Chokolademuffins med hindbær

chokolademuffins, chokolademuffin, chokolade, mørk chokolade, kage, dessert, muffins, smør, honning, bagepulver, hvedemel, flormelis, æg, hindbærI dag har gemalen fødselsdag, og jeg bagte derfor en portion chokolademuffins i går, hvor han skulle mødes med nogle af vores venner. Jeg kunne ikke dy mig og pyntede dem med røde sukkerhjerter, for hey – det er jo også snart Valentines dag 😉

Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift på chokolademuffins med appelsin men udskiftede appelsinen med hindbær og brugte chokoladestykker i selve dejen.

Chokolademuffins med hindbær
8 stk.

60 g smør
½ dl honning
1 æg
1½ dl hvedemel
1 tsk bagepulver
100 g god mørk chokolade
1 dl hindbær

Pynt:
Hvid glasur lavet på flormelis og vand
sukkerpynt eller hindbærstøv

Smelt smørret og halvdelen af chokoladen og rør det med honning. Pisk ægget i. Bland mel og bagepulver og vend det i chokolademassen. Hak resten af chokoladen og vend den i dejen sammen med hindbærrene. Fordel dejen i muffinforme, så de er trekvart fulde, og bag dem ved 200 grader i ca. 15 minutter. Tjek om de er bagte ved at stikke en tynd træpind i en af dem – hvis der ikke hænger dej ved, når du trækker pinden op af kagen, er de klar. Lad dine chokolademuffins køle helt af, inden du pynter dem.

Note: Kombinationen af chokolade og hindbær er altid et hit, og disse chokolademuffins er ingen undtagelse. Jeg brugte frosne hindbær, hvilket gør kagerne lidt mere kompakte og klæge (da de frosne bær ‘fryser’ dejen, når de røres i, så de tager lidt længere tid at bage og ikke hæver nær så meget), for det kan jeg godt lide.

Hindbær-cheesecake

hindbær-cheesecake, cheesecake, hindbær, flødeost, mascarpone, husblas, rørsukker, hvedemel, æg, vanilje, æblemost, bagepulver, smør, mælk, hvid chokolade, chokoladeDenne hindbær-cheesecake kom på bordet, da vi fejrede min svigermors runde fødselsdag denne weekend. Da jeg spurgte, hvad hendes fødselsdagskage skulle indeholde, foreslog hun selv noget med hindbær og hvid chokolade – og gerne noget cremet. Jeg kom straks til at tænke på en kiwicheesecake, jeg lavede for nogle år siden, hvor man sagtens kunne udskifte kiwi-citronlaget med hindbær.

Da jeg lavede kiwi-udgaven i sin tid, var det i en mindre form, og der skrev jeg bag øret (og… på bloggen), at bunden var ret tyk, så man kunne sagtens reducere dejen med 30%. Det turde jeg dog ikke gøre denne gang, da jeg brugte en større form, men jeg kan se her bagefter, at man stadigvæk godt kan reducere dejmængden lidt (med 20-25% i denne hindbær-cheesecake). Den er dog også ganske fin i denne udgave, meeen den mætter en del.

Hindbær-cheesecake
14-16 personer

Bund:
225 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
et knips salt
250 g blødt smør
200 g rørsukker
1 tsk vaniljepulver
6 små æg
2 dl mælk

Flødecreme:
200 g hvid chokolade, hakket
200 g flødeost
50 g rørsukker
2 blade husblas
1 dl æblemost
375 g mascarpone

Hindbærgelé:
450 g hindbær
2 dl vand
1½ dl rørsukker
5 blade husblas

Smør en springform på 28 cm grundigt med smør og læg evt. et stykke (tilklippet) bagepapir i bunden. Pisk smør, sukker og vanilje til en luftig masse. Pisk mælken i og derefter æggene ét ad gangen. Bland mel, bagepulver og salt i en stor skål og hæld derefter blandingen i smørmassen under konstant piskning. Hæld dejen i springformen og bag kagen ved 180 grader i ca. 35 minutter – husk at tjekke med en lille tynd træpind om kagen er gennembagt. Lad derefter kagen køle helt af.

