i skabet – den var tilpas krydret uden at blive for stærk eller skarp og fungerede godt sammen med den milde, fede fisk. Meget lækker ret. Jeg pønser på at prøve tilberedningsmetoden af på andre fiskearter ved lejlighed.

Dirty rice – en cajun-risret

dirty rice, cajun risret, ris, kyllingelever, kylling, svinekød, pølser, peberfrugt, løg, bladselleri, oregano, timian, sambal oelek, bouillon, løgpulver, hvidløgssalt, hvidløgDirty rice!? Hvad er det? Jamen, det er skam en ret fra cajun-køkkenet, som jeg eksperimenterer med i denne måned. Dirty rice har fået sit navn efter udseendet på retten, for den består typisk af ris iblandet finthakket kyllingelever sammen med enten hakket svinepølse eller hakket oksekød. De finthakkede kødstykker giver retten et lidt ‘grumset’ udseende, men det er – ligesom med så megen anden comfort food – en virkelig lækker og vanedannende ret.

Jeg piftede min udgave af dirty rice lidt op, da jeg valgte også at bruge rød peberfrugt i retten (normalt bruger man kun grøn), og så dryssede jeg også lidt frisk grøn peberfrugt over ved serveringen. Min version af dirty rice er desuden en lidt mere ‘våd’ udgave, da jeg sørgede for at lave portionen stor nok til, at der var rester til dagen efter. Så var der nemlig aftensmad på få minutter, og det er nu dejligt i den travle hverdag 🙂

Dirty rice – cajun risret
4-5 personer

300 g kyllingelever
5 dl kyllingebouillon
200 g svinepølser, skåret i mindre tern
1 løg, skåret i tern
2 spsk baconfedt eller andefedt – kan erstattes af smør
2 fed hvidløg, finthakkede
2 stængler bladselleri, skåret i små tern
½ grøn peberfrugt, skåret i små tern (tag evt. lidt fra til pynt)
½ rød peberfrugt, skåret i små tern
1 tsk sød paprika
1 tsk oregano
1 tsk timian
1 tsk løgpulver
1 tsk hvidløgssalt
1 tsk sambal oelek
3½ dl ris
ekstra vand
salt og peber

Hæld bouillonen i en gryde og varm den op. Skyl kyllingeleveren grundigt igennem og fjern evt. strenge. Put kyllingeleveren i det kogende vand og lad det simre i ca. 20 minutter. Tag kyllingeleveren op med en hulske og læg det på et spækbræt. Hæld væden op i en skål og smelt nu fedt eller smør i gryden. Finthak kyllingeleveren. Svits nu løg, pølse og kyllingelever i gryden i et par minutter. Tilsæt hvidløg og rør godt rundt, inden du tilsætter bladselleri og de to slags peberfrugt. Rør rundt og tilsæt så krydderierne. Lad det simre i ca. fem minutter, indtil grøntsagerne begynder at blive bløde. Hæld nu ris og væden fra kogningen over og rør grundigt i gryden, inden du lægger låg på og lader det simre i ca. 15 minutter. Kig til det et par gange undervejs og tilsæt lidt mere vand, når det er ved at koge tør. Smag til med salt og peber og servér din dirty rice med det samme – evt. toppet med lidt frisk grøn peberfrugt.

Note: Dirty rice er ikke verdens kønneste ret, men hold da op hvor smager den godt! Jeg synes, at krydringen er helt tilpas, og selvom der ikke er brugt så meget fedtstof i retten, så kan man godt smage det – uden at det bliver overvældende.

