Lette linsefrikadeller

linsefrikadeller, linsedeller, vegetarfrikadeller, vegetardeller, linser, røde linser, æg, paprika, løgDisse linsefrikadeller bliver den sidste af benspændsretterne for januar måned. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg dropper stop-spild-af-mad-retterne, for dem laver jeg hver uge – det er bare ikke altid, de kommer på bloggen.

Linsefrikadeller er – tadaa – vegetarfrikadeller lavet på tørrede linser, i dette tilfælde røde linser. Det er en fin måde at få brugt linser på, hvis du er træt af at spise dem som tilbehør eller i salater, og så kan du samtidig have en kødfri dag. Linsefrikadellerne kan dog også bruges som tilbehør til en kødret. Laver du disse linsefrikadeller i en lidt større størrelse – dvs. bøfstørrelse – kan du bruge dem som ‘bøffen’ i en vegetarburger.

Linsefrikadeller

ca. 200 g røde linser
1 æg
evt. et lille løg, hakket og svitset hurtigt på en pande.
2 spsk hvedemel
1-2 tsk sød paprika
salt og peber

Kog linserne i vand, indtil de er helt møre og splatter ud. Hæld evt. overskydende vand fra og rør de varme linser sammen med æg, hvedemel og krydderier. Husk at smage til. Jeg puttede ikke løg i, men det vil også fungere godt i disse linsefrikadeller.

Varm en god sjat olie på en pande og form frikadeller af linsefarsen. Steg dine frikadellerne gyldne på hver side og servér dem derefter varme sammen med en god creme – for eksempel en hvidløgscreme – samt en fyldig salat.

Note: Enkle men velsmagende linsefrikadeller. Dem skal jeg huske at lave, næste gang Vegetarvennen besøger mig… eller måske bare meget snart igen, fordi de er et fint alternativ, når man gerne vil spise vegetarmad.

Hindbærlagkage med hvid chokolade

hindbærlagkage, lagkage, kage, dessert, lagkagebunde, hvedemel, majsstivelse, æg, flormelis, hindbær, hindbærkompot, rørsukker, hvid chokolade, chokolade, fløde, hyldeblomstsaftJeg lavede denne hindbærlagkage til årets første familiefødselsdag den anden dag – selvfølgelig på hjemmeplukkede hindbær fra fryseren, så det passede til månedens stop-spild-af-mad-benspænd. Faktisk var fløden det eneste, vi måtte købe inden – resten havde vi i fryser, køleskab eller på lageret.

Denne hindbærlagkage minder en del om en rabarberlagkage, jeg tidligere har lavet og som var et hit. Her er rabarberne dog – by obvious reasons – udskiftet med hindbær, og der er justeret på mængden af sukker.

Lagkager er bedst, når de har trukket smag og saft i køleskabet i et døgns tid, så sørg for at lave denne hindbærlagkage aftenen inden, at du skal servere den.

Hindbærlagkage
ca. 10 personer

en portion lagkagebunde
en portion hvid chokoladecreme
hindbærkompot af 500 g frosne hindbær og 150 g rørsukker
bærsaft eller lignende – jeg brugte hyldeblomstsaft
ca. 3 spsk frysetørret hindbær, knust til pulver

Start med at lave chokoladecremen, da den skal bruge fem timer på at sætte sig, inden du kan putte den i lagkagen.

Mens chokoladecremen er i køleskabet, bager du lagkagebundene.

Mens de køler af, koger du en hindbærkompot af 500 g hindbær og 150 g rørsukker. Det tager ca. en halv time, indtil bærmassen er indkogt så meget, at det bliver en fin og forholdsvis fast kompot.

Når du skal lægge din hindbærlagkage sammen, skærer du først lagkage-kagen (!) horisontalt, så du får tre skiver i alt – dvs. tre lagkagebunde. Hvis der er en top på den øverste del af lagkagekagen, så skær den fra og brug den i romkugler en anden dag. Pisk chokoladecremen, indtil den er blød og cremet – det kan godt tage lidt tid, så hav tålmodighed.

Læg en lagkagebund på et fad og dryp bunden med saft. Fordel chokoladecreme ud over og dernæst et lag hindbærkompot. Læg en ny lagkagebund oven på, dryp med saft og fordel hvid chokoladecreme (gem et par dl til at pynte lagkagen med) samt resten af hindbærkompotten. Tag den sidste lagkagebund. Dryp den med lidt saft på den ene side, vend bunden rundt og læg den oven på din hindbærlagkage, så den saftdryppede side vender nedad.

Fordel resten af chokoladecremen ud over toppen og siden af lagkagen. Sæt den i køleskabet i natten over (jeg har en lagkagebeholder, som også beskytter lagkagen mod evt. dufte af andre madvarer i køleskabet).

Lige inden du vil servere din hindbærlagkage, pynter du den ved at drysse hindbærpulver ud over kagen – gerne gennem en lille si, så pulveret lettere fordeler sig pænt ud over kagen.

Note: Min hindbærlagkage vakte heldigvis begejstring – den fik blandt andet en thumbs up af mindstenevøen – men den var også tilpas sød, mild og frisk på samme tid. Jeg brugte ikke så meget sukker i hindbærkompotten, da jeg tænkte, at den godt måtte være forholdsvis frisk i forhold til den milde, søde chokoladecreme, og det viste sig heldigvis, at lagkagen havde en fin balance, så den hverken var for sød eller for syrlig.

Vintersalat med grønkål og pesto

vintersalat, salat, pastasalat, kålsalat, pasta, grønkål, pesto – pesto, svampe, skinke, æbleMånedens stop-spild-af-mad-benspænd bliver også brugt til fyldige salater! Sidste weekend lavede jeg denne vintersalat. Jeg havde noget pasta til overs fra madlavningen et par dage tidligere, og den kombinerede jeg med en lille bøtte ramsløgspesto fra fryseren, tørrede svampe fra lageret, grønkålsblade fra haven samt tørrede æbletern fra skuffen. Det blev alt sammen kombineret i en mættende og herlig vintersalat. Mangler du én eller flere dele, kan det selvfølgelig udskiftes med andre ting.

Vintersalat
2 personer

2 dl kogt pasta – jeg brugte orzo (ligner riskorn)
3 grønkålsblade
2-3 spsk pesto – jeg brugte ramsløgspesto
1 håndfuld tørrede svampe
1 pakke parmaskinke
3-4 spsk tørrede æbletern
salt og peber

Hæld de tørrede svampe i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem trække i et kvarter. Skyl grønkålen og læg den i en skål. Overhæld den med kogende vand og lad det trække i fem minutter.

Rør pastaen sammen med pesto – evt. med lidt varmt vand afhængig af, hvor kompakt pestoen er. Hæld vandet fra grønkål og hak kålen fint. Vend den i pastaen. Hæld vandet fra svampene og hak dem groft. Vend dem i din vintersalat. Skær skinken i mindre stykker og vend den i salaten. Smag til med salt og peber. Drys æbletern over din vintersalat lige inden servering.

Note: Denne vintersalat spiste vi til frokost sidste weekend, og det var en ret med masser af fylde. Olien fra pestoen kombineret med pasta og kål giver en god mæthedsfornemmelse, og der er masser af smag i både pesto, svampe og grønkål. Et fint alternativ til en rugbrødsmad midt på dagen.

Sesamrejer med nudler

sesamrejer, asiatisk, rejer, sesamfrø, rasp, vindruekerneolie, rapsolie, gulerødder, løg, hvidløg, ingefær, nudlerSesamrejer? Jeps, jeg fandt nemlig en halv pose store rejer i fryseren den anden dag, da jeg ledte efter nye stop-spild-af-mad-projekter til madlavningen. Jeg undgik store rejer gennem en årrække, da en del af dem, der er blevet solgt i supermarkederne, efter sigende blev opdrættet på tvivlsomme kemikalieinficerede dambrug i Kina. Men siden jeg opdagede, at man kan få ASC-mærkede store rejer i Føtex og Irma, så er jeg begyndt at købe dem igen (underforstået – de ASC-mærkede ;)).

De store rejer blev brugt til en omgang sesamrejer – dvs. rejer vendt i rasp og sesamfrø og derefter stegt i olie. Jeg skelede lidt til en opskrift i kogebogen ‘Snacks og Fastfood’, men lavede en række ændringer.

