Frosé – slush ice for voksne!

frosé, rosé, vindrink, vin, drink, lyserød drink, jordbær, rørsukker, citronsaft, sommerdrinkFrosé var superpopulært i New York sidste år, men af en eller anden grund nåede drinken ikke for alvor til Danmark – måske på grund af det kedelige sommervejr, vi havde. Jeg havde egentlig tænkt mig at prøve at lave det sidste år men droppede det – igen på grund af vejret. Nu kan jeg dog ikke vente længere, så i weekenden lavede vi frosé til vores gæster.

Og hvad er frosé så? Lidt flabet kan man vel kalde det slush ice for voksne. Det er rosévin, der er frosset ned, rørt til små isflager og blandet med jordbærsirup. Jeg har set en del varianter på nettet, som jeg skelede lidt til, men der var ingen specifik, jeg fulgte, da jeg gik i gang med at lege i køkkenet.

Frosé
4-5 personer

1 flaske god kraftig rosé
150 g jordbær
1 dl vand
2 dl rørsukker
citronsaft

Hæld roséen i en flad plastikboks og put den derefter i fryseren i mindst seks timer. Rens jordbærrene og hæld dem i en gryde sammen med vand og rørsukker. Varm det op og lad det simre i fem minutter. Køl det derefter af og si det. Tag bærrene fra – dem kan du bruge som topping på morgenmadsyoghurten eller oven på en god vaniljeis. Riv den frosné rosé med en gaffel. Den er ikke helt stivfrossen, da alkoholen sørger for, at vinen ikke kan fryse helt. Rør derefter1½ dl jordbærsirup i vinen og smag så til med citronsaft. Jeg brugte ca. ½ dl. Put plastbøtten i fryseren igen i et par timer.

Smag på din frosé igen. Er den ikke sød nok, kan du røre lidt mere jordbærsirup i. Fordel din frosé i rødvinsglas og pynt med lidt rosenblade eller friske jordbær. Servér den med det samme.

Note: Frosé er jo en meget smuk drink, og den smager også skønt. Alkoholen er tydelig i smagen, men den har også en dejlig sødme kombineret med friskheden fra både rosé og citronsaft.

frosé, rosé, vindrink, vin, drink, lyserød drink, jordbær, rørsukker, citronsaft, sommerdrink

Simpel Star Wars kage

simpel star wars kage, kage, dessert, citronmåne, citroner, hvedemel, æg, rørsukker, marcipan, hvid chokolade, fløde, fondantI weekenden medbragte jeg denne Star Wars kage til min mindste nevøs fødselsdag. Han havde specifikt ønsket sig en Star Wars kage, men jeg var dels udfordret af ikke at have så meget tid samt af, at han kun er 6 år og derfor ikke nødvendigvis kender Star Wars-universet så godt. Men jeg ved, at han godt lide, at der indgår skrift på udsmykningen af kagen – se blot bogstavkagen og Minions-kagen – så jeg skrev naturligvis Star Wars på kagen med farvet fondant, og så formede jeg en droid af romkugler og fondant samt lavede nogle små starfighters i grå fondant.

Til denne Star Wars kage skal du bruge:

En citronmåne (bagt i springform på ca. 28 cm i diameter)
Hvid chokoladecreme
Citronsirup
Smørcreme

Pynt:
400-500 g sort fondant
150 g hvid fondant
Gul, orange og sort fondantfarve
Romkugler som fyld til droiden (den kan dog også laves af ren fondant)
Lidt ståltråd som de små rumskibe kan monteres på

Hvid chokoladecreme
150 g hvid chokolade
1½ dl fløde

Hak chokoladen og hæld den i en ildfast skål. Varm fløden op til kogepunktet og hæld over chokoladen. Rør det rundt, indtil chokoladen er opløst, og stil så skålen i køleskabet i mindst fem timer. Lige inden, den skal bruges, tager du skålen ud af køleskabet og pisker chokoladen, indtil den bliver til en cremet masse.

Citronsirup
1 dl rørsukker
½ dl vand
Saften og den revne skal fra 1 øko-citron

Hæld alle ingredienserne i en kasserolle og varm det op. Når sukkeret er smeltet, lader du det simre et par minutter, inden du tager kasserollen af varmen og lader siruppen køle af.

Smørcreme
100 g smør
50 g flormelis
½ tsk vaniljepulver

Pisk ingredienserne sammen til en jævn smørcreme.

Gør din Star Wars kage klar!

Læg citronmånen på et fad og flæk den. Dryp den nederste del af citronmånen med citronsirup (du får nok noget til overs – det kan du bruge til andre desserter eller oven på morgenyoghurten). Smør derefter chokoladecremen ud over og læg den anden halvdel af citronmånen oven på. Smør overfladen og siderne med smørcreme.

Rul den sorte fondant ud og dæk kagen med den. Skær kanten af – sørg for, at du ikke skærer for tæt på selve kagen, a fondanten ’krymper’ lidt. Skub forsigtigt fondanten tæt omkring foden af kagen – enten med fingerspidserne eller en spisekniv.

Så er det tid til at forme pynten. Jeg kan anbefale at printe Star Wars-bogstaverne, klippe dem til og derefter lægge dem oven på den farvede fondant, så de er lette at skære efter.

Rumskibene er lavet af to små trekantede stykker fondant, der er sat på ståltråd og derefter stukket ned i kagen.

Og så er der den lille droid. Her overtrak jeg to romkugler med hvid fondant (du får dog et pænere resultat, hvis du laver kuglerne af ren fondant, da de er lettere at gøre helt glatte). Derefter blev de pyntet med orange cirkler, grå prikker (der blev ’ridset’ lidt mønster i) samt en kagetusch, der blev brugt til de mindste tegninger på droiden.

