Kyllingeboller med sataydip

kyllingeboller, kyllingespyd, kyllingefrikadeller, kyllingedunser, forårsløg, kylling, hakket kyllingekød, ingefær, hvidløg, soyasauce, chilisauce, sataydip, peanutbuttersauce, peanutbutterdip, peanutbutter, kokosmælk, karrypastaDa jeg valgte hakket kød som november måneds benspænd, besluttede jeg ved samme lejlighed, at jeg blandt andet skulle eksperimentere med hakket kyllingekød, for jeg havde blandt andet tænkt mig at lave kyllingeboller.

Det endte dog med at være noget af en udfordring, da jeg ikke kunne opspore hverken frilands- eller økologisk hakket kyllingekød – ikke en gang hos Irma. Jeg er ellers overbevist om, at jeg har set det hos et supermarked på et tidspunkt, så kender du et sted, hvor man kan købe det, så skriv gerne en kommentar herunder. Jeg køber stort set kun økologisk eller frilandskød, men i dette tilfælde måtte jeg gå på kompromis og købe hakket kød fra industrikyllinger. Grrr.

Nå, men tilbage til disse kyllingeboller. Jeg fik lyst til at lave asiatisk inspireret mad, for så kunne jeg samtidig bruge godt med krydderier, og det er jo altid skønt her om vinteren. Retten er derfor godt krydret uden dog at brænde. Mine kyllingeboller blev serveret med nudler lavet på sorte bønner (interessant men ikke videre spændende i smagen fandt jeg ud af), kogte blomkålsbuketter samt sataydip.

Kyllingeboller på spyd
3-4 personer

400 g hakket kyllingekød
3 fed hvidløg, presset
2-3 forårsløg, finthakkede
1 spsk frisk ingefær, finthakket
salt og peber
rapsolie til stegning

Rør kyllingekødet sammen med hvidløg, forårsløg, ingefær samt lidt salt og peber. Form farsen til små kyllingeboller – ca. på størrelse med en valnød – og steg dem i rapsolie.

Find nogle træspyd frem og stik fire kyllingeboller på hvert spyd. De kan serveres, som de er, men vil du gerne give dem lidt mere farve og smag, så prøv at lave en simpel glasering ved at røre 2 spsk soyasauce sammen med 1 spsk chilisauce og vend derefter dine kyllingeboller i det (brug en ske til at fordele glaseringen ud over dem).

sataydip, peanutbuttersauce, peanutbutterdip, peanutbutter, kokosmælk, karrypastaKyllingeboller skal selvfølgelig serveres sammen en dejlig dip, og her brugte jeg en sataydip. Den blev serveret ved stuetemperatur, men er endnu bedre, hvis du varmer den op.

Sataydip
ca. 3 personer

0,75 dl peanutbutter
3 spsk kokosmælk
1 spsk rød eller gul karrypasta
citronsaft
vand
evt. lidt salt

Rør peanutbutter, kokosmælk og karrypasta sammen. Rør vand i, til dippen får den konsistens, du vil have, og smag så til med citronsaft og salt.

Note: Kokosmælk, peanutbutter og karrypasta er en vinderkombination, og den fungerede rigtig godt sammen med de glaserede kyllingeboller.

Farserede porrer

farserede porrer, farseret porre, porrer, oksekød, kalvekød, svinekød, havregryn, æg, timian, rasp, smørDa jeg annoncerede mit benspænd med hakket kød, var der en, der foreslog, at jeg skulle lave farserede porrer, og det blev straks skrevet bag øret. Farserede porrer har jeg nemlig før overvejet at lave, men er kommet fra det igen. Nu måtte jeg hellere se at få det gjort, så i går fik vi disse farserede porrer til frokost.

Jeg skelede lidt til en opskrift fra Alletiders Kogebog, men legede lidt videre med ingredienserne. Jeg valgte at lave retten med hakket kalv og flæsk, men du kan også sagtens lave farserede porrer på hakket svinekød.

Brug gerne meget slanke porrer, så dine farserede porrer ikke bliver voldsomt store. Du finder et billede af de porrer, jeg brugte, længere nede i indlægget. Du kan dog også bruge lidt større porrer, men hold dig fra de helt store, tykke porrer.

Farserede porrer
3-4 personer

3-4 meget små porrer eller 2 mediumstore
400 g hakket kalv og flæsk – kan erstattes med hakket svinekød
1 æg
½ dl havregryn
2 tsk timian
½ dl vand
lidt salt og peber

1-1½ dl rasp
smør til stegning

Skyl porrerne, skær roden af samt den grønne top (fra der, hvor bladene begynder at dele sig). skær porrerne over, så de bliver 8-10 cm lange.

porrerKog dem i letsaltet vand i 8-10 minutter, indtil de er møre. Imens rører du farsen sammen af det hakkede kød, æg, havregryn, timian, vand, salt og peber. Drys lidt rasp ud på et stykke bagepapir. Del din fars i lige så mange dele, som du har porrestykker (i mit tilfælde seks dele). Tag en del fars og tryk det fladt ud over raspen.

farserede porrer, farseret porre, porrer, oksekød, kalvekød, svinekød, havregryn, æg, timian, rasp, smør

Læg et stykke porre ovenpå farsen og fold forsigtigt farsen omkring porren – evt. ved hjælp af bagepapiret. Tryk farsen sammen, så den lukker sammen hele vejen rundt og rul den farserede porre lidt i raspen. Gør ligeså med resten af porrestykkerne og steg derefter de farserede porrer i en god klat smør. Farserede porrer kan også steges i ovnen, hvis du vil mindske fedtmængden i retten, men det har jeg ikke prøvet.

Servér de farserede porrer. I mit tilfælde blev det med fintsnittet rød spidskål, der var krammet med lidt semistærk sennep samt rapsolie.

Note: Farserede porrer fungerer rigtig godt – ikke kun fordi raspstegte ting har en tendens til at smage godt, men også fordi den kogte porre giver en dejlig saftighed til retten.

Stor kødpie med krydderier

pie, kødpie, tærte, madtærte, kødtærte, oksekød, svinekød, løg, chili, cayennepeber, hytteost, timian, hvidløg, svampe, champignons, ægDenne kødpie serverede jeg tidligere på ugen, da jeg havde gæster lige efter arbejde. Mit benspænd med hakket kød er jo perfekt, når der skal laves mad til mange mennesker på én gang, og i dette tilfælde kunne jeg lave maden dagen før, så den blot skulle varmes, da jeg kom hjem fra arbejde. Pien er let at lave og fylder en hel bradepande, så du skal ikke bakse med flere tærtefade.

Jeg brugte hakket kalv og flæsk i denne kødpie, men du kan selvfølgelig også bruge andre former for hakket kød, ligesom du også sagtens kan putte flere grøntsager i din pie.

Stor kødpie med krydderier
7-8 personer

Tærtedej:
2½ dl fuldkornshvedemel
4 dl hvedemel
200 g smør
lidt salt
1 æg
ca. ½ dl vand

Fyld:
600 g hakket kalv og flæsk
1 stort løg, hakket
3 fed hvidløg, hakket
250 g champignons, hakkede
3 dl okse- eller svinebouillon
1 tsk stærk cayennepeber
1 tsk stærk chili
2 tsk timian
500 g hytteost
salt og peber

1 pisket æg til pensling

Start med tærtedejen. Rør melet sammen med lidt salt. Skær smørret i små stykker og smuldr dem ud i melblandingen. Tilsæt æg og vand og ælt derefter dejen sammen. Sæt den i køleskabet en halv times tid.

Imens laver du fyldet til din kødpie. Svits løg, hvidløg, cayennepeber og chili ved mediumvarme, indtil løgene bliver bløde. Tilsæt kødet og steg det, til det er brunt. Tilsæt champignons og bouillon og lad det simre i 10-15 minutter. Vend hytteost i, giv det et par minutter mere og smag så til med salt og peber.

Del dejen i to lige store klumper. Rul den første ud på et meldrysset bord, indtil den er stor nok til at fylde en hel bradepande. Læg et stykke bagepapir på en bageplade og læg dejen ovenpå. Fordel fyldet ud over dejen – sørg for, at det ikke kommer helt ud til kanten. Der skal være ca. 3-4 cm fri kant hele vejen rundt. Fugt kanten med vand eller pisket æg. Rul den anden del af dejen ud og læg den ovenpå fyldet. Klem kanten af din kødpie sammen og pensl den med æg. Skær et par små huller i midten af pien, så den varme luft kan slippe ud under bagningen.

Stil din kødpie i ovnen ved 200 grader i 35-40 grader. Servér den sammen med en mild hvidløgscreme samt kålsalat – i dette tilfælde rød spidskål, der var krammet med basilikumpesto og vendt i kogte ris og sorte linser.