Sesamrejer med nudler
2 personer

175-200 g store rejer
1 æg, pisket
2 dl rasp
1 dl sesamfrø
½ l rapsolie

Nudler med grøntsager:
To gulerødder, skåret i små tynde stikker
et løg, skåret I både
2 fed hvidløg, finthakkede
2 tsk knust ingefær
rapsolie
kogte nudler
salt og peber

Tilbehør: Sød chilisauce

Start med tilbehøret, hvor du først koger nudler til to personer (jeg brugte 2-3 nudelreder). Hæld lidt olie i en wok og varm det op. Svits løg og hvidløg i et minuts tid, inden du tilsætter ingefær. Steg det i yderligere et minut, inden du tilsætter gulerødder og lidt mere olie. Lad det stege i nogle minutter. Du kan evt. gå i gang med rejerne på dette tidspunkt. Når gulerødderne også er blevet stegt i nogle minutter, smager du til med salt og peber og tager wokken af komfuret.

Rejerne pilles – behold dog halespidserne. Vend rejerne i æg og derefter i en blanding af rasp og sesamfrø. Hæld rapsolie i en lille kasserolle og varm den godt op. Stik den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik i olien for at tjekke, om den er varm nok. Hvis det bobler omkring tændstikken, er olien klar. Steg tre sesamrejer ad gangen i den varme olie. De skal have nogle få minutter, indtil de er gyldne på hver side. Læg dem på to stykker køkkenrulle og fortsæt stegningen.

Servér dine sesamrejer sammen med nudlerne og lidt sød chilisauce.

Note: Mmmm… dejligt sprøde sesamrejer, der smager skønt med lidt chilisauce og grøntsags-nudelblandingen.

Stop-spild-ad-olie-tip: Når du steger mindre portioner som denne i rapsolie, kan olien godt genbruges. Efter endt stegning lader du olien køle ned, inden du sier den. Jeg hældte min siede olie på en flaske og satte den i køleskabet (er dog ikke 100% sikker på, at den behøver at stå i køleskab, men bare for en sikkerheds skyld…).

Fasan i rødvin

fasan i rødvin, fasan, vildt, vildtkød, rødvin, rosmarin, spidskål, balsamico-eddike, blåbær, tranebær, valnødderJeg fandt en lille fasan i fryseren i sidste uge, som straks blev brugt i et nyt fasan-eksperiment – fasan i rødvin. Det passede nemlig godt ind i mit stop-spild-af-mad-benspænd, da jeg så fik brugt både fasan og rødvin fra fryseren på samme tid. I øvrigt et lille tip – hvis du har rødvin til overs (som du ikke får drukket i løbet af de følgende 1-2 dage), så sørg for at hælde det i en lille plastbøtte eller isterningepose og frys rødvinen ned. Så kan du altid tage en lille sjat op, når du skal bruge rødvin i saucer og sammenkogte retter.

Nå, tilbage til min vildtret. Jeg havde som sagt tænkt mig at lave fasan i rødvin, og den blev serveret sammen med en spidskålssalat. Salaten var lavet på rød spidskål og ikke rødkål, som det ligner.

Fasan i rødvin
2-3 personer

en fasan, delt i fire stykker
smør til stegning
½ løg, skåret i tynde både
1 tsk rosmarin
2 dl kraftig rødvin
1 dl vand

Smelt smør i en gryde og brun fasanstykkerne på alle sider. Tag fasanstykkerne op, smelt lidt mere smør og hæld så løg og rosmarin i gryden. Svits det i et par minutter, inden du putter fasanstykkerne ned i gryden igen sammen med rødvin og vand. Lad det simre under låg i en 1½ time ved lav varme. Vupti – så er der fasan i rødvin!

Væden kan du bruge til sauce, men gør du som jeg og serverer en kålsalat til fasanen, så gem gerne væden. Den kan bruges som base til en sauce en anden dag.

Rød spidskålssalat
2-3 håndfulde rød spidskål, skåret i tynde strimler
3 spsk rapsolie
2 spsk balsamico-eddike
1 håndfuld tørrede blåbær (kan erstattes af tranebær)
1-2 håndfulde valnødder, hakkede
salt

Hæld spidskålen i en stor skål og hæld rapsolie og balsamico-eddike over. Kram kålen godt, så væden trænger ind i den. Vend blåbær og valnødder i salaten og smag til med salt.

Note: Fasan i rødvin er en smuk og dejlig ret, når den serveres sammen med salaten – i sig selv er fasanen jo noget anonym at se på, så det er godt med en farverig salat til. Retten som egner sig godt som efterårs- eller vintermad. Jeg hældte lidt af væden fra fasangryden over kødet, da det blev anrettet på tallerkenen.