Sliders med kylling, æble og fennikel

slider, sliders, sliderboller, boller, burgerboller, hvedemel, fuldkornsmel, gær, kærnemælk, sesamfrø, burger, sliders med kylling, fennikel, mayonnaise, æbleJeg kan jo ikke have et burgerbenspænd uden også at lave sliders (aka miniburgere), så her i weekenden lavede jeg sliders med kylling! Det var nogle små saftige hapsere, som jeg virkelig kan anbefale!

Jeg startede naturligvis med at bage en portion miniburgerboller, som var en lidt sødere hvedemelsudgave af disse burgerboller.

Miniburgerboller
ca. 16 stk.

4 dl kærnemælk
12 g gær
2 spsk rørsukker
½ spsk salt
½ dl rapsolie
ca. 6½ dl hvedemel + lidt ekstra til når bollerne skal formes
1 æg, pisket
et par spsk sesamfrø

Hæld kærnemælken i en skål og rør gæren ud i den. Rør derefter rørsukker i og tilsæt så rapsolie og halvdelen af hvedemelet. Pisk det grundigt sammen, inden du tilsætter saltet og mere og mere af melet, mens du rører dejen sammen med en træske. Dejen skal være blød og fugtig. Ælt den grundigt og og dæk den så med et fugtigt viskestykke. Lad den hæve til dobbelt størrelse. Tryk forsigtigt dejen ud på et meldrysset bord, så den er ca. 1½ cm høj. Brug en udstikker til at udstikke dine sliderboller (jeg brugte en udstikker på ca. 6 cm i diameter). Restdejen kan æltes sammen og kan enten trykkes ud igen, så du kan bruge udstikkeren – eller du kan selvfølgelig bare forme dem med hænderne. Stil de små boller på en bagepapirbeklædt bageplade og pensl dem med æg. Drys lidt sesamfrø over og bag dine miniburgerboller ved 180 grader i 15-20 minutter.

Note: Små luftige miniburgerboller – perfekte til sliders!

Og så skal der selvfølgelig også laves fyld til dine sliders med kylling.

Fyld til 7-8 sliders:
1 kyllingelår + overlår
rapsolie
2 dl hvidvin eller sake
1 tsk salt
½ tsk fennikelfrø
½ tsk peberkorn
½ tsk chiliflager
tynde skiver æble
tynde skiver fennikelknold
lidt god mayonnaise
drueagurker, skåret i tynde skiver

Knus salt, fennikelfrø, peberkorn og chiliflager i en morter eller minihakker. Læg kyllingekødet i et ildfast fad og pensl det med olie. Drys krydderiblandingen over og hæld vinen i fadet. Stil fadet i ovnen ved 180 grader i 40-45 minutter, indtil kyllingen er gennemstegt. Tag fadet ud og pil forsigtigt kødet af knoglerne – brug et par gafler. Fjern kyllingeknoglerne og mos kødet ud i vinen i fadet. Lad det trække, mens du gør æbleskiverne og fennikelskiverne klar. Flæk dine miniburgerboller og smør hver halvdel med lidt mayonnaise. Læg fennikelskiver på bunden af burgerbollen og fordel derefter lidt kyllingekød over. Top det med drueagurker og æblestykker, inden du lægger overbollen på. Vupti – så er der sliders med kylling!

Note: Sliders med kylling var klart et hit. Saftige små burgere med masser af smag og både lidt sødme og syre fra henholdsvis æble og drueagurker.

Boller i karrysuppe

boller i karrysuppe, suppe, ris, karry, bouillon, honning, svinekød, æg, hvedemel, pankorasp, ingefær, æble, kokosmælkMånedens første benspændsret er denne fortolkning af boller i karry – nemlig friterede boller i karrysuppe! Jeg har taget den klassiske ret og lavet den om til en forret samt givet den et asiatisk twist. Du kan selvfølgelig også servere den som hovedret, men boller i karrysuppe er mest tænkt som en forret.

OBS – jeg bruger pankorasp i opskriften, hvilket er en asiatisk udgave af rasp. Du kan købe den i asiatiske specialforretninger, men kan du ikke skaffe det, så prøv eventuelt med almindelig rasp i stedet.

Boller i karrysuppe
forret til 3-4 personer

Karrysuppe:
½ dl ris
2½ dl bouillon
3-4 tsk karry
1½-2 dl æbler i tern
1½ spsk kokosmælk-creme
lidt honning
evt. lidt æblecidereddike
salt og peber

Kødboller:
200 g svinekød
½-1 tsk stødt ingefær
salt og peber
½-1 spsk hvedemel
salt og peber

Fritering:
1 æg, pisket
1-1½ dl pankorasp
1 dl hvedemel
½ l rapsolie

Start med at koge risene. De skal koges helt møre. Mens de koger, tager du kødet ud af køleskabet og ordner derefter æblerne. Når risen er kogt færdig, hælder du eventuelt overskydende vand fra og rører karry i risene. Lad det svitse et minuts tid, inden du tilsætter bouillon. Når det kommer i kog, tilsætter du æblerne og lader det simre videre ved lav varme.

