Rejesuppe med nudler

rejesuppe, suppe, rejer, rejepasta, nudler, forårsløg, svampe, ingefær, fiskesauce, riseddike, skaldyrssuppeDenne rejesuppe kom på bordet i juleferien. Jeg når altid til et punkt mellem jul og nytår, hvor jeg har virkelig meget lyst til asiatisk mad, og denne jul var ingen undtagelse. Jeg besluttede mig for, at det var tid til at lave rejesuppe – så passede det nemlig også med, hvad vi lige havde i fryseren og i køleskabet.

Rejesuppe med nudler
2 personer

150 g vannamei rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
rapsolie til stegning
2 fed hvidløg, pressede
1 spsk frisk ingefær
150 g svampe
3½ dl vand
2 tsk rejepasta
100 g tørrede glasnudler
fiskesauce
salt og peber
2 forårsløg, finthakkede

Pil rejerne og fjern den lille sorte tarmtråd i hver. Varm olie op i en gryde og svits løg og ingefær i det ved middelvarme, så det ikke tager farve. Hæld rejerne i og svits dem, til de tager farve. Skær svampene i tynde skiver og hæld dem i gryden. Rør godt rundt. Lad det simre i nogle minutter, indtil svampene bliver bløde. Tilsæt vand og rejepasta og lad det simre ved lav varme. Kog imens nudlerne. Når de er færdige, hælder du dem i gryden. Smag din rejesuppe til med salt, peber og fiskesauce. Fordel suppen i to skåle og drys forårsløg over inden servering.

Note: En dejlig rejesuppe, hvor der er tilpas med fyld i, så der også er lidt at tygge på. Du kan eventuelt gøre den lidt stærkere ved at tilføje en lille smule cayennepeber eller chili.

Tigerrejesalat

tigerrejesalat, rejesalat, rejer, pålægssalat, skaldyr, chili, cayennepeber, paprika, creme fraiche, gulerødder, svampeHvis du trænger til lidt variation i madpakken eller på frokostbordet, så prøv denne tigerrejesalat, næste gang du skal smøre en sandwich.

Til denne tigerrejesalat vil jeg anbefale, at du køber de store MSC-mærkede rejer, som blandt andet Irma og Føtex sælger. Jeg mener, at det er vannemei-rejer, der er opdrættet under bæredygtige og miljøvenlige forhold.

Jeg brugte min tigerrejesalat som fyld i tortillas, men du kan også bruge den som fyld i sandwiches og burgere.

Tigerrejesalat
2 personer

150-200 g store rejer
saften fra ½ citron
½ tsk sød paprika
en kvart tsk røget paprika

en gulerod, revet
100 g champignons
smør
1 dl creme fraiche
1 tsk tørret dild
lidt cayennepeber eller chili
salt og peber

Pil rejerne og skær dem op, så du kan fjerne den tynde sorte tarm. Put rejerne i en lille skål og vend dem først i citronsaft og dernæst i de slags paprika. Stil derefter skålen i køleskabet en times tid. Rens svampene, skær dem i tynde skiver og steg dem møre i smør på en pande. Hæld svampene over i en skål. Smelt lidt mere smør på panden og steg rejerne. De skal kun have nogle få minutter, så de bliver møre uden at blive seje. Hak rejerne groft og vend dem i svampene sammen med creme fraiche, gulerod og tørret dild. Smag til med salt, peber og evt. lidt chili eller caynnepeber, hvis du gerne vil have en lidt stærkere tigerrejesalat.

Note: En letkrydret og lækker pålægssalat, som egner sig fortrinligt som fyld til tortillas, sandwiches og burgere. Hvis du lave denne tigerrejesalat om sommeren, så kan du overveje at putte enten finthakkede tomater eller agurk i – det tror jeg vil give et fint og frisk pift til retten.

Risburger med rejer

risburger, burger, ris, rejer, chilisauce, chili, salat, risvinseddike, rørsukkerDenne risburger er inspireret af et afsnit af Masterchef Australia, som jeg så for nogle år siden. Jeg elskede ideen med at lave to ‘risbøffer’, som man bruger som overdelen og underdelen i en burger, og det ville jo passe perfekt ind i månedens burger-tema.

Min udgave af en risburger blev desværre ikke så pæn, og det skyldtes først og fremmest, at de sushiris, jeg brugte, ikke var særlig klæbrige. Det er nemlig vigtigt, at risene klistrer sammen, så ‘risbøfferne’ hænger ordentligt sammen, og det gjorde mine desværre ikke. Jeg brugte så også et andet mærke end det, jeg plejer til at lave sushi, så det må jeg huske en anden gang (jeg kan i øvrigt nævne, at det mærke, jeg plejer at bruge til sushi, er Blue Dragon).

Men ja – selvom denne risburger ikke blev helt så flot som forventet, så smagte den ikke desto mindre aldeles glimrende! Og så er det jo en sjov måde at anrette på.

Risburger
2 stk

2 dl sushiris
½ spsk rørsukker
1½-2 spsk risvinseddike
150 g store rejer, pillede og rensede
lidt cayennepeber eller chili
olie til stegning
2 et par salatblade
chilisauce

Kog risene i letsaltet vand, indtil de er møre. Hæld evt. overskydende vand fra. Rør risvinseddike og rørsukker sammen og vend det grundigt i risene. Lad derefter risene køle af.

Form de klistrede ris til to flade bøffer, som du bagefter steger i olie på en pande. Vær forsigtig, når du vender bøfferne på panden!

Læg risbøfferne på en stor tallerken. Hæld lidt mere olie på panden sammen med lidt cayennepeber og svits rejerne i olien. Vend dem grundigt og tag dem af, når de er møre.

