Lamb bhuna – indisk lammeret

indisk, lam, lammeret, lamb bhuna, hvidløg, karry, løg, spidskommen, koriander, kanel, chili, tomaterLamb bhuna er en indisk lammeret, som jeg stødte på, da jeg researchede retter til månedens krydderi-benspænd. Her får man nemlig virkelig mulighed for at give den gas med krydderierne, og da både gemalen og jeg elsker indisk mad, så var det en perfekt lejlighed til at lave en krydret ret, der giver varmen i den kolde tid.

Jeg fulgte ikke en bestemt opskrift på lamb bhuna men legede mig frem til denne udgave.

Lamb bhuna – indisk lammeret
4-5 personer

1 kg lammekød i tern
4 fed hvidløg, finthakkede
2 løg, skåret i små tern
rapsolie til stegning
1 spsk finthakket frisk ingefær (med top)
3 tsk karry
2 tsk spidskommen
1 tsk koriander
1 tsk kanel
1 tsk chiliflager
½ tsk friskkværnet peber
rapsolie til stegning
2 dl vand
1 dåse flåede tomater
salt

Tilbehør:
Ris og rødløgsraita
evt. frisk koriander

Hæld karry, spidskommen, koriander, kanel, peber og chiliflager på en stor tør pande og rist det ved mediumvarme, indtil det begynder at dufte. Tilsæt løg og hvidløg, rør godt rundt og hæld så 2-3 spsk rapsolie i. Lad løgene stege i et par minutter, mens du rører jævnligt i det. Hæld krydderierne over i en smal skål og tilsæt et par dl vand. Blend det en ensartet masse og hæld det tilbage på panden. Tilsæt kødet og vend godt rundt i krydderierne. Lad det simre et par minutter, inden du også vender tomaterne i retten. Læg låg på panden og lad det simre en times tid. Husk at røre i det undervejs samt tilsætte lidt vand, hvis din lamb bhuna er ved at koge tør. Smag til med salt.

Servér din lamb bhuna med kogte ris og rødløgsraita. Er der sæson for det, vil det være ekstra lækkert med lidt frisk koriander drysset på.

Note: Jeg elsker indisk mad, lammekød og ikke mindst krydret mad, så denne ret er lige noget for mig. Ligesom så megen anden simremad er lamb bhuna endnu bedre dagen efter, så det er den perfekte reste-ret.

krydderier

Krydret and med savoykål og nudler

and, andebryst, anisfrø, nudler, savoykål, sesamolie, nigellafrø, salatI forbindelse med mit krydderi-benspænd faldt jeg over en rest anisfrø i min krydderiskuffe, og de skulle naturligvis indgå i denne salat med krydret and, savoykål og nudler. Faktisk er det kun to andebryster, der blev krydret – det passede lidt bedre, når vi kun er to personer.

Jeg synes, at sådan en salat egner sig fortrinligt som frokostret, men den kan selvfølgelig også sagtens spises som aftensmad.

Krydret and med savoykål og nudler
2 personer

2 andebryster
1 tsk anisfrø
6 enebær
½ tsk sorte peberkorn
1 tsk salt
smør til stegning
3-4 blade savoykål
100 g thainudler, der koges møre og skylles i lunkent vand
sesamolie
evt. nigellafrø

Rids skindet på andebrysterne med en skarp kniv. Hæld anisfrø, enebær, peberkorn og salt i en morter og knus krydderierne godt. Har du ikke en morter, kan du også bruge en minihakker (… alternativt hæld anisfrø, enebær og peberkorn i en frostpose, læg den på et spækbræt og tæv posen grundigt med en kødhammer…!). Gnid andekødet grundigt med alle krydderierne.

Smelt en god klat smør på en pande og steg andebrysterne på begge sider ved mediumvarme, indtil skindet er meget sprødt og kødet har fået en god, brun farve. Er du i tvivl, om kødet har fået nok, kan du stikke i kødet med en tynd, skarp kniv. Pibler der rød kødsaft ud, skal det have lidt mere. Andekødet må dog gerne være rosa som på billedet.

Tag andekødet af panden og læg dem på et spækbræt. Mens de hviler et øjeblik, snittes kålen i tynde strimler. Vend kål, nudler og lidt sesamolie i en skål. Skær andebrysterne i skiver og vend dem i salaten. Pynt din andesalat med nigellafrø og servér den med det samme.

