Græskarvafler med svampe og bacon

græskarvaflerI weekenden stod menuen på græskarvafler, for jeg havde et hokkaido græskar, jeg havde lyst til at lege lidt med – og så passer det jo fint til Halloween. Jeg serverede dem til frokost, men du kan sikkert godt lave en dessertversion af disse græskarvafler ved at tilføre mere sirup.

Græskarvafler

6 stk.

300 g hokkaido græskar, vasket og skåret i tern (ja, med skræl på!)
2 æg
5 spsk olivenolie eller rapsolie
2 spsk mørk sirup
1 dl fløde
1 tsk salt
½ tsk peber
1 dl hvedemel

Bag græskarternene i ovnen ved 200 grader i 35-45 minutter, indtil de er møre. Lad dem køle lidt af, inden du blender dem til en cremet masse. Lad den køle helt af. Rør derefter ingredienserne i en efter en. Varm et belgisk vaffeljern op og fordel derefter et par grydeskefulde af dejen i vaffeljernet. Luk det og lad dine græskarvafler bage i nogle minutter, indtil de er klar. Pil dem forsigtigt ud af vaffeljernet og sæt næste portion over.

Du kan selvfølgelig toppe græskarvafler med alskens lækkerier – både som vegetarret eller som kødret. Jeg valgte at lave en syndig sag med bacon, svampe og fløde.

Svampetopping
til fire græskarvafler

75-100 g god bacon
200-250 g champignons
lidt smør
1 tsk timian eller rosmarin
1 dl fløde
salt og peber
citronsaft

Skær baconen i tern og steg dem ved mediumvarme på en tør pande. Rens svampene og skær dem i skiver. På dem på panden sammen med lidt smør og steg dem møre. Tilsæt timian og rosmarin og lad det stege i et minuts tid. Tilsæt fløde og lad svampetoppingen simre videre, indtil fløden er reduceret til halv mængde. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Note: Græskarvafler er en meget festlig og farvet anretning, som virkelig lyser op på tallerkenen. Det er bløde, lækre vafler, som du kan toppe med alskens gode ting, og sådan en svampe-bacon-stuvning er jo altid et hit.

Græskarkylling

græskarkylling, kylling, græskar, hokkaido græskar, grønkål, hasselnødder, hvidvinJeg hygger mig fint med månedens mad med dej-benspænd, men jeg er ikke vant til at spise så meget brød, så den anden dag lavede jeg denne græskarkylling som afveksling fra al ‘brødmaden’. Det var samtidig en fin anledning til at bruge en halv fersk kylling samt et stort stykke hokkaido græskar, vi havde liggende.

Denne græskarkylling kræver ikke så mange køkkenredskaber og passer sig selv det meste af tiden, så det er en glimrende ret, hvis du både vil spare opvask og tid i køkkenet. Kan  du ikke undvære ris og pasta, kan du selvfølgelig servere det til, men retten er umiddelbart tænkt som en kød+grøntsager-ret.

Græskarkylling
2 personer

½ kylling
2 dl hvidvin
rapsolie
salt og peber
400 g hokkaido græskar, skåret i tern
2-3 grønkålsblade
en håndfuld hasselnødder

Rens kyllingen og dup den tør med køkkenrulle. Læg den i et ildfast fad og gnub den med lidt salt og peber. Pensl den med rapsolie. Hæld hvidvinen i fadet. Læg græskartern hele vejen rundt om kyllingen. Stil fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 50 minutter.

Et kvarter inden, at kyllingen er færdig, lægger du grønkålsbladene i en skål og overhælder dem med kogende vand. Lad dem trække, indtil du tager din græskarkylling ud af ovnen. Hæld vandet fra bladene og hak dem. Hæld dem i en skål sammen med græskarternene (du kan evt. blande græskarternene, hvis du foretrækker en græskarmos frem for græskartern). Hak hasselnødderne groft – rist dem evt. på en tør pande først, hvis det skal være ekstra godt – og vend hasselnødderne sammen med græskarternene. Smag til med salt.

