Æblebrød med nødder

æblebrød, brød, morgenmad, brunch, hvedemel, gær, æbler, fuldkornsmel, rosiner, havregryn, rosinerDette æblebrød opstod i weekenden, da jeg skulle bruge en masse æbler. Det drysser med æbler for tiden – blandt andet fra naboens æbletræ, hvor en af grenene læner sig ind over vores have og truer med at knække af. Vi har derfor masser af umodne æbler på lager, da vi blev nødt til at plukke en del, så grenen ikke knækkede. Men hvad gør man så med dem? Jeg kogte en portion æblesaft, og så havde jeg en masse kogte æbler til overs. Nogle af dem brugte jeg som topping på morgenyoghurten, men jeg brugte også nogle af dem til dette saftige æblebrød, som egner sig fortrinligt som morgenmad. Du kan overveje at pimpe det yderligere med lidt kanel, hvis du gerne vil have lidt kraftigere og sødere smag.

Æblebrød med nødder

4 dl vand, håndvarmt
25 g gær
½ spsk salt
4 dl kogte æblestykker – for eksempel fra æblesaftproduktion
2 dl havregryn
1½ dl hakkede hasselnødder
1½ dl rosiner
2 dl fuldkornsmel
ca. 5½ dl hvedemel

Hæld vandet i en stor skål og rør gæren ud i det. Tilsæt salt, havregryn, æblestykker, nødder og rosiner og rør godt rundt. Tilsæt melet lidt efter lidt og rør grundigt med en grydeske. Dejen skal være ret blød og fugtig, så det kan anbefales at bruge ske i stedet for hænder, når dejen røres sammen. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve til dobbelt størrelse – det tager ca. en time. Vip dejen ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Dyp håndfladerne i mel og brug dem til at trykke dejen ud – den vil fylde ca. tre-fjerdedele af bagepladen. Put dit æblebrød i ovnen ved 220 grader og bag det i ca. 20-25 minutter.

Spis dit æblebrød til morgenmad eller som en hurtig eftermiddagssnack.

Note: Lækkert blødt og saftigt æblebrød, som jeg nyder at bruge til en morgen-ostemad. Du kan evt. bruge müsli i stedet for havregryn/nødder/rosiner.

Hjemmelavet tykmælk

hjemmelavet tykmælk, morgenmad, brunch, sødmælk, fløde, kærnemælkJeg spiser ofte yoghurt eller tykmælk om morgenen – helst toppet med noget frisk frugt. Med benspændet ‘surmælksprodukter’ for denne måned så ville det jo være underligt, hvis jeg ikke også bloggede lidt morgenmadsforslag.

For et par år siden så jeg en udsendelse, hvor Camilla Plum lavede tykmælk, og allerede der tænkte jeg, at det måtte jeg prøve på et tidspunkt. Den anden dag faldt jeg så over en meget let opskrift hos Maden i mit liv, og så var der ingen undskyldning længere.

Det er vigtigt, at du bruger økologiske produkter, og at de er så friske som muligt (først og fremmest kærnemælken), så der er masser af aktive mælkesyrebakterier, der kan forvandle ingredienserne til en god tykmælk.

Hjemmelavet tykmælk
2-3 portioner

1/2 liter økologisk sødmælk
1/2 dl økologisk fløde
1/2 dl økologisk kærnemælk, så frisk som muligt

Hæld mælk og fløde i en lille gryde og varm det op, indtil det er på grænsen til at koge. Tag gryden af og lad det køle af, indtil det har samme temperatur som spidsen af din lillefinger. Rør kærnemælken i og hæld det i to til tre skåle. Dæk skålene med husholdningsfilm og stil dem et lunt sted til næste dag. Nyd dem med lidt sirup – i dette tilfælde æblesirup (og det er derfor, at overfladen er lidt marmoreret) – og lidt frugt eller bær oven på.

