Tacos med fisk

Tacos med fisk

Nu kan jeg snart ikke holde jer hen længere – nu kommer der tacos med fisk på bordet! Jeg mener, hvordan kan man have et mexicansk tema uden tacos!?

En taco er en tortilla, der er foldet eller rullet omkring fyld. Her i Danmark tænker folk oftest på en oksekødssauce kombineret med grøntsager, revet ost og creme fraiche, men fyldet kan varieres i én uendelighed, så jeg lavede i første omgang tacos med fisk.

Inspirationen fik jeg fra Foodnetwork, men jeg usterede flere faktorer. For eksempel anbefaler den oprindelige opskrift at bruge helleflynder, men det havde Aarstiderne desværre ikke på lager, så jeg bestilte nogle multefileter i stedet.

Jeg lavede en portion mini-tortillas – mere om hjemmelavede tortillas i et indlæg senere på ugen.

Tacos med fisk

2 personer

200-250 g multe, helleflynder eller lignende mild fisk
saften fra en lime
2 spsk olivenolie
salt og peber

Chipotle creme:
2 spsk græsk yoghurt eller yoghurt naturel
1 spsk mayonnaise – gerne Hellmann’s
1 tsk chipotle

… samt:
små majstortillas
fintsnittet kål – jeg brugte spidskål
avokado skåret i tern
hakkede korianderblade

Rør limesaft og olivenolie sammen med lidt salt og peber i en skål. Læg fisken ned i marinaden og sørg for at gnubbe fisken godt ind i det. Stil skålen i køleskabet i tyve minutter.

Tag fisken op af marinaden og steg den derefter på skindsiden i nogle minutter, indtil fisken er lidt over to-tredjedele gennemstegt. Vend fisken og giv den et minuts tid på den anden side. Pas på, du ikke får stegt fisken for meget. Tag fisken af panden og lad den hvile, mens du laver resten af retten færdig.

Rør ingredienserne til chipotlecremen sammen og smag den til. Hvis du ikke har bagt dine egne tortillas, så sørg for at lune de købte tortillas nu, så de er lune og bløde.

Skil fiskekødet ad med en gaffel og anret dine tacos med fisk, snittet kål, avokado, korianderblade og chipotlecreme.

Note: Det er faktisk første gang, jeg har spist tacos med fisk, men det er bestemt ikke sidste gang! Chipotlecremen smager så kraftigt, at det er næsten lige meget hvilken fisk, du bruger, for cremen er klart den dominerende smag i retten. Men det er ikke desto mindre en frisk og anderledes måde at få tacos på, og den fik ganske pæne ord med fra gemalen.



8 thoughts on “Tacos med fisk”

  • Åh jeg elsker taco! Og det er virkelig godt med fisk og f.eks. frisk frugt. Her i Sverige kan man købe Chipotle Paste – det er supergodt at mikse i mayo når der skal Tex Mexes!

  • God idé med fisketacos, og det lyder himmelsk med den krydrede chipotle – yum, jeg er godt nok fan af det mexicanske benspænd, det hele ser bare godt ud.

    – Anne

  • Tusind tak for en lækker blog! Jeg knuselsker dine benspænd, synes det er en fantastisk kilde til inspiration.. De majstortillas ser vildt lækre ud, hvor mon de er fra?

    • Dem har jeg selv lavet på to tredjedele hvedemel og én tredjedel majsmel – tilsat lidt salt og vand 🙂

      Jeg blogger mere om tortillas en af de nærmeste dage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *