Citronmåne med marcipan

citronmåne, citronkage, citrondessert, dessert, kage, marcipan, smør, rørsukker, æg, hvedemel, bagepulver, vanilje, citron, flormelisJeg kan lige nå at få en hjemmebagt citronmåne med i benspændet med hjemmelavede færdigprodukter. Her er citronmåne jo en klassiker blandt købekagerne. Personligt har jeg et lidt anstrengt forhold til købekager (her tænker jeg på de folieindpakkede fra supermarkederne), så jeg har ikke fået citronmåne i mange år – indtil jeg for et par år siden smagte en hjemmelavet udgave med marcipan i. Nøj, den var god! Da gemalen mindede mig om, at jeg da burde bage en citronmåne i forbindelse med benspændet, måtte jeg give ham ret og kreerede ovenstående sag.

Jeg skelede til en opskrift fra Bageglad, men skruede dog op for marcipanen, ned for rørsukkeret og op for citronsmagen.

Citronmåne med marcipan
ca. 12 personer

120 g marcipan
150 g blødt smør
125 g rørsukker
5 æg
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
fintrevet skal fra 2 øko-citroner
saft fra 1 citron

Citronglasur:
flormelis + citronsaft

Riv marcipanen fint og rør det sammen med sukker og smør, så det bliver en jævn masse. Rør derefter æggene i et ad gangen. Rør dernæst citronskal, citronsaft og vaniljepulver i, inden du tilsætter hvedemel og bagepulver. Rør det til en jævn dej, som du hælder i en smurt springform på ca. 24 cm. Bag din citronmåne ved 180 grader i ca. 30 minutter.

Lad kagen køle helt af, inden du rører en citronglasur, som du smører oven på.

Note: Dejlig saftig citronmåne med fin citronsmag. Jeg er jo pænt glad for citron, så det er lige før, at jeg kunne finde på at tilsætte endnu mere revet citronskal, men denne her har en fin balance. Jeg serverede kun den ene halvdel for gæsterne – den anden halvdel røg i fryseren, men dog uden glasur. Så kan man altid røre en hurtig glasur, når den er tøet op.

citronmåne, citronkage, citrondessert, dessert, kage, marcipan, smør, rørsukker, æg, hvedemel, bagepulver, vanilje, citron, flormelis

Hindbær-vingummi – hjemmelavede

hindbær-vingummi, vingummi, slik, hjemmelavet, gelatine, hindbær, hindbærstøv, rørsukker, druesukker, citronsyreHindbær-vingummi bliver et af de sidste indlæg i forbindelse med februar-benspændet – hjemmelavede færdigprodukter. Det er ikke så længe siden, at jeg bloggede om hjemmelavet citron-vingummi, og nu fik jeg lyst til at lave en hindbærversion.

Jeg udskiftede citron-smagsgiverne med saft fra frosne hindbær (som jeg gav et hurtigt opkog) samt hindbærstøv, som jeg knuste og siede.

Hindbær-vingummi

Gelatineblanding:
35 ml vand
25 g gelatine

Sukkermasse:
25 ml vand
100 g rørsukker
120 g druesukker

Derudover:
½ tsk citronsyre
3 spsk hindbærsaft fra friske eller frosne hindbær
5 tsk hindbærstøv – knust i morter og derefter siet
rapsolie eller vindruekerneolie
lidt ekstra druesukker til at vende vingummierne i

Tag en stor gryde og fyld vand i. Du skal også bruge en tyk glasskål, som skal kunne være i gryden. Hæld så meget vand i gryden, at den vil dække tre-fjerdedele af skålens yderside. Varm gryden op, indtil vandet når kogepunktet, og tag så gryden af komfuret. Hæld gelatine og vand i skålen og rør rundt. Sæt derefter skålen i det varme vand og læg et låg over.

