Honningglaserede revelsben

honningglaserede revelsben, svinekød, grill, løgpulver, paprika, koriander, sennepspulver, rørsukker, honningglace, honning, sennep, æblecidereddikeMmmm… honningglaserede revelsben…!

Ja, de kom på grillen og derefter på bordet, da vi havde besøg i sidste uge. Vi serverede det for de samme gæster, der også blev udsat for fiskerilette.

De honningglaserede revelsben er en mildere og sødere udgave af de langtidsgrillede revelsben, som jeg tidligere har lavet. Du skal helst bruge en kulgrill eller en gasgrill, der kan holde en konstant varme i 5-6 timer, men du kan muligvis også klare det på en Weber, hvis du fylder op med ekstra briketter undervejs.

Honningglaserede revelsben
4-6 personer

6 store stykker revelsben (sælges ind imellem også som spareribs i supermarkederne)
– vælg gerne nogle, der ikke har alt for meget fedt

Rub:
2 spsk løgpulver
2 spsk sød paprika
1 spsk stødt koriander
1 spsk sennepspulver
2 spsk rørsukker
1 spsk salt

Rør krydderiblandingen grundigt sammen, inden du vender dine revelsben i blandingen. Dæk de krydrede revelsben med husholdningsfilm og læg dem i køleskabet i mindst tre timer eller evt. natten over.

Nu er det tid til at tænde grillen!

Tag kødet ud af køleskabet en halv time inden, at du skal bruge det. Det kan for eksempel være samtidig med, at du tænder op i grillen, men det afhænger selvfølgelig af, hvor hurtig eller langsom din grill er til at varme op. Grillen skal være 140-150 grader varm.

Når grillen har nået den rette temperatur, sætter du en stor drypbakke ned i grillen. Læg derefter grillristen på og placér dine revelsben, så de får indirekte varme. Læg låget på grillen og tjek, at temperaturen holder sig på 140-150 grader. Lad derefter kødet passe sig selv i 2½ time.

Når tiden er gået, tager du dine revelsben af grillen og pakker dem ind i stanniol. Hæld eventuelt ½ dl æblecidereddike ned i pakken. Put det indpakkede kød tilbage på grillen og sørg for, at temperaturen stadig er 140-150 grader. Lad dem grille videre i fred i 1½-2 timer.

Når tiden er ved at være gået, rører du din honningglace sammen.

Honningglace:
3 spsk honning
2 spsk stærk sennep
1 spsk æblecidereddike
1 spsk olivenolie
1 tsk peber
1 tsk salt

Læg de grillede revelsben tilbage på grillen. Vær lidt forsigtig – kødet er efterhånden ret mørt – og smør honningglace på oversiden af kødstykkerne. Lad de honningglaserede revelsben ligge på grillen i ca. fem minutter og tag dem så af. Du kan servere dem sammen med coleslaw, men jeg lavede nu en anden slags tilbehør, som jeg vil blogge om en af de kommende dage.

Note: Disse honningglaserede revelsben er møre som smør og søde som… honning! De er så lækre og saftige, og så mætter de tilmed ganske godt. Kan klart anbefales.

Hjemmelavet fransk hotdog dressing

hjemmelavet fransk hotdog dressing, mayonnaise, æg, vindruekerneolie, citron, sennep, karry, æblecidereddike, sirup, bearnaiseessensI går bloggede jeg om hjemmelavet ketchup, så er det ikke meget passende at følge det op med en opskrift på hjemmelavet fransk hotdog dressing? Jeg kan godt lide denne type dressing, men jeg bliver noget bekymret, når jeg læser den omfattende ingrediensliste på bagsiden af købeudgaven, så det er efterhånden mange år siden, vi har købt den. Men jeg tænkte, at det burde være muligt at fremtrylle en hjemmelavet fransk hotdog dressing, så jeg prøvede mig frem i køkkenet og fik samtidig gemalen til at agere smagsdommer.

Jeg brugte ikke selv bearnaiseessens, da jeg rørte den, men jeg opdagede bagefter, at det også indgår i købeudgaven, så det kan du evt. tilføje lidt af, når du smager den til. Jeg synes dog også, at denne version kommer ganske tæt på.

Hjemmelavet fransk hotdog dressing

3 spsk god mayonnaise – gerne hjemmelavet
1 tsk stærk sennep
½ tsk karry
½ spsk mørk sirup
lidt æblecidereddike
evt. lidt bearnaiseessens
salt

Pisk først en portion mayonnaise – se opskrift her. Rør mayonnaisen med karry, sennep og sirup. Smag til med æblecidereddike og salt – og evt. lidt bearnaiseessens.

