Varm kaneldrik til kolde aftener

kaneldrik, kanelmælk, mælk, kanel, sirup, vanilje, mørk romNu vender jeg lige tilbage til månedens kanel- og ingefærbenspænd. Forleden lavede jeg nemlig denne varme kaneldrik, da jeg havde sødmælk til overs fra risengrødskogningen lillejuleaften. Det er en drik, du kan lave med eller uden alkohol – det er helt op til dig.

Varm kaneldrik
1 person

2½ dl sødmælk
en kanelstang, 5 cm lang
en smule vaniljepulver
1 spsk sirup eller evt. honning
evt. 2-4 cl mørk rom
lidt stødt kanel som pynt

Hæld mælk, kanelstang og vanilje i en lille kasserolle og varm det langsomt op. Husk at røre det undervejs. Når mælken er på grænsen til at koge, tager du kasserollen af komfuret. Lad mælken trække smag i ti minutter, inden du tager kanelstangen op af kasserollen og varmer mælken op igen. Når mælken er lige ved at komme i kog, tager du kasserollen af. Rør ahornsirup i og evt. mørk rom, hvis du ønsker alkoholversionen af denne drik. Hæld din kaneldrik over i en kop og drys lidt kanel ovenpå.

Nyd din varme kaneldrik i sofaen og lad aftenfreden sænke sig.

Note: Denne kaneldrik er en rigtig godnatdrik – en hyggelig, krydret varm mælkedrik, der egner sig godt til en kold aften med tændte stearinlys og en god bog i hånden.

Gaffelkager med ingefær og citron

gaffelkager, rørsukker, jul, småkage, småkager, julesmåkager, ingefær, citroner, hvedemel, kokosmelJeg fandt en opskrift på gaffelkager på den svenske hjemmeside ICA, da jeg søgte efter julesmåkager til sidste års julesmåkage-benspænd. Nu er gaffelkager er nødvendigvis julesmåkager, men hvis du – som i dette tilfælde – putter godt med ingefær i, så bliver de lidt julede. Jeg syntes samtidig, at det var genialt, at de var krydret med ingefær, for det passer jo passer godt til månedens benspænd. I den oprindelige opskrift er der lime i. Det havde jeg ikke, så jeg brugte citron i stedet, ligesom jeg udskiftede havregrynene i opskriften med kokosmel, da jeg havde noget tilbage efter at have lavet Raffaellokugler til juleaften.

Gaffelkager
ca. 20 stk.

100 g blødt smør
0,75 dl rørsukker
1 dl kokosmel
2 dl hvedemel
2½ tsk stødt ingefær
lille knips salt
revet skal fra ½ øko-citron

Pisk smør og rørsukker til en let og cremet masse. Rør de resterende ingredienser i og form kugler, der størrelsesmæssigt ligger midt mellem hasselnødder og valnødder. Sæt dejkuglerne på en bagepapirbeklædt bageplade og tryk hver småkage let flad flad med fingrene, inden du giver hver kage et tryk med en gaffel. Bag dine gaffelkager ved 200 grader i 10-12 minutter og lad dem køle helt af, inden du sætter tænderne i dem.

Note: Disse gaffelkager har et frisk pift af ingefær og citron. Smagen er ikke lige så kraftig som de ingefærkager, jeg bloggede om tidligere på måneden, så hvis du foretrækker ingefærkager med mere afdæmpet smag, så prøv disse gaffelkager.

Pasta med ingefær og grønkål

pasta med ingefær, pasta, ingefær, olivenolie, grønkål, vegetar, parmesanDa jeg annoncerede mit kanel- og ingefær-benspænd for december måned, foreslog en af mine venner, at jeg skulle prøve pasta med ingefær. Den kombination kendte jeg ikke, og hun havde nok også forestillet sig en mere simpel udgave end den, jeg lavede, men jeg lod mig inspirere og lavede denne pasta med ingefær og grønkål – en fin vinter-vegetarret.

Pasta med ingefær bliver selvfølgelig ekstra lækker, hvis du bruger hjemmelavet pasta, men jeg valgte dog den lette vej den dag og brugte tørret tagliatelle fra supermarkedet.

Pasta med ingefær
2 personer

125 g tørret tagliatelle
1½-2 spsk fintrevet eller hakket ingefær
½ dl god olivenolie
½-1 dl friskrevet parmesan
2 grønkålsblade
salt og masser af friskkværnet peber

Kog pastaen i letsaltet vand. Imens finthakker du grønkålen, putter den i en skål og overhælder den med kogende vand. Lad det trække i nogle minutter. Når pastaen er kogt, skyller du den kort i håndvarmt vand og lader derefter pastaen dryppe af. Vend pastaen med ingefær, olivenolie og parmesan. Smag til med salt og masser af peber. Hæld vandet fra grønkålen og vend den i pastaen.

