Stærk blommechutney og surtsyltede stikkelsbær

blommechutney, chutney, syltning, blommer, rørsukker, æblecidereddike, rødløg, fennikelfrø, rosiner, chiliEfteråret er lige om hjørnet, og de første visne blade er allerede begyndt at danse omkring i haven. Det er nu, du hiver sylteglassene frem og brygger, koger og tørrer, så du hele vinteren kan finde et glas hjemmelavet marmelade, chutney, saft eller sirup frem, når du har lyst til at skud af sommerens sødme og varme.

Jeg elsker at sylte – bare tjek alle de tidligere sylteopskrifter – så jeg har allerede været i gang de sidste par uger. Det er blandt andet blevet til æblesmør, æblesirup og blommemarmelade med kanel, men jeg syntes også, der manglede noget tilbehør til kødretter, så i sidste uge eksperimenterede jeg med blommechutney og surtsyltede stikkelsbær. Den første var 100% freestyle, mens stikkelsbærrene var noget, jeg havde set i et gammelt blad på et tidspunkt. Jeg kunne dog ikke huske de præcise mål, så jeg måtte sjusse mig lidt frem.

Blommechutney

ca. 15 blommer – jeg brugte hjemmeplukkede Victoriablommer, der er milde og søde
1½-2 dl rørsukker
1 dl vand
½ dl æblecidereddike
1 medium rødløg skåret i tynde både
1½ tsk fennikelfrø, ristede
1 dl lyse rosiner
1 tørret chili

Blommerne udstenes og skæres i kvarte, inden de hældes i en gryde sammen med vand og rørsukker. Det bringes i kog, og når sukkeret er opløst, tilsættes resten af ingredienserne. Når det atter kommer i kog, skrues der ned for varmen, og det står og simrer under låg i ca. en halv time. Hæld din blommechutney på skoldede glas.

Note: Jeg havde tilsyneladende fået fat i en småhidsig chili, for min blommechutney blev ret stærk, så jeg tror, jeg vil prøve at kombinere den med indisk mad på et tidspunkt. Eller måske en god bøf, der skal have en forskrækkelse? Hm… Men ellers en rigtig skøn blommechutney, hvor de søde blommer går godt med de stærke krydderier.

Surtsyltede stikkelsbær

450-500 g stikkelsbær
1½ spsk salt
2½ dl vand
2½ dl eddike

Kogelage:
2½ dl hvidvinseddike
3 dl rørsukker
3 nelliker
1 tørret chili
3 dildkviste
6 sorte peberkorn

Skyl stikkelsbærrene og nip blomsterne af dem. Vend dem forsigtigt i salt og lad dem trække et par timer, inden du skyller saltet af stikkelsbærrene. Bring vand og eddike i kog og hæld stikkelsbærrene i. Lad det koge op et øjeblik, inden du atter skyller stikkelsbærrene.

Hæld nu alle ingredienser til kogelagen i en gryde og bring det i kog. Hæld stikkelsbærrene i og lad det koge op et øjeblik. Hæld stikkelsbær og kogelage i sylteglas, som du inden har skoldet og skyllet med en sjat vodka. Skru låg på og sæt dem i køleskabet. Kan spises som surt tilbehør til steg.

Note: Jeg har kun nippet til disse, mens de stadig var lune, men de virker lovende, så jeg glæder mig til at afprøve dem til et stykke kød.

surtsyltede stikkelsbær, syltede stikkelsbær, syltning, stikkelsbær, eddike, hvidvinseddike, rørsukker, nelliker, chili, dild, peberkorn

11 tanker om "Stærk blommechutney og surtsyltede stikkelsbær"

  1. Jeg elsker denne syltetid! Jeg har også bare fået syltet og gjort ved – man kan lige så godt udnytte at man er arbejdssøgende, specielt når man har gode veninder med lækre frugttræer 😀

    Uh den blommechutney lyder lækker – og jeg er jo en sucker for chili 😉

    – Maj 😀

    • Lige præcis – det er bare om at udnytte de gode råvarer, mens de alligevel vælter frem på buske og træer 🙂

  2. Sikke nogle lækkerier! Er VILD med surt og snask til kød, men også til Daal og den slags.
    Har kommet til det samme m. chili en enkelt gang, og den blev altså FOR stærk. Derfor kom jeg det i en gryde igen, og kogte den med en anelse mere sukker samt søde æbler, det udlignede noget.

    Var blommerne dem af egen avl?

    • Jep, og der er flere af dem, så jeg tror, at de sidste bliver frosset ned, så de kan blive til en god efterårskage på et tidspunkt 🙂

  3. Pingback: Lakse-fennikelrilette samt lammeryg med græskar-kartoffelmos | Piskeriset på eventyr

  4. Prøv også den stærke chutney på på rugbrød og en skive stærk ost ? Var der nogen der sagde . . . med et glas portvin til? Kan vist lige gilde ned 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *