Grapesalat med and og fennikel

grapesalat med and, andekød, grape, fennikel, hvedemel, grapejuiceDenne grapesalat er en rigtig Stop Spild af Mad-ret. Da jeg komponerede den i weekenden, fandt jeg nemlig en grapefrugt i frugtskålen, som trængte til at blive brugt, en frisk fennikel samt en halvtømt karton grapejuice i køleskabet samt et par andelår i fryseren. Dem kombinerede jeg i denne grapesalat, hvor jeg brugte noget af den kogte juice til en varm dressing. En lækker salat, som både var sprød, syrlig og lidt sød på samme tid.

Grapesalat med and og fennikel
2 personer

2 andelår, optøede
salt og peber
smør til stegning
3-4 dl grapejuice
1 spsk hvedemel
evt. lidt rørsukker
1 fennikel
1 rød grapefrugt, skrællet og skåret i mindre stykker

Gnid andelårene godt med salt og peber. Smelt smør i en gryde og brun andelårene. Hæld grapejuice i gryden, indtil andelårene er næsten dækket, og læg så et tætsluttende på gryden. Lad det småsimre ca. 45 minutter. Tag andelårene op og læg dem på et spækbræt. Hæld lidt af væden op i en skål og rør hvedemelet ud i det, så det bliver en jævn masse. Rør meljævningen i resten af væsken og lad det simre videre, indtil det bliver en tyk sauce. Smag til med salt, peber og evt. lidt sukker.

Snit fenniklen fint og fordel den på to tallerkner. Pil andekødet fra hinanden med to gafler og fordel det over fenniklen. Hæld sauce ud over salaten – du behøver ikke at bruge det hele – og slut så af med at drysse grapestykker ud over det.

Servér din grapesalat med det samme – evt. med et stykke lækkert flute, hvis du har god appetit.

Note: Andekød kan godt være en ret fed spise, men den letsyrlige røde grapefrugt gør sig godt sammen med anden. Jeg er også ret vild med at sætte and og fennikel sammen, da jeg synes, de klæder hinanden, og så er fenniklen samtidig en lidt overset grøntsag, som er skøn at bruge i salater.

Grapesorbet

grapesorbet, sorbet, is, grape, sukkersirup, rørsukker, æg, æggehvide, dessertDa jeg lavede grapedrink tidligere på ugen, havde jeg pludselig en halvtom karton grapejuice. Jeg er ikke voldsom god til at drikke grapejuice ‘rent’, så for at det skulle gå lidt hurtigere med at få brugt den sidste grapejuice, valgte jeg at lave denne grapesorbet.

Grapesorbet  – ja sorbet i det hele taget – er vanvittigt let at lave, hvis du har en ismaskine. Jeg har efterhånden eksperimenteret en del på det område, og i bund og grund har du blot brug for noget frisk frugt eller saft, sukkersirup samt æggehvide. Du kan godt lave sorbet uden en ismaskine, men jeg vil kraftigt anbefale dig at bruge en, for det gør konsistensen så meget bedre.

Grapesorbet

3 dl iskold grapejuice
2 dl iskold sukkersirup – se fremgangsmåde
1 æggehvide

Pisk grapejuice, sukkersirup og æggehvide sammen. Hæld det i en ismaskine og kør det, indtil det bliver en silkeblød sorbet. Spis den med det samme eller put den i fryseren.

Note: Denne grapesorbet er dejlig frisk. Den har en tydelig grapesmag og dermed også letbitre toner fra grapefrugten, men den har også en fin kombination af syrlighed og sødme. Jeg vil anbefale en kugle grapesorbet en varm sommerdag, hvor du har brug for noget læskende, og den kunne også være interessant at kombinere med en fyldig flødeis.

Rødkålssalat med kirsebær og rød grape

rødkålssalat, rødkål, spidskål, kirsebær, syltede kirsebær, kirsebæreddike, appelsiner, rød grape, salatRødkålssalat er en klassiker på det danske julebord, og de sidste mange år har vi altid fået en frisk rødkålssalat til julemiddagen, så det fede andekød kunne få lidt modspil. I år lavede jeg som bekendt en varm rødkålssalat med solbær, men der skulle naturligvis også være en kold rødkålssalat til, og det blev denne version – rødkålssalat med kirsebær og rød grape. Normalt bruger jeg kun appelsin i salaten, men i år valgte jeg også at tilføje en rød grape, da det gav lidt mere syre til salaten. De syltede kirsebær fra Selleberg var nogle, jeg havde tilovers, da jeg havde lavet kirsebærkonfekt tidligere på dagen.

Rødkålssalat med kirsebær og rød grape
6-8 personer

et kvart rødkål (stort)
2 håndfulde fintsnittet spidskål
6-7 spsk syltede kirsebær fra Selleberg
3-4 spsk kirsebæreddike
salt
1 appelsin
1 rød grape

Fintsnit rødkålen – gerne på et mandolinjern, hvis du har det – og hak derefter rødkålsstrimlerne i korte stykker. Hæld rødkål og spidskål i en stor skål og kram kålen med fingrene. Tilsæt de syltede kirsebær samt kirsebæreddiken og kram det godt ind i kålen. Ikke noget med at snyde ved at bruge en ske til at vende det i kålen – kirsebærrene skal krammes sammen med kålen, så sidstnævnte rigtig kan optage smagen. Tilsæt en smule salt til salaten. Tag en skarp kniv og skær forsigtigt skrællen af både appelsinen og grapen, så frugtkødet blotlægges, og du undgår den hvide hinde. Skær appelsinbådene og grapebådene i mindre stykker og fordel dem udover salaten.

Note: Rødkålssalat med kirsebær og rød grape passer rigtig godt til andekødet, da denne rødkålssalat har lidt mere syre på grund af grapefrugten. Har du ikke Selleberg-kirsebær, men bruger et andet – og sødere – mærke – så sørg for at bruge lidt ekstra kirsebæreddike (og evt. også en rød grape mere), så salaten ikke bliver for sød.