Så er det bare om at få bagt nogle hotdogbrød samt koge nogle pølser, og så kan du lave din egen hjemmelavede franske hotdog 🙂

hjemmelavet fransk hotdog dressing, mayonnaise, æg, vindruekerneolie, citron, sennep, karry, æblecidereddike, sirup, bearnaiseessens

Hjemmelavet ketchup

hjemmelavet hotdog, hotdogbrød, hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farin, løg, sennep, syltede agurkerI forbindelse med mit hjemmelavede færdigprodukter-benspænd skal jeg naturligvis også eksperimentere med ketchup. Jeg har tidligere lavet en chiliketchup, men denne gang tænkte jeg, at jeg hellere måtte holde mig til en helt almindelig hjemmelavet ketchup, som er mild og børnevenlig.

Hvis det var sommer nu, ville jeg bruge friske tomater til hjemmelavet ketchup, men da det stadig er vinter, brugte jeg i stedet en dåse tomater fra en italiensk producent. Brug gerne en god kvalitet og ikke nødvendigvis den billigste dåse tomater fra supermarkedet.

Hjemmelavet ketchup

en mediumstort løg, finthakket
et fed hvidløg, hakket
et lille æble
lidt olivenolie
½ tsk karry
½ dl mørk farin
1 dåse tomater – 400 g
½ dl æblecidereddike
salt og peber

Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i tern. Du skal bruge ca. 1 dl. Hæld lidt olivenolie i en lille gryde sammen løg, hvidløg og karry. Svits det ved mediumvarme i et minuts tid og tilsæt så æbleternene. Steg dem et minuts tid og tilsæt farinen. Når den smelter, rører du tomater og æblecidereddike i. Lad det simre en halv times tid. Blend det til en jævn masse. Smag ketchuppen til med salt og peber. Vil du have en mere syrlig version, tilsætter du lidt æblecidereddike, og vil du have en sødere version, tilsætter du lidt sukker.

hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farinNote: Hjemmelavet ketchup egner sig til mange ting – for eksempel hotdogs! Jeg bagte en portion hotdogbrød, stegte nogle pølser og toppede derefter min hotdog med hjemmelavet ketchup, sennep, rå løg samt syltede agurker (du kan sagtens lave syltede agurker selv, men da det ikke er agurkesæson, holdt jeg mig til en anstændig købeversion).

hjemmelavet hotdog, hotdogbrød, hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farin, løg, sennep, syltede agurker

Hjemmelavet remoulade

hjemmelavet remoulade, mayonnaise, rapsolie, æg, citroner, gulerødder, kapers, æblecidereddike, drueagurker, sennep, karry, gurkemejeSå er det tid til en portion hjemmelavet remoulade i anledning af mit benspænd om hjemmelavede færdigprodukter. Jeg eksperimenterede med hjemmelavet remoulade for nogle år siden, men begik den fejl at lave mayonnaisen på olivenolie, og det fungerede ikke rigtig. Jeg vil derfor anbefale dig at bruge en helt almindelig rapsolie, når du laver mayonnaise.

mayonnaise, rapsolie, æg, citronerMayonnaise er virkelig let at lave, men jeg indrømme, at jeg sjældent laver det fra bunden, da man minimum skal lave 1 dl mayonnaise. Ooog det er ikke særlig tit, jeg har brug for så store mængder mayo 🙂

Hjemmelavet mayonnaise

1 æggeblomme
1 dl rapsolie
lidt citronsaft
salt og peber

OBS – sørg for, at både æggeblomme og rapsolie har stuetemperatur, inden du går i gang!
Pisk æggeblommen med lidt citronsaft og tilsæt så en tsk rapsolie. Pisk det ind i æggeblommen, tilsæt lidt mere olie, pisk igen og fortsæt sådan i stille og rolig tempo, indtil al olien er optaget i mayonnaisen. Smag til med salt og peber.

hjemmelavet remoulade, mayonnaise, rapsolie, æg, citroner, gulerødder, kapers, æblecidereddike, drueagurker, sennep, karry, gurkemejeHjemmelavet remoulade

den hjemmelavede mayonnaise
1½ dl finthakket syltede drueagurker
1 mediumstor gulerod
1 spsk kapers, finthakket
1 tsk stærk sennep
½ tsk gurkemeje
½ tsk karry
½-1 spsk syltelage eller æblecidereddike
salt og peber

Start med at skrælle guleroden og skær den derefter i mindre tern. Kog dem møre og lad dem køle af. Hak de kogte gulerodstern og hæld 1½-2 spsk i den hjemmelavede mayonnaise. Tilsæt drueagurker, kapers, sennep, gurkemeje og karry og rør godt rundt. Smag til med lage/eddike samt salt og peber, og lad remouladen trække en times tid.

Hjemmelavet remoulade gør sig selvfølgelig godt til frokostretterne. Hvad med for eksempel at servere den til fiskefileter paneret i polenta?

