Boller i karrysuppe

boller i karrysuppe, suppe, ris, karry, bouillon, honning, svinekød, æg, hvedemel, pankorasp, ingefær, æble, kokosmælkMånedens første benspændsret er denne fortolkning af boller i karry – nemlig friterede boller i karrysuppe! Jeg har taget den klassiske ret og lavet den om til en forret samt givet den et asiatisk twist. Du kan selvfølgelig også servere den som hovedret, men boller i karrysuppe er mest tænkt som en forret.

OBS – jeg bruger pankorasp i opskriften, hvilket er en asiatisk udgave af rasp. Du kan købe den i asiatiske specialforretninger, men kan du ikke skaffe det, så prøv eventuelt med almindelig rasp i stedet.

Boller i karrysuppe
forret til 3-4 personer

Karrysuppe:
½ dl ris
2½ dl bouillon
3-4 tsk karry
1½-2 dl æbler i tern
1½ spsk kokosmælk-creme
lidt honning
evt. lidt æblecidereddike
salt og peber

Kødboller:
200 g svinekød
½-1 tsk stødt ingefær
salt og peber
½-1 spsk hvedemel
salt og peber

Fritering:
1 æg, pisket
1-1½ dl pankorasp
1 dl hvedemel
½ l rapsolie

Start med at koge risene. De skal koges helt møre. Mens de koger, tager du kødet ud af køleskabet og ordner derefter æblerne. Når risen er kogt færdig, hælder du eventuelt overskydende vand fra og rører karry i risene. Lad det svitse et minuts tid, inden du tilsætter bouillon. Når det kommer i kog, tilsætter du æblerne og lader det simre videre ved lav varme.

Rør nu svinekødet med de øvrige ingredienser og form det til kødboller. De skal være mindre end en hel valnød. Vend først kødbollerne i mel, dernæst i æg og til sidst i pankorasp. Varm olien op i en lille kasserolle. OBS – olien skal være varm, men den må heller ikke blive for varm, så lad være med at have den på den allerhøjeste temperatur. Når olien er så varm, at det bobler omkring træenden af en tandstik, hvis man stikker den ned i olien, så er den klar. Put forsigtigt tre kødboller i olien og lad dem stege i et par minutter, til de er dejligt gyldne på alle sider. Fisk dem op med en hulsi og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle. Læg de næste kødboller ned i olien og fortsæt sådan, indtil alle kødbollerne er stegt.

Blend din karrysuppe sammen med noget af cremen fra en dåse kokosmælk. Tilsæt evt. mere vand eller boullion, hvis du synes, at din karrysuppe er for tyktflydende, og smag så til med honning, æblecidereddike, salt og peber.

Fordel din karrysuppe i mindre skåle og put nogle kødboller i hver lige inden servering.

Note: Nu holder jeg meget af den klassiske boller i karry, men boller i karrysuppe er en stærk konkurrent. Jeg skejede ikke så meget ud mht. det asiatiske twist, da jeg godt ville have, at man stadig kunne genkende den originale ret i denne nyfortolkning, men du er meget velkommen til at skrue op for ingefæren (evt. udskifte den med frisk ingefær) eller bruge mere kokosmælk.

Grønkålssuppe med æbler, spelt og bacon

grønkålssuppe, suppe, vegetarsuppe, vegetar, æbler, grønkål, bouillon, svinekød, bacon, citroner, speltDenne grønkålssuppe er lavet på vinterens sidste rester, for lad os se det i øjnene – foråret er over os, og snart skal vi nyde danske asparges og andet godt! Min grønkålssuppe er lavet på de sidste blade fra grønkålsstokken, et par af de sidste æbler fra vinterlageret, lidt spelt samt en portion bouillon og en rest bacon – begge fra fryseren.

OBS – hvis du holder dig til grøntsagsbouillon og undlader bacon, så kan du sagtens servere denne grønkålssuppe for vegetarer. Så skal du blot huske at smage til med salt til sidst.


Grønkålssuppe med æbler, spelt og bacon

4 personer

200 g grønkål
8 dl bouillon – lavet på enten kød eller grøntsager
2 dl spelt
1 stort madæble, skåret i tern (jeg brugte Belle de Boskoop)
citronsaft
peber

Topping:
1 lille rødt æble, skåret i små tern
3-4 tykke skiver bacon, stegt og hakket

Start med at koge spelten mør – kogetiden står på pakken. Hæld derefter bouillonen i en gryde og varm det op. Når det koger, hælder du grønkålen i. Lad det koge i fem minutter under låg, inden du tilsætter æblet. Lad det koge i fem minutter og hæld så halvdelen af spelten i. Tag gryden af varmen og blend indholdet med en stavblender (eller i en blender). Sæt gryden tilbage på komfuret, hæld resten af spelten i og lad det koge uden låg i ca. fem minutter. Smag til med citronsaft og peber. Hvis du bruger bacon som topping, behøver du ikke at smage din grønkålssuppe til med salt, da baconen er salt nok.

Note: God og mættende grønkålssuppe, som har godt med fylde på grund af kålen og spelten men også en fin sødme fra æblerne, lidt syre fra citronen og salt sprødhed fra baconen. Dejlig vintermad!

Karrysuppe med ananas, kokosmælk og rejer

karrysuppe, suppe, skaldyr, rejer, porre, chili, cayennepeber, karry, kokosmælk, æble, ananas, rørsukker, limeJeg fik for nylig en rigtig lækker karrysuppe, som jeg overvejede at genskabe. Jeg havde dog en mistanke om, at der var fløde i den udgave, jeg prøvede, og jeg ville hellere lave en asiatisk udgave, så jeg brugte kokosmælk i min karrysuppe.

Gemalen og jeg spiste en kålsalat som forret, så denne karrysuppe udgjorde ikke et fuldt måltid. Hvis du vil bruge den som hovedret, skal du derfor lave en større portion end nedenstående. Du kan dog også bruge den som forret, og så vil den række til 3-4 personer.

Karrysuppe med ananas, kokosmælk og rejer
mediumportion til 2 personer – eller forret til 3-4 personer

150 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
kokosolie eller rapsolie til stegning
en skive frisk ananas
et lille æble
2-3 tsk god karry
1 lille porre
½ tsk stærk chili eller cayennepeber
2/3 af en dåse kokosmælk
½ lime
2 spsk fiskesauce
rørsukker
salt og peber

Lad rejerne tø op og pil dem derefter. Stil dem i køleskabet. Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i små tern. Fjern skrællen fra ananassen og og skær ananassen i små tern. Hæld olie i en gryde og svits æble- og ananastern i det sammen med karry og chili i nogle minutter ved mediumvarme. Skær porren i tynde ringe og tag hvad, der svarer til 1 spsk fra af den grønne del af porren. Hæld resten af porren i gryden og tilsæt kokosmælk. Lad det simre i 10 minutter. Hæld olie på en pande og svits rejerne. Finthak det sidste af porren. Drys det over rejerne, når de har skiftet farve og lad det stege i et halvt minut. Tag panden af varmen. Blend din karrysuppe – enten kort, så der er lidt at tygge på eller lidt mere, så det bliver en ensartet masse. Smag til med limesaft, fiskesauce, rørsukker, salt og peber.

Anret din karrysuppe i to lave, brede skåle og put rejer og porrestykker i midten af hver skål.

Note: Krydret og varmende karrysuppe med masser af smag! Den har sødme fra frugterne (og evt. sukker) og et frisk pift fra limefrugten.

Kikærtesuppe med rød karry

kikærtesuppe, suppe, vegetarsuppe, kikærter, kartofler, løg, hvidløg, karry, karrypasta, kokosmælk, bouillon, grøntsagsbouillonDer er ingen tvivl om, at vinter er suppetid, så jeg lavede denne cremede kikærtesuppe tidligere på ugen. Jeg smed en gavmild mængde karrypasta i, for det gør nu ikke noget, at maden er lidt stærk her i den kolde tid – så får man virkelig varmen!

Kikærtesuppe med rød karry
3-4 personer

500 g kogte kikærter
1 løg, hakket
1 stor kartoffel, skåret i små tern
lidt olie
3 fed hvidløg, finthakket
1½ spsk friskhakket ingefær
4 tsk rød karrypasta
4 dl grøntsagsbouillon
1 dåse kokosmælk
salt og peber

Pynt:
Kokosflager
lidt sød paprika

Svits løg, kartofler, hvidløg, ingefær og karrypasta i en gryde med lidt olie. Tilsæt bouillonen og lad det simre i 10 minutter. Hæld kikærter og kokosmælk i og lad det koge i nogle minutter. Blend det til en lind kikærtesuppe og smag den til med salt og peber.

Pynt eventuelt din kikærtesuppe med lidt kokosflager og paprika. Den kan spises, som den er, men du kan også servere den sammen med lidt brød.

Note: En dejlig cremet kikærtesuppe, der varmer godt på grund af karryen og ingefæren. Du kan selv justere konsistensen ved at tilføje lidt mere vand – eller lade den koge nogle minutter mere, hvis du ønsker, at den er mere kompakt.

Blommesuppe med vanilje

blommesuppe, dessertsuppe, dessert, suppe, blommer, rørsukker, vaniljeJeg mener, at frugtsupper er stærkt undervurderede, så i anledning af månedens blende-benspænd skal jeg naturligvis også lave en blommesuppe!

Jeg har stadig masser af blommer i fryseren fra sidste sommer, hvor vores blommetræ var i sit gavmilde hjørne. Jeg fandt derfor en lille pose blommer frem og freestylede denne enkle dessertsuppe.

Blommesuppe med vanilje
lille dessert til to personer

200 g milde blommer
1 dl vand
1 dl rørsukker
½ tsk vaniljepulver

Tilbehør:
2 spsk fed yoghurt eller creme fraiche rørt med lidt vanilje
evt. lidt sukkerristede havregryn

Skær blommerne i mindre stykker og put dem i en kasserolle sammen med vand, rørsukker og vaniljepulver. Lad det småsimre i 5-10 minutter, indtil blommerne er kogt helt ud. Blend det til en ensartet blommesuppe. Du kan justere konsistensen ved enten at hælde lidt mere vand i eller lade suppen koge et par minutter længere.

Fordel din blommesuppe i to skåle og læg lidt yoghurt eller creme fraiche i midten. Top det eventuelt med lidt knas – for eksempel sukkerristede havregryn.

Note: Blommesuppe er en dejlig enkel dessert, og så er det samtidig en god måde at få brugt lidt frugt fra fryseren. Blommesuppen kan naturligvis også laves på friske blommer, så gem gerne opskriften til om et halvt år, når blommetræerne atter bugner af frugt.