Kokosbudding i terningeform

kokosbudding, dessert, budding, kokosmælk, mælk, fløde, husblas, kokosmelJeg faldt over en fin lille kokosbudding, da jeg ledte efter kokosdesserter for nylig – nemlig denne kinesiske kokosbudding, som både kan serveres som små terninger eller i glas. Jeg syntes, at anretningen med terninger/kuber var sjovest, så det blev selvfølgelig sådan, jeg gjorde.

Jeg fik inspiration fra China Sichuan Food, men justerede dog flere af målene, så der blandt andet kom mere husblas i – ellers er den lige lovlig blød i forhold til at blive skåret ud i pæne tern.

Kokosbudding i terningeform
lille dessert til fire personer

80 ml kokosmælk (ca. ½ af de små dåser)
3 stk husblas
1 dl fløde
1½ dl letmælk
3 spsk rørsukker

Derudover:
kokosmel

Put husblas i koldt vand i ti minutter. Hæld kokosmælk, fløde, letmælk og rørsukker i en kasserolle, rør det godt sammen og varm det langsomt op. Når sukkeret er opløst, tager du kasserollen af varmen. Knug husblassen let og put den i den varme væske – sørg for at røre grundigt. Hæld varme blanding i en form på ca. 15-18 cm (gerne smurt med et tyndt lag rapsolie inden) og lad din kokosbudding stivne i køleskabet i mindst fem timer.

Lige inden, at du vil servere din kokosbudding, skærer du den i tern og vender dem i kokosmel.

Note: Jeg synes, det er en skøn måde at servere budding på – elegant og utraditionel. Du kan eventuel kombinere den med friske frugt eller bær.

Saftige kokosboller

kokosboller, kokosmel, gær, creme fraiche, hvedemel, sirupI weekenden bagte jeg kokosboller, for hey – jeg har jo kokos-benspænd – og det blev til disse saftige boller, som havde en lille smule sødme uden at det dog blev særlig tydeligt. Det passede mig fint, for så kan jeg sagtens bruge dem til morgenmaden.

Saftige kokosboller
8-9 boller

25 g gær
1 dl creme fraiche 18%
3½ dl lunkent vand
2½ dl kokosmel
2 spsk mørk sirup
1 tsk salt
ca. 9 dl hvedemel

Rør creme fraiche og vand sammen i en skål og rør gæren ud i det. Tilsæt kokosmel, sirup og salt, rør rundt, og rør derefter melet ud lidt efter lidt. Gem ½ dl hvedemel. Læg et fugtigt klæde over skålen og lad dejen hæve en times tid. Drys det sidste mel ud over dejen og form forsigtigt kokosboller af dejen – den skal ikke æltes inden. Læg bollerne på en bagepapirbeklædt bageplade og bag bollerne ved 200 grader i 20-25 minutter.

Note: Som titlen afslører – disse kokosboller er dejligt saftige, og så har de en fin, diskret smag af kokos, som på ingen måde virker voldsom sød eller parfumeret. Kokosmelet sørger til gengæld for at holde på fugten i bollerne, så de også er fine dagen efter.

Kyllingeboller med kokos og mangosauce

kylling, hvedemel, ingefær, kokosmel, cayennepeber, chili, romJeg fandt kokosmelet frem i går, da jeg eksperimenterede med kyllingeboller. De blev piftet op med både ingefær og cayennepeber og derefter serveret med en sødmefuld og letkrydret mangosauce.

Det er naturligvis oplagt at servere kogte ris til denne ret, men jeg trængte til flere grøntsager, så jeg fintsnittede lidt kål og serverede det sammen med de fine kyllingeboller.

Kyllingeboller
3-4 personer

400 g kyllingefars
1½ spsk friskhakket ingefær
lidt cayennepeber/chili
2 spsk hvedemel
salt og peber
1½ dl kokosmel

Rør kyllingefars, hvedemel og krydderier godt sammen. Form farsen til kugler – på størrelse med en stor valnød – og vend dem i kokosmel. Læg dem i et oliesmurt ildfast fad og bag dine kyllingeboller i ovnen ved 180 grader i ca. 25 minutter.

Note: Den friske ingefær spiller godt sammen med den letsøde kokos og det milde kyllingekød, og når kyllingebollerne samtidig serveres med den søde mangosauce, opstår der en dejlig frisk og let sødmefuld ret.

Mangosauce
ca. 3 personer

1 frisk mango – gerne meget moden
½-1 dl vand
evt. ½ dl mørk rom
lidt cayennepeber eller chilipulver
salt og peber

Fjern skær mangokødet af stenen og fjern skrællen. Skær mangokødet i mindre stykker og hæld dem i en kasserolle sammen med vandet. Varm det langsomt op og lad det simre i 5-10 minutter. Hvis mangoen endnu ikke er mør, tilsætter du lidt af rommen og lader det simre et par minutter mere. Blend indholdet af kasserollen til en jævn masse og smag til med krydderier samt evt. lidt mere rom.

Note: Denne mangosauce skal smages godt til, og her afhænger smagen meget af, hvor moden mangoen er. Er du heldig at få fat i en dejlig moden mango, så er det ikke sikkert, at du overhovedet behøver rom, men den jeg købte få dage forinden var ikke modnet så meget, og her krævede den altså lidt hjælp fra den søde rom.

Kokossmoothie med vaniljetouch

kokossmoothie, smoothie, brunch, morgenmad, banan, kokosmel, mælk, vaniljpulverNu kommer varmen og solen, og så er det tid til smoothie! I anledning af mit kokos-benspænd nød jeg denne kokossmoothie som morgenmad i weekenden. Hvis du ikke synes, at den er sød nok, kan du evt. tilsætte lidt sukker, men den frosne banan og kokosmelet burde give sødme nok.

Kokossmoothie
1 stort glas

1 frossen banan
3 dl mælk
1 dl kokosmel
½ dl mandler
½ tsk vaniljepulver
Evt. lidt ristede kokosflager som pynt

Blend banan, mælk, kokosmel, mandler og vaniljepulver til en ensartet smoothie. Pynt din kokossmoothie med ristede kokosflager.

Note: Mild, sødmefuld smoothie der mætter godt på grund af mandlerne samt fibrene fra kokosmelet.

Torsk i kokosmælk

torsk i kokosmælk, kokosmælk, fisk, spidskål, nudler, ingefær, grøn karry. peanutsMånedens første kokosret bliver torsk i kokosmælk, der er en enkel ret, som vil gøre sig godt på en travl hverdagsaften. Det er ikke altid, at vi er så gode til at huske at spise fisk om aftenen, så da jeg faldt over et fint stykke torskefilet i supermarkedet, der var sat ned, var det en glimrende anledning til at lave en fiskeret.

Jeg holdt igen med krydderierne for ikke at overdøve den milde torskesmag, så dette er en ret for dig, der ikke er så vild med stærk mad.

Torsk i kokosmælk
2 personer

ca. 350 g torskefilet
lidt olie
½ dåse kokosmælk
½ tsk tørret ingefær
1-1½ tsk grøn karry
salt og peber

Derudover:
en håndfuld fintsnittet spidskål
ca. 100 g glasnudler
1 håndfuld saltede peanuts, hakkede
et forårsløg, fintsnittet

Pensl et ildfast fad med lidt olie og læg torskefileten i fadet. Rør kokosmælk, ingefær og karry sammen med lidt salt og peber og hæld blandingen ud over fisken. Stil fiskefadet i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter. Imens koger du nudlerne og fordeler dem på to tallerkner sammen med lidt fintsnittet spidskål. Tag fisken ud af ovnen og del den i to stykker. Læg dem på hver sin tallerken og drys peanuts og forårsløg over.

Note: Torsk i kokosmælk er en mild og behagelig ret, hvor kokosmælken bidrager med en rund og ‘blød’ smag, mens spidskål og forårsløg giver friskhed og peanuts en sprød knasen. Retten er samtidig let at tilberede, så det er en servering, jeg typisk ville sætte på bordet på en hverdag.