Grillet oksespidsbryst med bønnefritter

grillet oksespidsbryst, grill, brisket, sødpakrika, røget paprika, løgpulver, rørsukker, chili, øl, æblecidereddike, sirup, hp sauce, bønnefritter, bønner, coleslawSidste weekend havde vi besøg af et vennepar (det selvsamme par, der blev udsat for hindbærdrinks og fuldskager), og til hovedret serverede jeg grillet oksespidsbryst med bønnefritter og coleslaw. Oksespidsbryst er ikke den letteste oksekødsudskæring at tilberede, men den kan faktisk bruges i nogle virkelig lækre retter, hvis man langtidstilbereder kødet – for eksempel som når man laver texansk brisket på grill.

I øvrigt – beklager billedkvaliteten i dette indlæg, men lysforholdene var ikke så gode denne aften, og jeg prioriterede altså at servere maden varm for gæsterne 🙂

Jeg havde fundet et tilbud på to stykker oksespidsbryst fra frilandskvæg, og da jeg 95% af tiden køber økologisk eller frilandskød, så var det et tilbud, jeg ikke kunne modstå. Men det betød også, at oksespidsbryst-stykkerne var noget små (lidt over 600 g hver). Hvad gør en klog? Snører dem sammen naturligvis! Det er måske ikke optimalt, men det virkede overraskende godt.

OBS – det grillede oksespidsbryst er tilberedt på en lukket kulgrill, hvor det er let at holde en stabil temperatur.

Grillet oksespidsbryst
5-6 personer

ca. 1300 g oksespidsbryst

Rub:
1 spsk sød paprika
1 spsk løgpulver
1 spsk sennepspulver
½ spsk røget paprika
1 spsk salt
1 tsk stærk chilipulver
1 tsk friskkværnet peber

Du skal starte forberedelserne dagen inden, at du skal spise det grillede oksespidsbryst. Rør ingredienserne til rubben sammen og gnid kødet med det. Læg kødet i en frysepose og stil det i køleskabet til næste dag.

Vi skulle bruge kødet omkring kl. 19 næste dag, så på selve dagen tog vi kødet ud af køleskabet ca. 10 timer før servering. Kødet skal have 8-10 timer ved 110 grader, men det kan svinge lidt, så sørg for at stikke et stegetermometer i fra start og hold løbende øje med kødet.

Jeg lagde 3 håndfulde røgflis (denne gang hickory-flis) i blød i vand og tændte op for vores grill. Den var klar ca. 20 minutter senere, og så røgflis smidt på de varme kul, en drypbakke blev sat ind, og kødet blev lagt på risten. Derefter blev grillens låg lagt på, og så fik kødet ellers lov til at hygge sig i 4-5 timer. Vi kiggede dog på termometeret med jævne mellemrum.

Derefter var det tid til at koge en marinade til det sidste halvdel af grilltiden.

Marinade:
1 dl øl
1 dl æblecidereddike
1 spsk ahornsirup
1 spsk hp-sauce (eller lignende krydret sauce)
2 spsk rapsolie

Hæld ingredienserne i en gryde og varm det op, indtil det er på nippet til at koge. Lad det køle lidt af og pensl derefter grillkødet med marinaden én gang i timen.

grillet oksespidsbryst, grill, brisket, sødpakrika, røget paprika, løgpulver, rørsukker, chili, øl, æblecidereddike, sirup, hp sauceDet grillede oksespidsbryst er færdigt, når det har en kernetemperatur på 85-90 grader. Tag det derefter af grillen og dæk det til med stanniol. Det må gerne stå en halv times tid, inden du skærer det ud. Her kan du samtidig også hælde lidt af marinaden ud over kødet.

bønnefritter, bønner, grønne bønnerVi fik også to slags tilbehør til det grillede oksespidsbryst. Den ene var denne coleslaw med peanuts. Jeg lavede lidt ekstra marinade, så coleslawen blev mere saftig. Det kunne nemlig kompensere for, at jeg ikke serverede sauce til retten.

Derudover lavede jeg bønnefritter, hvilket kort fortalt er grønne bønner vendt med olivenolie og salt og derefter stegt i ovnen. Det smager ganske godt og kan få selv bønneskeptikere til at guffe bønner i sig.

Bønnefritter
3-4 personer

500 g grønne bønner – jeg brugte frosne
½ dl olivenolie
salt og peber

Vend de grønne bønner med olivenolie (du behøver ikke at tø dem op inden) og fordel dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Drys salt og peber over og bag dine bønnefritter i ovnen ved 200 grader i 45-50 minutter. Kig til dem undervejs og tag dem ud, hvis de begynder at blive (meget) mørke.