Servér din pasta med ingefær som den er – eller evt. med en skive brød til.

Note: Pasta med ingefær er en frisk og enkel ret. Du kan evt. udvide den med lidt hakkede mandler eller smage den til med lidt citronsaft, men den fungerer fint som vinter-vegetarret i denne version.

Ingefærshot – ingefærdrik

ingefærshot, ingefærdrik, ingefær, honning, citronerDet er mørkt, koldt og vådt udenfor, og det er årstiden for forkølelser og andet dårligskab. Jeg lavede derfor ingefærshot i weekenden – eller ingefærdrik om du vil. En heftig lille sag, der er sprængfyldt med ingefær. Der er mange myter omkring forebyggelse af forkølelse, og jeg skal ærlig talt indrømme, at jeg ikke ved, om ingefærshot gør den store forskel, men jeg tænkte, det ikke skadede at prøve.

Jeg har set mange udgaver af ingefærshot. De fleste laver det ved at presse ingefær sammen med frugt i en juicer, men sådan en maskine har jeg ikke, så jeg blendede i stedet frisk ingefær med vand og lidt citronsaft.

Ingefærshot

125 g frisk økologisk ingefær
2 dl vand
frisk saft fra to citroner
honning efter smag

Skær ingefæren i mindre stykker – du behøver ikke at skrælle den – og blend den sammen med 2 dl vand og saften fra én citron. Lad det trække natten over i køleskabet. Hæld det i en si dagen efter og pres den sidste saft ud af ingefærpulpen med en ske. Ingefærmosen kan du gemme og bruge i madlavningen – jeg viser et eksempel eller to i løbet af den kommende uge. Tilsæt mere citronsaft til ingefærsaften. Nu har du en ret kraftig ingefærshot. Du kan vælge at fortynde den yderligere med vand og/eller smage den til med honning. Jeg valgte at smage den til med honning men undlod at fortynde den med vand, så det var en kraftig vitaminindsprøjtning, der kradsede lidt.

Note: Hvis du ikke fortynder dette ingefærshot, så er det en heftig sag, men det gør ikke noget – så kan du nemlig holde dig til et lille glas eller to om dagen. Du kan også udskifte honningen med æblejuice, hvis du vil have en lidt mildere udgave og ikke ønsker at bruge honning.

Kanelkrydret okseret

kanelkrydret, simreret, okseret, oksekødsret, oksekød, kanel, appelsin, nelliker, laurbærblade, gulerødder, hvedemel, olivenolie, hvidløg, rødløgDa jeg præsenterede månedens kanel- og ingefærbenspænd, nævnte jeg, at disse krydderier sagtens kan bruges i det salte køkken, og nu bringer jeg den første på banen, nemlig en kanelkrydret okseret, som jeg serverede i weekenden. Retten er inspireret af Mellemøstens brede vifte af krydderier, men selvom en del af dem måske får folk til at tænke på julekrydderier, så smager denne langtidssimrede okseret dog ikke af jul.

Kanelkrydret okseret
4 personer

600 g oksekød i tern
1 dl hvedemel
rapsolie til stegning
1 stort rødløg – eller alm. løg
3 fed hvidløg, hakkede
skallen fra 1 øko-appelsin – kun den orange del, den hvide del skal du undgå
2 laurbærblade
3 kanelstænger, 5-7 cm lange
5 nelliker
2-3 gulerødder, skåret i mundrette stykker
6 dl vand
salt, peber og evt. lidt sukker

Vend oksekødet i mel og brun derefter kødstykkerne i olie i en dyb gryde. Tag kødet op og svits derefter rødløg og hvidløg i gryden – evt. sammen med lidt mere olie. Tilsæt gulerødderne og steg dem i et par minutter. Hæld derefter kødet tilbage i gryden sammen med ca. 6 dl vand. Put appelsinskallen i en krydderisi eller et stykke gazebind sammen med krydderierne (dog undtagen salt og peber). På den måde er det let at tage de hele krydderier op af din okseret, inden den skal serveres.

Lad din okseret simre under låg ved lav varme i ca. 3 timer. Rør i den et par gange undervejs og smag den til sidst til med salt, peber og evt. lidt sukker.

Servér din krydrede okseret sammen med ris. Jeg valgte at lave en blanding af lige dele kogte ris og letkogte grønne bønner, jeg havde skåret i mindre stykker.

Note: Fyldig, mættende okseret med masser af smagsnuancer. Kanelsmagen er ikke specielt dominerende, men ’smelter’ sammen med de andre krydderier til en spændende let sødlig smag.