Krydrede kogte krebs med majskolber

peber, koriander, nelliker, cayennepeber, paprika, hvidløgssalt, løgpulver, oregano, timian, sennepsfrø, dild, bronzefennikel, kogte krebs, skaldyr, majsJeg serverede disse krydrede kogte krebs for vores gæster sidste weekend. De kogte krebs er naturligvis en del af mit cajun-benspænd, og den originale ret hedder crawfish boil. Den består ganske enkelt af krebs, der koges i en velkrydret vand sammen med blandt andet dild, majskolber og selleri. Serverer du de kogte krebs i et stort fad, er det en hyggelig fællesforret, hvor man kan tage lidt over på egen tallerken af gangen og derefter pille krebsene og dyppe dem i lidt chilimayonnaise. Det er i øvrigt en god idé at servere de kogte krebs udenfor – det kan jo gå lidt vildt for sig, når man piller sådan nogle små stædige krebs 😉

Der indgår krebs i en del af cajun-retterne, og men de er – i hel udgave – ikke altid så lette at få fat på i Danmark. Jeg var dog så heldig, at Irma havde hele kogte (og derefter frosne) Louisiana-krebs på tilbud for nylig (ved ikke, om de stadig har dem, eller om det var et spottilbud), hvor man kunne købe et helt kilo (drænet vægt) for 59 kr. Det tilbud kunne jeg simpelthen ikke modstå! Krebsene lå i en dildlage, som jeg også puttede i gryden, men har du friske krebs, kan du selvfølgelig også bruge dem og udelade ovenstående dildlage.

Jeg hentede inspiration i en opskrift på kogte krebs fra Foodnetwork, men justerede dog en lang række ting, da krebsene som sagt var kogt på forhånd.

Krydrede kogte krebs med majskolber
forret til 4 personer

1 kg krebs (drænet vægt) + dildlagen fra pakken
1 tsk sorte peberkorn
1 tsk korianderfrø
1 tsk nelliker
1 tsk cayennepeber
2 tsk sød paprika
1 tsk hvidløgssalt
1 tsk løgpulver
1 tsk oregano
1 tsk timian
1 tsk sennepsfrø
2 l vand
1 bundt dild eller 3 store kviste bronzefennikel
2 stk bladselleri, skåret i skiver
2 majskolber, delt i 3-4 stykker hver

Hæld alle de tørre krydderier i en morter og kvas dem grundigt. Du kan også hælde dem i en blender eller en minihakker, hvis du ikke har en morter. Hæld krydderierne i en stor gryde sammen med vandet. Læg låg på og lad det koge i 30-40 minutter. Tilsæt derefter krebs, majskolber, bladselleri og dild/bronzefennikel. Lad det koge i fem minutter og sluk så for komfuret. Lad det trække i et kvarters tid og hæld så væden fra. Hæld de kogte krebs over i et fad sammen med majskolberne og servér dem med det samme med lidt chilimayonnaise og eventuelt brød til.

Note: Jeg synes, det er en superhyggelig måde at servere kogte krebs på, og så smager de i øvrigt dejligt. De når at suge noget af krydringen til sig, selvom de er kogt i forvejen, og så er kombinationen af krebs, chilimayonnaise og majs ganske god.

Kreolsk aubergine med rejer

aubergine, rejer, løg, ost, hvidløg, forårsløg, hvidløgssalt, cayennepeber, timian, oregano, løgpulver, æg, brød, kreolsk aubergineSe, jeg fortalte jo om, at der er forskel på cajun-køkkenet og det kreolske køkken, og det opdagede jeg blandt andet, da jeg så kreolsk aubergine optræde på flere cajun-køkken-sider. Så vidt jeg har forstået er aubergine ikke en del af cajun-køkkenet men hører til det kreolske køkken, så jeg blev lidt forvirret, men det tror jeg også, at mange er, når man skal forsøge at kende forskel på de to køkkener.

Men uanset hvad ville jeg godt prøve en kreolsk aubergine, så jeg serverede den for nylig til aftensmad. Retten er god, hvis du ikke er voldsomt sulten (da den ikke er så stor), men har du en god appetit, bør du servere den sammen med noget tilbehør – for eksempel en salat og/eller brød.