Stegt fisk med spelt og citronsmør

stegt fisk med tallerkensmækkere, spelt, citroner, smør, squashHalløjsa – så kom der stegt fisk på tallerkenen igen! Denne hverdagsret blev pimpet op med tallerkensmækkere – både bladene og en enkelt blomst, for maden må jo også gerne være præsentabel, selvom det ‘bare’ er en almindelig hverdagsaften 🙂

Stegt fisk med tallerkensmækkere og citronsmør
2 personer

4-6 tallerkensmækker-blade
2 fiskefileter – jeg brugte små tykke rødspættefileter
1 dl rugmel eller speltmel
salt og peber
smør til stegning

2 dl spelt
½ squash
25 g smør
skallen fra ½ økocitron

Derudover: Et par tallerkensmækker-blomster

Start med at koge spelten i letsaltet vand ud fra anvisningerne på pakken. Når spelten er kogt færdig, hælder du vandet over i et dybt fad, hvor du har lagt tallerkensmækkerne. Ved at give dem en hurtig skoldning, sørger du for at fjerne noget af den bitre smag. Tag dem op af vandet med en hulske, så snart de er bløde.

Skær squashen i små tern og vend dem i spelten. Fordel blandingen på to tallerkner og læg tallerkensmækkere oven på.

Drys fiskefileterne med salt og peber og vend dem i mel. Smelt smør på en pande og steg fileterne et par minutter på hver side, så de bliver gyldne. Læg et stykke stegt fisk på hver tallerken. Smelt smørret i en kasserolle ved mediumvarme. Så snart det er smeltet, tager du kasserollen af og rører citronskallen i. Hæld citronsmørret ud over fisk og spelt og pynt med en blomst.

Serveres med det samme.

Note: En ganske enkel og sommerlig måde at få stegt fisk på. Vær opmærksom på, at portionerne ikke er voldsomt store i denne opskrift, så har du en god appetit – eller der er andre i husstanden, der har – så skru gerne 50% op for mængderne af spelt, squash og fisk.

Mild fiskerilette

fiskerilette, rilette, fisk, kulmule, kulmulefilet, mayonnaise, citroner, bronzefennikelDenne fiskerilette blev serveret som forret her i weekenden, men den kan også sagtens bruges som pålæg til frokostbordet. Det kom på bordet, da vi havde gæster på besøg, og de skulle selvfølgelig trakteres med god mad. Jeg havde spurgt inden, om der var noget, de ikke kunne tåle, og det var der heldigvis ikke, men et par af dem var lidt fiskeskeptiske. De kom dog også til at sige, at jeg sikkert kunne finde på noget spændende, så jeg skulle endelig slå mig løs – så det gjorde jeg!

Denne fiskerilette laves på hvid fisk. Jeg brugte kulmulefilet, men du kan også bruge andre typer milde hvide fisk. Den er i øvrigt inspireret af den torskesalat, jeg ofte serverer til vores julefrokoster.

Fiskerilette

500 g hvid fisk – jeg brugte kulmulefilet
3-4 spsk god mayonnaise – gerne Helmanns
3 spsk frisk bronzefennikel
fintrevet skal og saft fra ½ øko-citron
salt og peber

Hæld vand i en lille kasserolle og bring det i kog. Læg fisken i kasserollen og lad den koge, indtil den er mør – det tager ca. ti minutter. Tag fisken op. OBS – du kan eventuelt lade vandet koge videre og tilsætte lidt forskellige grøntsager, så du får en god fiskebouillon.

Pil forsigtigt skindet af kulmulefileten og lad derefter fiskekødet afkøle. Fjern eventuelle fiskeben og mos dernæst fiskekødet med en gaffel. Rør mayonnaise, friskhakket bronzefennikel samt citronskal og -saft i. Smag til med salt og peber og lad din fiskerilette trække i køleskabet i mindst en time.

Servér din fiskerilette på hvedebrød – gerne pyntet med lidt bronzefennikel og måske en lille spiselig hornviol?

Note: Mild og dejlig fiskerilette, som jeg også fik lokket et par fiskeskeptiske venner til at prøve. Riletten får først og fremmest smag fra bronzefennikelen samt citronen og er et godt bud til en forret eller som pålæg til frokostbordet.

Orange Dream – appelsindrink

orange dream, appelsindrink, drink, frugt, appelsiner, citroner, Aperol, Cointreau, vodka, appelsinjuiceJeg må indrømme, at jeg er pænt træt af det kolde forår, så i ren protest mixede jeg denne appelsindrink her til aften! Så var der også noget dejligt at nippe til, mens jeg bagte hveder.

Orange Dream er en sød appelsindrink med et letbittert strejf. Hvis du ønsker lidt mere bitterhed, så skær lidt ned på appelsinjuicen eller hæld lidt mere Aperol i.

Orange Dream – appelsindrink
1 drink

3 cl Aperol
2 cl Cointreau
3 cl vodka
4 cl appelsinjuice
2 cl friskpresset citronsaft
1 æggehvide
et par håndfulde isterninger
en appelsinskive

Hæld alle ingredienser undtagen appelsinskiven i en shaker og ryst den grundigt. Hæld appelsindrinken i et lille vinglas (uden isterninger) og put appelsinskiven i. Stik evt. en lille festlig drinkparaply i appelsinskiven og servér drinken med det samme.

Note: Dejlig sødmefuld appelsindrink med et letbittert strejf. Smagen er rimelig mild – især når man tænker på alkoholmængden, så vær opmærksom på det, hvis du serverer den for gæster, der skal køre hjem.