Gin & tonic med citronmelisse-gin

citronmelisse-gin, gin, citronmelisseAl den sommerregn har virkelig fået vores have til at eksplodere – med krydderurter, bær og grøntsager! For halvanden uge siden tog jeg et par håndfulde af vores meget gavmilde citronmelisse og brugte den til at lave en citronmelissse-gin. Jeg prøvede et lignende eksperiment tidligere på sommeren, hvor jeg ville lave en citronmelisse-sirup til en gin & tonic, men her forsvandt citronmelisse-smagen stort set ved opvarmningen. Klidmoster anbefalede mig, at jeg i stedet brugte citronmelissen i ginnen, så det skulle jeg naturligvis afprøve.

Citronmelisse-gin

15 g frisk citronmelisse
2 dl gin

Skyl citronmelissen og put den derefter i en blender sammen med ginnen. Blend det grundigt og hæld det i en beholder, som du sætter i køleskabet. Lad det trække et par dage. Smag på din citronmelisse-gin for at vurdere, om du synes, at den er kraftig nok. Jeg lod min stå, mens vi var på ferie, så den fik over en uge (det er også grunden til den kraftige farve).

Gin & tonic med citronmelisse-gin

4 cl citronmelisse-gin
6 cl tonic
evt. lidt citronsaft
citronmelisseblade
isterninger

Bland gin og tonic i et glas. Smag evt. til med citron. Fyld isterninger og citronmelisseblade i drinken og servér den med det samme.

Note: En ret frisk og ‘urtet’ drink. Meget spændende og et sjovt bud på en ny gin & tonic-variant.

Frisklavet solbærsorbet

solbærsorbet, sorbet, is, solbær, rørsukker, æg, dessert, bærEr du til cremede og kraftige isdesserter, så bør du overveje at lave denne solbærsorbet! Den blev faktisk så cremet, at gemalen troede, der var fløde i, men nej – denne solbærsorbet er lavet på solbær, rørsukker, vand og æggehvide. Det er en ret kraftig is, og den kan derfor med fordel kombineres med en listig vaniljeis eller mascarponeis.

Solbærsorbet

200 g solbær
3 dl vand
2 dl rørsukker
1 æggehvide

Skyl solbærrene og sørg for at knipse de små blomster af. Hæld bærrene i en gryde sammen med vand og lad det simre i 5-10 minutter. Tag det af komfuret og lad det køle af, inden du blender det til en ensartet masse. Stil de blendede bær i køleskabet, indtil de er kølet helt af. Pisk derefter æggehviden i bærmassen og kør den så i en ismaskine. Har du ikke det, kan du hælde massen i en plastikskål, stille den i fryseren og så sørge for at røre grundigt i massen hvert 20. minut.

Pynt din solbærsorbet med friske solbær og eventuelt et par mynteblade, inden du kaste dig over den.

Note: Smuk og kraftig solbærsorbet. Smagsmæssigt mætter den en del, men nu smager hjemmelavet is jo generelt også af mere i forhold til købeis.

Lys fisk med ribs

fisk med ribs, forel, ribs, ribssauceHvad siger du til fisk med ribs? I fredags smuttede jeg forbi fiskehandleren for at finde en lys fisk, jeg kunne bruge i aftensmaden. Jeg havde tænkt mig at teste, hvordan fisk med ribs smager, for vores ribsbusk har givet et par håndfulde bær i år, og jeg har ikke så mange erfaringer med at kombinere fisk med bær.

Hos fiskehandleren faldt jeg over en meget smuk guldforel, som straks blev indkøbt. Lige præcis guldforel har jeg ingen erfaringer med, men jeg har tidligere grillet foreller, dampet foreller og bagt foreller i ovnen, så de erfaringer tog jeg udgangspunkt i.

Jeg lavede i øvrigt flere mindre retter, så nedenstående kan betragtes som en mellemret og ikke et fuldt hovedmåltid for to personer.