Hæld nu ingredienserne til sukkermassen i en kasserolle. Rør rundt. Varm kasserollen op og sørg for at røre i sukkermassen undervejs. Når det begynder at boble, stopper du med at røre og putter i stedet et termometer i. Hold godt øje – så snart temperaturen når til 135 grader, tager du kasserollen af varmen. Lad nu den varme sukkermasse køle af, indtil den når 100 grader. Rør så den nu flydende gelatine i sukkermassen sammen med citronsyre. Rør derefter hindbærsaft og knust hindbærstøv i. Skum eventuelt den klistrede masse for bobler, så den bliver helt klar (det gjorde jeg dog ikke). Når massen er yderligere afkølet, så den er nede på 70 grader, hælder du den over i forme, der inden er penslet med lidt rapsolie eller vindruekerneolie. Jeg brugte en silikoneform med hjerter, men du kan også bruge isterningebakker eller et stort fad, hvor du bagefter skærer din hindbær-vingummi ud til små firkanter.

Lad din hindbær-vingummi tørre i et par timer, inden du piller det ud af formen/bakken/fadet. Pudr vingummierne med lidt druesukker, og så er de klar til slikskålen!

Note: Jeg var ret overrasket over, hvor intens farven blev på denne hindbær-vingummi. Jeg tilsatte ikke farve, og alligevel blev de mørkerøde – og havde i øvrigt en smuk, dybrød farve, når man bed dem over. Man skal lige tygge en til to gange på dem, før smagen kommer frem, men så træder hindbærsmagen også tydeligt igennem. Alt i alt et sjovt og velsmagende eksperiment.

Hjemmelavet rejeost

hjemmelavet flødeost, ost, fløde, kærnemælk, hjemmelavet rejeost, rejer, løgpulverDa jeg besluttede mig for at have et benspænd med hjemmelavede udgaver af færdigprodukter, så var hjemmelavet rejeost et af de første projekter, jeg tænkte på. Rejeost er i bund og grund et mærkeligt produkt. Jeg kan godt lide det, men helt ærlig – smøreost med rejer i? Jeg tror ikke, man skal tænke for meget over det…

Nå, men til en hjemmelavet rejeost skal jeg bruge hjemmelavet flødeost, for man (læs: jeg) kan jo lige så godt lave så meget som muligt fra bunden, og det er ikke særlig svært at lave flødeost selv.

Jeg surfede på nettet efter tips og tricks og var lidt overrasket over, hvor forskellige temperaturer, folk går efter, når de laver flødeost. Jeg fulgte ikke en bestemt opskrift men brugte lidt forskellige tricks, og resultatet blev ganske godt.

Hjemmelavet flødeost
½ l kærnemælk
1½ dl fløde
lidt salt

Rør fløde og kærnemælk sammen i en kasserolle og varm det langsomt op ved lav varme (vores komfur skalerer op til 9, og jeg satte pladen til 3½). Du må IKKE røre i væsken undervejs. Når væsken når op på omkring 30-32 grader, begynder den at skille. Har du ikke et termometer, kan du tage lidt af væsken forsigtigt op med en spiseske og derefter mærke efter med en lillefinger. Væsken skal være en smule køligere end din fingerspids.

Hæld væsken gennem et osteklæde, en finmasket saftsi eller et tyndt viskestykke over en skål, der kan opfange overskudsvæsken. Det tager nogle timer for væsken at løbe igennem, så sørg for at sætte det i køleskabet.

Når væsken er dryppet af, har du en blød og lækker flødeost, som du kan smage til med lidt salt.

hjemmelavet flødeost, ost, fløde, kærnemælkOg nu hvor jeg har lavet en flødeost, kan jeg bruge den til hjemmelavet rejeost.

Hjemmelavet rejeost

ovenstående flødeost
1 dl forkogte grønlandske rejer
lidt citronsaft
salt og peber
evt. lidt løgpulver

Hak rejerne fint – gem evt. et par stykker – og rør de hakkede rejer med flødeost. Smag til med salt, peber og citronsaft. Prøv eventuelt også at tilsætte en smule løgpulver, da det giver en kraftigere smag.

Smør rejeosten på lyst brød – for eksempel hjemmelavet toastbrød.

Note: Hjemmelavet rejeost har en mildere smag end købe-rejeost. Man kan skrue lidt op for smagsintensiteten med løgpulver, men en hjemmelavet rejeost vil typisk være mildere. Til gengæld er den dejlig cremet og frisk.