Rør nu svinekødet med de øvrige ingredienser og form det til kødboller. De skal være mindre end en hel valnød. Vend først kødbollerne i mel, dernæst i æg og til sidst i pankorasp. Varm olien op i en lille kasserolle. OBS – olien skal være varm, men den må heller ikke blive for varm, så lad være med at have den på den allerhøjeste temperatur. Når olien er så varm, at det bobler omkring træenden af en tandstik, hvis man stikker den ned i olien, så er den klar. Put forsigtigt tre kødboller i olien og lad dem stege i et par minutter, til de er dejligt gyldne på alle sider. Fisk dem op med en hulsi og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle. Læg de næste kødboller ned i olien og fortsæt sådan, indtil alle kødbollerne er stegt.

Blend din karrysuppe sammen med noget af cremen fra en dåse kokosmælk. Tilsæt evt. mere vand eller boullion, hvis du synes, at din karrysuppe er for tyktflydende, og smag så til med honning, æblecidereddike, salt og peber.

Fordel din karrysuppe i mindre skåle og put nogle kødboller i hver lige inden servering.

Note: Nu holder jeg meget af den klassiske boller i karry, men boller i karrysuppe er en stærk konkurrent. Jeg skejede ikke så meget ud mht. det asiatiske twist, da jeg godt ville have, at man stadig kunne genkende den originale ret i denne nyfortolkning, men du er meget velkommen til at skrue op for ingefæren (evt. udskifte den med frisk ingefær) eller bruge mere kokosmælk.

Hjemmelavet kimchi

kimchi, vegetarisk, koreansk, tilbehør, hvidkål, gulerødder, salt, forårsløg, æble, ingefær, fiskesauceKimchi er månedens første benspændsret. Hvis du ikke ved, hvad kimchi er, så kan jeg fortælle, at det er en koreansk ret, der består af fermenterede grøntsager. Retten laves typisk på kinakål og indeholder ofte gulerødder og/eller kinaradise, men som med så meget anden madlavning findes der et utal af varianter over kimchi.

Jeg skelede til en opskrift fra Aarstiderne i forhold til selve tilberedningsmetoden men slog mig mere løs med hensyn til ingredienserne. I denne version har jeg holdt mig til kinakål, gulerødder, æbler og forårsløg, da det gør det rimelig let at finde ingredienserne i et supermarked.

Kimchi
1 stort syltetøjsglas

Saltlage:
50 g salt
1 l vand

Øvrige ingredienser:
400 g kinakålsblade
2 fed hvidløg, flækkede
2 mediumstore gulerødder, groftrevne
1 lille æble, skåret i tynde både
1 spsk finthakket frisk ingefær
1 spsk fiskesauce
2 forårsløg, skåret i tynde ringe
10 g salt

OBS – det er altid vigtigt med god hygiejne under madlavning men under fermentering er det ekstra vigtigt. Sørg derfor hele tiden for at gøre alle redskaber rene. Det sylteglas, som din kimchi skal lagre i, skal du huske at skolde og evt. også skylle i en sjat vodka, inden du tager det i brug.

Skyl kålbladene grundigt og læg dem i en skål eller fad. Varm en liter vand op i en gryde. Når det koger, tager du gryden af varmen og rør saltet i. Når vandet er nået stuetemperatur, hælder du det over kålbladene – bladene skal dækkes helt, så du skal være opmærksom på at tage et fad eller skål, hvor vandet kan dække dem. Alternativt kan du lave en halv portion mere af saltlagen og hælde over. Brug en tallerken til at presse kålbladene ned under saltlagens overflade – stil evt. noget oven på tallerkenen, der kan holde bladene under pres. Læg et viskestykke over det og stil skålen til side på køkkenbordet i 12 timer.

Hæld nu lagen fra og skyl så kålbladene grundigt. Tag et kålblad fra og hak de resterende kålblade i strimler. Rør kålen sammen med hvidløg, æbler, gulerødder, ingefær, fiskesauce, forårsløg og salt. Tag et par engangs-gummihandsker på og ælt grøntsagerne grundigt i skålen, indtil de begynder at afgive godt med saft. Det tager 5-10 minutter. Hæld din kimchi på det skoldede glas og pres det godt ned, så grøntsagerne er dækket af saften. Læg det kålblad, du tog fra, ovenpå og pres det ned, så det passer til glassets bredde. Der skal være 3-4 cm luft foroven – dvs. mellem grøntsagerne og låget. Stil glasset et sted, hvor der er 18-20 grader, og hvor det ikke står i direkte sol – et skyggefuldt sted i køkkenet vil fungere godt.

Nu skal din kimchi fermentere i 4-7 dage. Du skal huske at åbne glasset et kort øjeblik hver dag, så det kan slippe af med den kuldioxid, som fermenteringen danner undervejs.

Kimchien er færdig, når den er letboblende og dufter syrligt (men endelig ikke dårligt). Min kimchi duftede perfekt efter 4 dage, så der har nok været lidt over 20 grader i vores køkken de dage. Smag på din kimchi, og hvis den er frisk, letsyrlig og salt, så er den klar. Stil den i køleskabet, indtil du skal spise den.