Note: Jeg blev meget positivt overrasket over smagen – meget lækker og knapt så syrlig som tykmælk ellers godt kan være. Jeg fik også lokket gemalen til at prøve, og han er ellers ret konservativ mht. morgenmadsprodukter.

Det er ikke kun yoghurt og tykmælk, du kan bruge til morgenmaden – den anden dag eksperimenterede jeg med at bruge en lille portion kefir sammen med lidt vaniljesyltede abrikoser (ikke den sundeste morgenmad, men så kan du jo gnaske et æble bagefter) – det kan også anbefales!

Arme riddere

Nu er det atter tid til et par morgenmadsprojekter! I sidste uge lavede gemalen arme riddere, som blev serveret med friske kirsebær til. Han havde igen fat i noget fuldkornstoastbrød, som først blev dyppet i en blanding bestående af mælk og æg pisket sammen og dernæst stegt på en tør pande. Brødene blev drysset med kanelsukker inden servering.

I søndags blev jeg så involveret lidt i morgenprojektet, da jeg fik lov til at assistere ved bagningen af tebirkes. Det var helt traditionelle tebirkes uden remonce eller københavnere i (!), og opskriften havde han fundet hos Alletiders Kogebog. Den var ret let at gå ud fra, men gav dog færre tebirkes, end der stod i teksten.

Croque Madame og luksus-müsli

Croque Madame, morgenmad, brunch, sennep, dijonsennep, creme fraiche, ost, skinke, toastbrød, smør, spejlæg, ægSå er det tid til at vise endnu et par af gemalens morgenmadseksperimenter. Den øverste servering er en Croque Madame. Han brugte fuldkornstoastbrød, så det både var sundere og smagte bedre (almindeligt toastbrød er så skingrende uinteressant), og fyldet bestod af stærk sennep, creme fraiche, revet ost, lidt smør og et par skiver skinke. Når toasten er lagt sammen, steges den på en pande, indtil den er gylden, og fyldet er flydende. Den serveres med et spejlæg på toppen – og en overskåret frisk tomat.

Det nederste billede viser en anden klassisk morgenmadstype – yoghurt med müsli. Her er det dog en luksusudgave, hvor vaniljeyoghurten er toppet med en hjemmelavet müsli lavet af havregryns- og rugflager samt mandler, der er ristet i rørsukker på en pande. Ved serveringen er der også drysset lidt hakket mørk chokolade på.

müsli, morgenmad, brunch, havregryn, rugflager, mandler, nødder, rørsukker

Pandekager med bananskiver

bananpandekager, pandekager, morgenmad, brunch, dessert, kage, æg, bagepulver, vaniljesukker, rørsukker, speltmel, bananerJeg plejer at holde mig til frugt, yoghurt/A38 og evt. en grovbolle med ost sådan en hverdagsmorgen, men i går fandt jeg pludselig ud af, at jeg ville bage pandekager! Jeg har for nylig set bloggen Rukiyebenli anbefale at lægge bananskiver oven på pandekagen under bagningen, og det ville jeg også prøve – så kunne jeg også udrydde de ret modne frugter i frugtskålen.

Bananpandekager
4 stk

2 æg
1 dl vand
1 tsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
lidt salt
speltmel
3 meget modne bananer

Pisk og vand sammen. Tilsæt resten af tørstofferne – melet til sidst og lidt ad gangen – indtil du har en tyktflydende dej. Put lidt smør på en pande og hæld dej på, så det fylder panden halvt ud. Skær bananerne i skiver og dæk pandekagen med dem, mens overfladen stadig er fugtig. Vend forsigtigt pandekagen og steg den, indtil bananskiverne er blevet gyldne.

Serveres med sirup til.

Note: nu er jeg normalt ikke til banan i bagværk, men disse pandekager smagte nu ret godt og mættede også en del – jeg kunne spise to. Jeg brugte en hjemmelavet ahornsirup, som jeg har fået af NYBH, og den smagte umådelig godt – mild, blid og sød uden at blive for sukret.

Og nu skal der laves frokost, for vi får snart gæster… hav en god lørdag!