Læg din risburger sammen med rejer, salatblade og chilisauce i midten.

Note: Som sagt – denne risburger blev ikke helt så pæn, som jeg havde håbet på, men den smagte fortrinligt, og jeg er sikker, at risbøfferne havde fungeret bedre, hvis jeg brugte nogle sushiris, der klistrede mere.

Skaldyrsgumbo

skaldyrsgumbo, gumbo, skaldyrsret, blåmuslinger, rejer, rejepasta, fiskebouillon, peberfrugt, persille, rapsolie, hvedemel, løg, bladselleri, okra, paprika, oreganoGumbo er en af de essentielle retter, når man taler om cajun-køkkenet, så selvfølgelig skulle jeg prøve at kokkerere en skaldyrsgumbo. Jeg har tidligere blogget om gumbo med kylling (som jeg i øvrigt kan anbefale), men der findes også en skaldyrsversion, hvor man typisk kombinerer rejer med krabbe, fisk og/eller skaldyr. Jeg valgte en simpel version, hvor jeg kombinerede rejer med blåmuslinger. Jeg havde ikke fiskebouillon på lager, så jeg brugte i stedet vand og rejepasta. Det giver en lidt sødere og kraftigere smag.

Vær opmærksom på, at man ofte bruger okra i skaldyrsgumbo for at tykne den. Okra er ikke helt let at finde, men kig gerne hos basarer/grønthandlere. Har de ikke okra i den friske udgave, kan du være heldig at finde okra på dåse.

Jeg skelede lidt til en opskrift på skaldyrsgumbo hos Taste of Home, men freestylede dog en del undervejs.

Skaldyrsgumbo
hovedret til 2 personer, forret til 4-5 personer

½ dl hvedemel
½ dl rapsolie
1 løg, finthakket
2 bladselleristænger, finthakkede
1 peberfrugt, skåret i tern (originalt er det med grøn, men jeg brugte rød)
3 forårsløg, finthakkede
2 tsk sød paprika
2 tsk oregano
friskkværnet peber
150 g store rejer – pil dem og fjern tarmstrengen inden brug
1 stor dåse blåmuslinger naturel (ca. 120 g)
5 dl fiskebouillon eller 5 dl vand + 2 tsk rejepasta (kan købes hos asiatiske købmænd)
6 friske okra, skåret i skiver
salt
citron eller rørsukker
evt. lidt friskhakket persille til at drysse på til sidst

Hæld olie og mel i en gryde og varm det op til mediumvarme under omrøring. Lad det simre i ca. fem til ti minutter – stadig under omrøring – eller indtil at det har fået en rødbrun farve. Går det for langsomt, kan du evt. skrue lidt op for temperaturen, men pas på, at det ikke brænder på. Tilsæt løg, bladselleri, peberfrugt og forårsløg og rør godt rundt. Lad det simre i fem minutter. Tilsæt paprika, oregano og peber. Rør rundt og tilsæt så okra og bouillon eller vand + rejepasta. Læg låg på gryden og lad det simre i ti minutter. Tilsæt til sidst rejer og de drænede blåmuslinger. Lad det simre uden låg i ca. fem minutter, så det tykner lidt ekstra og smag så din skaldyrsgumbo til med salt samt enten citron eller rørsukker.

Servér din skaldyrsgumbo med lidt friskhakket persille over.

Note: En fyldig skaldyrsgumbo, som får lidt sødme fra rejerne og ikke mindst rejepastaen. Jeg synes, at det er en rigtig fin ret, men jeg tror, jeg vil foretrække at spise den som forret.

Krebsestuvning – Crawfish Étouffée

krebsestuvning, cajun, smør, løg, bladselleri, peberfrugt, hvidløg, krebsehaler, skaldyr, krebs, løgpulver, sambal oelek, chili, hvedemel, forårsløg, persilleDenne smukke, farverige ret er selvfølgelig endnu en del af mit cajun-benspænd – nemlig en krebsestuvning eller en crawfish étouffée, som den originalt hedder. Den tager ca. en halv time at lave, så hvis du trænger til noget festlig og farverig mad i hverdagen, kan du jo prøve at snige denne ind i madplanen en af dagene i næste uge.

Jeg skelede til en opskrift på krebsestuvning fra My Recipes, men skruede op og ned for en række af ingredienserne, og så udskiftede jeg den grønne peberfrugt med en rød – det gav også et flottere farvespil i retten.

Krebsestuvning – crawfish étouffée
2 personer

2-3 spsk smør
½ løg, skåret i tern
2 bladselleri-stængler, skåret i skiver
½ peberfrugt, skåret i tern
1 fed hvidløg, finthakket
ca. 150 krebsehaler fra frost
½ tsk peber
1 tsk løgpulver
½-1 tsk sambal oelek
1 spsk hvedemel
1 dl vand
2 spsk finthakket forårsløg
1 spsk friskhakket persille
salt

Smelt smørret i en gryde og svits løg, bladselleri og peberfrugt i det ved mediumvarme i 4-5 minutter. Tilsæt hvidløg, peber, løgpulver, sambal oelek og hvedemel. Rør grundigt rundt og tilsæt så krebsehaler og vand. Læg låg på og lad det simre ved lav varme et kvarters tid. Tilsæt forårsløg og persille, lad det simre i et par minutter og smag så din krebsestuvning til med salt.

Servér det med kogte ris.

Note: Denne krebsestuvning er en dejlig, mediumkrydret ret. Pas på, at du ikke får brugt for megen sambal oelek, da det vil overdøve den fine krebsesmag. Retten har en fin, let-cremet konsistens, som får den til at føles en anelse syndig, men det skal der jo også være plads til 🙂