Note: Denne kimchi er til den salte side, men bortset fra den smagte den lige, som den skulle. Den egner sig selvfølgelig godt til koreansk mad men generelt vil den fungere fint til asiatisk-inspirerede retter samt svinekødsretter, hvor kimchiens syrlighed vil give et godt modspil til det fede svinekød.

Ps. Jeg fik selskab, da jeg var i gang med at fotografere kimchien, så det skal I selvfølgelig ikke snydes for at se… Han var dog mere interesseret i at komme ud i haven end at studere indholdet af glasset 😉

kimchi, vegetarisk, koreansk, tilbehør, hvidkål, gulerødder, salt, forårsløg, æble, ingefær, fiskesauce

Hjemmelavet ketchup

hjemmelavet hotdog, hotdogbrød, hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farin, løg, sennep, syltede agurkerI forbindelse med mit hjemmelavede færdigprodukter-benspænd skal jeg naturligvis også eksperimentere med ketchup. Jeg har tidligere lavet en chiliketchup, men denne gang tænkte jeg, at jeg hellere måtte holde mig til en helt almindelig hjemmelavet ketchup, som er mild og børnevenlig.

Hvis det var sommer nu, ville jeg bruge friske tomater til hjemmelavet ketchup, men da det stadig er vinter, brugte jeg i stedet en dåse tomater fra en italiensk producent. Brug gerne en god kvalitet og ikke nødvendigvis den billigste dåse tomater fra supermarkedet.

Hjemmelavet ketchup

en mediumstort løg, finthakket
et fed hvidløg, hakket
et lille æble
lidt olivenolie
½ tsk karry
½ dl mørk farin
1 dåse tomater – 400 g
½ dl æblecidereddike
salt og peber

Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i tern. Du skal bruge ca. 1 dl. Hæld lidt olivenolie i en lille gryde sammen løg, hvidløg og karry. Svits det ved mediumvarme i et minuts tid og tilsæt så æbleternene. Steg dem et minuts tid og tilsæt farinen. Når den smelter, rører du tomater og æblecidereddike i. Lad det simre en halv times tid. Blend det til en jævn masse. Smag ketchuppen til med salt og peber. Vil du have en mere syrlig version, tilsætter du lidt æblecidereddike, og vil du have en sødere version, tilsætter du lidt sukker.

hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farinNote: Hjemmelavet ketchup egner sig til mange ting – for eksempel hotdogs! Jeg bagte en portion hotdogbrød, stegte nogle pølser og toppede derefter min hotdog med hjemmelavet ketchup, sennep, rå løg samt syltede agurker (du kan sagtens lave syltede agurker selv, men da det ikke er agurkesæson, holdt jeg mig til en anstændig købeversion).

hjemmelavet hotdog, hotdogbrød, hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farin, løg, sennep, syltede agurker

Karrysuppe med ananas, kokosmælk og rejer

karrysuppe, suppe, skaldyr, rejer, porre, chili, cayennepeber, karry, kokosmælk, æble, ananas, rørsukker, limeJeg fik for nylig en rigtig lækker karrysuppe, som jeg overvejede at genskabe. Jeg havde dog en mistanke om, at der var fløde i den udgave, jeg prøvede, og jeg ville hellere lave en asiatisk udgave, så jeg brugte kokosmælk i min karrysuppe.

Gemalen og jeg spiste en kålsalat som forret, så denne karrysuppe udgjorde ikke et fuldt måltid. Hvis du vil bruge den som hovedret, skal du derfor lave en større portion end nedenstående. Du kan dog også bruge den som forret, og så vil den række til 3-4 personer.

Karrysuppe med ananas, kokosmælk og rejer
mediumportion til 2 personer – eller forret til 3-4 personer

150 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
kokosolie eller rapsolie til stegning
en skive frisk ananas
et lille æble
2-3 tsk god karry
1 lille porre
½ tsk stærk chili eller cayennepeber
2/3 af en dåse kokosmælk
½ lime
2 spsk fiskesauce
rørsukker
salt og peber

Lad rejerne tø op og pil dem derefter. Stil dem i køleskabet. Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i små tern. Fjern skrællen fra ananassen og og skær ananassen i små tern. Hæld olie i en gryde og svits æble- og ananastern i det sammen med karry og chili i nogle minutter ved mediumvarme. Skær porren i tynde ringe og tag hvad, der svarer til 1 spsk fra af den grønne del af porren. Hæld resten af porren i gryden og tilsæt kokosmælk. Lad det simre i 10 minutter. Hæld olie på en pande og svits rejerne. Finthak det sidste af porren. Drys det over rejerne, når de har skiftet farve og lad det stege i et halvt minut. Tag panden af varmen. Blend din karrysuppe – enten kort, så der er lidt at tygge på eller lidt mere, så det bliver en ensartet masse. Smag til med limesaft, fiskesauce, rørsukker, salt og peber.

Anret din karrysuppe i to lave, brede skåle og put rejer og porrestykker i midten af hver skål.

Note: Krydret og varmende karrysuppe med masser af smag! Den har sødme fra frugterne (og evt. sukker) og et frisk pift fra limefrugten.