Grillet rodfrugtsfad

rodfrugtsfad, rodfrugter, gulerødder, kartofler, græskar, brombær, rosmarin, hasselnødder, flødeI weekenden hev jeg atter grillen frem, for det var tid til at grille kylling og rodfrugtsfad! Efter en horribel dårlig grillsommer så har jeg er i gang med et lille oprør og prøver at få brugt grillen lidt mere her i løbet af efteråret. Hvem ved – måske husker jeg også at få den brugt i løbet af vinteren? (medmindre der kommer rå mængder af sne – så står den altså på simreretter på komfuret i stedet!).

Jeg brugte følgende køkkenredskaber:
– 1 mellemstort spækbræt
– en mellemstor kniv
– et ildfast fad til rodfrugterne
– en kyllingeholder til kyllingen, da den skulle på grillen (kan undlades)

Grillet kylling
4 personer

1 kylling – gerne frilands- eller øko
olivenolie
salt og peber

For at spare på opvasken valgte jeg at åbne emballagen på kyllingen forsigtigt, gnide den (altså kyllingen)med salt og peber og derefter gnubbe den med olie. Så fik den lov til at ligge i emballagen, mens grillen blev varmet op til 200 grader, og kyllingen fik derefter en time ved indirekte varme i den lukkede grill.

Grillet rodfrugtsfad
2 personer

olie til at smøre fadet
300-400 g rensede rodfrugter – jeg brugte øko-gulerødder og søde kartofler
300 g hokkaidogræskar skåret i tern
ca. 1 spsk frisk rosmarin
en håndfuld hasselnødder, grofthakkede
2 dl brombær
salt og peber
1-1½ dl fløde

Da kyllingen var sat over, var det tid til at gøre mit rodfrugtsfad klar. Smør fadet med olie og vask derefter grøntsagerne grundigt. Gulerødderne skar jeg derefter ud i tern, mens jeg skrællede kartoflerne forsigtigt med kniven (dette kan dog undlades). Skær græskarret i tern på samme størrelse og rod grøntsagerne sammen i fadet. Fordel rosmarin, salt, peber, hasselnødder og brombær ud over grøntsagerne og stil det så på grillen, så det får ca. 45 minutter. Kig til dit rodfrugtsfad, når der mangler fem minutter, og hæld så fløden ud over grøntsagerne. Vent fem minutter og tjek så, om grøntsagerne er møre. Giv dem eventuelt lidt længere tid, hvis du ikke synes, de er møre nok.

Servér dit rodfrugtsfad og kylling sammen.

Note: Jeg kunne virkelig godt lide kombinationen af rodfrugterne, det søde græskar og de mørke brombær, der fik et frisk pift fra rosmarinen og en god, rund smag på grund af fløden. Øj, sikke en efterårsret! Dette rodfrugtsfad kan naturligvis også tilberedes i ovnen, og det tager ca. lige så lang tid som på grillen.

Smoothie bowl med brombær

smoothie bowl, brombær, mælk, banan, mandler, honning, vaniljeJeg er kommet godt i gang med månedens blende-benspænd, og første eksperiment blev denne smoothie bowl. Og hvad er en smoothie bowl så? I bund og grund en fyldig smoothie serveret i en skål og gerne med drys oven på. Nu elsker jeg smoothies og bruger det gerne som morgenmad (dog mest om sommeren). Jeg laver dem altid ret fyldige, så en smoothie bowl måtte da være lige noget for mig.

Jeg kiggede i fryseren og fandt lidt hjemmeplukkede brombær frem. Du kan dog sagtens lave smoothie bowl med andre bær – ja, faktisk vil jeg anbefale dig at tjekke min smoothie-kategori, hvor jeg har en del forskellige smoothie-versioner.

Drysset blev til lidt mandler, græskarkerner og sorte sesamfrø. Jeg var dog ikke så vild med græskarkernerne, så en anden gang udelader jeg dem – eller kombinerer eventuelt min smoothie bowl med denne hjemmelavede müsli.

Smoothie bowl med brombær
1 person

100 g frosne brombær
1½-2 dl mælk
½ lille banan
½ tsk vaniljepulver
evt. 1 spsk honning

Topping:
Ristede mandler, hakkede
evt. græskarkerner og sorte sesamfrø

Hæld brombær, mælk, banan og lidt vaniljepulver i en blender. Du kan selvfølgelig også hælde det i en høj beholder og finde stavblenderen frem. Blend det til en ensartet smoothie og smag til med honning.

Hæld smoothien i en skål og drys lidt topping på – og spis den med det samme.

Note: Mmmm! Det er nu godt med sådan et solidt skud brombær her om vinteren – lige hvad jeg trængte til! Som sagt kan du også sagtens lave smoothie bowl med andre typer bær, så smut bare ud i køkkenet og leg dig frem til din yndlingsudgave.

