Græskaris med kanel

græskaris, is, dessert, Halloween, Halloweendessert, græskar, butternut squash, æg, æggehvide, rørsukker, kanelNår nu jeg har lavet en majsis, så skal I da ikke snydes for en græskaris. Det er samtidig sidste opskrift i forbindelse med september måneds majs- og græskarbenspænd. Nu må jeg nok hellere i snart i gang med oktober måneds udfordring…

Men tilbage til denne skønne græskaris. Den er lavet på butternut squash, rørsukker og æggehvide og derefter smagt til med kanel samt et lille knips salt. Græskarret i sig selv har en fin sødme, så jeg syntes ikke, denne græskaris behøvede mere sukker end det, jeg endte med at putte i. Er du derimod til ret søde is, så prøv at putte ½-1 dl sukker mere i – så smager din græskaris stort set som denne græskartærte med kanel!

Græskaris med kanel

400 g skrællet butternut squash
1½ dl rørsukker
1 æggehvide
1-1½ tsk kanel
et lille knips salt

Skær græskarret i mindre stykker og kog dem møre i en lille kasserolle. Hæld vandet fra og tilsæt i stedet rørsukker. Stil kasserollen tilbage på komfuret og lad det simre videre ved mediumvarme, mens du rører i kasserollen. Når sukkeret er opløst, rører du kanel og salt i. Blend det med en stavblender og lad græskarmassen køle af i køleskabet. Når den er helt kold, pisker du æggehviden i og kører derefter din græskaris på en ismaskine. Spis din græskaris med det samme eller put den i fryseren og spis den i løbet af en uge.

Note: Lækker mild græskaris med en fin sødme og et dejligt pift af kanel. Isen kan spises, som den er, men du kan også vælge at servere din græskaris sammen med en mørk chokoladeis (lav en udgave uden peanuts).

Tamales med svinekød

tamales, majsmel, majsblade, svinekød, koteletter. hvidløg, oregano, timian, æblejuice, mexicansk, smør, majsmelTamales er mexicansk fastfood på samme måde som bagels er det i New York. Tamales er små ‘madpakker’, dvs. små måltider pakket ind i majsblade eller bananblade, og de findes både som søde serveringer (der kan spises som morgenmad eller måske ligefrem som dessert) og som kødfyldte serveringer, der fungerer som et hurtigt måltid mad.

Da jeg havde mexicansk benspænd, havde jeg planer om at lave tamales, men jeg nåede det ikke. Da jeg så havde texansk benspænd sidste år, mente jeg, at det var en glimrende anledning, men atter en gang nåede jeg det ikke – primært fordi jeg ikke kunne skaffe de specielle majsblade samt majsmel, man skal bruge til tamales.

Jeg tænkte ‘alle gode gange tre’, for når nu jeg valgte at have majs og græskar som benspænd i september, så var der ingen vej udenom – nu skulle der altså laves tamales! Og det blev der så – selvom den var en smule mere omstændigt, end jeg først troede.

majsmel, majsbladeFørste skridt var at købe nogle tørrede majsblade (jeg har flere gange overvejet selv at tørre majsblade fra almindelige danske majskolber, men jeg er bange for, at de er lige lovlig små) samt en særlig form for majsmel, der hedder masa harina. Det er i øvrigt også den form for majsmel, du bør bruge, hvis du bager tortillas. Begge ting kan dog være svære at skaffe i Danmark, så jeg bestilte dem hos Cool Chile Co., hvor jeg plejer at købe tørrede chilier.

Jeg byggede mine tamales løseligt på et par opskrifter, jeg så i ‘Tacos, tortas and tamales’, men justerede en del undervejs.

koteletter. svinekød, hvidløg, oregano, timian, æblejuice, mexicansk, tamalesJeg besluttede mig for at lave tamales med svinekød. Da jeg kun skulle lave tamales til to personer, nøjedes jeg med to økologiske nakkekoteletter, men skal du lave til flere, vil jeg foreslå, at du langtidssteger en nakkefilet eller en svineskank.

Start med at lægge 12-16 majsblade i blød i varmt vand.

Svinekødsfyld:
2 koteletter
3 fed hvidløg
et lille løg, hakket
1 tsk oregano
½ tsk timian
2 tsk salt
1 dl vand

Alt undtagen koteletter blendes til en ensartet masse. Læg koteletterne i et lille smørsmurt ildfast fad (der lige præcis er stort nok til at indeholde koteletterne) og fordel den krydrede sauce over. Læg et stykke stanniol over og sæt fadet i ovnen ved 150 grader en times tid. Tjek om kødet er mørt som smør og let kan rives fra hinanden. Hvis ikke, så giv det 15-30 minutter mere.

koteletter. svinekød, hvidløg, oregano, timian, æblejuice, mexicansk, tamalesDa koteletterne var færdige, lod jeg dem hvile i fadet, mens jeg lavede den majsgrød, der også skulle bruges som fyld i mine tamales. Jeg tog udgangspunkt i en basis-opskrift. Der bør bruges svinefedt i majsgrøden, men da det er svært at skaffe i Danmark uden for julesæsonen, så valgte jeg at bruge smør i stedet.

Majsgrød:
3½ dl masa harina
50 g smør
1 tsk salt
1 tsk timian
4 dl vand

Smelt smørret i en kasserolle og rør derefter mel, salt, timian og vand i. Rør det godt sammen og lad det derefter simre i 5-10 minutter ved lav varme. Rør i det med jævne mellemrum. Majsgrøden skal være lind men ikke flydende. Hvis den bliver for kompakt, tilsætter du blot lidt mere vand.

tamales, majsmel, majsblade, svinekød, koteletter. hvidløg, oregano, timian, æblejuice, mexicansk, smør, majsmelNu skal der laves tamales. De kan fyldes på forskellige måder. Jeg valgte at bruge den metode, hvor man breder et majsblad ud og derefter smører majsbrød på den øverste del af den ene halvdel. Derefter lagde jeg lidt af svinekødsfyldet ovenpå og rullede den sammen på den lange led. Den smalle ende blev foldet ind under (se øverste billede i blogindlægget). Da de alle var samlet, blev de stillet på højkant i en gryde, hvori der var en si på bunden og en smule vand. Derefter blev mine tamales dampet i 45-50 minutter under låg (jeg hældte mere vand i undervejs).

Jeg serverede mine tamales sammen med lidt habanerosauce.

Note: Tamales er en sjov servering, men den er også meget anderledes i forhold til, hvad jeg plejer at lave, så jeg famlede mig lidt frem undervejs. Det er dog ikke sidste gang, jeg laver tamales – det skal jeg bestemt prøve igen, for der er mange spændende former for fyld, man kan putte i.

koteletter. svinekød, hvidløg, oregano, timian, æblejuice, mexicansk, tamales, smør, majsmel

Chilaquiles med majs og kylling

chilaquiles, mexicansk, majs, kylling, kyllingebryst, koriander, tortilla chips, ost, cheddar, cayennepeber, chipotle, paprika, smørJeg ledte efter opskrifter på mexicansk mad tidligere på ugen, for en af grundene til, at jeg valgte majs og græskar som benspænd for september, var at jeg så havde en god undskyldning for at lave nogle mexicanske og amerikanske retter. Jeg fandt en simpel og hurtig ret, som jeg vil betegne som småsyndig comfort food – nemlig chilaquiles.

Jeg fandt en opskrift på chilaquiles på Delish, men desværre bestod opskriften af diverse færdigprodukter. Det kunne jeg ikke rigtig bruge til noget, så jeg improviserede min egen udgave af chilaquiles, og det endte med at blive en ganske god og mættende ret. I den originale udgave af chilaquiles bruger man tortillas, som rives i stykker og steges let. Her valgte jeg dog at bruge tortilla chips i stedet.

Chilaquiles
2 personer

1 kyllingebryst
en god klat smør
2 majskolber
1 tsk chipotle
1 tsk sød paprika
½-½ tsk cayennepeber
3-4 spsk creme fraiche
½ dl vand
½ pose tortillachips
½ potte frisk koriander, hakket
50-60 g friskrevet cheddar

salt og peber

Skær kyllingebrystet i små stykker og brun dem i smør på en pande. Skær majskernerne fri fra kolberne og tilsæt majskernerne til kyllingekødet. Tilsæt paprika, chipotle og cayennepeber og rør godt rundt. Lad det simre, indtil majskernerne er møre. Tilsæt koriander og derefter creme fraiche og vand. Smag til med salt og peber.

Tag en mediumstor ildfast skål – i mit tilfælde brugte jeg dog to små krukker fra Le Creuset – og knus et par håndfulde tortilla chips med hænderne. Drys de knuste tortilla chips på bunden af skålen/skålene. Fordel et lag majsblanding, derefter et lag knuste tortilla chips og derefter et lag revet ost. Så skal der endnu et lag majsblanding, derefter knuste tortilla chips og til sidst ost igen. Dæk skålen/skålene til og bag din chilaquiles i ovnen ved 175 grader i 20 minutter. Tag derefter låget (eller hvad du nu dækker skålen med) af og giv retten yderligere et par minutter, indtil osten er smeltet.

Servér din chilaquiles sammen med resten af chipsene samt guacamole eller sammen med en blandet salat.

Note: Chilaquiles er en rimelig solid og mættende ret, der har en dejlig sødme fra majsene og et stærkt pift fra krydderierne. Smagen er ret fyldig, så det vil være en god idé at kombinere den med en salat ved siden af eller måske blot en omgang guacamole.

Græskarpizza med bacon og feta

græskarpizza, pizza, græskar, butternut squash, bacon, svinekød, timian, feta, forretDa jeg så en opskrift på græskarpizza hos Madbanditten, var jeg helt solgt. Det var små nuttede pizzaer lavet på butternut squash, rosmarin og feta og dermed oplagt at prøve til mit græskar- og majs-benspænd. Hendes udgave var en vegetarudgave, men jeg havde lyst til at lave en græskarpizza med bacon, timian og feta, så det var, hvad der kom på bordet.

Denne græskarpizza gør sig godt som en kæk lille forret, men egner sig også fortrinlig som tilbehør.

Græskarpizza med bacon og feta
forret til fire personer

4 skiver butternut squash – tykkelsen på skiverne skal være 1½-2 cm
lidt olivenolie
lidt salt
ca. 75 g god bacon – ikke den tynde flade udgave men den, du selv skærer i tern
40-50 g feta
lidt frisk timian

Læg græskarskiverne på en bagepapirbeklædt bageplade og pensl dem med lidt olivenolie. Drys salt på og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Steg imens baconen på en tør pande, indtil det har fået farve, men ikke så længe, at det er tørt og sprødt. Tag de bagte græskarskiver ud af ovnen og fordel baconternene ud over dem. Smuldr fetaen ud over græskarskiverne og sæt dem ind i ovnen igen. Grill dem ved lidt højere varme, indtil fetaen begynder at blive gylden. Tag dem ud og anret hver græskarpizza med lidt frisk timian over.

Note: Butternut squash har en dejlig sødme, der gør sig godt med den salte bacon og den milde feta. Sådan en græskarpizza er en rigtig lækkerbisken af en forret og også en glimrende form for tilbehør.

Lammestuvning med majs og græskar

lammestuvning, stuvning, lam, lammekød, majs, græskar, butternut squash, simremad, løg, gulerødder, spidskommen, tomater, cayennepeberNår nu månedens benspænd er majs og græskar, så er det naturligvis oplagt at kombinere de to ingredienser i samme ret, og det blev i dette tilfælde en herlig lammestuvning, som vi spiste i weekenden.

Inspirationen til denne lammestuvning fandt jeg i ‘Jamies Amerika’, hvor han fortæller om en indiansk-inspireret ret, han fik i Arizona. Indianerne bruger ofte ‘de tre søstre’, som er deres fællesbetegnelse for majs, græskar og bønner, i madlavningen, og de indgår også i denne ret. I den originale opskrift er bønnerne faktisk ikke med, men er foreslået som tilbehør til retten, men jeg syntes, det var oplagt at putte dem i min lammestuvning og servere det som en samlet ret.

Jeg har justeret på en række af målene og har også udeladt bladselleri (som jeg ikke bryder mig om) i min lammestuvning samt bouillonterninger (da jeg forsøger kun at bruge hjemmelavet bouillon).

Lammestuvning med majs og græskar
3 personer

450 g lammekød i tern
en god klat smør
2 stort løg, finthakket
2 gulerødder, skåret i mindre stykker
1 tsk spidskommen
1 dåse flåede tomater
2 tsk timian
1-2 tsk cayennepeber
vand
½ butternut squash, skrællet og skåret mundrette stykker
2-3 spsk olivenolie
kernerne fra 1 frisk majskolbe
ca. 400 g kogte røde bønner
salt og peber

Smelt smørret i en gryde og brun kødet i det. Tilsæt derefter spidskommen, rør godt rundt og tilsæt derefter løg og gulerødder. Lad det stege i nogle minutter, inden du tilsætter tomater, timian og cayennepeber samt en sjat vand. Læg låg på og lad det simre ved lav varme i 2-2½ time (indtil kødet er mørt og lækkert).

Mens din lammestuvning simrer, vender du dine butternut squash-tern i olivenolie og fordeler dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Drys lidt salt og peber over. Bag dem ved 180 grader i 30-40 minutter, indtil de er gennembagte.

Når kødet er mørt, vender du de bagte græskartern samt de friske majs i din lammestuvning og lader det simre i yderligere ti minutter. Tilsæt de røde bønner, lad retten boble i yderligere et par minutter og smag så til med salt og peber.

Note: En skøn, fyldig lammestuvning og samtidig en dejlig simreret som gør sig godt her om efteråret.