Lys fisk med ribs
Mellemret til 2 personer

1 guldforel – almindelige foreller kan også bruges
Lidt olie
1-2 spsk citronsaft
Salt og peber
2 spsk smør
1 dl ribs

Vask fisken og gnid den med salt og peber. Læg den i et ildfast fad, der er smurt med lidt olie. Dryp citronsaft oven på og bag fisken i ovnen ved 180 grader i 15-20 minutter. Tag derefter fisken ud af ovnen. Lad den køle lidt af mens du smelter smør i en kasserolle. Tilsæt ribs og lad det simre i et til to minutter ved mediumvarme. Smag til med lidt salt. Pil skindet af fisken og læg fiskestykkerne på tallerkner sammen med nye, kogte kartofler. Overhæld fisken med ribssauce.

Note: Fisk med ribs er en ret spændende kombination. De syrlige bær, der bliver dæmpet lidt af det fede smør, går godt sammen med den milde fisk – og så lyser det også flot op på tallerkenen.

Stegt and og solbær

stegt and og solbær, andebryst, avokado, hytteost, creme fraicheAnd og solbær?! Ja, jeg er nemlig ikke færdig med at bruge bær i de varme retter! I onsdags bloggede jeg om en kæk asparges-servering med hindbærsauce, og i dag præsenterer jeg denne ret med stegt and og solbær!

Andekød har en kraftig og fed smag, som får et godt modspil af kraftige mørke bær såsom brombær og solbær. Da vores solbærbusk er gået helt amok i år, har vi allerede plukket en del friske syrligtsøde bær, og en håndfuld af dem indgik som sagt i aftensmaden, hvor and og solbær blev kombineret.

Stegt and og solbær
2 personer

1 andebryst
Salt
Lidt andefedt eller smør til stegning
2 tykke madpandekager – for eksempel hvidkålspandekager eller spinatpandekager
2 avokadoer, skåret i tern
100 g hytteost eller creme fraiche
Peber
1 dl friske solbær

Rids andebrystet på skindsiden og gnid det med salt. Steg andekødet på en pande i et lidt andefedt eller smør ved mediumvarme. Når det er stegt på begge sider – og stadig har en letrosa midte – er det klar.

Læg hver madpandekage på en tallerken og fordel avokadotern oven på. Læg en klat hytteost eller creme fraiche i midten og skær derefter andekødet i skiver. Fordel dem oven på pandekagerne og drys peber på. Fordel til sidst solbærrene oven på pandekagerne og servér retten med det samme.

Note: And og solbær er en god kombination, for de syrligtsøde bær passer godt til det kraftige andekød. Vi har ofte madpandekager i fryseren, så vi kan bruge dem til en travl hverdag, og har du også det, kan denne ret laves på under en halv time.

Hvide asparges med sommerhindbær

hvide asparges, hindbær, smør, forretAsparges-sæsonen er snart ovre, men jeg var så heldig at finde en bakke danske asparges på tilbud her i weekenden. Da jeg samme aften opdagede, at vi havde en del bær, der skulle plukkes, opstod der en sjov idé til en forret. Vi er nemlig så heldige, at flere af naboens bærbuske godt kan lide at stikke deres grene ind gennem plankeværket til os, da der er mere sol på vores side af plankeværket. Derfor kan vi plukke sommerhindbær nu, selvom vi selv kun har plantet efterårshindbær. Sommerhindbær er lidt mindre og mere syrlige i det, og så skal man være ekstra opmærksom, når man plukker dem, da der godt kan gå smådyr i dem (det undgår man ofte med efterårshindbær).

Jeg plukkede derfor nogle sommerhindbær, og så fandt jeg også lidt citronmelisse frem, som jeg kunne pynte retten med.

Hvide asparges med sommerhindbær
Forret til 2 personer

6 hvide asparges
1-1½ spsk smør
2 dl hindbær
Salt og peber

Skræl de hvide asparges og knæk ’foden’ af dem. Kog dem i letsaltet vand, indtil de er møre. Hæld vandet fra og anret dem på to tallerkner. Smelt smørret i en lille kasserolle og tilsæt så hindbærrene. Lad det simre i nogle minutter, indtil hindbærrene er blevet opløst, og smag så hindbærsaucen til med salt og peber. Fordel hindbærsaucen ud over de hvide asparges og pynt eventuelt med frisk citronmelisse.

Note: Dette er både en smuk og ret kæk servering – helt bestemt en noget anderledes måde at få hvide asparges på, men ikke desto mindre værd at prøve.