Sønderjysk rugbrødslagkage

rugbrødslagkage, lagkage, kage, dessert, rugbrød, mørk farin, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, hasselnødder, fløde, vanilje, solbærsyltetøj, solbær, brombær, mørk chokoladeJeg er absolut ikke færdig med Sønderjylland i forbindelse med mit egnsret-benspænd, for jeg kom søreme til at lave denne dejlige rugbrødslagkage tidligere på måneden! En rigtig saftig og dejlig lagkage fyldt med syltetøj og flødeskum.

Jeg har set en del forskellige opskrifter på rugbrødslagkage men har ikke fulgt en bestemt. Traditionelt set skal der bruges solbærsyltetøj i en rugbrødslagkage, men jeg tillod mig at bruge brombærmarmelade, for jeg var løbet tør for både solbærsyltetøj og solbær, og det nærmeste supermarked havde ingen af delene.

Rugbrødslagkage
ca. 10 personer

Lagkagebunde:
5 æg
150 g mørkt rugbrød, revet eller finthakket
150 g mørk farin
2 spsk kakaopulver
1 spsk hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g hasselnødder, finthakket
et lille knips salt
smør til formen

Fyld:
3½ dl fløde
1 tsk vaniljepulver
solbærsyltetøj eller brombærsyltetøj
ca. 75 g mørk chokolade, hakket
evt. friske bær

Del æggene i hvider og blommer, så æggehviderne er i én skål og æggeblommerne i en anden. Pisk æggeblommerne med mørk farin, indtil det bliver luftigt og skummende. Pisk derefter rugbrødskrummer, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, salt samt hakkede nødder i. Pisk æggehviderne stive og vend dem med nænsom hånd i kagedejen. Tag en springform på ca. 24 cm i diameter og smør den grundigt i siderne (vil du lave en rugbrødslagkage med tre lag, skal du i stedet bruge en springform på 20 cm i diameter). Klip et stykke bagepapir til og læg det i bunden af formen. Hæld dejen i formen og bag den i ovnen ved 180 grader i 35-45 minutter. Stik i kagen med en tynd træpind for at tjekke, om den har fået nok. Hvis der ikke hænger kagedej ved, når du trækker pinden ud, er den færdigbagt. Tag springformen ud af ovnen og lad den køle lidt af, inden du fjerner springformens ring. Stil derefter den bagte lagkagebund på køl i et par timer, så den kan samle sig. Det gør den lettere at skære ud.

Nu er det tid til at samle din rugbrødslagkage. Flæk lagkagebunden vandret, så du får to lige store lagkagebunde. Læg den ene på et lagkagefad og smør en gavmild mængde syltetøj ud over. Pisk fløden til skum sammen med vanilje og fordel halvdelen ud over bunden. Læg den anden lagkagebund oven på. Du kan evt. smøre mere syltetøj på, men du kan også gøre som jeg og holde dig til at fordele resten af flødeskummet ud over den. Drys godt med hakket chokolade over og pynt gerne med nogle bær. Jeg brugte friske hindbær fra haven.

Servér din rugbrødslagkage med det samme, eller – hvis du er i god tid – dagen efter, hvor den smager endnu mere fantastisk.

Note: Jeg er ikke så meget til klassiske lagkage, men denne sønderjyske rugbrødslagkage vandt mit hjerte. En saftig og lækker lagkage, der både har dybde i smagen, der holdes i skak af flødeskummet, så kagen ikke bliver for kraftig. Jeg serverede min rugbrødslagkage samme dag, jeg havde lagt den sammen, men da der var rester, fik jeg også mulighed for at smage den dagen efter, og der er den endnu bedre! Mit råd er derfor, at du sørger for at lægge din rugbrødslagkage sammen dagen inden, du vil servere den.

rugbrødslagkage, lagkage, kage, dessert, rugbrød, mørk farin, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, hasselnødder, fløde, vanilje, solbærsyltetøj, solbær, brombær, mørk chokoladeSådan ser bunden ud, når den er færdigbagt.

Minilagkage med marengs og sommerbær

minilagkage, lagkage, marengslagkage, marengs, rørsukker, æg, dessert, blåbær, ribs, brombær, hindbær, fløde, dessert, sommerdessertI torsdags havde jeg besøg af Bedstevennen, og udover en indisk ret, som jeg vil blogge om i næste uge, så fik han også en minilagkage! Ok, det gjorde gemalen og jeg også. Jeg lavede tre stk. minilagkage ud fra nedenstående opskrift. Vil du lave en mindre udgave med kun to lag, rækker denne dessert til fire personer.

Jeg brugte en kombination af ribs, blåbær og brombær samt lidt jordbærsirup, men du kan også bruge hindbær, jordbær eller solbær. Eller stikkelsbær. Bare brug dine yndlingsbær og vær opmærksom på både at bruge nogle søde og nogle syrlige.

Minilagkage med marengs og sommerbær
3-4 personer

Marengsbunde:
100 g rørsukker
2 æggehvider
½ tsk vaniljepulver

Fyld:
2 dl fløde
2-3 dl friske bær – jeg brugte blåbær, brombær og ribs
lidt frugtsirup – for eksempel jordbærsirup

Start med at bage marengs. Her pisker du æggehviderne helt stive, inden du tilsætter halvdelen af sukkeret. Pisk det grundigt, inden du tilsætter resten af sukkeret samt vaniljepulver. Pisk det, indtil sukkeret er opløst, og du har fået en god, sej marengsmasse. Hæld marengsmassen på en sprøjtepose. Tag et stykke bagepapir og tegn 9 cirkler på det. Cirklerne skal være ca. 8 i diameter og ikke være for tæt på hinanden. Vend papiret om, så stregen fra den blyant eller kuglepen, du har tegnet med, vender ned mod selve bagepladen. Derefter bruger du sprøjteposen til at fordele marengsmassen, så du får 9 flade marengsbunde.

Bag dem ved 100 grader i 65-75 minutter. Hold øje med dem – de må ikke tage farve.

marengs, rørsukker, æg, dessertLad dine marengsbunde køle helt af, inden du forsigtigt lirker dem af bagepapiret.

Så er der tid til at samle din minilagkage – eller rettere minilagkager.

Pisk fløden til skum og læg marengsbundene sammen med et lag flødeskum, lidt bærsirup samt friske bær mellem hvert lag. Drys godt med bær på toppen og servér din minilagkage med det samme.

Note: Mmmm… sådan en minilagkage med friske sommerbær er nu godt! En god kombination af søde og syrlige bær samt fløjlsblød flødeskum og sprød, sød og sej marengs. Så er der sommer på bordet 🙂

minilagkage, lagkage, marengslagkage, marengs, rørsukker, æg, dessert, blåbær, ribs, brombær, hindbær, fløde, dessert, sommerdessert

Brombær-cheesecake

Jeg havde fødselsdag for et par dage siden, og det skulle naturligvis fejres. I første omgang tog jeg denne brombær-cheesecake med til mine meget kageglade kolleger, og den faldt heldigvis i god jord – men hvem kan ikke også lide en dejlig fløjlsblød cheesecake med bær oven på?

Min brombær-cheesecake er inspireret af den jordbær-cheesecake, jeg før har blogget om – selvfølgelig bare med brombær i stedet for jordbær. I dette tilfælde blev chokoladesmåkagerne til bunden dog udskiftet med Oreos, som en af mine kolleger havde udfordret/opfordret mig til at bruge i en kage på et tidspunkt, ligesom jeg justerede på et par af målene og tilføjede lidt citronskal til flødeostecremen.

Brombær-cheesecake
14-16 personer

Kiksebund:
275 g Oreos, hakkede
100 g blødt smør

Ostecreme:
400 g flødeost – IKKE LIGHT
5 dl fløde
2½ dl flormelis
2 tsk vaniljepulver
fintrevet skal fra ½ økocitron
7-8 blade husblas

Brombærtopping:
350 g brombær
3 dl vand
2 dl rørsukker
3 blade husblas

Læg husblassen, som du skal bruge til flødeostecremen, i blød i koldt vand. Rør de finthakkede Oreos sammen med det bløde smør til en ensartet masse. Fordel blandingen i en springform på ca. 28 cm i diameter – dæk gerne bunden af formen med bagepapir først, så det er lettere at skære kagen bagefter. Rør flødeost, flormelis, citronskal og vaniljepulver. Når husblassen har ligget i vand i ti minutter, tager du den op og klemmer let, så det overskydende vand drypper af. Smelt forsigtigt husblassen over et vandbad eller ved lav varme i mikrobølgeovnen. Når husblassen har samme temperatur som din lillefinger, kan du piske den i flødeostemassen. Pisk fløden til skum og vend det forsigtigt i flødeostecremen. Hæld blandingen over kiksene i springformen, sørg for at smøre ostecremen ud, så overfladen er helt glat, og stil kagen på køl i mindst en time.

Når du vil lave toppingen til din brombær-cheesecake, lægger du husblassen i koldt vand i ti minutter. Mos 50 g brombær i en lille kasserolle og hæld vand og sukker i. Lad det koge op, så sukkeret er opløst, og tag så gryden af varmen. Lad det køle af et par minutter, inden du tager de moste brombær fra. Dem kan du evt. røre sammen med de øvrige brombær. Opløs de bløde husblas i den varme brombærsaft og vent dernæst på, at den køler så meget af, at den har samme temperatur som spidsen af din lillefinger. Hæld et tyndt lag ud over cheesecaken og fordel derefter brombærrene ud over kagens overflade. Stil den i køleskabet en halv times tid. Tag derefter din brombær-cheesecake ud igen og varm forsigtigt brombærsaften op, så den er flydende og får samme temperatur som spidsen af din lille finger. Hæld derefter forsigtigt resten af saften ud over kagen og stil den tilbage i køleskabet, hvor den skal trække i mindst tre timer og gerne natten over.

Note: Blød og cremet brombær-cheesecake med frisk bærsmag fra brombærrene. Det er en kage, der mætter godt, så den rækker langt.

OBS – det er lidt svært at se kiksebunden ordentligt på dette billede, da kagen stadig står på bunden af springformen, men den sorte Oreosbund var rigtig flot sammen med det mørkerøde bærlag.