Opblød 2 blade husblas i koldt vand i ti minutter. Smelt den hvide chokolade over et vandbad eller i en mikrobølgeovn og lad det køle af, indtil det er håndvarmt. Rør flødeosten og sukkeret sammen i en skål og tilsæt derefter den hvide chokolade. Rør det grundigt sammen. Hæld æblemost og den opblødte husblas i en gryde og varm det langsomt op. Når husblassen er opløst, tager du gryden af komfuret og lader væsken afkøle, indtil den er håndvarm. Rør den i flødeostemassen. Hæld mascarponen i en mindre skål og pisk den med en elpisker, indtil den har en ensartet og cremet konsistens. Rør den i flødeostemassen. Hvis den bagte kagebund har dannet en top, skæres den af, så overfladen er helt flad. Sæt springformsringen tilbage ned omkring kagebunden, så du derefter kan hælde moussen ned over kagebunden. Dermed sørger springformen for, at moussen ikke flyder ud. Fordel moussen jævnt. Stil kagen på køl i to-tre timer.

Hæld hindbær, vand og rørsukker i en kasserolle og varm det op. Læg imens husblassen i blød i koldt vand. Når hindbærrene er tæt på kogepunktet, tager du kasserollen af varmen. Hæld vandet fra husblassen og rør den ud i hindbærrene. Lad det køle af, indtil det er håndvarmt. Tag kagen ud af køleskabet og hæld forsigtigt hindbærmassen ud over. Stil din hindbær-cheesecake tilbage i køleskabet i mindst seks timer eller natten over.

Hindbær-cheesecake må godt tages ud af køleskabet en halv time før inden servering.

Note: Mmmm! Nu er hindbær og hvid chokolade altid en god kombination, og denne hindbær-cheesecake er ingen undtagelse. En dejlig sødme med et frisk pift fra bærrene og en rigtig dejlig cremet chokolade-flødeostemasse.

Frambuesas Colada – hindbærdrink

Frambuesas colada, hindbærdrink, drink, kokoscreme, kokosmel, vodka, hindbærlikør, hindbærJeg skal selvfølgelig nå at lave en blendet cocktail i løbet af mit blende-benspænd, så sidste weekend lavede jeg en Frambuesas Colada – dvs. en hindbærdrink i stil med ananasdrinken Piña Colada (som du i øvrigt kan finde en frozen udgave af her).

Jeg fandt nogle hjemmeplukkede hindbær i fryseren og lidt kokoscreme, som jeg stadig havde rester af fra Sex in the Snow Cocktail. Kokoscreme er en sød creme lavet på kokos (!) og er ikke det samme som kokosmælk. Det er ikke så mange supermarkeder, der har kokoscreme i deres faste sortiment, så det kan være, du skal forbi en asiatisk butik eller en butik, der fokuserer på alkohol og ingredienser til drinks.

Frambuesas Colada – hindbærdrink med kokoscreme
2 drinks

250 g frosne hindbær
2 spsk kokoscreme
8 cl vodka
6 cl hindbærlikør*
lidt vand
lidt sirup eller honning
2-3 spsk kokosmel

Hæld hindbær, kokoscreme, vodka og hindbærlikør i en blender. Lad det stå i 5-10 minutter, inden du blender det til en ensartet masse. Tilsæt lidt vand, så konsistensen bliver lidt tyndere, og din hindbærdrink er knapt så kraftig (medmindre du da gerne vil have den meget kraftig). Smør lidt sirup eller honning på kanten af to cocktailglas og dyp dem i kokosmel. Fordel din hindbærdrink i de to glas og drik den med det samme.

*har du ikke hindbærlikør, kan du alternativt erstatte lidt af hindbærlikøren med hindbærsaft og så bruge lidt mere vodka i stedet

Note: En dejlig hindbærdrink med masser af hindbærsmag og et ordentligt skud kokos. Frisk, sød og meget sommerlig smag. Lige noget man har brug for her i vintermørket.

Hindbærsmoothie med mandler

hindbærsmoothie, smoothie, morgenmad, brunch, hindbær, banan, mælk, vanilje, rørsukker, mandlerHvis du gerne vil forkæle dig selv i weekenden, så vil jeg foreslå dig at lave denne hindbærsmoothie til morgenmad. Smoothies hører nemlig ikke kun sommeren til – sådan en hindbærsmoothie er virkelig dejlig her om vinteren, hvor man i den grad trænger til et skud vitaminer (og især dem, der smager af sol og sommer).

Jeg vandt fandt nogle hindbær i fryseren, og da jeg godt ville have, at denne smoothie mættede ekstra godt, tilføjede jeg også mandler i opskriften.

Hindbærsmoothie med mandler
et stort glas

150 g frosne hindbær
½ lille banan
2½ dl mælk
15 mandler
en lille smule vaniljepulver
lidt rørsukker

Blend hindbær, banan, mælk og mandler. Tilsæt evt. lidt mere mælk, hvis du vil have en mere lind smoothie (personligt foretrækker jeg tyktflydende smoothies – gerne lige så tyktflydende som denne smoothie bowl med brombær). Smag til med vanilje og rørsukker.

