Strata – æggekage med brød og bacon

strata, æggekage, morgenmad, brunch, æg, bacon, tomater, brød, toastbrød, mælk, paprikaJeg eksperimenterer med lidt forskellige morgenmadsprojekter i denne måned – udover det sydafrikanske benspænd – og her lavede jeg for nylig strata. Jeg har ikke fundet en forklaring på, hvorfor denne æggekage-agtige morgenmadsret hedder strata, men den består typisk af æg, mælk og hvidt brød samt forskellige smagsgivere.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Valdemarsro, men justerede på nogle af mængderne samt udskiftede chorizo med bacon, tørrede tomater med friske samt persille med basilikum.

Strata – æggekage med brød
2-4 personer

3 æg
2 dl mælk
salt og peber
½ tsk sød paprika
150 g toastbrød
100 g bacontern, stegt (så de er bløde, ikke sprøde)
75 g friskrevet cheddar
5-6 san marzano tomater, skåret i mindre stykker

Pynt:
Frisk basilikum

Pisk æg, mælk og krydderier sammen i en skål. Pil toastbrødet i små stykker og rør det i æggemassen sammen med tomat, bacon og ost. Lad det trække i køleskabet i en times tid eller evt. natten over.

Smør en springform (ca. 26 cm) med olie eller smeltet smør og fordel blandingen, så det ligger i et glat lag. Bag din strata i ovnen ved 175 grader i 20-25 minutter.

Pynt din strata med frisk basilikum og servér den med det samme – evt. med ketchup til.

Note:Jeg synes, at strata er en festlig servering (i hvert fald hvis du pynter med basilikum), og det er en fin og anderledes morgenmadsret, som indeholder mange af de klassiske morgenmadsingredienser, men er tilberedt på en lidt anden måde.

Svampemad med bacon, fløde, rosmarin og karse

 svampemad, svampe, toastbrød, brød, smør, karse, løg, bacon, rosmarin, hvidvinI dag var vi på den årlige svampejagt, og det skulle naturligvis belønnes til frokost, hvor vi hver især fik en dejlig svampemad! Den kunne tilmed spises udenfor i solskinsvejret, så det var ekstra lækkert.

Vanen tro holdt vi os til rørhatte, og du kan læse om nogle af vores tidligere svampeture i 2017, 2014 og 2011.

Du kan naturligvis selv bage sandwichbrødet til denne svampemad, meeen denne gang valgte jeg dog at købe en god, fiberrig udgave i supermarkedet.

Svampemad med bacon, fløde, rosmarin og karse
2 madder

2 store stykker toastbrød
godt med smør til stegning
1 medium løg, finthakket
100 g tyk bacon, skåret i tern
ca. 250 g rørhatte, hakkede
½ spsk rosmarin
½ dl hvidvin, gerne lidt sød
1½ dl fløde
salt og peber
evt. lidt citronsaft

Smelt en god klat smør på en stor pande. Svits løget ved mediumvarme et minuts tid, inden du tilsætter bacon. Steg det i nogle minutter, indtil fedtet begynder at smelte, og baconen tager farve. Tilsæt så rosmarin og hvidvin og lad det koge op et øjeblik, inden du tilsætter svampene. Rør godt rundt og lad det simre videre, indtil svampene bliver bløde. Rør fløden i og drys derefter salt og peber over – vær ikke nærig med sidstnævnte! Lad det stege videre, indtil fløden er kogt halvt ind. Smag til – evt. med lidt citronsaft.

Anret din svampemad ved at fordele svampestuvningen over de to stykker toastbrød og pynt dem med karse. Spis med det samme – og nyd gerne et glas hvidvin eller en fuldfed brown ale eller porter til.

Note: Der er ikke noget så skønt som svampemad lavet på svampe, man selv har fanget… øh fundet! Den fede fløde kombineret med de saftige svampe, den letparfumerede rosmarin samt det salte touch af bacon er virkelig kræs.

Blomkålsgratin med bacon

blomkålsgratin, gratin, bacon, svinekød, blomkål, æg, smør, hvedemel, raspBlomkålsgratin – og en lang række andre udgaver af gratin – kom ofte på bordet i mit barndomshjem i 80’erne. Jeg var ikke så vild med det, og det skyldtes først og fremmest konsistensen, som var lidt for blød til mig. Heldigvis er det jo noget, jeg selv kan styre i dag, når jeg laver mad, og derfor blev blomkålen i denne blomkålsgratin kun lige akkurat kogt mør, inden den skulle i ovnen.

Jeg fandt en basisopskrift på blomkålsgratin hos Alletiders Kogebog. Jeg opgraderede den dog ved at bruge røget bacon i, ligesom jeg skruede lidt op for saucen samt krydrede den noget mere. Og så brugte jeg heller ikke revet ost, som opskriften foreslog.