Hjemmelavet fransk hotdog dressing

hjemmelavet fransk hotdog dressing, mayonnaise, æg, vindruekerneolie, citron, sennep, karry, æblecidereddike, sirup, bearnaiseessensI går bloggede jeg om hjemmelavet ketchup, så er det ikke meget passende at følge det op med en opskrift på hjemmelavet fransk hotdog dressing? Jeg kan godt lide denne type dressing, men jeg bliver noget bekymret, når jeg læser den omfattende ingrediensliste på bagsiden af købeudgaven, så det er efterhånden mange år siden, vi har købt den. Men jeg tænkte, at det burde være muligt at fremtrylle en hjemmelavet fransk hotdog dressing, så jeg prøvede mig frem i køkkenet og fik samtidig gemalen til at agere smagsdommer.

Jeg brugte ikke selv bearnaiseessens, da jeg rørte den, men jeg opdagede bagefter, at det også indgår i købeudgaven, så det kan du evt. tilføje lidt af, når du smager den til. Jeg synes dog også, at denne version kommer ganske tæt på.

Hjemmelavet fransk hotdog dressing

3 spsk god mayonnaise – gerne hjemmelavet
1 tsk stærk sennep
½ tsk karry
½ spsk mørk sirup
lidt æblecidereddike
evt. lidt bearnaiseessens
salt

Pisk først en portion mayonnaise – se opskrift her. Rør mayonnaisen med karry, sennep og sirup. Smag til med æblecidereddike og salt – og evt. lidt bearnaiseessens.

Så er det bare om at få bagt nogle hotdogbrød samt koge nogle pølser, og så kan du lave din egen hjemmelavede franske hotdog 🙂

hjemmelavet fransk hotdog dressing, mayonnaise, æg, vindruekerneolie, citron, sennep, karry, æblecidereddike, sirup, bearnaiseessens

Hjemmelavet ketchup

hjemmelavet hotdog, hotdogbrød, hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farin, løg, sennep, syltede agurkerI forbindelse med mit hjemmelavede færdigprodukter-benspænd skal jeg naturligvis også eksperimentere med ketchup. Jeg har tidligere lavet en chiliketchup, men denne gang tænkte jeg, at jeg hellere måtte holde mig til en helt almindelig hjemmelavet ketchup, som er mild og børnevenlig.

Hvis det var sommer nu, ville jeg bruge friske tomater til hjemmelavet ketchup, men da det stadig er vinter, brugte jeg i stedet en dåse tomater fra en italiensk producent. Brug gerne en god kvalitet og ikke nødvendigvis den billigste dåse tomater fra supermarkedet.

Hjemmelavet ketchup

en mediumstort løg, finthakket
et fed hvidløg, hakket
et lille æble
lidt olivenolie
½ tsk karry
½ dl mørk farin
1 dåse tomater – 400 g
½ dl æblecidereddike
salt og peber

Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i tern. Du skal bruge ca. 1 dl. Hæld lidt olivenolie i en lille gryde sammen løg, hvidløg og karry. Svits det ved mediumvarme i et minuts tid og tilsæt så æbleternene. Steg dem et minuts tid og tilsæt farinen. Når den smelter, rører du tomater og æblecidereddike i. Lad det simre en halv times tid. Blend det til en jævn masse. Smag ketchuppen til med salt og peber. Vil du have en mere syrlig version, tilsætter du lidt æblecidereddike, og vil du have en sødere version, tilsætter du lidt sukker.

hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farinNote: Hjemmelavet ketchup egner sig til mange ting – for eksempel hotdogs! Jeg bagte en portion hotdogbrød, stegte nogle pølser og toppede derefter min hotdog med hjemmelavet ketchup, sennep, rå løg samt syltede agurker (du kan sagtens lave syltede agurker selv, men da det ikke er agurkesæson, holdt jeg mig til en anstændig købeversion).

hjemmelavet hotdog, hotdogbrød, hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farin, løg, sennep, syltede agurker