Hirsegrød og rugmels-hotdogbrød

Det næste stykke tid kommer indlæggene nok ikke helt i kronologisk rækkefølge, for vi bruger selvfølgelig en del tid på indflytningen i det nye hus. Men i dag stod den nu på det sidste forsøg i januars benspænd – grød. Jeg havde set mig lun på at prøve hirsegrød, og jeg morede mig en del, da jeg skulle finde opskrift på det, for jeg fandt ud af, at det åbenbart er meget populært til babyer! Derfor måtte jeg også hente inspiration til grøden flere steder, og jeg endte med at brygge denne sammen:

Hirsegrød
1 person

1 dl hirseflager
3 dl vand
1 spsk sukker
hakkede nødder

Hirseflagerne koger møre med vandet – det tager nogle få minutter. Sukkeret røres i, og grøden hældes i en skål, hvor du slutter af med at drysse hakkede nødder over.

Note: Jeg kan godt forstå, hvorfor den bliver brugt til babyer, for der var godt nok ikke megen smag i de hirseflager! Jeg endte med at sætte skålen fra mig og spise lidt knækbrød, for smagen var for kedelig til mig, og konsistensen var lidt for bløbbet, men i princippet kan man nok godt få en hæderlig grød ud af det – så skal der bare bruges flere ingredienser med ‘gods i’.

Vi havde malerdag i dag, hvor vi fik malet stuens loft og vægge samt loftet i soveværelset. Om eftermiddagen fik jeg også dækket det mest af køkkenet af, men inden da indviede jeg både ovn og kogeplader ved at bage hotdogbrød til en omgang frokosthotdogs til vores flittige hjælpere. Jeg havde inden luret lidt på en opskrift på Alletiders Kogebog, men jeg tænkte, det var sjovere at eksperimentere lidt med den, så jeg brugte også noget rugmel, så det kunne mætte og smage af mere.

Rugmels-hotdogsbrød
18-20 stk.

50 g gær
5 dl lunkent vand
200 g rugmel
ca. 700 g hvedemel
lidt salt
2 spsk rapsolie

Opløs gæren i vandet, hæld olien i, og bland meltyperne og saltet i dejen. Ælt godt og lad dejen hvile i ti minutter, inden du ælter den igen. Form dem til smalle hotdogbrød og læg dem på en bageplade med en smule mellemrum mellem hvert brød. Lad dem hæve til dobbelt størrelse, inden du pensler dem med vand og bager dem i ovnen ved 225 grader i ca. 10 minutter.

Note: Meget lækre og velsmagende. Vi måtte bruge fingrene til at skille dem ad, så vi kunne putte pølser i, for jeg havde selvfølgelig ikke fået taget en kniv med over i huset, men det gik da fint alligevel.

Jordbærgrød

Jeg kogte jordbærgrød i går aftes, så den var klar til i dag. Hvis jeg havde vidst, hvor godt det ville smage, havde jeg lavet en meget større portion og spist mig alt for mæt i det – så det var nok meget godt, jeg ikke gjorde det!

Jeg surfede lidt rundt på nettet inden og sjussede mig derefter frem til følgende opskrift.

Jordbærgrød
1 person

200 g frosne jordbær
1 dl vand
2-3 spsk sukker
½ tsk vaniljesukker
1 spsk maizena

Kog jordbær, vand og sukker, indtil jordbærrene er godt møre, og du kan mose dem med en gaffel. Tag lidt af væden fra, ryst den sammen med maizenaen og vaniljesukkeret, og tilsæt det, mens du rører godt rundt i grøden. Servér den lun eller kold med mælk på.

Note: Mmmmmm! Dette blev en mild og god jordbærgrød – slet ikke den mindste smule syrlig, hvilket nok skyldtes, at jeg brugte frosne bær. Jeg bliver simpelthen nødt til at lave jordbærgrød igen til sommer, nu hvor jeg er kommet i tanke om, hvor godt det smager…

Sagogrød og fuldkornsboller med græskarkerner

Jeg havde lidt travlt her til morgen, for jeg skulle både nå et grødeksperiment samt at bage frokostboller, som skulle med til rollespilshyggen. Jeg har mange gange set de små pakker med sagogryn i supermarkederne, og de ser jo meget kære ud, når de med deres 250 gram står ved siden af 1- og 2-kilos melposerne. Mit kendskab til sagogryn har dog været ret begrænset – jeg smagte sagosuppe for et par år siden, men det er også sådan cirka det.

Jeg mente dog at have set, at man kunne lave grød af det, så det ville jeg prøve. Det endte dog med at blive så sødt, at min mave ikke mente, det var et ordentligt morgenmåltid, men mon ikke jeg kan lege lidt videre med det en anden dag, for det er et sjovt produkt. Jeg brugte bananstykker til grøden, men jeg tror, at syrlige bær vil være en bedre kombination – og/eller helt at undlade at bruge sukker.