Blomkålsgratin med bacon
2 personer

400 g blomkål
lidt smør eller olie til at smøre fadene
1 spsk smør
2 spsk hvedemel
½ tsk muskatnød
2 æg
salt og peber
100 g røget bacon, skåret i små tern
2 spsk rasp

Del blomkålen i mindre buketter og kog dem møre i letsaltet vand. Det tager kun få minutter, så hold godt øje – blomkålen skal lige akkurat være mør (og må godt have lidt bid). Gem lidt af kogevandet. Fordel blomkålsbuketterne i to små smurte fade (ca. 8 x 18 cm) og drys baconen over. Smelt smør i en kasserolle ved mediumvarme og pisk melet ud i det sammen med muskatnød. Pisk ½ dl af kogevandet i og lad så saucen simre ved lav varme et par minutter. Smag til med salt og peber. Tag derefter kasserollen af komfuret, så saucen kan køle af. Del æggene, så du har æggehvider i én skål og æggeblommerne i en kop. Pisk æggehviderne stive. Når saucen er håndvarm, pisker du æggeblommer i, inden du vender æggehviderne i saucen.

Hæld saucen over blomkålen og slut af med at drysse rasp oven på. Bag gratinen ved 200 grader i ca. 25 minutter, indtil den er gylden og sprød.

Servér din blomkålsgratin sammen med en salat og/eller brød.

Note: En fin og rimelig mild blomkålsgratin, hvor smagen som får lidt kant fra den røgede bacon. Jeg pønser lidt på at lave en udgave med flere krydderier i, for jeg synes bestemt, at gratin kan være godt, så længe den har lidt bid og smag.

Pæreflæsk med rosmarin

pæreflæsk, æbleflæsk, flæsk, bacon, rosmarin, pære, frokost, pålæg, jul, julefrokostDenne pæreflæsk serverede jeg som et alternativ til den klassiske æbleflæsk, som jeg selv er ret stor fan af. Gemalen er dog ikke så meget til klassikeren, så jeg mente, det var en oplagt mulighed for at prøve en anden version af på ham.

Jeg fandt inspiration hos Maden i mit liv, som tidligere har blogget om pæreflæsk. Hun lavede det med timian, men jeg havde mere lyst til rosmarin, så det brugte jeg i stedet.

Det er vigtigt, at du bruger en ret moden pære, for den skal blive blød og mør under stegningen. Du bestemmer selv, om du bruger flæsk eller bacon til retten – jeg valgte at bruge bacon i denne ombæring, da det skulle være en enkelt frokostservering, men til en julefrokost vil jeg nok bruge flæsk i stedet.

Pæreflæsk med rosmarin
2-3 personer

1 stor pære
3-4 skiver bacon eller flæsk
lidt smør
1 tsk finthakket frisk rosmarin
salt

Fjern stilk, blomst og kernehus fra pæren og skær resten i mindre stykker. Smelt lidt smør på en pande og steg baconen på begge sider, indtil den er mør og sprød. Tag baconen af og læg den på et stykke køkkenrulle. Smid pærestykkerne på panden sammen med rosmarinen og lad det simre ved mediumvarme, indtil pærestykkerne er møre. Smag din pæreflæsk til med salt og servér den med det samme.

Note: Denne pæreflæsk har en fin balance mellem den søde, bløde pære og den friske rosmarin. Den er et fint alternativ til æbleflæsk – gemalen var i hvert fald ret begejstret for denne version, og jeg kan bestemt godt finde på at lave den igen en anden dag.

Simpel pastagryde

pastagryde, pasta, bacon, svinekød, løg, oregano, timian, tomater, svampeDenne pastagryde burde jeg have lavet, da jeg som fattig studerende boede i ungdomsbolig, hvor køkkenet bestod af to kogeplader og en vask! Der var ingen plads – og dermed heller ikke plads til opvask, så den forsvandt sjovt nok noget hurtigere end i dag, hvor jeg har rigelig med køkkenbordsplads.

Pastagryde har flere fordele – den kræver næsten ingen køkkenredskaber, den er let at lave, og så er den også billig. I det hele taget en perfekt studenterret eller en billig ret i slutningen af måneden.

Jeg brugte følgende redskaber:
– et spækbræt
– en mellemstor kniv
– en mellemstor gryde

Pastagryde
2 personer

1 løg, hakket i tern
2 fed hvidløg, finthakkede
2 tsk oregano
1 tsk timian
lidt olie til stegning
100-120 g god bacon, skåret i tern
200 g champignons, rensede og skåret i tern
2 gulerødder, vaskede og skåret i tern
500 g flåede tomater
pasta til to personer
2-4 dl vand
salt og peber

Hæld olie i en gryde og varm det op til mediumvarme. Tilsæt løg, hvidløg, oregano og timian og svits det, indtil løgstykkerne bliver bløde. Skær champignons og gulerødder ud og hæld dem i gryden. Skær derefter baconen ud og tilsæt den efter et par minutter. Rør godt rundt. Lad det stege i ca. fem minutter – husk at røre undervejs – og tilsæt så pasta samt to dl vand. Når det begynder at koge, tilsætter du pasta. Læg låg på gryden og lad det koge videre, indtil pastaen er mør. Husk at røre i det undervejs og tilsæt gerne mere vand. Smag din pastagryde til med salt og peber.

Note: Pastagryde er jo en ultrasimpel ret, som du kan pifte yderligere op med flere grøntsager og flere krydderier. Hvis du ikke er underlagt samme benspænd som mig og gerne må hive et rivejern frem, vil jeg da anbefale at file lidt friskrevet ost ud over retten 🙂