Servér din græskarkylling med det samme.

Note: Enkel men dejlig kyllingeret. Du kan bruge lidt af væden fra fadet, hvis du savner lidt at ‘svøbbe’ retten i, men du kan også lave en timian-hvidløgscreme til… eller en anden creme, hvis du har lyst. Bare slå dig løs 🙂

Græskarpizza med ricotta og bacon

græskarpizza, pizza, græskar, hokkaido græskar, hvedemel, durummel, gær, bacon, ricotta, olivenolie, grill, timianDenne græskarpizza bagte vi faktisk sidste weekend, da vi eksperimenterede med hjemmelavet calzone. Det er en hvid pizza – eller en bianco, som det nok ville hedde hos pizzeriaet – eftersom tomatsaucen er udskiftet med ricotta. Det er en superenkel pizza, hvor du skal bruge følgende:

Græskarpizza med ricotta og bacon
til 1 person

1/4 portion pizzadej
125 g ricotta
1 spsk olivenolie
1 tsk timian
3-4 meget tynde skiver hokkaido græskar
ca. 75 god bacon i skiver

Pizzadejen æltes sammen dagen før. Varm grillen op. OBS – denne græskarpizza kan bages både i ovnen og på grillen, og vi tog som sagt sidstnævnte.

Steg baconen mør men ikke sprød.

Rul pizzadejen ud. Rør ricotta og olie sammen og smør den på dejen. Drys timian over. Hvis din bacon ikke er så salt, så drys også lidt salt på pizzaen. Læg græskarskiver på pizzaen og drys bacon over. Bag din græskarpizza på grillen (eller i ovnen) til bunden er sprød.

Note: Rigtig fin kombination af ricotta, græskar og bacon. Jeg tror, denne pizza vil indgå i vores repertoire af efterårs- og vinterpizzaer fremover 🙂

Efterårsudgave af svensk pølseret

pølseret, pølser, græskar, hokkaido græskar, gulerødder, knoldselleri, creme fraiche, cayennepeber, ketchup, oksekød, svinekødNu begynder kulden for alvor at bide – især om morgenen – og derfor er det en god idé at lave stærk mad, der får blodet til at rulle lidt hurtigere i årerne! I går lavede jeg denne efterårsudgave af svensk pølseret, og det blev en ret stærk sag, da jeg for det første generelt bruger en ret stærk cayennepeber og for det andet tog hul på en ny bøtte (der dermed var lidt mere frisk og stærk end den cayennebøtte, jeg har brugt gennem de sidste par måneder).

Styrken af denne pølseret afhænger selvfølgelig af hvilken slags cayennepeber, du bruger – og hvor gavmildt du doserer. Jeg plejer at bruge en cayennepeber fra Urtekram, og den er faktisk så kraftig, at jeg ofte bruger den som erstatning for chili. Hvis du bruger andre typer caynnepeber til denne pølseret, så sørg for at smage dig frem, for så kan du sikkert godt bruge mere caynnepeber, end jeg har angivet herunder.

Svensk pølseret i efterårsudgave
ca. 3 personer

4 pølser – jeg brugte svinekødspølser, men oksekødspølser fungerer også fint
1 hokkaido græskar
et lille knoldselleri (ca. 500 g inden skrælning)
3 store gulerødder
½ dl olivenolie
4 dl creme fraiche 18%
1 tsk caynnepeber – måske mere hvis du bruger en mild udgave
2-3 spsk ketchup
salt og peber

Halvér græskarret og skrab kernerne ud. Gem dem, hvis du gerne vil eksperimentere med at lave ristede græskarkerner. Skær hokkaido græskarret i tern på ca. 2 x 2 cm. Du behøver ikke at skrælle græskarret. Skræl knoldselleriet og skær det i tern på størrelse med eller mindre end græskarstykkerne. Skrub gulerødderne og skær dem i tilsvarende stykker. Hæld græskar, knoldselleri og gulerødder i en frostpose sammen med lidt olivenolie, luk posen og ryst den godt. Hæld grøntsagsblandingen på en bagepapirbeklædt bageplade og drys lidt salt og peber over. Bag dem i 40-45 minutter ved 200 grader, indtil alle grøntsagerne er møre. Gulerødderne må dog godt have lidt bid. Tag bagepladen ud og lad grøntsagerne køle af, indtil de er håndvarme.