Note: Herlig hindbærsmoothie, der både mætter og har en rigtig fin hindbærsmag. Sødmen justerer du selv, så her har jeg ikke angivet en præcis mængde.

hindbærsmoothie, smoothie, morgenmad, brunch, hindbær, banan, mælk, vanilje, rørsukker, mandler

Sønderjysk rugbrødslagkage

rugbrødslagkage, lagkage, kage, dessert, rugbrød, mørk farin, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, hasselnødder, fløde, vanilje, solbærsyltetøj, solbær, brombær, mørk chokoladeJeg er absolut ikke færdig med Sønderjylland i forbindelse med mit egnsret-benspænd, for jeg kom søreme til at lave denne dejlige rugbrødslagkage tidligere på måneden! En rigtig saftig og dejlig lagkage fyldt med syltetøj og flødeskum.

Jeg har set en del forskellige opskrifter på rugbrødslagkage men har ikke fulgt en bestemt. Traditionelt set skal der bruges solbærsyltetøj i en rugbrødslagkage, men jeg tillod mig at bruge brombærmarmelade, for jeg var løbet tør for både solbærsyltetøj og solbær, og det nærmeste supermarked havde ingen af delene.

Rugbrødslagkage
ca. 10 personer

Lagkagebunde:
5 æg
150 g mørkt rugbrød, revet eller finthakket
150 g mørk farin
2 spsk kakaopulver
1 spsk hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g hasselnødder, finthakket
et lille knips salt
smør til formen

Fyld:
3½ dl fløde
1 tsk vaniljepulver
solbærsyltetøj eller brombærsyltetøj
ca. 75 g mørk chokolade, hakket
evt. friske bær

Del æggene i hvider og blommer, så æggehviderne er i én skål og æggeblommerne i en anden. Pisk æggeblommerne med mørk farin, indtil det bliver luftigt og skummende. Pisk derefter rugbrødskrummer, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, salt samt hakkede nødder i. Pisk æggehviderne stive og vend dem med nænsom hånd i kagedejen. Tag en springform på ca. 24 cm i diameter og smør den grundigt i siderne (vil du lave en rugbrødslagkage med tre lag, skal du i stedet bruge en springform på 20 cm i diameter). Klip et stykke bagepapir til og læg det i bunden af formen. Hæld dejen i formen og bag den i ovnen ved 180 grader i 35-45 minutter. Stik i kagen med en tynd træpind for at tjekke, om den har fået nok. Hvis der ikke hænger kagedej ved, når du trækker pinden ud, er den færdigbagt. Tag springformen ud af ovnen og lad den køle lidt af, inden du fjerner springformens ring. Stil derefter den bagte lagkagebund på køl i et par timer, så den kan samle sig. Det gør den lettere at skære ud.

Nu er det tid til at samle din rugbrødslagkage. Flæk lagkagebunden vandret, så du får to lige store lagkagebunde. Læg den ene på et lagkagefad og smør en gavmild mængde syltetøj ud over. Pisk fløden til skum sammen med vanilje og fordel halvdelen ud over bunden. Læg den anden lagkagebund oven på. Du kan evt. smøre mere syltetøj på, men du kan også gøre som jeg og holde dig til at fordele resten af flødeskummet ud over den. Drys godt med hakket chokolade over og pynt gerne med nogle bær. Jeg brugte friske hindbær fra haven.

Servér din rugbrødslagkage med det samme, eller – hvis du er i god tid – dagen efter, hvor den smager endnu mere fantastisk.

Note: Jeg er ikke så meget til klassiske lagkage, men denne sønderjyske rugbrødslagkage vandt mit hjerte. En saftig og lækker lagkage, der både har dybde i smagen, der holdes i skak af flødeskummet, så kagen ikke bliver for kraftig. Jeg serverede min rugbrødslagkage samme dag, jeg havde lagt den sammen, men da der var rester, fik jeg også mulighed for at smage den dagen efter, og der er den endnu bedre! Mit råd er derfor, at du sørger for at lægge din rugbrødslagkage sammen dagen inden, du vil servere den.

rugbrødslagkage, lagkage, kage, dessert, rugbrød, mørk farin, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, hasselnødder, fløde, vanilje, solbærsyltetøj, solbær, brombær, mørk chokoladeSådan ser bunden ud, når den er færdigbagt.