Rabarberkage med hvid chokolade

rabarberkage, kage, dessert, rabarber, æg, hvedemel, vanilje, citroner, rørsukker, smør, hvid chokoladeMin gæst i fredags blev ikke blot forkælet med tartiflette – og fik skam også lidt rabarberkage om eftermiddagen. Jeg havde fundet de sidste rabarber frem fra fryseren, og så tog jeg udgangspunkt i en opskrift på brombærkage fra CookieCrumble. Her valgte jeg – som du nok kan gætte – at udskifte brombær med rabarber. Derudover tilsatte jeg mere sukker og hvedemel samt tilføjede vanilje og citron. Resultatet blev en saftig, sødmefuld og virkelig vanedannende rabarberkage, der var virkelig svær at holde fingrene fra!

Rabarberkage med hvid chokolade
4-6 personer

175 g rabarber, skåret i mindre stykker – jeg brugte nogle fra frost
125 g smør
125 hvid chokolade
2 æg
100 g rørsukker
2 dl hvedemel
1 tsk vaniljepulver
saften og den revne skal fra ½ øko-citron

Smelt smør og chokolade ved lav varme i en gryde og pisk det godt sammen. Tag gryden af varmen og rør derefter sukker, æg, citronskal, citronsaft, vanilje og hvedemel i til en ensartet dej. Hæld dejen ud i et ovnfast fad på ca. 23 x 15 cm, der smurt med smeltet smør, og fordel derefter rabarberstykkerne ud over dejen. Bag din rabarberkage ved 180 grader i ca. 35 – 40 minutter. Kagen skal være ret fugtig, sørg vær opmærksom på, at den ikke får for længe i ovnen.

Denne rabarberkage kan sagtens spises, som den er, men den er nu også ret god med en klat creme fraiche til.

Note: Jeg tror, jeg har fået en ny yndlings-rabarberkage, og det er denne her! Kagen havde en fin balance mellem sødme og syre, og hvor både vanilje og citron gav et fint pift til dejen. Prøv denne rabarberkage, så snart du får fat i rabarber!

rabarberkage, kage, dessert, rabarber, æg, hvedemel, vanilje, citroner, rørsukker, smør, hvid chokolade

Polvorones – spanske julesmåkager

polvorones, julesmåkager, småkager, jul, mandelkager, mandler, svinefedt, hvedemel, rørsukker, dessert, kage, kanel, æg, citroner, flormelisEn af de mest klassiske spanske juletraditioner er polvorones – i hvert fald ifølge en spansk bekendt, jeg har, som jeg diskuterede spanske juletraditioner for nogle uger siden. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg skulle bage disse kager i anledning af mit julesmåkage-benspænd, men her stødte jeg dog ind i en udfordring, for jeg var ikke særlig tilfreds med resultatet efter at have afprøvet en spansk opskrift på polvorones, jeg fandt på nettet. Jeg opgav dog ikke så let, så i går kiggede jeg på en opskrift fra serious eats og freestylede derefter. Resultatet blev meget, meget bedre!

Polvorones
ca. 36-38 stk.

4½ dl hvedemel
3 dl mandler
2 dl rørsukker
3 tsk kanel
en knivspids salt
fintrevet skal fra 1½ øko-citron
200 g svinefedt – stuetemperatur
2 æg – jeg brugte dog tre æggehvider, der var en rest fra et andet bageprojekt

Pynt:
Flormelis

Tænd for ovnen og sæt den på 175 grader. Spred melet ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Bag melet i ovnen i ca. 7 minutter. Hæld det over i en skål. Fordel mandlerne på bagepladen og bag dem 5-7 minutter, indtil de dufter ristede. Lad dem køle af. Skru ved samme lejlighed ned for temperaturen på ovnen, så den står på 150 grader.

Nå mandlerne er håndvarme, blender du dem til mel. Rør mandelmelet sammen med hvedemelet, sukker, kanel og salt. Rør det bløde svinefedt ind i melblandingen. Tilsæt derefter æg og citronskal. Ælt det godt sammen og rul derefter dejen ud på et meldrysset bord, så den er ca. 2 cm tyk. Dejen er ret fugtig, så pas på, at den ikke klæber sig fast til bordet. Brug en lille rund udstikker til at stikke dine polvorones ud. Jeg brugte en udstikker med en diameter på 5 cm.

Stil de små polvorones på en bagepapirbeklædt bageplade og bag dem i ovnen ved 150 grader i ca. 15 minutter. De kan stå forholdsvis tæt, da de ikke hæver så meget. Lad dem køle helt af, inden du dekorerer dem med flormelis.

Note: Polvorones er lækre små kager med masser af mandelsmag. Citronskallen giver dem et frisk pift, så smagen ikke bliver for fed. Polvorones er søde og temmelig mættende, men det er samtidig kager, som – for mig – virkelig udstråler jul og vinter.

polvorones, julesmåkager, småkager, jul, mandelkager, mandler, svinefedt, hvedemel, rørsukker, dessert, kage, kanel, æg, citroner, flormelis

Profiteroles med karamelis og chokoladesauce

profiteroles, dessert, kage, chokolade, chokoladesauce, karamelis, is, hvedemel, æg, smør, bagepulverProfiteroles er en af gemalens favoritdesserter – det var i hvert fald den dessert, han ønskede sig til sin fødselsdag, så det skulle han naturligvis have. Det er en fransk bistroklassiker og smager vanvittigt godt, så jeg kan godt forstå hans valg. Jeg skelede til Brødrene Prices opskrift på profiteroles og lavede kun en lille smule om, men til gengæld droppede jeg deres chokoladesauce og lavede en simpel version på chokolade og fløde. Vaniljeisen undlod jeg også, for jeg havde lyst til at lave en rigtig heftig is til – nemlig en karamelis!

Normalt bruger jeg ikke kondenseret mælk til hjemmelavet is, da det bliver lidt for sødt og tungt til min smag, men det var jo ret oplagt at bruge til karamelis, så jeg gik all in og lavede en rigtig heftig is. Du kan sagtens tilsætte lidt mere mælk og fløde til opskriften, hvis du vil have en lidt lettere udgave.

Profiteroles
ca. 11-12 personer

200 g smør
4 dl vand
250 g hvedemel
en lille smule salt
7 æg
½ tsk bagepulver

Smelt smørret i en gryde sammen med vandet. Tilsæt derefter mel og bagepulver og rør det grundigt sammen. Tag gryden af komfuret. Lad dejen køle af et par minutter og rør derefter æggene i ét efter ét. Hæld dejen i sprøjtepose og tryk små kugler af dej ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Dejkuglerne skal være på størrelse med en stor valnød. Bag dine profiteroles ved 200 grader i 15-20 minutter. OBS – åbn ikke ovnen, før de har fået noget farve! Ellers falder de sammen. Sørg for at bage dem så meget, at de har fået en pæn gylden overflade, som lyder hul, når du banker let på dem.

Lad de små profiteroles afkøle, inden du flækker dem, fylder dem med is og hælder chokoladesauce ud over.

Chokoladesauce

200 g mørk chokolade – gerne en letbitter på 60-70%
2½ dl fløde

Smelt forsigtigt chokoladen i en gryde sammen med fløden. Rør det godt rundt og servér med det samme.

Karamelis
8-10 personer

1 dåse kondenseret mælk
200 g rørsukker
50 g smør
et lille knips salt
2½ dl fløde
1½ dl sødmælk
1 tsk vaniljesukker

Hæld den kondenserede mælk i en tykbundet gryde sammen med rørsukker, smør og lidt salt. Lad det simre ved lav varme i ca. 20 minutter, indtil det er kogt til en smuk, gylden karamelmasse. Sørg for at røre i gryden med jævne mellemrum undervejs, så det ikke brænder fast.

Lad karamelmassen køle lidt af, inden du blander fløde, sødmælk og vaniljesukker i. Pisk det godt, indtil massen er homogen. Sæt den derefter i køleskabet, indtil den er helt afkølet. Hæld blandingen i en ismaskine og lad det køre til en blød, cremet og lidt sej is. Put den i fryseren et par timer, inden du skal bruge den.

Note: Profiteroles er som sagt en syndig god dessert! Den er også smækfuld af kalorier… men sådan er det jo tit med syndige retter 😉

Banan-kokospandekager – LCHF-venlige

banan-kokospandekager, pandekager, brunch, morgenmad, lchf, bananer, kokosmel, vanilje, vaniljeekstrakt, dessert, kage, fiberHUSK, ægDa vi havde gæster i weekenden, var der en enkelt overnattende iblandt, så jeg skyndte mig at bage nogle banan-kokospandekager, inden jeg tog til træning søndag morgen (der er visse fordele – for gæster – ved at jeg altid vågner tidligt). Disse banan-kokospandekager fungerer fint som morgenmad, brunch eller dessert – og så er de tilmed sunde og LCHF-venlige!

Banan-kokospandekager
ca. 3 personer

4 bananer (godt modne, men ikke alt for bløde)
1½ dl kokosmel
2 æg
1½-2 spsk fiberHUSK
1 tsk vaniljeekstrakt
smør til stegning

Blend bananerne sammen med resten af ingredienserne og lad dejen hvile i 5-10 minutter, så fiberHUSK kan suge noget af væden til sig og gøre dejen mere fast. Smelt en god klat smør på en stor pande og læg fire klatter dej på panden – pas på, at de ikke rører hinanden. Steg pandekagerne på begge sider og fortsæt stegningen, indtil du ikke har mere dej tilbage. OBS – vær lidt forsigtig, når du vender pandekagerne – de er ret bløde.

Servér dine banan-kokospandekager sammen med en sukkerfri marmelade eller friske bær, hvis du er til LCHF – eller sammen med sirup eller almindelig marmelade, hvis du har det fint med sukker 🙂

Note: Lækre små morgenmadspandekager med masser af smag – og tilmed sunde! Total win 🙂

Abrikostærte samt blommetærte med mandelflager

abrikostærte, tærte, dessert, kage, abrikoser, hvedemel, mandler, mandelmel, æg, smør, fløde, rørsukker, æggeblommer, vaniljesukker, vaniljeI dag var vi til min svigermors fødselsdag, og jeg havde medbragt to tærter – en med abrikoser og kandiserede violer og en blommetærte med mandelflager. Jeg brugte den søde tærtebund, jeg tidligere har brugt i blandt andet blomme-blåbærtærten med mascarpone, og så kombinerede jeg den med en kagecreme, som jeg havde fundet inspiration til i en opskrift, jeg fandt i et supermarked for adskillelige år siden. Jeg valgte dog at simplificere kagecremen, så den passede bedre til resten af ingredienserne.

Abrikostærte
ca. 8 personer

Tærtebund:
200 g hvedemel
50 g blendede mandler eller mandelmel
100 g koldt smør
1 spsk rørsukker
1-1½ æg

Kagecreme:
2½ dl fløde
5 æggeblommer
5 spsk rørsukker
½-1 spsk vaniljesukker
1 spsk majsstivelse

Derudover:
1 dåse abrikoser
3 spsk abrikosmarmelade
kandiserede violer

Hæld ingredienserne til dejen i en skål og ælt det til en jævn dej. Stil den i køleskabet en halv times tid. Drys dernæst hvedemel på køkkenbordet og rul dejen ud. Pres forsigtigt dejen ned i et ca. 26 cm bredt tærtefad. Prik tærtebunden med en gaffel og bag tærtebunden ved 190 grader i ca. 25 minutter.

Mens tærtebunden bager, hælder du ingredienserne til kagecremen i en gryde og pisker det grundigt sammen. Varm langsomt gryden op og rør i kagecremen. Når konsistensen bliver mere fast, tager du kagecremen af komfuret og lader den afkøle.

Når tærtebunden er bagt og afkølet, smører du den med abrikosmarmelade. Derefter fordeler du den afkølede creme ud over bunden. Hæld væden fra abrikoserne og fordel dem ovenpå tærten og pynt den evt. med kandiserede violer.

Kan serveres, som den er – eller evt. med lidt creme fraiche eller vaniljeflødeskum.

blommetærte, blommer, Amaretto, tærte, dessert, kage, hvedemel, mandler, mandelmel, æg, smør, fløde, rørsukker, æggeblommer, vaniljesukker, vaniljeBlommetærten blev lavet efter næsten samme principper som abrikostærten.

Blommetærte med mandelflager
7-8 personer

Tærtebund:
– se opskrift under abrikostærte

Kagecreme:
– se opskrift under abrikostærte, men tilsæt 1 spsk Amaretto til sidst

Derudover:
ca. 350 g blommer (disse var fra froost)
3-4 spsk rørsukker
mandelflager

Når du har bagt og afkølet tærtebunden, fordeler du den afkølede creme ud over den. Rør blommerne sammen med sukkeret og lad det stå lidt. Bruger du friske blommer, kan du evt. skære dem i mindre stykker og koge dem i kort tid sammen med sukkeret, inden du fordeler det ud over tærten. Pynt med mandelflager.