Stegte kammuslinger med appelsinsauce

Stegte kammuslinger med appelsinsauce

Texasmad er mere og andet end saftigt oksekød og texmex-retter – det er også skaldyrsretter. Texas har en lang kystlinje, og det texanske køkken omfatter derfor også mange spændende skaldyrsretter. Det måtte jeg selvfølgelig prøve, og efter mange overvejelser valgte jeg at prøve denne ret med stegte kammuslinger, som jeg fandt i ‘Texas Favorites’. Jeg justerede lidt på ingrediensmængderne.

Stegte kammuslinger med appelsinsauce

2 personer

6 store friske kammuslinger (helst fra fiskehandler og ikke frost)
2 spsk smør
salt
1 fed hvidløg, finthakket
½ dl hvidvin
en øko-appelsin
4 friske salvieblade, hakkede
2 spsk smør

Skyl kammuslingerne og fjern den lille muskel/hinde, som ind imellem sidder på siden af kammuslingerne. Dup kammuslingerne med køkkenrulle og skær nogle få snit med en smal skarp kniv på den ene side af hver kammusling, inden du drysser lidt salt på begge sider af dem. Smelt 2 spsk smør på en meget varm pande og steg kammuslingerne på begge sider, indtil de er gyldne – ca. et minut på hver side. Når du tager de stegte kammuslinger af, vil de stadig være rå i midten (og dermed saftige og bløde). Er du lidt bekymret ved tanken om rå skaldyr, så kan du vælge at stege kammuslingerne så længe, at det gennemsigtige ‘bælte’ på midten af kammuslingerne forsvinder. I så fald vil jeg dog skrue lidt ned for varmen undervejs, så overfladen ikke bliver helt ødelagt.

Så snart de stegte kammuslinger er klar, tager du dem af panden og smider i stedet hvidløget på. Lad det svitse et øjeblik, inden du tilsætter hvidvin. Lad det koge ind til ca. en spiseskefuld og tilsæt så saften fra appelsinen samt de hakkede salvieblade. Lad det koge ind, indtil saucen er reduceret til det halve. Tilsæt to spsk smør og lad det smelte. Rør hurtigt rundt og tag panden af. Hæld saucen over de stegte kammuslinger, som du evt. allerede har anrettet oven på dit tilbehør – i mit tilfælde en cremet kartoffelmos med salvie. Pynt med friskrevet appelsinskal.

Note: Det er en sjov og anderledes måde at få stegte kammuslinger på. Retten – og især saucen – faldt i den grad i gemalens smag, og kombinationen med kartoffelmosen fungerede overraskende godt. Det var nu i forbindelse med en anden kammuslinge-ret, at jeg havde set forslaget med at kombinere stegte kammuslinger og kartoffelmos, men jeg tænkte, at det nok også fungerede i dette tilfælde. Kartoffelmosen var lidt mere lind og smørholdig end jeg plejer at lave den, men det supplerede kammuslingerne godt.

 

stegte kammuslinger, kammuslinger, skaldyr, appelsin, sauce, appelsinsauce, smør, salvie, hvidvin, hvidløg, kartoffelmos, kartofler


2 thoughts on “Stegte kammuslinger med appelsinsauce”

  • Appelsinsaucen lyder spændende! Mon ikke den kan bruges også til kødretter? Jeg er jo desværre så frygtelig kræsen, at jeg ikke spiser noget fra havet 🙂

    • Jeg tror godt, man kan bruge metoden til kødretter – men så skal man justere ingrediensmængderne til at matche det kød 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *