Gin & tonic med citronmelisse-gin

citronmelisse-gin, gin, citronmelisseAl den sommerregn har virkelig fået vores have til at eksplodere – med krydderurter, bær og grøntsager! For halvanden uge siden tog jeg et par håndfulde af vores meget gavmilde citronmelisse og brugte den til at lave en citronmelissse-gin. Jeg prøvede et lignende eksperiment tidligere på sommeren, hvor jeg ville lave en citronmelisse-sirup til en gin & tonic, men her forsvandt citronmelisse-smagen stort set ved opvarmningen. Klidmoster anbefalede mig, at jeg i stedet brugte citronmelissen i ginnen, så det skulle jeg naturligvis afprøve.

Citronmelisse-gin

15 g frisk citronmelisse
2 dl gin

Skyl citronmelissen og put den derefter i en blender sammen med ginnen. Blend det grundigt og hæld det i en beholder, som du sætter i køleskabet. Lad det trække et par dage. Smag på din citronmelisse-gin for at vurdere, om du synes, at den er kraftig nok. Jeg lod min stå, mens vi var på ferie, så den fik over en uge (det er også grunden til den kraftige farve).

Gin & tonic med citronmelisse-gin

4 cl citronmelisse-gin
6 cl tonic
evt. lidt citronsaft
citronmelisseblade
isterninger

Bland gin og tonic i et glas. Smag evt. til med citron. Fyld isterninger og citronmelisseblade i drinken og servér den med det samme.

Note: En ret frisk og ‘urtet’ drink. Meget spændende og et sjovt bud på en ny gin & tonic-variant.

Grapedrink: Pinsesol

grapedrink, drink, grapejuice, lys rom, limoncello, rørsukker, citronmelisse, isterninger, sommerdrink, forårsdrinkVejret har været fantastisk i dag! Jeg har både nået en masse huslige pligter, fjernet ukrudt i haven og daset på et tæppe med en god bog i hånden. Det dejlige solskin inspirerede også til en solskinsdrink aka denne grapedrink, som jeg i anledning af pinsen har døbt ‘Pinsesol’. En smuk gul drink, der er frisk og læskende.

Hvis du vil have en mild udgave, nøjes du med 2 cl af hhv. rom og limoncello, men må din grapedrink gerne ‘bide’ lidt i form af en mere tydelig spiritussmag, så brug 3 cl af hver spiritustype.

Grapedrink – Pinsesol
1 person

1½ dl kold grapejuice
1½ spsk finthakket citronmelisse
1 spsk rørsukker
2-3 cl lys rom
2-3 cl limoncello
masser af isterninger

Pynt:
en tynd citronskive
et sugerør

Put friskhakket citronmelisse og rørsukker i en morter og knus bladene grundigt, så citronmelisse-smagen lettere kan frigives, når du skal shake din grapedrink. Hæld rørsukker + citronmelisse i en shaker sammen med grapejuice, rom, limoncello og en håndfuld isterninger. Ryst indholdet grundigt. Find et højt glas frem og hæld godt med isterninger i. Hæld din grapedrink gennem en finmasket si og over i glasset.

Pynt glasset med en citronskive og et sugerør og nyd din grapedrink på terrassen i det smukke solskin.

Note: Det er en frisk og dejlig grapedrink, hvor grapens skarphed er blevet dæmpet lidt af sukkeret og har fået en mere rund smag. Drinken er dog ikke så sød, så syrligheden helt er forsvundet, men ønsker du lidt mere sødme, tilsætter du blot lidt mere sukker.

morter, rørsukker, citronmelisse

Citronmelissesorbet

citronmelissesorbet, citronmelisse, sorbet, æg, æggehvider, is, dessert, sukkersirup, rørsukkerMånedens is-benspænd giver jo også anledning til at være kreativ, så selvfølgelig eksperimenterer jeg også med at lave sjove og anderledes is.

Har du nogensinde smagt is baseret på friske krydderurter? Det kan blive ret funky. Jeg har tidligere lavet en ananas-basilikum-is, men det var nu vores citronmelisse, det gik ud over denne gang, da jeg besluttede mig for at lave en citronmelissesorbet her i varmen.

Til en sorbet skal du bruge en enkel sirup, som du laver ved at koge lige dele vand og lys rørsukker ved middelvarme i ca. fem minutter. Lad siruppen køle helt ned i køleskabet, inden du bruger den.

citronmelissesorbet, citornmelisse, sorbet, is, dessert, sukkerlage, sirup Jeg tog tre dl sirup og hældte i en høj kande sammen med ca. 10 gram friske, skyllede citronmelisse-blade. Det hele blev blendet godt og grundigt, inden blandingen blev sat i køleskabet i 3-4 timer, så siruppen kunne trække citronmelissesmagen til sig.

Blandingen blev hældt igennem en finmasket si, og citronmelissesiruppen blev rørt sammen med en æggehvide (fra øko-æg selvfølgelig), inden det blev hældt på ismaskinen. Dette er i øvrigt en is, som du helt sikkert bør lave på en ismaskine, så du er sikker på at opnå samme, cremede konsistens.

citronmelissesorbet, citornmelisse, sorbet, is, dessert, sukkerlage, sirupIsmaskinen kørte, indtil citronmelissesiruppen var forvandlet til en blød og supercremet citronmelissesorbet.

Servér din citronmelissesorbet med lidt hakkede, ristede hasselnødder oven på.

Note: Denne citronmelissesorbet er en meget intens og sød is med masser af smag. Ovennævnte opskrift passer til tre personer, for denne skal serveres i små portioner. Skøn konsistens og spændende og frisk smag. Husk endelig at drysse nødder på – det giver lige det sidste pift!

 

Jomfruhummer med hvide asparges og avokado

jomfruhummer, skaldyr, hvidvin, hvidløg, citroner, hvide asparges, avokado, citronolivenolie, citronmelisseBare fordi månedens benspænd er mad på 30 minutter, så udelukker det ikke retter i den dyrere ende og dermed også retter, du typisk serverer i weekenden. I fredags fik vi denne enkle, sommerlige og dejlige servering, hvor jeg fik udnyttet en portion jomfruhummere, som jeg havde til overs fra skaldyrsbenspændet i maj måned.

Jomfruhummer på en bund af hvide asparges og avokado
2 personer

6 x jomfruhummer
lidt salt
1 dl hvidvin
2-3 hvidløg
citronsaft fra ½ øko-citron
1 bundt hvide asparges
1-2 avokadoer
salt og peber
2 spsk citronolivenolie
lidt citronmelisse

Tænd ovnen og sæt temperaturen på 180 grader. Hak hoved og klør af hver jomfruhummer og smid disse i en kasserolle (dette punkt vender jeg tilbage til allernederst i blogindlægget). Læg hver hummer på ryggen og brug en skarp kniv til at flække dem på langs (på undersiden). Pil forsigtigt den sorte tarmstreng ud af hver jomfruhummer, smid den ud og læg dine jomfruhummere i et ovnfast fad sammen med hvidvinen. Pres hvidløgsfeddene og fordel dem over jomfruhummerne sammen med lidt citronsaft. Sæt fadet i ovnen i 10 minutter.

Sæt en gryde over med 3-5 cm vand i bunden. Skræl imens alle asparges og knæk ‘foden’ af dem. Skær dem i stykker på ca. 5 cm længde og put dem i vandet, når det koger, sammen med lidt salt. Læg låg på og lad dem dampe i 3-4 minutter – de skal være møre og samtidig have lidt bid. Mens de damper, tager du avokadoen/avokadoerne og halverer, fjerner stenen og skærer først lodrette linjer og derefter vandrette linjer i avokadokødet, så der opstår tern. De kan hurtigt vippes ud af avokadoskallen ved hjælp af en ske. Put ternene op i en skål.

Tag gryden af komfuret og hæld vandet fra. Skyl aspargesstykkerne i lunkent vand, så temperaturen bliver slået lidt ned, uden at de bliver helt kolde, og hæld dem derefter op i skålen til avokadostykkerne. Vend dem med citronolie, salt, peber og friskhakkede citronmelisseblade. Tag fadet med jomfruhummere ud af ovnen og servér begge ting med det samme.

Tilberedningstid: 19 minutter.

Note: Retten er dejlig enkel, men har du ikke erfaring med at tilberede jomfruhummer, er det muligt, at det vil tage dig lidt længere tid. Det er samtidig en ret, hvor de hvide asparges får masser af albuerum og den milde smag går fint sammen med jomfruhummerne.

Når retten er spist, tager du resterne fra skallerne og putter dem i kasserollen med hovederne og kløerne fra jomfruhummerne. Put lidt grøntsager i – for eksempel skalotteløg, porrer eller lignende – samt en sjat hvidvin og vand, indtil det dækker skallerne, og lad det så stå og simre i en time eller mere, indtil du har kogt en intens fond på jomfruhummerskallerne. den fond kan du meget passende fryse ned og bruge en anden dag, når du vil lave jomfruhummersuppe.

Jordbærkage med hvid chokoladecreme

jordbærkage med hvid chokoladecreme, jordbærkage, hvid chokoladecreme, jordbær, kage, hvid chokolade, dessert, citronmelisse, rabarbersaft, rabarber, fløde, vanilje, rørsukker, vaniljesukker, smør, æg, bagepulver, fuldkornshvedemel, hvedemel, chokoladecreme, kardemomme, chokolade, mørk chokoladeSå kom de danske jordbær endelig! Nu har jeg vansmægtet efter jordbær i flere måneder, så det var dejligt at kunne sætte tænderne i et saftigt rødt bær i går, da jeg fremtryllede denne jordbærkage til vores gæster. Og jeg mener fremtryllede, for jeg nåede at ændre mening 117 gange mht. indholdet, mens jeg var i gang med kagen. Det gjorde dog ikke noget, for resultatet var lige, som det skulle være – en luftig, frisk og sommerlig jordbærkage.

Jordbærkage med hvid chokoladecreme
4-6 personer

Bund:
100 g rørsukker
100 g blødt smør
2 æg
1½ tsk bagepulver
1½ tsk vaniljesukker
1 dl fuldkornshvedemel
1½ dl hvedemel

Chokoladecreme:
150 g god hvid chokolade – jeg brugte Ivoire Valrhona
1 dl piskefløde
½ tsk kardemomme

Pynt:
150 g danske jordbær
friske citronmelisseblade
et par spsk rabarbersaft
et lille frys meget finthakket mørk chokolade

Sukker og smør røres let og cremet. Æggene røres i et af gangen. Bland bagepulver, vaniljesukker og de to slags mel i en anden skål og rør det lidt efter lidt i æggemassen. Tag en form på ca. 18 cm i bredden, smør den grundigt og fordel dejen i den. Bag bunden ved 180 grade ri ca. 25 minutter – tjek med en tynd træpind, om bunden er gennembagt. Tag den derefter ud og lad den køle af i ca. fem minutter, inden du forsigtigt vipper den ud af formen og lader den køle helt af.

Pisk fløden til en let skum. Hak chokoladen og smelt den forsigtigt over vandbad. Lad den køle af, så den stadig er flydende, men koldere end spidsen af din lillefinger. Vend flødeskummet i chokoladen.

Læg bunden på et fad og drys kardemomme over. Fordel cremen i et tykt lag og pynt din jordbærkage med halverede jordbær og friske citronmelisseblade. Hæld forsigtigt rabarbersaften ud over bærrene og drys evt. med ultrafinthakket mørk chokolade.

Note: Jeg var meget spændt på bunden til denne jordbærkage, for jeg var bange for, at jeg havde brugt for meget mel, og at kagen ville blive alt for tung, men heldigvis tog jeg fejl – bunden blev meget luftig og lækker, og cremen og jordbærrene gik rigtig fint sammen. Jeg er ikke så god til kombinationen af mørk chokolade og jordbær, men hvid chokolade og jordbær er total win i min verden! Og hvis det skal være, så må du for min skyld gerne smøre bunden af denne jordbærkage med et tyndt lag mørk chokolade, inden du lægger den hvide chokoladecreme på – det vil også fungere rigtig godt.