Note: Denne kødpie var let at lave, og den kan som sagt varieres en hel del. Jeg var især begejstret for hytteosten, der var med til at gøre pien saftig og samtidig sørgede for, at de stærke krydderier ikke var for dominerende.

pie, tærte, madtærte, kødpie, kødtærte, oksekød, svinekød, løg, chili, cayennepeber, hytteost, timian, hvidløg, svampe, champignons, æg

Pandekagestabel med oksekød

pandekagestabel, pandekager, oksekød, hakket oksekød, hvedemel, æg, mælk, spinat, fløde, ærter, løg, smør, tomater, tomatpuré, basilikum, oreganoI går havde vi gæster, og jeg besluttede mig for at udsætte dem for en af de eksperimenter, jeg havde i tankerne, da jeg valgte månedens benspænd med hakket kød – nemlig fyldt pandekagestabel! Det er et ret enkelt koncept. Bag nogle madpandekager og læg dem sammen med kød- og grøntsagsfyld. Gennembag den derefter i ovnen, og så er din pandekagestabel klar til servering!

Fyldet kan selvfølgelig varieres (og er du vegetar, udelader du naturligvis bare kødfyldet og finder på en anden type fyld), og du kan putte lige så mange typer fyld i, som du har lyst til. Serveringen er jo genial – et enkelt stykke af en pandekagestabel, og du har både kød og tilbehør samlet i et! Mon ikke man også kan lave en fyldt pandekagestabel og derefter fryse ned? Det kan være, jeg skal eksperimentere med det på et tidspunkt…

Pandekagestabel
4 personer

6-7 pandekager med diameter på ca. 20 cm
2-2½ dl friskrevet parmesan

Kødfyld:
500 g hakket oksekød
1 løg, hakket
3 fed hvidløg, finthakket
en god klat smør
2 tsk oregano
2 tsk basilikum
1 dåse flåede tomater
1 stor dåse tomatpuré (70 g)
et par dl vand
salt og peber

Spinatfyld:
4 forårsløg, hakkede
lidt smør
300 g frossen spinat
150 g frosne ærter
1 dl vand
1½ dl fløde
salt og peber

Start med kødfyldet. Pandekagerne kan du bage undervejs.

Svits løg og hvidløg i smør i en gryde. Når løgene bliver bløde, tilsætter du oksekødet og sørger for at brune det godt. Rør derefter oregano og basilikum i, inden du tilsætter tomater, tomatpuré og vand. Lad kødet simre en halv times tid.

Spinatfyldet går du i gang med ca. et kvarter efter. Svits forårsløgene i en gryde sammen med lidt smør. Hæld spinat og ærter i gryden sammen med vand og varm det op. Rør godt rundt i det. Når spinaten er varm, og vandet er næsten fordampet, tilsætter du fløden. Lad det simre videre ved lavere varme og smag til med salt og peber, når kødet er ved at være klart.

Nu skal din pandekagestabel lægges sammen. Smør et ildfast fad eller en stegepande, der kan gå i ovnen, med lidt olie. Læg en pandekage på, frys noget revet parmesan, fordel noget af kødfyldet over, læg en ny pandekage, drys revet parmesan og fordel noget af spinatfyldet. Fortsæt sådan, indtil du ikke har mere fyld. Jeg fik fem fyldlag – tre med kød og to med spinat – men der var godt med fyld på disse lag, så du kan godt ’strække’ fyldet til seks lag, hvis du hellere vil det (så skal du bruge syv pandekager).

Den øverste pandekage i din pandekagestabel drysser du med det sidste ost. Sæt den derefter i ovnen ved 200 grader og giv den ca. 20 minutter.

Servér din pandekagestabel, som den er – evt. med en salat til, hvis du vil strække den til mere end fire personer.

Note: Sådan en pandekagestabel er måske ikke så kompliceret madlavning, men festligt ser det ud 🙂

pandekagestabel, pandekager, oksekød, hakket oksekød, hvedemel, æg, mælk, spinat, fløde, ærter, løg, smør, tomater, tomatpuré, basilikum, oregano

Hjemmelavet tatar

tatar, hjemmelavet tatar, tartar, oksekød, cognac, kapers, sennep, chili, peberrod, rugbrød, maltmel, smørNår nu månedens benspænd er hakket kød, så må jeg jo også hellere selv hakke noget af det, og hjemmelavet tatar er derfor en oplagt ret at blogge om. Hjemmelavet tatar smager skønt, men jeg har faktisk kun fået det på restaurant indtil nu. Det er en ret, jeg først for alvor forelskede mig i for nogle år siden, for indtil da var jeg lidt tøvende overfor at spise råt kød. Jeg kan huske fra min barndom, at min mor elskede det, og jeg forstod det simpelthen ikke dengang, for jeg fik jo samtidig at vide, at man altid skulle gennemstege kød!? Voksne opfører sig ikke altid logisk… 😉