Bollerne blev igen lavet ‘med alt godt fra gemmerne’, og nu fik jeg brugt mit fuldkornshvedemel op – ha! De blev tilmed bedre end de boller, jeg lavede den anden dag, så det er godt, jeg fik de overskydende med hjem, så der er noget til frokosten på arbejdet i morgen. Jeg lavede dejen om aftenen, lige inden jeg gik i seng, og klaskede bollerne på en bageplade, så snart jeg stod op.

Sagogrød
1 person

25 g sagogryn
15 g sukker
2½ dl skummetmælk

Kog ingredienserne ved lav varme – pas på, det ikke brænder på. Jeg tog ikke tid på grøden, men jeg mener, at den fik omkring 15 minutters kogetid – måske endda lidt mindre.

Fuldkornsboller med græskarkerner
ca. 10 store boller

4 dl vand
4 dl yoghurt naturel
15 g gær
lidt salt
4 dl fuldkornshvedemel
1 dl havregryn
1 dl græskarkerner
½ dl rapsolie
hvedemel for resten

Hæld vand og yoghurt i en skål og opløs gæren i det. Bland resten af ingredienserne i – undtagen hvedemelet, som du tilsætter til sidst. Sørg for, at dejen er rimelig klæbrig stadigvæk. Stil dejen i køleskab natten over.

Form boller af dejen næste morgen og stil dem på en bageplade, hvor de får lov til at hæve en times tid, inden de ryger i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter.

Rabarbergrød

Noget af det, jeg har glædet mig mest til ved at vælge grød som månedens benspænd har været muligheden for at få frugtgrød! Det fik jeg meget som barn, og jeg elskede det! Desværre har jeg stort set ikke fået det gennem de seneste ti år, for gemalen er alt andet end begejstret for det, og så har det ikke rigtig været på menuen. Men i aften er jeg alene hjemme, og så var der ingen undskyldning – der skulle koges rabarbergrød!

Jeg har i øvrigt lidt et traume på det punkt, for da jeg var barn, ville jeg på et tidspunkt prøve at lave rabarbergrød, men fik brugt for meget stivelse (tror vi lavede det med husblas dengang), så det blev til en hård gelé. Og det blev jeg drillet med, så det havde jeg sjovt nok ikke lyst til at lave igen lige med det første…

Jeg surfede lidt rundt på nettet og så, at mange opskrifter indeholdt maizena, så det brugte jeg også i dette eksperiment. Det gjorde dog grøden lidt mere ‘mælket’ i udseendet, hvilket jeg ikke er vant til, men det smagte fint, og nu har jeg ‘desværre’ en portion i overskud, som skal i køleskab og nydes en af de nærmeste dage…

Rabarbergrød
2 personer

380 g frossen rabarber i mindre stykker
2 dl vand
3 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
1½ spsk maizena

Rabarber koges i en gryde sammen med vandet. Når det er blevet en lind masse, smages grøden til med de to typer sukker. Maizena røres/rystes sammen med en sjat vand og røres i grøden. Kan spises lun eller kold med mælk eller i mit tilfælde – yoghurt naturel.

Note: Den var lidt mere syrlig og ‘cremet’ i smagen, end jeg husker rabarbergrød fra min barndom, men ellers var den ganske fin. Måske jeg vil eksperimentere videre med dette koncept til foråret, når der er friske rabarber igen.

Grød med rugflager og abrikoskompot, hindbærsmoothie, mangodressing

Jeg er glad for, at jeg ikke havde ambitioner om at nå en masse i dag, for de mørkegrå skyer udenfor sugede godt nok al energi ud af dagen! Men vores planer omhandlede først og fremmest indendørs hygge, og så nåede jeg et par småting i køkkenet. Lige nu har jeg mest af følelsen af blot at vente på den 29., hvor vi får nøglerne til huset – men så får jeg til gengæld også ret travlt, så der er sådan lidt stilhed før stormen…

Grødopskriften fik jeg ideen til, da jeg på et tidspunkt så en opskrift på abrikoskompot på Arlas hjemmeside, mens dressingen er inspireret af en opskrift, jeg så hos Newyorkerbyheart på et tidspunkt.

Grød med rugflager og abrikoskompot
2-3 personer

2 dl rugflager
2 dl havregryn
ca. 6 dl vand
lidt salt

Abrikoskompot:
80 g abrikoser
1 appelsin
1 spsk rørsukker

Snit abrikoserne i strimler og put dem i en gryde. Riv skrællen af en halv appelsin – gerne med et juliennejern – og hæld det op i gryden sammen med saften fra hele appelsinen. Tilføj rørsukkeret og lad det koge under låg i 5-10 minutter.

Kog en grød af rugflager, havregryn og vand – det skal have ca. fem minutter, når det først koger – og hæld det derpå i en skål. Strø evt. lidt sukker på – jeg har noget sukker, der er blandet med lidt brændt kanel, som jeg brugte – og put abrikoskompot oven på.

Note: Den smagte godt, men jeg bliver ved med at glemme, hvor meget grød mætter, så portionen var lige lovlig stor til os to.

Mangodressing
4 personer

1 frisk mango
0,25 dl sød chilisauce
0,25 dl risvinseddike
1 tsk sukker
1 fed hvidløg
lidt salt og peber

Fjern sten og skal fra mangoen og blend frugtkødet sammen med resten af ingredienserne.

