Spicy boller i karry

boller i karry, karryret, svinekød, kalvekød, oksekød, gulerødder, æbler, løg, æg, hvedemel, cayennepeber, chili, karry, fløde, citronerI søndags var der godt gang i gryderne i mit køkken. Jeg havde nemlig besluttet mig for at fylde fryseren med en masse hjemmelavet fastfood, så det er let at tage lidt gode sager ud af fryseren en travl hverdagsaften. Jeg spurgte på bloggens Facebookside, om folk havde gode ideer til retter, jeg skulle lave, og der kom mange fine bud – blandt andet boller i karry. Da jeg læste det opslag, indså jeg pludselig, at det var alt for længe siden, jeg havde fået denne herlige karryret.

Boller i karry er ellers en af gemalens specialiteter, så det plejer at være ham, der laver det. Jeg besluttede mig dog for, at jeg havde godt af at opfriske, hvordan man laver boller i karry, for så kunne jeg samtidig også skrue ekstra op for krydderierne i min version samt snige lidt ekstra grøntsager med. Prikken over i’et blev, da jeg fandt økologisk hakket kalv og flæsk til halv pris i supermarkedet, da det var sidste salgsdato. Ja tak til Stop Spild af Mad!

Spicy boller i karry
8-10 personer

Kødboller:
800 g hakket kalv og flæsk
2 tsk salt + 1 tsk friskkværnet peber
200 g fintrevne gulerødder
1 stort løg, revet
2 æg
1 tsk stærk cayennepeber eller chili
5 spsk hvedemel

Karrysauce:
smør til stegning
2 spsk god karry – jeg brugte min yndlingskarry
2 spsk mild chili – for eksempel pasilla
2 løg, finthakkede
200 g fintrevne gulerødder
200 g æbler, skåret i tern
9-10 dl kogevand fra kødbollerne
2 dl fløde
salt og peber
saften fra en citron
evt. et par spsk hvedemel til jævning

Start med at røre ingredienserne til kødbollerne til en jævn fars. Lad den hvile i køleskabet en halv times tid. Find en stor gryde frem og hæld ca. 1½ l vand i sammen med et lille drys salt. Varm det op. Når det koger, tager du skålen med fars frem og former små kødboller. Jeg plejer at bruge en teske til at måle mængden af fars af med og derefter forme kødbollen mellem teske og håndflade. Put kødboller i det kogende vand, så det svarer til ca. en tredjedel af farsen. Lad dem koge i 7-8 minutter og tag dem derefter op. Lav flere kødboller, put dem i kogevandet og lad dem koge. Fortsæt til alle kødboller er kogt.

Nu er det tid til karrysaucen.

Smelt en stor klat smør i en gryde og svits derefter karry, chili og løg i smørret. Tilsæt evt. lidt mere smør, hvis det hurtigt bliver tørt. Gav det et par minutter, inden du tilsætter gulerødder og æbler. Rør godt rundt og tilsæt nu 9-10 dl kogevand (fra kogningen af kødbollerne). Har du ikke nok kogevand, tilsætter du blot lidt vand. Lad karrysaucen simre i ti minutter. Rør fløden i, lad det simre et par minutter og smag så til med salt, peber og citronsaft. Blend karrysaucen for at gøre den jævn. Hvis du ønsker en tykkere sauce, rører du blot lidt hvedemel i saucen og varmer den op igen under omrøring. Hæld kødbollerne i karrysaucen og varm retten godt igennem.

Servér dine boller i karry med kogte ris og evt. lidt fintsnittet grønt – jeg brugt spidskål.

Note: Dette er som sagt en spicy omgang boller i karry. Jeg brugte en kraftig cayennepeber til kødbollerne og en mild chili til karrysaucen. Sidstnævnte blev forholdsvis sød, da jeg brugte vinteræbler, der havde en del sødme efter at have overlevet flere måneder på vores kolde terrasse. Men sødmen fungerer godt til de krydrede kødboller.

En tanke om "Spicy boller i karry"

  1. Pingback: Spinatfyldte pandekager - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *