Tiradito – peruviansk rejeret med avokado og tomater

peruviansk rejeret, tiradito, rejer, avokado, græsk yoghurt, mayonnaise, lime, chili, ingefær, koriander, tomaterTiradito er en peruviansk ret med rejer og avokado. Vi prøvede den tilbage i januar måned, hvor vi spiste på Restaurant PMY (som i øvrigt kan anbefales), så selvfølgelig skulle jeg prøve den i løbet af maj-benspændet. Jeg havde dog svært ved at finde en udgave, som matchede den lækre ret, vi fik hos PMY, så jeg endte med at lave en fri fortolkning af retten.

Tiradito minder om ceviche, da det er en ret lavet på rå fisk, som efterfølgende vendes i en syrlig sauce. I modsætning til ceviche bliver tiradito dog skåret i tynde skiver i stedet for i kuber, og så vendes fisken i saucen kort tid inden servering, hvor fisk til ceviche bliver marineret inden anretningen. Men som du kan se er denne udgave lavet på rejer, og så mener jeg altså, at rejerne kræver lidt ‘hjælp’, så her blev de svitset kort på en pande, inden de blev brugt i retten.

Freestyle tiradito med avokado og tomater
forret til fire personer

16 store rejer
lidt olie til stegning
2 limefrugter
1 spsk mayonnaise
1 spsk creme fraiche
en kvart tsk chili eller cayennepeber
½ spsk finthakket frisk ingefær
1 avokado, skåret i tern
ca. 100 g små tomater, skåret i tern
salt og peber

Pil rejerne og fjern den sorte streng. Svits dem i lidt olie, indtil de lige når at tage farve. Tag dem af og dup dem tørre med lidt køkkenrulle. Rør de øvrigt ingredienser sammen og smag saucen til. Vend rejerne i blandingen og stil den i køleskabet i ½-1 time, inden den serveres. Tiradito kan spises, som den er, men den vil også fungere fint sammen med lidt brød.

Note:Det var en frisk fortolkning af den lækre ret, og selvom den ikke blev helt, som jeg huskede den, så faldt den i god jord hos vores gæster, som agerede frivillige forsøgskaniner.

Bubble Tea med fennikel

bubble tea, te, drik, kold drik, sirup, sukker, mælkJeg får ikke blogget så meget her i varmen, men nu må jeg hellere få afsluttet sidste måneds benspænd, så jeg kan komme i gang med det nye – det passer nemlig rigtig godt til vejret! Jeg har længe ønsket at lave Bubble Tea, som jeg prøvede, da vi var i New York for fem år siden. Det er en drik, der ser dejlig fjollet ud, for ikke alene kombinerer du kold te med mælk og sukker/sirup – i bunden af drikken ligger der et lag tapioka-perler! Dem kan man så suge op med det brede sugerør sammen med resten af drikken.

Det er ikke helt let at få fat i tapioka-perler, men jeg fandt nogle i en asiatisk specialbutik. De viste sig dog at være for porøse, så i stedet fandt jeg en online-forhandler af boba-perler, der er ret bløde. Men har du først fået fat i de bløde perler, så er resten ganske let. Jeg købte i øvrigt boba-perler med kirsebærsmag, da jeg tænkte, at de ikke blot ville passe godt sammen med fennikelte – jeg troede også, at de var lilla ud fra den side, jeg kiggede på. Jeg blev derfor noget overrasket, da de dukkede op med posten og var… orange!? Oh well, de smagte fint alligevel 🙂

Bubble Tea
1 person

1 dl stærk kold te – jeg brugte fennikelte
1 dl mælk
1 spsk sukkersirup
5-6 isterninger
2 spsk boba-perler

Husk at lave teen i god tid i forvejen, så den kan nå at køle helt ned i køleskabet. Hæld boba-perlerne i glasset og derefter isterningerne. Rør siruppen ud i teen og hæld den over isterningerne. Slut af med mælk samt et bredt sugerør.

Note: Bubble Tea er altså en ret funky drik! Jeg er selvfølgelig pjattet med de små kugler, man suger op undervejs, men kombinationen af mælk, sirup og te var også udmærket, selvom jeg nu ellers aldrig har været til den slags i den varme udgave.

Spongecake med hindbær

spongecake, kage, dessert, æg, hvedemel, hindbær, flormelis, bagepulverJeg er i gang med månedens benspænd – restaurant-inspireret mad – og første ret blev denne spongecake, som jeg serverede sammen med hjemmelavet hindbæris samt dinosaur-formet krymmel!

Spongecake er efterhånden dukket op en del gange gennem årene på de restauranter, vi har spist på – som regel i en ret luftig udgave, der kræver en sifon at lave. Det har vi dog (desværre) ikke på lager, så jeg måtte finde på et alternativ, og det fandt jeg hos Sjønnes mad. Jeg valgte dog at bruge frysetørret hindbær til at give smag samt tilsatte en smule lyserød pastafarve (samme slags farve, som du bruger, hvis du skal farve fondant til kager).

Spongecake med hindbær
som del af dessert til 6-8 personer

100 g hvedemel
40 g flormelis
3 spsk frysetørret hindbær
2 tsk bagepulver
4 æggehvider
1-2 dråber pastafarve

Rør hvedemel, flormelis og bagepulver sammen i en skål. Hæld de frysetørrede hindbær i en frostpose og knus dem til pulver – for eksempel med en kagerulle. Rør det i melet. Pisk æggehviderne stive i en anden skål og vend æggehviderne forsigtigt med melblandingen. Fordel dejen i to store kopper, der er beklædt med bagepapir (dejen må ikke røre selve koppen) og bag dem ved 900 W i mikroovn i 50-60 sekunder. Lad din spongecake køle lidt af, inden du river den i totter og bruger dem som elementer i en dessert.

Note: Superlet og hurtigt at lave. Jeg overvejer at eksperimentere lidt videre med konceptet på for at se, om jeg kan få min spongecake endnu mere luftig – og ellers kan det være, at jeg må investere i en sifon på et tidspunkt. Men bestemt sjovt at bruge i en dessert.

spongecake, kage, dessert, æg, hvedemel, hindbær, flormelis, bagepulver