Sushi bowl med laks og edemamebønner

sushi bowl, fisk, laks, edemamebønner, svampe, gulerødder, røde løg, ris, sesamfrø, tang, avokado, risvinseddike, rørsukkerSushi bowl er en af de retter, jeg har glædet mig mest til at prøve i forbindelse med mit ris-benspænd. Jeg elsker sushi, men det er dog lidt omstændigt at lave selv, så det er faktisk flere år siden, det sidst er sket. Sushi bowl er noget lettere at lave, så her er der ingen undskyldning!

Jeg har læst lidt forskellige udmeldinger mht. hvorvidt man skal fryse fisk til sushi. Det skal man som udgangspunkt (mindst 13 timer), men jeg har dog også hørt, at det behøver man ikke, hvis det for eksempel drejer sig om laks. Jeg tog ingen chancer og frøs laksen ned og tøede den derefter langsomt op i køleskabet.

Sush bowl med laks og edemamebønner
2 personer

Ris:
1½ dl sushiris
½ spsk rørsukker
½ tsk salt
2 spsk riseddike

Topping:
et stykke rå laks – 120-150 g
1 avokado
en lille pakke friske enoki-svampe
lidt smør til stegning
100 g edemamebønner
en stor gulerod
½ mellemstort rødløg
½ dl rørsukker
½ dl risvinseddike
1 dl vand
salt og friskknust peber
en plade sort tang

Pynt:
lidt sorte sesamfrø

Skyl risene i koldt vand, indtil vandet er helt klart. Hæld risene over i en gryde sammen med 2½-3 dl vand. Bring vandet i kog og skru så ned, så det blot står og simrer de næste ti minutter. Læg låg på gryden og lad risene hvile under låg i ti minutter. Rør sukker, salt og riseddike godt sammen og hæld det over risene, som vendes grundigt i væden. Lad risene køle af.

Mens risene køler af, gør du toppingen klar. Skræl guleroden og skær den i tynde stængler. Skær løget i tynde både. Hæld rørsukker, eddike og vand i en gryde sammen med lidt salt og peber. Bring det i kog og tilsæt så gulerodsstykkerne og løgstykkerne. Lad det simrer i 5 minutter og sluk så for komfuret. Lad grøntsagerne trække i væden.

Giv edemamebønnerne et kort opkog og hæld vandet fra. Skær avokadoen i tern og laksen i tynde stykker. Rens svampene og steg dem i kort tid i en klat smør på en pande. De skal blot lige være møre.

Nu er det tid til at anrette din sushi bowl. Fordel risene i to bredbundede skåle. Anret derefter laks, avokado, svampe og edemamebønner oven på risene. Hæld marinaden fra gulerods-løgblandingen og fordel dem over risene og skær til sidst tangen i tynde strimler og put den oven på. Du kan evt. pynte din sushi bowl med lidt sorte sesamfrø, men det er helt op til dig.

Nyd din sushi bowl sammen med et glas hvidvin.

Note: Ikke alene er en sushi bowl vanvittig smuk – det er også en let og lækker måde at få sushi på (eller… sushi-agtig aftensmad). Du kan naturligvis bruge andre fisk end laks, ligesom du også kan lege med andre typer topping.

Fiskefad med ris og porrer

fiskefad, fisk, porre, hvidvin, dild, avokado, risJeg er så småt ved at komme i omdrejninger igen efter sidste weekends ferie sydpå, og så kan jeg meget passende komme videre med månedens benspænd. I dag fik vi dette fiskefad til frokost – en ret, der er let at lave og som virkelig ikke kræver særlig mange køkkenredskaber. Hvis du gerne vil spare noget opvask, så er det altid en god idé at lave alt-i-en gryde/fad/pande, og det er lige præcis, hvad dette fiskefad er.

Til dette fiskefad brugte jeg følgende køkkenredskaber:
– et spækbræt
– en mellemstor skarp kniv
– et ildfast fad

OBS – jeg brugte det mexicanske krydderi epazote til at krydre fisken med, men jeg tror faktisk, at tørret dild er lidt bedre – og så er det også væsentlig lettere at få fat på.

Fiskefad med ris og porrer
2 personer

1½ dl ris
2 dl hvidvin (obs – kan udskiftes med vand)
2 dl vand
2 porrer, skåret i skiver
2 rødspættefileter
tørret dild
salt og peber

Derudover:
olivenolie
1 avokado, skåret i tern
evt. et par spsk creme fraiche

Strø risen ud i et ildfast fad og hæld vin+vand over. Fordel porreskiverne ud over risen og stil fadet i ovnen ved 180 grader. Lad det bage i en halv times tid. Drys salt, peber og tørret dild over fiskene og læg dem oven på porrerne. Lad fiskefadet bage videre i ca. 20 minutter. Test om risene er møre – hvis ikke giv retten et par minutter mere i ovnen.

Anret dit fiskefad på to tallerkener med lidt olivenolie over og sammen med avokado skåret i tern sant evt. også en klat creme fraiche.

Note: Dette fiskefad er en superlet og billig måde at få sneget lidt mere fisk ind i madlavningen. Det er en mild ret, men du kan altid bruge lidt flere krydderier, hvis du ønsker en kraftigere ret.

fiskefad, fisk, porre, hvidvin, dild, avokado, ris

Mexburger med ost, avokado og majs

mexburger, oksekød, burger, burgerbolle, avokado, tomater, rødløg, ostDe første par burgere i burgerbenspændet var uden kød, men her i weekenden fandt jeg det hakkede oksekød frem, så vi kunne få en mexburger! Det er en burger med gods i, men den behøver ikke nødvendigvis at være meget stærk – mængden af chili bestemmer du selv.

Jeg serverede også nogle lækre fritter sammen med min mexburger, men dem fortæller jeg om senere på ugen.

Mexburger
2 stk.

2 burgerboller
250 g hakket oksekød
smør til stegning
salt og peber
chili
1½ dl majssalat
1 avokado
tynde rødløgsringe
4 tykke skiver ost
1 tomat, skåret i skiver

Rør oksekød sammen med salt, peber og den mængde chili, du ønsker. Form kødet til to flade bøffer. Smelt en god klat smør på en stor pande. Flæk burgerbollerne og steg dem med snitfladen ned mod panden, indtil de tager farve. Tag dem i af panden. Smelt lidt mere smør og steg bøfferne på hver side.

Læg osteskiverne på de flækkede burgerboller og varm dem enten i mikrobølgeovn eller almindelig ovn, indtil osten smelter. Læg hver mexburger sammen, så den udover bollen, osten og bøffen består af avokado, rødløg, tomat samt majssalat.

Note: Mmm! Jeg kan altså ikke stå for mexicansk-inspireret mad – sødmen fra majsene, den cremede avokado, de lidt skarpe løg og ikke mindst den krydrede bøf.

Jeg havde egentlig tænkt mig at putte frisk koriander i min mexburger, men det glemte jeg, så det får jeg forhåbentlig brugt i denne uge i stedet. 

Stegt and og solbær

stegt and og solbær, andebryst, avokado, hytteost, creme fraicheAnd og solbær?! Ja, jeg er nemlig ikke færdig med at bruge bær i de varme retter! I onsdags bloggede jeg om en kæk asparges-servering med hindbærsauce, og i dag præsenterer jeg denne ret med stegt and og solbær!

Andekød har en kraftig og fed smag, som får et godt modspil af kraftige mørke bær såsom brombær og solbær. Da vores solbærbusk er gået helt amok i år, har vi allerede plukket en del friske syrligtsøde bær, og en håndfuld af dem indgik som sagt i aftensmaden, hvor and og solbær blev kombineret.

Stegt and og solbær
2 personer

1 andebryst
Salt
Lidt andefedt eller smør til stegning
2 tykke madpandekager – for eksempel hvidkålspandekager eller spinatpandekager
2 avokadoer, skåret i tern
100 g hytteost eller creme fraiche
Peber
1 dl friske solbær

Rids andebrystet på skindsiden og gnid det med salt. Steg andekødet på en pande i et lidt andefedt eller smør ved mediumvarme. Når det er stegt på begge sider – og stadig har en letrosa midte – er det klar.

Læg hver madpandekage på en tallerken og fordel avokadotern oven på. Læg en klat hytteost eller creme fraiche i midten og skær derefter andekødet i skiver. Fordel dem oven på pandekagerne og drys peber på. Fordel til sidst solbærrene oven på pandekagerne og servér retten med det samme.

Note: And og solbær er en god kombination, for de syrligtsøde bær passer godt til det kraftige andekød. Vi har ofte madpandekager i fryseren, så vi kan bruge dem til en travl hverdag, og har du også det, kan denne ret laves på under en halv time.

Boghvedepandekager med myntecreme

boghvedepandekager, pandekager, madpandekager, boghvedemel, æg, mælk, mynte, yoghurt naturel, kylling, agurk, Jeg bagte boghvedepandekager i sidste uge – lavet på noget boghvedemel, jeg havde fået af en af mine venner, som havde det i overskud. Generelt set er der rigtig mange ting, man kan snige i pandekager – både i selve dejen men også som fyld – så jeg tænkte, at boghvedemel ville fungere fint. Jeg bruger dog ikke denne type mel så tit, så jeg var spændt på resultatet.

Boghvedepandekager med myntecreme
2 personer

Pandekagedej til 6-7 pandekager:
2 æg
2½ dl mælk
1 tsk salt
2 spsk rapsolie
2½ dl boghvedemel
Smør til stegning

Myntecreme til 4 pandekager:
2 dl yoghurt naturel
1½-2 spsk friskhakket mynte
Salt og peber
Lidt citronsaft

Fyld til 4 pandekager:
2 stegte kyllingebryster, skåret i strimler
1 avokado, skåret i tern
en tredjedel agurk, skåret i stave

Start med myntecremen. Rør ingredienserne sammen og lad den trække mindst en time i køleskabet.

Så er det tid til lave boghvedepandekager. Pisk æg og mælk sammen. Pisk derefter olie, salt og boghvedemel i. Smelt en klat smør på en mediumstor pande og hæld lidt af dejen på panden. Bag pandekagen på begge sider, til den er letgylden. Fyld dine boghvedepandekager med myntecreme, kylling, avokado og agurk. Pynt eventuelt med en lille hornviol.

Note: Jeg var virkelig positivt overrasket over disse boghvedepandekager. Jeg frygtede lidt, at de ville have en tør smag eller måske være lidt for porøse, men de havde en fin, mild smag og var tilpas bløde og elastiske. Dejligt! Dem må jeg bage flere af den kommende tid.