Steg imens pølserne og lad også dem køle lidt af. Rør creme fraiche, cayennepeber og ketchup sammen. Smag til med salt og peber – og evt. mere cayennepeber. Skær pølserne i mindre stykker og vend dem i en skål sammen med grøntsagerne og dressingen. Spis din pølseret, som den er, eller kombinér den med en grøn salat.

Note: Som sagt blev min udgave af denne pølseret ret hidsig pga. den aggressive cayennepeber, så i ovenstående opskrift har jeg noteret lidt mindre cayennepeber, end jeg oprindeligt brugte til min pølseret. Den stærke cayennepeber passer godt sammen med det søde græskar, og denne pølseret er i det hele taget en herlig efterårsret, som fungerer fint som frokost eller som aftensmad.

Græskarlasagne med spinat

græskarlasagne, lasagne, vegetarlasagne, vegetar, græskar, hokkaido græskar, spinat, løg, salvie, muskatnød, mælk, smør, hvedemel, parmesan, ost, cheddarNu vender jeg tilbage til månedens benspænd. Denne gang gik det ud over et hokkaido græskar, som nok er det græskar, der er lettest at bruge i madlavningen. Det har en smuk, knaldorange farve og en fin mild sødme, som er rigtig spændende at eksperimentere med.

Jeg fik lyst til at lave en græskarlasagne, og nu jeg var i gang, kunne jeg lige så godt lave retten til en ren vegetarret. Jeg brugte tørrede lasagneplader, men du kan også bruge en halv portion frisk pasta, og så lavede jeg en halv portion ostesauce.

Græskarlasagne
2 personer

500 g hokkaido græskar – svarer til ca. ½ stort græskar
olivenolie
1 løg, hakket
150 g frossen spinat
½ dl vand
salt og peber

½ portion ostesauce
ca. 6 lasagneplader
100 g friskrevet mild ost – f.eks. cheddar eller gouda
2 spsk friske salvieblade

Hvis du bruger tørrede lasagneplader, så start med at lægge dem i blød i koldt vand. Vask græskarret og skær det i tern, som du koger møre. Hæld det meste af vandet fra og blend græskarternene til puré.

Hæld lidt olivenolie på en pande og steg det hakkede løg mørt. Tilsæt spinat og vand og lad det simre, indtil spinaten er gennemvarmet, og vandet er næsten forsvundet. Smag til med salt og peber.

Lav ostesaucen.

Smør et lille fad med lidt olivenolie. Nu skal din græskarlasagne lægges sammen. Start med en smule ostesauce. Fordel dernæst et lag græskarpuré og et lag spinat, inden du lægger lasagneplader over. Start forfra med ostesauce og fortsæt sådan, indtil du slutter af med lasagneplader og ostesauce. Drys revet ost over og bag din græskarlasagne i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Men din græskarlasagne er i ovnen, hælder du en gavmild sjat olivenolie på en lille pande. Varm det godt op og svits salviebladene i olien, indtil de er sprøde.

Når din græskarlasagne er gylden, tager du den ud af ovnen og lader den hvile i fem minutter, inden du fordeler salviebladene over den. Spis din græskarlasagne, som den er – evt. kombineret med en grøn salat.

Note: Græskarlasagne er en dejlig efterårsudgave af en vegetarlasagne. De sprøde salvieblade passer rigtig godt sammen med det søde græskarkød, og spinaten er også med til at sørge for, at lasagnen ikke bliver for sød eller for blød.

græskarlasagne, lasagne, vegetarlasagne, vegetar, græskar, hokkaido græskar, spinat, løg, salvie, muskatnød, mælk, smør, hvedemel, parmesan, ost, cheddar, pasta, lasagneplader