Note: Jeg synes, det er en frisk og lækker måde at få krydret and på. Anisfrøene går godt sammen med andekødet, ligesom enebærrene giver lidt vildtsmag uden at dominere smagen. OBS – dette er ikke en salat, der ‘driver’ af dressing, så du er velkommen til at kombinere den med en god dressing, hvis du gerne vil have en mere ‘våd’ servering.

Krydrede flødekartofler med pastinakker

flødekartofler, kartofler, fløde, pastinakker, muskatnød, rosmarin, sellerisaltDa vi havde gæster sidste weekend, serverede vi disse krydrede flødekartofler, hvor jeg også havde blandet kartoflerne med pastinakker. I anledning af mit krydderi-benspænd havde jeg nemlig piftet disse flødekartofler op med lidt forskellige krydderier for at give lidt mere smag til retten.

De krydrede flødekartofler blev i øvrigt serveret sammen med grillede oksebøffer, en simpel kålsalat samt en lun svampecreme.

Flødekartofler med pastinakker
7-8 personer

1 kg kartofler
1 kg pastinakker
8 dl fløde
1½ tsk muskatnød
2 tsk tørret rosmarin
1 tsk sellerisalt
1 tsk friskkværnet peber
1 tsk salt
lidt olie til fadet/fadene
1 dl friskrevet parmesan

Skrub kartofler og pastinakker. Skær dem derefter i ultratynde skiver – gerne med et mandolinjern eller lignende. Smør det/de ildfaste fade, du vil tilberede dine flødekartofler i. Pisk fløden sammen med krydderierne og læg derefter skiftevis de tynde kartoffelskiver og pastinakskiverne i fadene og fordel så den krydrede fløde. Slut af med at drysse osten over. Stil dine flødekartofler i ovnen ved 200 grader i ca. 75 minutter. Stik i dem med en urtekniv for at tjekke, om de er møre – hvis ikke så giv dem 10-15 minutter mere. Tag derefter fadet/fadene ud af ovnen og lad dine flødekartofler trække et kvarters tid, inden du serverer dem.

Note: Flødekartofler er jo gudespise, og de bliver bestemt ikke ringere af en omgang krydderier og pastinakker. Klart en type tilbehør, jeg burde lave noget oftere!

Gulerodssuppe med karry og kokosmælk

Der kom gulerodssuppe med karry på bordet i sidste uge, da det er alt for længe siden, at vi har fået suppe – i hvert fald efter min mening. Jeg lavede en ekstra stor portion, så der også var lidt til fryseren, som jeg kan finde frem en travl hverdag. I det hele taget er jeg ret glad for at lave ekstra portioner, når jeg er i gang med at lave mad, for det er så praktisk med god restemad i hverdagen.

Men tilbage til min gulerodssuppe. Jeg fik lyst til at lave en vegetarsuppe med et asiatisk twist, og det ville samtidig passe godt sammen med mit krydderi-benspænd. Derudover elsker både gemalen og jeg rød karry, og denne suppe er derfor rimelig kraftig. Du er selvfølgelig velkommen til at bruge lidt mindre, hvis du ønsker en mildere smag.

Gulerodssuppe med karry
4-5 personer

500 g revne gulerødder
3 løg hakket i små tern
rapsolie
4-5 tsk rød karrypasta
1 dåse kokosmælk
½ l vand – evt. grøntsagsbouillon
saften fra en citron
salt og peber
fintsnittet forårsløg

Hæld lidt rapsolie i en gryde og svits løg og karrypasta ved mediumvarme i et minuts tid (start evt. med at bruge 3 tsk karrypasta – så kan du altid tilsætte mere, når du har blendet suppen, hvis du gerne vil have en kraftigere smag). Tilsæt gulerødderne og svits dem yderligere i et par minutter, inden du tilsætter kokosmælk og vand. Læg låg på og lad det simre i et kvarters tid. Blend din gulerodssuppe og smag til med salt, peber og citronsaft. Drys lidt forårsløg på suppen og servér den med det samme – gerne med lidt brød til.

Note: En herlig krydret gulerodssuppe med karry, som er forholdsvis sød på grund af gulerødderne og kokosmælken, men som også får en god, kraftig smag på grund af karryen. Citronsaften er med til at ‘løfte’ smagen og tage noget af sødmen.