Nå, men hjemmelavet tatar er ret let at lave – HVIS du har frisk, godt oksekød! Jeg vil til enhver tid anbefale dig at købe kød til tatar hos en slagter, så du er sikker på at få noget, der er så frisk og velsmagende som muligt. Til min udgave af hjemmelavet tatar brugte jeg noget oksekød, som jeg netop havde hentet hos en slagter (sammen med ca. 30 kg oksekød alt i alt – vi købte nemlig et stort kødparti direkte fra bondemanden). Man bruger ofte inderlår eller mørbrad til hjemmelavet tatar, men jeg prøvede at lave det med yderlår, og det fungerer også fint.

Hjemmelavet tatar kan selvfølgelig laves på mange måder – afhængig af årstiden og hvilke friske krydderier, man har adgang til. Jeg er inde i periode, hvor ting godt må være lidt spicy, så jeg puttede lidt chili i min udgave!

Hjemmelavet tatar
2 personer

ca. 400 g frisk oksekød – enten inderlår, yderlår eller mørbrad
evt. lidt smør
2-3 tsk mediumstærk sennep
lidt chili eller cayennepeber
1 spsk cognac
1 spsk kapers
1½ spsk friskrevet peberrod
salt og peber

Derudover:
1 skive rugbrød
evt. ½ spsk maltmel
1-2 spsk smør
salt
rødløgsringe
2 æggeblommer fra økoæg
ekstra kapers
lidt persille

Start med at hakke rugbrødet i små stykker – smuldr det evt. med fingrene. Jeg kan godt lide meget mørkt rugbrød til tatar, så jeg tilføjede lidt maltmel, da jeg ristede brødkrummerne på en pande i en god klat smør. Den bitre smag i maltmelet passer rigtig godt sammen med den runde og fyldige tatarsmag. Maltmelet kan dog udelades, hvis du bruger meget mørkt rugbrød. Lad de stegte brødkrummer køle af på en tallerken.

Svits overfladen på kødet med en brænder. Har du ikke det, tager du i stedet en pande, skruer den op på max varme og smelter en lille smule smør på panden (kun lige så kødet ikke brænder fast på panden). Svits alle sider på kødet – jeg gav hver side ca. 10 sekunder – og tag derefter kødet af panden. Fjern evt. fedt og skind. Skær derefter kødet i tynde strimler og hak dem grundigt.

Rør en tatar af kødet kombineret med sennep, chili, cognac, kapers og peberrod. Smag til med salt og peber og evt. lidt mere sennep og/eller chili.

Drys brødkrummerne på to tallerkner. Del tataren op i to portioner og anret hver portion på hver sin tallerken. Det ser pænest ud, hvis tataren får en rund, skarp kant. Jeg brugte en stor udstikker, som jeg lagde på tallerkenen, inden jeg pressede tataren ned i den med en ske. Da jeg havde glattet overfladen, løftede jeg forsigtigt udstikkeren op igen.

tatar, hjemmelavet tatar, tartar, oksekød, cognac, kapers, sennep, chili, peberrod, rugbrød, maltmel, smørDerefter pyntede jeg tataren med løgringe, æggeblomme, kapers og persille.

Tadaaa – hjemmelavet tatar til to!

Hvis du er meget bekymret i forhold til æggeblommen, så kan du selvfølgelig bruge pasteuriseret æggeblomme. De danske æg er dog erklæret salmonellafri, så jeg bruger altid økologiske æg – også i rå udgave.

Note: Hjemmelavet tatar er som sagt let at lave, hvis blot du kan få fat i frisk oksekød. Det smager rigtig lækkert, og du kan selvfølgelig selv skrue op og ned for krydderierne i retten, ligesom du kan tilføje andre krydderier. Havde jeg givet mig i kast med hjemmelavet tatar tidligere på året, havde jeg helt sikkert brugt frisk estragon i retten, men den er desværre forsvundet fra vores urtebed på denne årstid. Til gengæld kunne jeg så bruge den sidste persille fra bedet. Husk at smage til, når du rører tataren. Jeg lavede en forholdsvis mild udgave, da jeg var bange for at gøre den for stærk, men til en anden gang tør jeg godt hælde lidt mere chili og peberrod i.

tatar, hjemmelavet tatar, tartar, oksekød, cognac, kapers, sennep, chili, peberrod, rugbrød, maltmel, smør