Note: Meget cremet og delikat dressing. Den er rimelig mild i smagen, så du kan sagtens eksperimentere med at gøre den stærkere.

Hindbær-smoothie med pecannødder
2 glas

200 g frosne hindbær
3 dl yoghurt naturel
10 pecannødder
saften fra en appelsin
1 tsk vanillesukker
1 spsk blomsterhonning

Ingredienserne blendes.

Note: Det er en af de mere syrlige smoothies – du kan selvfølgelig tilføje mere honning, hvis du vil have den sødere.

 

 

Speltgrød med granatæble

I dag ville jeg opfinde en ny grød og tilmed en solid én af slagsen, eftersom jeg ville putte hele speltkerner i. Jeg havde også et granatæble, der trængte til at blive brugt, og lige pludselig havde jeg en velsmagende og ret mættende grød! Så mættende, at jeg vil anbefale dig at lave en lidt mindre portion end jeg gjorde, for den var lidt for stor. Du kan også udelade rørsukkeret eller siruppen, for jeg opdagede, at kernerne var søde nok, så du behøver ikke begge sødestoffer – altså med mindre du er en lille sukkergris :-)

Speltgrød med granatæble
1 portion og lidt til

1 dl spelt
1½ dl havegryn
½ granatæble
en lille smule salt
1 tsk rørsukker
1 tsk granatæblesirup

Kom speltkernerne i en skål og hæld kogende vand over – der skal være, så kernerne har godt med væde at suge af. Lad det stå i en time. Hæld overskydende vand fra, tilsæt havregryn og hæld atter kogende vand over. Læg et låg over skålen og lad det stå i fem minutter, inden du hælder overskydende vand fra og rører rundt i grøden. Tilsæt lidt salt.

Strø rørsukker på eller dryp granatæblesirup over grøden. Halvér granatæblet og bank på ydersiden af den ene halvdel med en spiseske – det løsner kernerne, og du behøver ikke stå og bøvle med at få dem fri af den hvide hinde, der smager bittert. Drys granatæblekernerne over grøden og nyd den!

Risengrød med kokosmælk og morgengrød med appelsinskal

Jeg er ikke den eneste, der har lavet nytårsforsætter. Da jeg var til træning her til formiddag, var der sort af mennesker, som ville meldes ind! Nu er der tradition for, at der er mange i centret i januar måned, men de to foregående år var der ikke nogen forskel, så jeg tænkte, at nu er markedet åbenbart mættet. Men nej – der var rigtig mange i kø, så det bliver spændende at se, om det er til at komme frem i januar og februar måned i år. I et par indstillede jeg nærmest træningen i januar måned, fordi der var så proppet i centret, men det plejer at blive væsentligt bedre i midten af februar, når mange skærer ned på besøgfrekvensen – eller helt dropper det…

Hvis du har svært ved at holde nytårsforsætter, så læs her en række gode råd til, hvordan du får din vilje og får gjort det, du har lovet dig selv.

Men apropos nytårsforsætter så har jeg fået grød både i går og i dag. I går stod den på risengrød, som jeg ellers ikke kan lide. Folk kigger som regel underligt på mig (mere end de plejer), for det er ikke helt almindeligt at sige nej tak til risengrød. Men jeg har aldrig kunnet lide det, og det kan godt irritere mig, for det er let og billig aftensmad, som har sådan et hyggeligt skær over sig. Forleden fandt jeg en opskrift på risengrød med kokosmælk på Alletiders Kogebog, og det var tilpas anderledes til, at jeg godt ville give risengrød endnu et forsøg.

Risengrød med kokosmælk
3 personer

1 dåse kokosmælk
7 dl vand
170 g grødris
½ tsk fint salt

Kokosmælk og vand bringes i kog. Grødris tilsættes og koges ved lav varme i lidt over en halv time, til risene lige netop er møre. Sørg for at røre jævnligt. Smag grøden til med salt og servér den, sådan som du bedst kan lide risengrød (kanel/sukker/smør).

Note: Da jeg prøvesmagte på risene, var der lidt kokossmag over dem, men til selve måltidet var det stort set forsvundet. Til gengæld var der ikke den der lidt klæge, fede mælkesmag, som jeg ikke er så vild med ved risengrød. Jeg hældte lidt mørk sirup samt kanel på, og det fungerede ok. Det bliver dog aldrig min hofret, men når det nu skal være, så kan jeg bedre lide denne version af risengrød. Den er i øvrigt ideel til mælkeallergikere.

Morgengrød med appelsinskal

Her til morgen ville jeg have grød, så jeg hældte havregryn i en skål samt to spsk tørrede appelskal. Derpå kom der en god sjat kogende vand i, så det mere end dækkede, og jeg satte en tallerken oven på skålen, så havregrynene kunne trække det varme vand til sig i fem minutter.

Grøden blev rørt med en lille bitte smule salt samt to spsk hvedklid og toppet med hakkede hasselnødder, lidt blomsterhonning, rosiner samt kanel. Mmm!