Gin & tonic med citronmelisse-gin

citronmelisse-gin, gin, citronmelisseAl den sommerregn har virkelig fået vores have til at eksplodere – med krydderurter, bær og grøntsager! For halvanden uge siden tog jeg et par håndfulde af vores meget gavmilde citronmelisse og brugte den til at lave en citronmelissse-gin. Jeg prøvede et lignende eksperiment tidligere på sommeren, hvor jeg ville lave en citronmelisse-sirup til en gin & tonic, men her forsvandt citronmelisse-smagen stort set ved opvarmningen. Klidmoster anbefalede mig, at jeg i stedet brugte citronmelissen i ginnen, så det skulle jeg naturligvis afprøve.

Citronmelisse-gin

15 g frisk citronmelisse
2 dl gin

Skyl citronmelissen og put den derefter i en blender sammen med ginnen. Blend det grundigt og hæld det i en beholder, som du sætter i køleskabet. Lad det trække et par dage. Smag på din citronmelisse-gin for at vurdere, om du synes, at den er kraftig nok. Jeg lod min stå, mens vi var på ferie, så den fik over en uge (det er også grunden til den kraftige farve).

Gin & tonic med citronmelisse-gin

4 cl citronmelisse-gin
6 cl tonic
evt. lidt citronsaft
citronmelisseblade
isterninger

Bland gin og tonic i et glas. Smag evt. til med citron. Fyld isterninger og citronmelisseblade i drinken og servér den med det samme.

Note: En ret frisk og ‘urtet’ drink. Meget spændende og et sjovt bud på en ny gin & tonic-variant.

Alabama Slammer

alabama slammer, drink, Southern Comfort, grenadine, appelsinjuice, gin, AmarettoDet snigende forårsvejr blev fejret den anden dag med en Alabama Slammer. Det er en smuk og sød drink, som helt sikkert vil klæde enhver sommerfest, men du kan naturligvis drikke den året rundt.

Det er lidt forskelligt, om folk putter grenadine i eller ej, men jeg valgte at gøre det, da det giver drinken en virkelig flot pangfarve. Det betyder dog også, at jeg har brugt lidt mindre Southern Comfort i min Alabama Slammer for ikke at gøre den for sød. Hvis den bliver lidt for sød, kan du altid hælde lidt mere appelsinjuice i og/eller tilføje lidt citronsaft.

Alabama Slammer
1 drink

3 cl Southern Comfort
2 cl Amaretto
2 cl gin
2-3 cl grenadine
appelsinjuice
isterninger
en skive citron eller appelsin

Hæld alkoholen, grenadine og appelsinjuice i et højt glas, så det er trefjerdedele fyldt. Rør lidt rundt med en ske og fyld så isterninger i glasset. Pynt din Alabama Slammer med en citron- eller appelsinskive.

Note: Det er som sagt en sød og sommerlig drink. Er du bange for, om drinken bliver for sød til din smag, kan du eventuelt udelade grenadinen i første omgang.

Nytårsdrink – French 75 med lidt sødme

french 75, nytårsdrink, drink, gin, mousserende vin, sirup, citronI morgen er det nytårsaften, og så springer champagnepropperne hos mange. Eller også er det cava, spumante eller en helt fjerde form for mousserende vin – hovedsagen er, at der kommer bobler på bordet. Det gør der også hos os. Det er sjældent, vi drikker mousserende vin, men i morgen indgår den i en French 75, som er vores nytårsdrink. Den vil vi bruge til at skåle med, når vi har set dronningens nytårstale.

French 75 er en champagnecocktail, der typisk består af cognac eller gin, der er shaket med citronsaft, sukkersirup og isterninger og derefter kombineret med champagne. Da jeg havde lovet, at nytårsdrinken ville indeholde gin, mente jeg, at kombinationen af gin og champagne ville være oplagt som drink på årets sidste dag.

Jeg brugte dog ikke en champagne men købte en anden mousserende vin – nemlig en Blanc Foussy Ice Demi-Sec (købt hos Meny). Det er en let og mild vin med en lille smule sødme (men langt fra den hvinende søde Asti). Jeg prøvede i første omgang at udelade sukkersirup i min version af French 75, men så bliver den ret fresh, så jeg vil anbefale, at du bruger lidt sirup i den – hvor meget er op dig og din eventuelle søde tand.

French 75
2 drinks

4 cl friskpresset citronsaft
4 cl gin
1-2 spsk sukkersirup*
semisec mousserende vin – jeg brugte
isterninger

Pynt:
et par tynde skiver stjernefrugt

*sukkersirup laves på 1 dl sukker og 1 dl vand, der koger ved svag varme i ti minutter og derefter afkøles

Hæld citronsaft, gin, sukkersirup og en håndfuld isterninger i en cocktailshaker. Ryst grundigt og fordel derefter væsken i to høje cocktailglas. Top begge glas med mousserende vin og pynt hver glaskant med en skive stjernefrugt.

Note: En frisk og dejlig drink, som nok skal bringe nytårsselskabet i godt humør. En French 75 kan selvfølgelig også sagtens serveres om sommeren, hvor den kolde friske drink også vil gøre sig godt i varmen.

Godt nytår og må 2017 bringe dig mange glæder 🙂

 

Hyldeblomstgin

hyldeblomstgin, gin, drink, citronerHar du prøvet at lave hyldeblomstgin? Det er rasende let, og så kan du bruge ginnen til at lave lækre sommerdrinks bagefter.

Jeg så ideen hos Klidmoster sidste år og forelskede mig straks i den. Ikke kun fordi jeg elsker hyldeblomster men også fordi du her udnytter hyldeblomsterne til sidste dråbe… eller burde det hedde til sidste gram blomsterstøv?

Hyldeblomstgin laver du lige efter, at du har lavet en portion hyldeblomstsaft. Der står du nemlig med en masse hyldeblomster, der har ligget i sukker og citronsaft i flere dage. Når du har hældt saften på flasker, tager du blomsterne og ryster forsigtigt eventuel overskudssukker af. Læg de sukrede hyldeblomster i et stort rent og skoldet patentglas og overhæld blomsterne med gin, indtil de er helt dækket til. Stil glasset i køleskabet og lad det trække mindst en måned. Jeg endte med at lade det trække i 4-5 måneder, inden jeg siede min hyldeblomstgin og hældte ginnen på en ny, ren flaske.

Hyldeblomstgin kan du selvfølgelig bruge i gin-relaterede drinks. Jeg har primært brugt min i en almindelig Gin & Tonic, hvor jeg har smagt til med citronsaft, for min udgave havde en vis sødme, eftersom jeg lod noget sukker hænge ved blomsterne.

Jeg satser på at sætte årets hyldeblomstsaft til at trække i denne weekend, så i løbet af næste uge vil lave en portion hyldeblomstgin mere.

Frozen Gin & Tonic

Frozen Gin & Tonic, drink, cocktail, gin, tonic, agurk, lime, sirupDet varme vejr er en glimrende undskyldning for at afprøve friske, læskende drikke, og det gjorde jeg så her i weekenden, hvor jeg nød en Frozen Gin & Tonic på terrassen.

Inspirationen har jeg fra Twinfood, men jeg valgte dog at justere lidt samt tilføjede agurkesaft, da jeg synes, at agurkesmagen passer overraskende godt sammen med en G&T.

Frozen Gin & Tonic
2-3 personer

1 dl gin
2½ dl tonicvand
saften fra en agurk
saften fra to limefrugter
2 tsk sirup

Ved servering:
Lidt ekstra gin, tonic samt tynde skiver af lime

Riv agurken på et rivejern og hæld saften over i en skål. Pres den revne agurk over skålen. Agurkestrimlerne kan du bruge i en tzatziki. Rør agurkesaften sammen med gin, tonic og limesaft. Hæld det i en plastbeholder og stil den i fryseren natten over.

Tag plastbeholderen ud af fryseren og brug en gaffel til at kradse isen til tynde flager. Fordel isflagerne i 2-3 glas og hæld en sjat gin og tonic over hver. Stik et sugerør i din Frozen Gin & Tonic og pynt den med en skive lime. Nyd den i solen!

Note: Frozen Gin & Tonic holder max! En forfriskende og dejlig slush ice-drink for voksne.