Limekage med mandler

limekage, kage, dessert, mandler, nødder, lime, smør, rørsukker, æg, hvedemel, hvid chokolade, chokolade, flormelisDa vi var til fødselsdagsreception i går, medbragte vi ikke kun brombærmuffins – vi havde også denne limekage med mandler med under armen. Jojo, selvfølgelig skulle der være en kage med nødder i, når nu jeg har nødde-benspænd.

Inspirationen til denne limekage har jeg fra Anne au Chocolat. Jeg udskiftede dog hasselnødder med mandler samt lavede en glasur i stedet for den sirup, der er i den oprindelige udgave.

Limekage med mandler
en stor bradepande

500 g smør, blødt
4½ dl rørsukker
8 æg
500 g hvedemel
300 g hakket hvid chokolade, jeg anbefaler Ivoire eller Opalys fra Valrhona
200 g mandler, hakkede
revet skal af 4 øko limefrugter

Pisk smør og sukker sammen i en skål, indtil du får en blød, cremet masse. Pisk æggene i et ad gangen og tilsæt derefter melet. Rør det grundigt, inden du tilsætter hvid chokolade, nødder og revet limeskal. Smør en stor bradepande, inden du fordeler dejen i den. Bag kagen ved 175 grader i 35-40 minutter.

limekage, kage, dessert, mandler, nødder, lime, smør, rørsukker, æg, hvedemel, hvid chokolade, chokolade, flormelisLad din limekage køle helt af, inden du smører glasur på. Jeg lavede en ret syrlig glasur bestående af saften fra to limefrugter, 4 dl flormelis samt 1 tsk blødt smør (smørret er med til at få glasuren til at stivne). Da den var jævnt fordelt ud over kagen, sluttede jeg af med at drysse lidt grønt pyntesukker på.

Note: Der er masser af syrlighed og sødme i denne limekage. Smagen er kraftig, så sørg for at skære små stykker… (så kan man også spise flere… hehehe!). Hvis du vil have mindre syrlighed, så udskift limesaften i glasuren med vand.

Nøddekurv med is

nøddekurv, dessert, nøddedessert, nødder, hasselnødder, hvedemel, fløde, rørsukker, smørJeg fik denne opskrift på nøddekurv af min svigermor for snart ti år siden, og det er en ret enkel opskrift, som vækker lykke, når du vil anrette desserter ekstra smukt. Nøddekurv er rimelig let at lave, hvis du er lidt forsigtig, men sørg altid for at lave et par ekstra, så du er på den sikre side. Jeg har lavet nøddekurvene flere gange, men har aldrig fået blogget om dem før nu, så de var oplagte at lave igen i forbindelse med nødde-benspændet.

Nøddekurv
8 stk.

100 g nødder – jeg brugte hasselnødder
75 g smør
100 g rørsukker
2 spsk hvedemel
2 spsk fløde
et lille knips salt

hasselnødder, nødderStart med at tage ca. en tredjedel af nødderne fra. Disse skal hakkes meget fint – som de fineste stykker herover. Resten af nødderne blendes.

Hæld nødderne i en lille kasserolle sammen med resten af ingredienserne. Varm det langsomt op og tag kasserollen af komfuret, når smør og sukker er smeltet.

nøddekurv, dessert, nøddedessert, nødder, hasselnødder, hvedemel, rørsukker, smørSæt fire klatter af nøddemassen på en bagepapirbeklædt bageplade. Klatterne skal ligge langt fra hinanden, da de flyder ud under bagningen – men sørg for, at de ikke er for tæt på kanten af pladen, da de så bliver ujævne.

Bag dem i 7-10 minutter ved 200 grader. Hold godt øje med dem – de skal være let brændte i kanten som på billedet herunder.

nøddekurv, dessert, nøddedessert, nødder, hasselnødder, hvedemel, rørsukker, smørTag pladen ud af ovnen. På ovenstående er en af klatterne kommet lige lovlig tæt på kanten af bagepladen, så den bagte dej mere har form som en trekant i stedet for en cirkel.

Lad nøddekagen køle lidt af, så den begynder at stivne. Nu skal du både være hurtig og lidt fingernem. Brug en paletkniv til at vippe en nøddekage af bagepladen og form den forsigtigt over bunden af en kop. Nøddekagen skal være så varm, at den stadig er smidig og bøjelig, men samtidig heller ikke så varm og skrøbelig, at den går i stykker, lige så snart den bliver foldet omkring koppen. Hvis nøddekagerne afkøles for hurtigt – for eksempel hvis du bruger lang tid på at forme hver nøddekurv – så prøv evt. at putte de resterende nøddekager i ovnen igen i kort tid, så de bliver varme og bløde igen.

nøddekurv, dessert, nøddedessert, nødder, hasselnødder, hvedemel, rørsukker, smørLad hver nøddekurv stivne – det tager få minutter. Hvis du ikke skal bruge dem inden for en time efter, at du har bagt dem, så læg dem forsigtigt i en lufttæt beholder, så de kan holde sig tørre og sprøde. Pas på – de er ret skrøbelige.

nøddekurv, dessert, nøddedessert, nødder, hasselnødder, hvedemel, rørsukker, smørDet er helt op til dig, hvad du har lyst til at servere i en nøddekurv. Jeg har primært brugt dem til hjemmelavet is – i dette tilfælde serverede jeg dem sammen med mørk chokoladeis (denne gang dog uden peanuts) og hyldebærsorbet. Du kan dog også vælge at servere en nøddekurv med frisk frugt.

Ymerboller med valnødder og rosiner

ymerboller, boller, kærnemælk, gær, valnødder, rosiner, kanel, hvedemel, ølandshvedemel, sirupNødder er oplagte at putte i bagværk, så da jeg indså, at det var alt for længe siden, jeg havde eksperimenteret mig frem til en ny bolleopskrift, måtte jeg selvfølgelig inddrage nødder i bagningen. Det passer også godt ind i månedens nødde-benspænd.

Jeg putter næsten altid yoghurt, ymer eller kærnemælk i dejen, når jeg bager boller. Det gør, at bollerne har lettere ved at holde sig friske og saftige i flere dage, og så giver det også en lille smule syrlighed til smagen, hvilket jeg godt kan lide. I denne opskrift på ymerboller kan man dog ikke smage syrligheden så tydeligt, da jeg puttede ekstra sirup i, ligesom rosinerne selvfølgelig også er med til at gøre bollerne sødere i smagen.

Ymerboller med valnødder og rosiner
8 stk.

5 dl ymer
10-15 g gær
3 dl ølandshvedemel
1½ tsk kanel
1 tsk salt
3 spsk sirup
1 dl rosiner
1½ dl grofthakkede valnødder
ca. 3 dl hvedemel

Tag ymeren ud af køleskabet, hæld den i en stor skål og rør gæren ud i det. Tilsæt resten af ingredienserne i nævnte rækkefølge og rør undervejs. Slut af med at ælte dejen grundigt og stil den til hævning på køkkenbordet med et fugtigt viskestykke over skålen. Dejen skal hæve til ca. dobbelt størrelse. Vores køkken var ikke så lunt i går, så det tog 6 timer, før dejen var klar.

Brug en grydeske til at tage stykker af dejen, som du sætter på en bagepapirbeklædt bageplade. Form forsigtigt dejen til boller – du må ikke ælte dem, da du så slår luften ud af dem – og de må gerne se lidt rustikke ud. Lad dine ymerboller hæve videre på pladen, mens du tænder for ovnen og varmer den op, så den kommer op på 200 grader. Sæt bollerne i ovnen og lad dem bage, til de er gyldne – det tager ca. 25 minutter.

Note: Disse ymerboller er milde, saftige og sødmefulde morgenmadsboller. Kan anbefales, som de er – eller evt. kombineret med smør, ost og æblesmør – eller andre former for marmelade.
ymerboller, boller, morgenmad, ostemadder

Dukkah med fennikelfrø og koriander

dukkah, snack, nødder, hasselnødder, sesamfrø, fennikelfrø, korianderJeg kan ikke have et nødde-benspænd uden at lave dukkah! Har du prøvet det? Dukkah er en egyptisk specialitet, som ofte bruges som tilbehør. Det består typisk af blendede nødder og krydderier og findes i et væld af varianter. Dukkah bruges som regel som dip til brød og grøntsager – gerne kombineret med en god olivenolie – men kan også sagtens bruges som drys på en salat, eller hvad du nu har af spændende ideer.

Jeg lavede denne version.

Dukkah med fennikelfrø og koriander

75 g hasselnødder
1 spsk sesamfrø
1 spsk fennikelfrø
½ spsk korianderfrø
salt

dukkah, snack, nødder, hasselnødder, sesamfrø, fennikelfrø, korianderSmid nødder, sesamfrø, fennikelfrø og koriander på en tør pande og rist det på mediumvarme, indtil krydderierne og nødderne begynder at dufte.

dukkah, snack, nødder, hasselnødder, sesamfrø, fennikelfrø, korianderSmid det i en blender eller minihakker og kør det i kort tid – det skal ikke pulveriseres helt. Hvis der er hele eller halve nødder, så hak dem og vend dem i den blendede masse. Smag til med salt.

dukkah, snack, nødder, hasselnødder, sesamfrø, fennikelfrø, korianderJeg valgte at tage lidt af dukkah-blandingen og røre det sammen med en god olivenolie, inden jeg serverede det som snack sammen med gulerodsstave. Du kan som sagt også servere dukkah som tilbehør eller appetizer, hvor du sætter det frem sammen med hjemmebagt brød og olivenolie.

Kyllingesalat med pekannødder

kyllingesalat, pålæg, kylling, røget kylling, mayonnaise, kapers, bladselleri, pekannødder, nødderInspirationen til denne kyllingesalat fik jeg i august måned, da jeg havde texansk benspænd. Her faldt jeg over en opskrift på en kyllingesalat med pekannødder. Jeg havde dog så travlt med at lave andre spændende Texasretter den måned, at jeg ikke nåede denne kyllingesalat, men da den indeholder nødder, så passer den heldigvis også til denne måneds nødde-benspænd. Jeg freestylede pålægssalaten ud fra hukommelsen.

Kyllingesalat med pekannødder

kødet fra ½ røget kylling
1 dl pekannødder
2 spsk god mayonnaise – jeg plejer at bruge Hellmann’s
½-1 tsk chilipulver fra supermarkedet
½ tsk cayennepeber
2 tsk kapers, hakkede
1-2 spsk bladselleri, finthakkede
salt og peber
evt. citronsaft

Pil skindet af kyllingekødet og skær eller flå kødet i mundrette stykker. Hæld kødet i en skål sammen med mayonnaise, chili, kapers og bladselleri. Rør rundt. Rist pekannødderne på en tør pande og hak dem derefter, inden du vender dem i din kyllingesalat. Smag til med salt, peber og evt. lidt citronsaft.

Note: Et sjovt twist på en kyllingesalat og bestemt velvalgt som fyld til en burger eller sandwich. Har du ikke en røget kylling, kan du evt. prøve at bruge kødet fra en almindelig grillet kylling og så bruge røgsalt i stedet for salt samt udskifte chilien med chipotle. Ønsker du en mere syrlig kyllingesalat med knapt så meget fedt, så udskift den ene spsk mayonnaise med creme fraiche.

kyllingesalat, pålæg, kylling, røget kylling, mayonnaise, kapers, bladselleri, pekannødder, nødder