Kreolsk aubergine med rejer
2 personer

1 mediumstor aubergine
½ løg, finthakket
3 fed hvidløg, pressede
150 g store rejer, pillede og rensede og grofthakkede
1 spsk cajun-krydderi
2 spsk smør
2 forårsløg, finthakkede
1 æg
2 skiver toastbrød
salt og peber
4 spsk friskrevet ost

Pisk ægget og riv brødskiverne i mindre stykker, som du vender i ægget. Lad det trække.

Halvér auberginen på langs og skrab auberginekødet ud. Hak auberginekødet og steg det i smør på en pande sammen med løg, hvidløg, cajun-krydderi og de hakkede rejer. Når rejerne har taget farve, tager du det af komfuret. Fyld de to auberginehalvdele med rejefyldet. Vend de opblødte brødkrummer med forårsløg samt salt og peber. Fordel brødblandingen over de to auberginehalvdele og drys ost ud over. Læg dem i et ildfast fad og bag dem ved 180 grader i 25-30 minutter.

Kreolsk aubergine kan spises, som den er, men du kan evt. også servere en salat til.

Note: Jeg har ikke før prøvet en fyldt aubergine med rejer, men det fungerer rigtig fint. Jeg var især positivt overrasket over brødtoppingen, som jeg var lidt skeptisk over for, inden jeg gik i gang, for den gav et fint lille ‘låg’ oven på auberginen, som var med til at sørge for, at auberginen blev gennembagt.

Jambalaya med kylling og krydret pølse

jambalaya, kylling, cajun, pølser, peberfrugt, chili, rødløg, bouillon, ris, kyllingebouillon, hvidløgssalt, løgpulver, oregano, timian, cayennepeberI går serverede jeg månedens første cajun-ret – nemlig jambalaya med kylling og krydret pølse. Jambalaya kan laves på mange forskellige måder – det er især kødet, der varierer – og det er en superpraktisk ret, for al tilberedningen foregår i samme gryde.

Men før jeg kunne gå i gang med jambalaya, skulle jeg lige blande en portion cajun-krydderi først. Det er en krydderiblanding, som bruges i mange cajun-retter, og den kan godt variere lidt. Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra kogebogen ‘Cajun-køkkenet’ men rettede den lidt til, da jeg har en ret stærk cayennepeber på lager men ingen hvid peber.

Cajun-krydderi

1 spsk hvidløgssalt
1 spsk løgpulver
2 tsk knust sort peber
1 tsk cayennepeber
2 tsk timian
1 tsk oregano

Krydderierne røres sammen og er derefter klar til brug.

Inspirationen til jambalaya fandt jeg hos McCormick. Igen justerede jeg en række ting – skruede op for grøntsagerne, udelod bladselleri og tomat (sidstnævnte naturligvis fordi, at ellers ville det ikke være cajun-style).

Jambalaya med kylling og krydret pølse
4 personer

smør eller olie til stegning
1½ spsk cajun-krydderi
1 rødløg, skåret i tern
2 kyllingebryster, skåret i tern
ca. 250 g krydrede pølser, skåret i skiver
1 grøn peberfrugt, skåret i tern
½ l kyllingebouillon
3-4 dl ris
salt og peber

Hæld fedtstof i en gryde og varm det op. Svits løget sammen med cajun-krydderi og tilsæt så kylling og pølser. Brun det ved mediumvarme. Når kødet har fået farve på alle sider, tilsætter du peberfrugt, bouillon og ris. Lad det simre i 15-20 minutter, indtil risene er møre. Smag til med salt og peber og servér din jambalaya med det samme – evt. pyntet med lidt grøn peberfrugt eller snackpeber.

Note: Jambalaya er en fyldig og mættende ret. Denne version er mediumstærk – den varmer lidt uden at brænde – men du kan selvfølgelig skrue op og ned for krydderimængden afhængig af, hvor stærkt eller mildt du ønsker det.